tegneserien som medie

[Gimli]

Hvad er det særlige ved tegneserien? Hvad er det egentlig det medie, som vi elsker kan – som f.eks. film- og bogmediet ikke kan? Det har vi nok alle sammen en ret god fornemmelse af, men så vidt jeg kan se af debatten, er der ikke en tråd, som har forsøgt at få dette identificeret samlet. Så nu prøver jeg med denne tråd, at lave en række bud på, hvordan jeg oplever mediets unikke muligheder. Alle andre er selvfølgelig velkommen til at komme med deres bidrag.

Nogle af egenskaberne er så ”brede” at jeg vil dele dem op i mindre områder, for at få det hele med. Det gælder f.eks. en af de mest åbenlyse forskelle, nemlig den at tegneserien er; ’En billed- og tekstmæssig fortælling, som lader læseren styre pacen/hastigheden’. (Jeg ser her bort fra de tegneserier, som er uden tekst). Senere kommer der mindst en variant af dette forhold.

Når ’pacen’ overlades til læseren – og der samtidig er 2 komponenter i fortællingen (tekst og billede), kan læseren selv afgøre, hvor meget tid der skal bruges på at studere tegningerne, og hvor hurtigt teksten læses. Dermed kommer fortællingen til at foregå i det tempo, som netop passer den enkelte læser. Dette er ikke en ubetinget fordel. Nogle genrer vinder ved, at det skaberne, der sætter tempoet – f.eks. gysere, som forlader sig på chok-effekter. Men i langt de fleste tilfælde, giver det læseren mulighed for selv at bestemme, hvornår der skal dvæles ved en sekvens eller om man synes fortællingen er for spændende (eller kedelig) undervejs, og derfor regulerer sin læsning i forhold til at; få viden om hvad der sker – eller hurtigt vil videre, til der sker noget, som anses for spændende/vigtigt. Dette kan man også i de traditionelle bøger, men med den store forskel, at billederne betyder at tempo-”skiftende” kan variere mere end ved traditionel læsning, og ofte sker det mere intuitivt. Ved bøger er det reelt kun læse-tempoet, som kan reguleres og de fleste har et forholdsvis stabilt læsetempo. Når tegningerne kommer med, kan meget af handlingen forstås mere ”intuitivt” ud fra motiverne, og teksten udgør en meget mindre del af ”informationsstrømmen”, hvorfor læsetempoet er mere fritstillet.
Skaberne kan dog søge at påvirke tempoet, dels ved antallet af ruder pr. side og dels ved tekstmængden. Herunder ses f.eks. en dobbelt-side fra; Akira – efterfulgt af en enkelt-side fra Blake og Mortimer;

Akria - dobbeltside.jpg (108.5 KiB) Vist 757 gange

Her ses det ret tydeligt, at det er reelt umuligt at få samme ”tempo” i læsningen af disse 2 sider. Men det ændrer ikke på, at det stadig er op til læseren at afgøre, hvor lang tid billederne skal studeres. Det er også en ”stående joke” blandt tegneserie-entusiaster, at det er muligt at få ”fuld” forståelse af Blake og Mortimer-fortællingerne, ved kun at læse ’taleboblerne’ og undlade ’tekstfelterne’. Ud over antallet af ruder pr. side, kan detaljeringsgraden i baggrundstegningerne også opfattes, som en opfordring til at bruge tid på at studerende billederne. Den mest åbenlyse mulighed for at påvirke pacen i den henseende er når ruderne slet ikke har baggrundstegninger.

[Berti Stravonsky]

Akirasiden er simpelthen formiddabel.

[GoogaMooga]

Jeg deltog engang i et introduktionskursus i hurtiglæsning i Odense, og vores lærer lagde ud med at sige, at der var to ting, han ikke kunne læse os at læse hurtigt: digte og tegneserier.

[marius]

Her et eksempel fra Frank Millers The Dark Knight Returns hvor et meget hurtigt forløb brydes ned til slowmotion:

[Antaeus]

Jeg skulle kigge en del gange for at afkode den Miller side.

[Carsten Søndergaard]

Gode betragtninger, Gimli. Men man bør omtale tegneserien som en kunstart, ikke et medie. En avis, der indeholder tegneserier, er et medie, ligesom et blad, et album eller en bog fyldt med tegneserier er et medie. Men ikke selve udtryksformen, tegneserien. Det er derfor, tegneserien kaldes for den niende kunstart

Ud over tempoet, der kan bestemmes af læseren, som du er inde på, er forskellen også kombinationen af tekst og billeder, som du jo også er inde på. Akira-opslaget kan nærmest aflæses ligesom en film, men der er alligevel en stor forskel: læseren danner selv lyden af teksten, det gør man ikke i en film. Blake og Mortimer er derimod næsten som at læse en bog, men der er alligevel en stor forskel: læseren får det beskrevne illustreret og danner ikke selv billederne, som man ville gøre i en almindelig bog.

At tegneserien kan noget, som ingen andre kunstarter kan, er "I hovedet på Sherlock Holmes" et godt eksempel på. Selve grundplottet kunne måske nok fortælles gennem en litterær tekst eller som en film, men det ville være helt umuligt at afvikle fortællingen, som den er tænkt, hvor den foregår på både et ydre og indre plan samtidig og med den røde tråd, som er fysisk til stede i tegningerne hele vejen igennem.

[Gimli]

... man bør omtale tegneserien som en kunstart, ikke et medie. En avis, der indeholder tegneserier, er et medie, ligesom et blad, et album eller en bog fyldt med tegneserier er et medie. Men ikke selve udtryksformen, tegneserien. Det er derfor, tegneserien kaldes for den niende kunstart

Jeg er enig Carsten - selv om jeg ikke ved om jeg kan ændre på trådens navngivning. Tak for kommentarerne til alle. Fedt at se, hvordan Miller får lavet en komposition, hvor han nærmest tvinger tempoet ned, hvis den skal forstås. Som jeg har forstået det, har det været vigtigt for ham, at få læserne, til rent faktisk at bruge tid på tegningerne. Men her er mit andet bidrag til, hvad tegneserien kan som kunstform.

Komplekse billede-kompositioner:

Et af de virkemidler tegneserien har, som ikke kan kopieres til (tegne)filmen er muligheden for at lave særdeles komplekse billede-kompositioner. Der er her tale om en mulighed, som opstår fordi læsetempoet sættes af læseren (se sidste indlæg). Det skal understreges, at her er fokus på enkelt-ruder – ikke sidekom-positioner, som der kommer et indlæg om senere. Det at enkelte ruder udformes særligt komplekse er udnyttet af flere gennem tegneseriehistorien. F.eks. har de store superhelte-tegnere; Jack Kirby, Steve Dikto m.fl. adskillelige ret komplekse tegninger, som ikke var mulige (=ekstrem dyre) at udforme som animationer.

Steve Dikto.jpg (114.21 KiB) Vist 624 gange

Disse kompositioner kan i dag via computerteknologi, sandsynligvis godt overføres, men spørgsmålet er om film-mediet giver mulighed for at ”studere” disse enkeltmomenter med en opmærksomhed, som gør det formålstjenesteligt at få alle detaljerne med. I dag har tegneserien udviklet denne mulighed, til et niveau, hvor det næppe søges inddraget i filmmediet. Der er simpelthen for mange detaljer, til at de kan nå at blive opfanget med mindre, de præsenteres som fastfrosne billeder i den filmiske fremvisning. Her er Rosinski en af de ypperste repræsentanter.

Thorgal - Tanatloks øjne.png (685.85 KiB) Vist 624 gange

Andre kunstnere får indarbejdet symbolske overtoner i tegningerne, som jeg sjældent har oplevet særlig vellykket i tegnefilm. Der er dog nogle få film, hvor der er takter til det i f.eks. tegnefilmen; Eldorado, men så er tegnestilen ændret, for at få det symbolske til at fremstå tydeligere. I tegneserien har f.eks. David B. flere gange vist, at det sagtens kan indarbejdes, uden at der behøves ændret på tegningernes grundstil:

David B..jpg (93.42 KiB) Vist 624 gange

En anden måde at skabe kompleksitet på er, hvis tegneren vælger at indarbejde ”forskellige” tegnestile i samme rude. Det ses i en vis udstrækning i f.eks. Mørkets skønhed, men især har Mazzucchelli vist det i; Asterious Polyp. Jeg skal ikke udelukke at det kan gøres i tegnefilm – men jeg har endnu til gode at opleve det.

Endelig kan kompleksiteten opstå ved, at en særlig detalje holdes ”skjult”, som f.eks. Derib får gjort meget elegant i Buddy Longway – Fjenden, hvor jeg først så ”modstanderen” i nedenstående rude, efter ca. 5-6 gennemlæsninger. Denne effekt søges nogle gange opnået i filmmediet, ved at lade en person/skygge komme så hurtigt ”forbi” skærmen, at den ikke rigtigt ses. Det er en effekt som virker stik modsat – fordi den påkalder sig opmærksomheden – mens tegneserien netop kan ”skjule” en person/et element.