Lucky Luke 75 år

[Carsten Søndergaard]

Faktisk kan jeg godt lide begge forsider.
Det kunne være interessant at få oplysninger om, hvorfor Dargaud skiftede forsidemotiv.

Det ved jeg ikke præcis, man det forekommer oplagt, at Dargaud ville tilkendegive, at forlaget nu havde overtaget den prominente serie fra Dupuis. Og så blev forsiderne på den tid stilistisk mere "malede" end "tegnede", hvilket Morris så senere gik bort fra igen.

Man kan også bemærke, at der er virkelig mange forsider, som har en gul/vissengrøn tone på den tid, og som derfor i sammenhæng med hinanden kommer til at se ret ens ud. Det er også en af grundene til, at jeg langt foretrækker den gamle forside på Calamity Jane (som ovemunk vist kalder for "den nye", men den er altså "den gamle/originale") De fleste mennesker vil i dag i første omgang se en mikroskopisk forside af en tegneserie eller en bog i en webshop, derfor er det væsentligt, at man kan adskille dem, og at de står så klart som muligt. Bare det at titelbånden på Diligencen nu er rødt og titlen gul og ikke omvendt (gul på gul bund, duh!), gør jo en gigantisk forskel.

Og vi er nok tvangsindlagt til at se det idiotiske græsstrå på alle forsiderne, hvis vi vil læse den nye serie!

Det er I, på fyrretyvende år

Jeg har heldigvis den originale (med smøger )

Det er jo det. Om det så er Tintin eller Lucky Luke eller andre ting, så kan man jo altid bare ty til de gamle udgaver. Men indeni ryger Lucky Luke nu altså fortsat, det er kun på forsider og bagsider, han har et strå i munden.

[benadikt]

Foreløb er de fire album, der udkommer i 2025, bestemt:
Pyskopater på slap line
Billy the Kid
Ma Dalton
Grønskollingen

Dejligt at I har beholdt Tonnys titel Pyskopater på slap line, selv om den måske ikke er så aktuel nu som dengang.

I går aftes sammenlignede jeg de tre udgaver af den første side af Calamity Jane. Helt tydeligt tre forskellige og fine oversættelser. Men Tonny havde et par sjove sætninger, som ikke lignede Niels' og Vigans helt neutrale sætninger. Jeg vil prøve at vise skans senere på ugen. Desværre kan jeg ikke fransk, så jeg ved ikke, hvad der står i originaludgaven. Men efter det som Carsten har fortalt, har Tonny nok digtet lidt i oversættelsen.

[benadikt]

Det er I, på fyrretyvende år

Men graden af censur har varieret en del gennem de 40 år.
Her ses to forsider af Dalton City. Fransk udgave fra 2006 og tysk udgave fra 2014. Jeg håber sandelig ikke, at den nye danske kommer til at ligne den forfærdelige tyske udgave.

Dalton_City_F_2006.jpg (77.91 KiB) Vist 17333 gange

449px-Lucky_Luke_36_DE_2014.jpg (88.42 KiB) Vist 17333 gange

[Carsten Søndergaard]

Dejligt at I har beholdt Tonnys titel Pyskopater på slap line, selv om den måske ikke er så aktuel nu som dengang.

Nej, det er den måske ikke, men alle kan jo afkode den. Og alternativet ville være at titlen skulle følge den franske titel, fx "Daltonbrødrene bliver heldredt" (som på norsk) eller "De uhelbredelige Daltonbrødre" (som på svensk, sådan set en god titel). Eller som på tysk: "Die Daltons und der Psycho-Doc", som egentlig ligger tæt op ad den danske ordleg, kunne måske være "Daltonbrødrene og hjernevrideren" eller "Daltonbrødrene og kuppelsmeden". Men "Pyskopater på slap line" kommer altså til at stå for eftertiden. Om det var Tonny Lützer eller Henning Kure, der fandt på den, ved jeg ikke, det kunne have været dem begge.

I går aftes sammenlignede jeg de tre udgaver af den første side af Calamity Jane. Helt tydeligt tre forskellige og fine oversættelser. Men Tonny havde et par sjove sætninger, som ikke lignede Niels' og Vigans helt neutrale sætninger. Jeg vil prøve at vise skans senere på ugen. Desværre kan jeg ikke fransk, så jeg ved ikke, hvad der står i originaludgaven. Men efter det som Carsten har fortalt, har Tonny nok digtet lidt i oversættelsen.

Jeg overvejede kort, om man måske skulle tage et par af Tonnys knaldperler med, men en del af hans digtekunst var under alle omstændigheder nødt til at udgå, fordi de var totalt uden for skiven eller helt og aldeles uddateret eller refererede til lokale danske forhold i 1970'erne. Så nu følger Vigan altså den tone og de begreber og referencer, som forfatteren Goscinny lagde i munden på figurerne, naturligvis i dansk aftapning. Forlaget skriver sådan set også under på, at forfatterens tone skal følges i oversættelserne. Det gik ingen op i i 1970.

[Carsten Søndergaard]

Men graden af censur har varieret en del gennem de 40 år.
Her ses to forsider af Dalton City. Fransk udgave fra 2006 og tysk udgave fra 2014. Jeg håber sandelig ikke, at den nye danske kommer til at ligne den forfærdelige tyske udgave.

Hvis du med forfærdelig mener den voldsomme tyske logo, så nej. Sådan ser de tyske album bare ud alle sammen. Hvis du mener om Lucky Luke har halmstrået i munden, så er det måske nok sandsynligt. Vi må se, når jeg får filerne til forsiden, men der går et par år, før vi når frem til Dalton City.

[benadikt]

Dejligt at I har beholdt Tonnys titel Pyskopater på slap line, selv om den måske ikke er så aktuel nu som dengang.

Nej, det er den måske ikke, men alle kan jo afkode den. Og alternativet ville være at titlen skulle følge den franske titel, fx "Daltonbrødrene bliver heldredt" (som på norsk) eller "De uhelbredelige Daltonbrødre" (som på svensk, sådan set en god titel). Eller som på tysk: "Die Daltons und der Psycho-Doc", som egentlig ligger tæt op ad den danske ordleg, kunne måske være "Daltonbrødrene og hjernevrideren" eller "Daltonbrødrene og kuppelsmeden". Men "Pyskopater på slap line" kommer altså til at stå for eftertiden. Om det var Tonny Lützer eller Henning Kure, der fandt på den, ved jeg ikke, det kunne have været dem begge.

Jeg tænkte mere på Egmonts titel Psykopater på slap line. Jeg foretrækker klart Interpresses Pyskopater på slap line.

Lucky_Luke_29_Egmont.jpg (59.06 KiB) Vist 17267 gange

[Carsten Søndergaard]

Jeg tænkte mere på Egmonts titel Psykopater på slap line. Jeg foretrækker klart Interpresses Pyskopater på slap line.

Man må vel sige, at psykiske lidelser og psykiatrisk behandling grundlæggende er svære og tunge emner i en humoristisk og karikeret tegneserie. Ikke mindst i vore dage, hvor der er enormt fokus på den slags.

Og Daltonbrødrene er jo ikke psykopater, selv om Joe måske nok nærmer sig diagnosen, men ikke de tre andre. Et grundtræk ved psykopater er jo, at de udadtil er utroligt charmerende, og det kan ikke siges om Daltonbrødrene.

De omtales jo heller ikke som psykopater i historien, og Otto von Himbeergeist er heller ikke psykiater, men psykoanalytiker, en Sigmund Freud-karikatur, og netop omkring 1970 var Freuds psykoanalytiske teorier jo et varmt og populært emne. Det greb Goscinny med vanlig tæft i luften og formåede at omsætte til en humoristisk fabel med psykologiske undertoner. Og set i det lys passer "pyskopater" perfekt, fordi slangordet tager det alvorstunge ud af "psykopater" og netop understreger, at der ikke er tale om egentlige psykopater.

Lige netop den historie ville nok slet ikke være blevet skabt i vore dage, hvor klassisk psykoanalyse er gået noget af mode til fordel for almen psykologi, der er vanskeligere at lave humoristiske fabler om.

[benadikt]

Som tiden dog flyver af sted. Det er allerede 3 år siden, at jeg skrev i tråden om euroklassikere:

Når de store serier findes i mere end en oversættelse, prøver jeg at have flere af dem. Jeg har således Interpresses albumserie med Lucky Luke og Egmonts bogserie (samt enkelte andre udgaver).
Lige nu har jeg læst Pyskopater på slap line.
I Tonny Lützers oversættelse siger professoren i fjerde rude: "Mein udgangspunkt ist at alle forbrydere er syge mennesker, som kan helbredes! Der er altid et eller andet i deres gefortid, måske i deres gebarndom, som har ført dem ind på das lovløsheds vej!"
I Niels Søndergaards oversættelse siger professoren: "Min påstand er, at alle forbrydere er syge, som kan helbredes. Der er altid en bestemt hændelse i deres tidlige barndom, som har skubbet dem ud i lovløsheden!"
Af omtalerne af de to herrer går jeg ud fra, at Søndergaards oversættelse er tættere på originalen. Men jeg finder Lützers oversættelse meget sjovere. Hans malplacering af et "ge-" foran NAVNEord nu og da (og ikke foran udsagnsord), fungerer meget fint. Men det er selvfølgelig også fint at have en oversættelse, der er tættere på originalen.

Pyskopater på slap line er nok et af de album, hvor Tonnys indfald fylder mest og gør Goscinnys og Morris' værk endnu mere sjovt. Hvordan bliver mon den nye oversættelse? Læser Vigan Tonnys oversættelser, før han bestemmer sig for sin egen oversættelse?

[Carsten Søndergaard]

Hvordan bliver mon den nye oversættelse? Læser Vigan Tonnys oversættelser, før han bestemmer sig for sin egen oversættelse?

Næppe, han er jo professionel.

I Tonny Lützers oversættelse siger professoren i fjerde rude: "Mein udgangspunkt ist at alle forbrydere er syge mennesker, som kan helbredes! Der er altid et eller andet i deres gefortid, måske i deres gebarndom, som har ført dem ind på das lovløsheds vej!"
I Niels Søndergaards oversættelse siger professoren: "Min påstand er, at alle forbrydere er syge, som kan helbredes. Der er altid en bestemt hændelse i deres tidlige barndom, som har skubbet dem ud i lovløsheden!"
Af omtalerne af de to herrer går jeg ud fra, at Søndergaards oversættelse er tættere på originalen. Men jeg finder Lützers oversættelse meget sjovere. Hans malplacering af et "ge-" foran NAVNEord nu og da (og ikke foran udsagnsord), fungerer meget fint.

Men det er også et eksempel på, at Tonny Lützer indlægger en tone og stil, som ikke er Goscinnys. Ligesom når Per Då syntes, det pludselig var sjovt at lade gallerne tale et kunstigt bondesprog (og så slet ikke brugte det konsistent). Et gennemgående træk ved Goscinnys humor er, at han hellere underspiller end overspiller, han lader spidsfindigt komikken danne sig i læserens hjerne, hvorimod både Lützer og Då ofte overspiller og skærer humoren ud i pap og støber den i beton. Hvorfor ved jeg ikke. Tænkte de, at læserne var børn (hvad langt de fleste jo var i Danmark på det tidspunkt), og at de ellers ikke ville more sig nok? Eller syntes de ikke, at Goscinnys tekster var sjove nok? Altså at en af verdens mest berømte humoristiske forfattere ikke var sjov? (Her kan også drages paralleller til Jørgen Sonnergaards tro på, at han var en større humorist end Hergé).

Og her ender det i barnligt cirkusvolapyk, som afslører, at den højtærede professor fra Wien end ikke kan tale tysk (hvilket Tonny heller ikke kunne, ligesom hans franskkundskaber ved begrænsede). Selv om det måske kan lyde morsomt isoleret set, kommer det til at gøre indgreb i de koder, Goscinny har villet indbygge i professorens personkarakteristik.

[Antaeus]

Hvordan bliver mon den nye oversættelse? Læser Vigan Tonnys oversættelser, før han bestemmer sig for sin egen oversættelse?

Næppe, han er jo professionel.

I Tonny Lützers oversættelse siger professoren i fjerde rude: "Mein udgangspunkt ist at alle forbrydere er syge mennesker, som kan helbredes! Der er altid et eller andet i deres gefortid, måske i deres gebarndom, som har ført dem ind på das lovløsheds vej!"
I Niels Søndergaards oversættelse siger professoren: "Min påstand er, at alle forbrydere er syge, som kan helbredes. Der er altid en bestemt hændelse i deres tidlige barndom, som har skubbet dem ud i lovløsheden!"
Af omtalerne af de to herrer går jeg ud fra, at Søndergaards oversættelse er tættere på originalen. Men jeg finder Lützers oversættelse meget sjovere. Hans malplacering af et "ge-" foran NAVNEord nu og da (og ikke foran udsagnsord), fungerer meget fint.

Men det er også et eksempel på, at Tonny Lützer indlægger en tone og stil, som ikke er Goscinnys. Ligesom når Per Då syntes, det pludselig var sjovt at lade gallerne tale et kunstigt bondesprog (og så slet ikke brugte det konsistent). Et gennemgående træk ved Goscinnys humor er, at han hellere underspiller end overspiller, han lader spidsfindigt komikken danne sig i læserens hjerne, hvorimod både Lützer og Då ofte overspiller og skærer humoren ud i pap og støber den i beton. Hvorfor ved jeg ikke. Tænkte de, at læserne var børn (hvad langt de fleste jo var i Danmark på det tidspunkt), og at de ellers ikke ville more sig nok? Eller syntes de ikke, at Goscinnys tekster var sjove nok? Altså at en af verdens mest berømte humoristiske forfattere ikke var sjov? (Her kan også drages paralleller til Jørgen Sonnergaards tro på, at han var en større humorist end Hergé).

Og her ender det i barnligt cirkusvolapyk, som afslører, at den højtærede professor fra Wien end ikke kan tale tysk (hvilket Tonny heller ikke kunne, ligesom hans franskkundskaber ved begrænsede). Selv om det måske kan lyde morsomt isoleret set, kommer det til at gøre indgreb i de koder, Goscinny har villet indbygge i professorens personkarakteristik.

Selv om man er professionel så kan man vel sagtens lade sig inspirere af andres arbejde.
Og ja det er underligt at benytte et "kunstigt bondesprog", men ikke konstant. Og ja ofte kan den underspillede humor være bedre end den overspillede.

Jeg synes at Hergé var en langt bedre fortæller end humorist. Der er alt for meget falde-på-halen-humor i Tintin til min smag og det havde været en endnu bedre serie, hvis der var skruet lidt ned for humoren (det er stadig en fantastisk serie). Når jeg sammenligner de forskellige Tintin oversættelser så har der været lidt forskelligt hvem jeg synes der har oversat de forskellige paneller bedst (Politiken, Sonnergaard, Søndergaard og mest de to sidstnævnte) (det er det jeg har kigget på og ikke som ikke vurderet som et samlet hele, altså hele album). Og når jeg taler om bedst så er det hvor let og flydende det er at læse samt lyder på dansk og passer i forhold til selve paneltegningen.
For mig er det langt vigtigere at jeg finder at den danske oversættelse er god, flydende og letlæselig end at den 100% præcist rammer forfatterens oversættelse da det ikke altid er ligetil at oversætte 1 til 1. Så en oversætter må godt have lidt friheder.

[Carsten Søndergaard]

Selv om man er professionel så kan man vel sagtens lade sig inspirere af andres arbejde.

Det kan man da godt mene sådan generelt og principielt, og man kan jo også have en erindring om noget i hukommelsen fra tidligere læsninger af andres oversættelser, det kan i mange tilfælde sikkert være uundgåeligt. Men ligefrem at studere en tidligere oversættelse, umiddelbart før man selv sætter sig til at lave en ny, vil jeg betragte som uhensigtsmæssigt.

For mig er det langt vigtigere at jeg finder at den danske oversættelse er god, flydende og letlæselig end at den 100% præcist rammer forfatterens oversættelse da det ikke altid er ligetil at oversætte 1 til 1. Så en oversætter må godt have lidt friheder.

Ingen hævder andet, og ingen kan oversætte 100 % præcist eller ramme 1 til 1, ganske enkelt fordi man ofte ikke kan sige det samme på ét sprog som et andet. Men tonen, meningen og hensigten skal jo formidles på det andet sprog.

I Søndagspolitiken denne weekend er der et portrætinterview med Søren Vinterberg i anledning af, at han i den kommende uge fylder 80 år. Han har oversat talrige tegneserieseriealbum (og mange andre ting) gennem 50 år, ikke mindst fra fransk, og på spørgsmålet "Hvad er den store glæde i oversættelsesarbejdet?", svarer han:

»At oversætte er en dejlig blanding af pligtarbejde og kreativitet. Man skal holde snuden i sporet og samtidig være åndsnærværende i hver eneste sætning for at ramme netop det, som forfatteren ville have skrevet, hvis hun havde været dansk. Det er hele tiden en balancegang at vurdere, bvor tekstnært man skal oversætte«.

Det er sagen i en nøddeskal.