Jens Trasborg 1965-2022

Besvar
Brugeravatar
Carsten Søndergaard
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7167
Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Geografisk sted: København
Kontakt:

Jens Trasborg 1965-2022

Indlæg af Carsten Søndergaard »

Interpresses/Carlsens mangeårige tegneserieredaktør Jens Trasborg forlod verden den 26. august i en alder af kun 57 år. Jeg har selv kendt Jens i 42 af de 57 år, for han gjorde sin entré på forlaget Interpresse i en alder af kun 15 år, og vi har haft et nært samarbejde i næsten 40 år, også efter at han forlod Carlsen og grundlagde forlaget Alvilda.

Min nedenstående nekrolog har allerede været offentliggjort på nummer9.dk, men jeg gentager den her, dels fordi jeg ikke kan lade være, dels fordi hans liv er et stykke vaskeægte dansk tegneseriehistorie.

Jens blev bisat fra Københavns Domkirke den 5. september, hvor mere end 150 mennesker deltog. Han begraves på Assistens Kirkegård, hvor han kommer til at ligge i selskab med et af sine idoler, H.C. Andersen.

-----------------------------------------------------------------------------------------------

En af mine tegneseriebrødre, Jens Trasborg, forlagsdirektør for og grundlægger af Forlaget Alvilda og tidligere forlagschef og redaktør på forlagene Carlsen og Interpresse, er død i en alder af kun 57 år.

I 1980 trådte han ind på forlaget Interpresse i Bagsværd, hvor jeg var redaktør for tegneseriebladene. Jens var 15 år, og det var lykkedes ham at komme i en uges skolepraktik på forlagets tegnestue. Ingen kunne vide, at Jens’ insisteren på netop dét over for sin skoles praktikvejleder ville få afgørende betydning for de følgende 40 års udgivelser af tegneserier og børnebøger i Danmark.

Men det gjorde det, fordi min anden tegneseriebror, Henning Kure, der var redaktør af Interpresse mange tegneriealbum på den tid, spottede, at Jens ikke var en helt almindelig skoleelev. Han kunne tegne, og ikke mindst kunne han tegne store tegneseriebogstaver, titler og logoer, og så var han i øvrigt tegneseriefan om en hals. Samtidig var han skoletræt, så den korte praktik blev hurtigt vekslet til en fastansættelse, der kom til at vare i næsten 30 år. Det stod hurtigt klart, at Jens havde mange flere talenter end at kunne tegne, så snart var han i stedet redaktionsassistent og troldmandens lærling hos Henning Kure på albumredaktionen.

På egne ben

Da Henning Kure midt i 1980’erne forlod albumredaktionen for at gå andre veje, og Interpresse og Forlaget Carlsen samtidig blev slået sammen, var det åbenlyst, at Jens skulle være redaktør for Interpresses album. Selv blev jeg samtidig redaktør for Carlsen Comics-albummene, og selv om albumudgivelserne i de følgende fem år stadig udkom under hver sit forlagsnavn, skulle jeg være formel chef for hele albumredaktion. Hvilket var håbløst, fordi jeg ikke ville være chef, og Jens havde ikke brug for en chef, det skulle han selv være, eller blive i hvert fald.

Ikke desto mindre drev vi i skøn samdrægtighed et albumprogram af astronomisk omfang mellem 1986 og 1991 – sammen med den mangeårige og helt uundværlige redaktionssekretær Pia Christensen og den internationale koordinator og redaktør Helle Nielsen, foruden redaktionsassistenter som Marianne Brejner, Ulrikke Juul Bondo, Kasper Monty, Steen Puggaard og Helle Tryon samt forlagenes administrerende direktør Kurt Dahlgaard og produktionschefen Poul Kyed.

Ikke blot på dansk med langt over 100 årlige udgivelser, hvoraf et stigende antal af danske tegneserieskabere, ikke mindst takket være Jens – men også produktionen af mange tyske, svenske, finske, norske og selv islandske, færøske og amerikanske tegneseriealbum lå i vores hænder på Krogshøjvej i Bagsværd. Det gav Jens et kolossalt netværk blandt alverdens forlag og rettighedshavere foruden en lang række internationale og danske tegneserieskabere.

Steen & Stoffer, manga og graphic novels

I de følgende 20 år på Interpresse og Carlsen udgav Jens talrige perfekt tilrettelagte og ofte nyskabende og bemærkelsesværdige tegneserier, men havde også et sikkert blik for at vedligeholde og opdatere de bedste af klassikerne. I 1987 lancerede han forlagets kæmpesucces Steen & Stoffer, og ligesom i andre tilfælde tegnede han selv den danske logo og designede og tilrettelagde udgivelserne, så ikke en streg eller et udråbstegn stod forkert. Det samme var tilfældet med for eksempel nyudgivelserne i 1990’erne af hans yndlingstegner André Franquins Splint & Co. og Vakse Viggo. I tre årtier tegnede han også alle officielle logoer med forlagsnavnene Interpresse og Carlsen Comics.

Ved årtusindskiftet var det Jens, der startede den vældige bølge af japanske tegneserier på dansk med Dragon Ball i spidsen og i de følgende år en lang række andre Carlsen Manga. Hans umiskendelige ordentlighed og pertentlighed i alle sammenhænge tiltalte de reserverede japanere – og måske også at han af statur matchede dem – hvilket gav ham mange værdifulde kontakter i Japan, som han besøgte flere gange.

I 2005 besluttede Jens, at Tintin efter 45 år skulle have ny dansk oversættelse og samtidig udkomme i en ny og bedre teknisk udførelse, de stadig i dag så populære såkaldte retroudgaver af Hergés klassiske tegneserie. En beslutning, der satte følelserne i bevægelse hos mange tusind Tintin-fans og blev en national mediebegivenhed, men som også gav helt nyt liv til og opmærksomhed om den gamle tegneserie.

Samme år, i en helt anderledes og moderne retning, lancerede han begrebet graphic novels på dansk med Marjane Satrapis Persepolis som spydspids. Med henblik på at skabe fornyet interesse for tegneserier hos boghandlere og medier, men også for at modernisere og videreudvikle forlagets portefølje af tegneserier, hvilket altid havde været et adelsmærke for både Interpresse og Carlsen Comics: hold fast i det levedygtige, men gå altid og ufortrødent nye veje samtidig.

Strukturelle omskifteligheder

I 1991 var der røre på det sammenlagte Interpresse/Carlsen i Bagsværd, fordi de svenske ejere Bonnier ønskede at omstrukturere forlaget og skille bladudgivelserne (de gamle Interpresse-tegneserieblade og krydsordsblade) fra bogudgivelserne (børnebøger og albumtegneserier). Turbulensen var stor, og selv valgte jeg at sige op og blive freelancer, og dermed kom jeg til at arbejde for Jens i stedet for at være hans chef, og det var på alle måder lykkeligt for os begge. Jens blev og tog kampen op med de strukturelle omskifteligheder og blev helt naturligt snart forlagschef ikke blot for tegneserierne, men også børnebøgerne, der havde deres rod i det gamle Carlsen-forlag. Han overlevede i de følgende 15 år som forlagschef tre administrerende direktører, Henrik Reinvaldt, Jesper Holm og Morten Hesseldahl, mens vi i fællesskab kæmpede for tegneseriernes videre liv. Jeg havde fingrene i bøgerne, mens Jens stod for det strategiske, formelle og overordnede redaktionelle og designmæssige ansvar, og det havde vi det så godt med begge to.

I 2007 sagde det BANG. Carlsens ejer, svenske Bonnier, ville pludselig sælge alle koncernens danske forlag, herunder Carlsen, til Egmont. En handel, der var så stor, at EU’s konkurrencekommissær efter et halvt års undersøgelser bekendtgjorte, at den kun kunne gennemføres, hvis Carlsens tegneserier blev holdt udenfor – fordi Egmont i forvejen udgav tegneserier og ville få en dominerende stilling på markedet, hvis de overtog Carlsens. Med andre ord måtte nogle veje skilles. Det var et hårdt slag for Jens og mig, der på det tidspunkt havde haft et så nært samarbejde om tegneserieudgivelser i mere end 20 år. Også for Pia Christensen, der havde været dagligt bindeled mellem Jens som forlægger og mig som redaktionel og grafisk tilrettelægger. Resultatet blev, at Jens’ gamle mentor som direktør i Bagsværd i 1980’erne, Kurt Dahlgaard, købte tegneserierne af Bonnier og sammen med mig grundlagde Forlaget Cobolt i 2008, mens Jens i første omgang blev på Carlsen for at koncentrere sig om børnebøgerne.

Folk har tit undret sig over, hvorfor Carlsens mangaer og Rasmus Klump og Valhalla ikke skulle overdrages til Cobolt ligesom alle Carlsens andre tegneserier. For mangaernes vedkommende skyldtes det, at EU’s konkurrencekommissær i Bruxelles ikke betragtede dem som tegneserier (de lignede jo ikke fransk-belgiske tegneseriealbum, mente måske en belgisk konsulent), og Rasmus Klump blev kategoriseret som børnebøger.

Men for Valhallas vedkommende skyldtes det udelukkende, at Jens vred armen om på EU’s konkurrencekommissær og insisterede på, at han og Valhalla og Peter Madsen måtte blive sammen, dels fordi hans aktie i Valhallas succes var signifikant, eftersom han i årevis havde været med til at udvikle serien sammen med Peter Madsen og Henning Kure, og dels at han var nær personlig ven af de to, så det ville være helt utilladeligt at skille dem. Det bøjede konkurrencekommissæren sig for, så Valhalla blev hos Carlsen – også uanset at Jens kort efter selv forlod Carlsen.

Et glimrende udtryk for den enorme viljestyrke, Jens besad. Han var visionær og havde en rasende mængde energi, der løbende udmøntede sig i nye udgivelser, projekter og strategier. Hans skabertrang, rastløse temperament og stædighed kunne også få det til at slå gnister, så folk indimellem slog sig på ham. Det var ikke alle, der ville være på julekort med ham.

Rettidig omhu og planerne i skuffen

Jens havde altid planer liggende i skuffen, som kunne tages frem, når tiden var moden. Det var den efter Bonniers salg af Carlsen til Egmont. Han indså, at Carlsen i Egmonts regi ikke var stedet for ham, men han vidste nu alt om forlagsvirksomhed og ville gerne fortsætte med at udgive børne- og ungdomsbøger. I 2009 tog han Jonas Holm Hansen med sig fra Carlsen og grundlagde Forlaget Alvilda i samarbejde med Forlaget Modtryk, som Alvilda blev søsterforlag til. Med Jens i spidsen er det i de forløbne 13 år gået så godt, at Alvilda i dag med omkring 20 ansatte er et førende forlag for gode og altid veltilrettelagte børne- og ungdomsbøger med talrige udgivelser af danske forfattere og illustratorer foruden bøger af høj kvalitet fra hele verden. Og endda enkelte tegneserier; gammel kærlighed ruster ikke.

Da Jens sidste år blev alvorligt syg, kunne han hive endnu en plan op af skuffen. Den skulle egentlig have ligget der fire år mere – idet han havde planlagt at indtage en mere tilbagetrukket position uden daglig berøring med driften, når han fyldte 60. Tiden var blevet moden i utide, og han turde ikke længere regne med, som han havde forestillet sig, at komme til at ”sidde tyve år på en café og drikke kaffe og læse avis” og fungere som idégenerator og nestor. Jens gik ned i tid, og Jonas Holm Hansen blev sidestillet direktør, så han uden problemer kunne føre Alvilda videre, hvis det kom dertil. Og det gjorde det så den 26. august.

Selv sin bisættelse har han for længst planlagt og tilrettelagt i detaljer.

Hvis Jens havde læst det her, havde han uden tvivl sagt, ”det er for langt, Carsten ... skær det og det væk, omformulér det og det, det er ikke præcist ... og der mangler et komma”. Og han ville have haft ret, det havde han altid med den slags. Men nu er Jens blevet tavs, selv om man aldrig skulle have troet det. Vi kan ikke længere bede om råd og vejledning.

Der kommer ikke flere insisterende formaninger, ikke flere overrumplende udgivelsesforslag, ikke flere bidende humoristiske betragtninger om verdens tilstand, ikke flere sproglige irettesættelser, ingen finurlige typografiske anvisninger eller snedige løsninger på grafiske hårdknuder. Ikke flere moralske læresætninger og praktiske livsanvisninger citeret fra hans yndlingsfilm, The Godfather. Ingen pointeringer af sandheden i hans idol Hr. Møllers bevingede ord om rettidig omhu og ”det, der er værd at gøre, er værd at gøre ordentligt,” som Jens selv efterlevede til fulde.

Men de tusindvis af tegneserier og bøger, han har stået bag gennem fire årtier, findes heldigvis stadig.

-------------------------------------------------------------------------------------------------

Jens' kompagnon på Forlaget Alvilda, Jonas Holm Hansen, har skrevet en endnu mere fyldestgørende nekrolog, der perfekt indkapslet Jens som menneske på godt og ondt. Kan læses her:
https://bogmarkedet.dk/jens-trasborg-bo ... e-er-doed/
Brugeravatar
GoogaMooga
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 22977
Tilmeldt: 17. feb 2005, 21:38

Re: Jens Trasborg 1965-2022

Indlæg af GoogaMooga »

Det var smukt skrevet, Carsten, tak for deling her. Og lad mig samtidig kondolere med Jens Trasborg; han har haft stor betydning for tegneseriekulturen herhjemme og I havde et godt samarbejde, kan jeg forstå. RIP
"It's a mod, mod, mod, mod world, luv!" -- Twiggy
Mesterius
Brugerniveau 4
Brugerniveau 4
Indlæg: 1837
Tilmeldt: 19. maj 2018, 01:13

Re: Jens Trasborg 1965-2022

Indlæg af Mesterius »

Kondolerer, Carsten, og en meget fin hyllest du har skrevet her til Jens. Jeg har allerede lest den hos Nummer 9, men den tåler klart en reprise her.
Besvar