Jeg så en vidunderlig kvinde i går. Lige noget for mig. Læber til at kysse. Øjne til at dykke ind i. En krop der sagde Raquel Welch, Bo Derek og Liv Ullman i hver deres velmagtsdage, og for pokker da. Jeg trak maven ind, gik over og inklinerede, men fik selvfølgelig det vante los i kuglerne. The story of my lovelife, I guess.
Senere så og hørte jeg hende. Med en stemme der osede af cigaretter, og ved du hvad? Hun sagde ingenting. En masse ord kom ud af knolden på hende, men hun sagde ikke noget. Der var vist ingen hjemme, sådan rigtigt.
Jeg kan bedst lide bøger med noget på hjerte, og så kan de være nok så flot tegnet.
Men når det så er sagt, så har jeg en Googa-dør, der åbnes videre og videre. Tegninger kommer til at betyde mere og mere. Jeg skriver dette, da jeg nu snart mange gange, har haft et værk i hænderne, som ganske vist ville noget, men tegningerne var hæslige. Og jeg kunne ikke. Jeg kunne simpelthen ikke holde af albummet.
Så Googa har, med sine 19.000+ indlæg præget mig. Den satan
