Gimli skrev:Jeg påpeger muligheden for en statistisk/strukturel bias, som intet har at gøre med den enkeltes indsats.
Men læser du hvad Christian skriver?
Christian Aarestrup skrev:Jeg gennemgår en liste over det forgangne års danske udgivelser. Der kan være smuttet en enkelt, men det er nok sjældent; jeg mindes i hvert fald ikke, at den skulle have været ukomplet. Jeg har læst nogen af dem i forvejen. Hvis jeg synes, jeg mangler nogen vigtige, sørger jeg for at få dem læst, inden jeg nominerer. Det er selvfølgelig ikke alle, jeg får læst, og der er en forhåndsselektion. (Men nej, den er ikke begrænset til, hvad jeg har anmeldt eller set anmeldt.) Men så er vi jo heldigvis flere om det, og andre har læst nogle af de udgivelser, jeg ikke har (og ikke gider).
Det du savner, er vel en kontrolinstans, der sikrer, at ovenstående ikke bare er varm luft lukket ud for Serielands skyld. Jeg vil derfor foreslå, at en kontrolgruppe bestående af faste debattører fra Serieland i nomineringsperioden står på udvalgte biblioteker rundt i landet. I den periode skal nomineringskorpset komme forbi og ved udgangen få godkendt et af Serielands kontrolgruppe fastsat antal udgivelser, der har en af Serieland defineret tematisk, kønsmæssig og tegnemæssig spredning.
Selvfølgelig sikrer det ikke, at nomineringskorpset så rent faktisk også læser disse udgivelser. Derfor bør det følges op af hyppige stikprøvekontroller, hvor kontrolgruppen møder op privat hos nomineringskorpset og får svar på nogle kontrolspørgsmål om de lånte værker. Såfremt man fra nomineringskorpset ikke er i stand til at svare på fx 80 % af disse spørgsmål, så ryger man automatisk ud af det.
Er det ikke dén løsning, du reelt savner?
Hvis uddelingen af Pingprisen så også fast afrundes med uddelingen af en "Årets særlige hæderspris", der gives til den debattør på Serieland, der har nævnt Jijés navn i flest indlæg - så tænker jeg faktisk, at alle så småt må være ved at være tilfredse.
Og så har jeg jo lært fra et andet medlem her i tråden, at så længe man slutter med en blinkesmiley, så kan man jo lukke hvad som helst ud - men til sidst markere at "det var jo bare for sjov - og mon ikke du overtolker, hvis du er uenig".