2000'ernes bedste tegneserie album/historie

Brugeravatar
Antaeus
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 9408
Tilmeldt: 29. mar 2005, 20:08
Geografisk sted: Langtbortistan, Vest for Ærø

Re: 2000'ernes bedste tegneserie album/historie

Indlæg af Antaeus »

Vi havde for vane at udnævne årtiets album i disse tråde, men her er der vist ingen der har fået udnævnt årtiets album.

Jeg vælger:
2001: Blake & Mortimer – Det Uhyggelige Møde
Kæmp for Paul Murrys Samlede Værker
[url]viewtopic.php?f=4&t=16720/url]
Brugeravatar
Frank Madsen
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 8416
Tilmeldt: 16. nov 2003, 11:02
Geografisk sted: Birkerød
Kontakt:

Re: 2000'ernes bedste tegneserie album/historie

Indlæg af Frank Madsen »

Antaeus skrev: 2. maj 2023, 14:54Jeg vælger:
2001: Blake & Mortimer – Det Uhyggelige Møde
Om "Det uhyggelige møde" kunne man i april 2002 læse i Carlsens Tegneserieavis:


Jean van Hamme tog Einstein til hjælp, da han skrev den nye Blake og Mortimer-historie

„Det uhyggelige møde" skabt helt i gamle mester Jacobs' ånd

Efter den legendariske serieskaber E.P. Jacobs' død i 1987 fik Bob de Moor i første omgang lov til at færdiggøre Jacobs' sidste og ufuldendte album, „Professor Satos 3 formler, 2. del". Derefter lykkedes det at etablere et succesfuldt makkerpar i forfatteren Jean van Hamme og tegneren Ted Benoit til at videreføre serien helt i den gamle mesters ånd. Det blev til første bind i Blake og Mortimers nye eventyr, „Affæren Francis Blake", der udkom 1997. Succesen var så enorm, at den overgik alle forventninger, og med et salg på over en halv million eksemplarer var det ikke så sært, at forlaget Dargaud ventede med længsel på at se endnu et bind i serien fra de to serieskabere.

Imidlertid var der et lille problem. Tegneren Ted Benoit, der var i stand til så effektfuldt at indfange Jacobs' stil og videreføre den, er en uendelig langsom tegner. Selv om han er over 50 år, har han færdiggjort mindre end ti album i hele sit liv. De fleste af dem er blevet genstand for stor opmærksomhed, men det har aldrig fået Benoit til at sætte større fart i pennen. Derfor fik Dargaud den ide at etablere et alternativt hold, som kom til at bestå af forfatteren Yves Sente og tegneren André Juillard, som skabte andet bind i Blake og Mortimers nye eventyr, „Doktor Voronovs komplot".

Nu har Ted Benoit imidlertid færdiggjort et nyt bind, der så er nr. 3 i serien, „Det uhyggelige møde" - stadig med Jean van Hamme som forfatter. Van Hamme ønskede denne gang at opbygge historien med fantastiske elementer som en række af Jacobs' også var det, men hvordan lave jacobsk science fiction i vore dage, hvor informationsteknologi, kloning og så videre har revolutioneret vores forhold til videnskaben? „Det er ganske enkelt", siger van Hamme, „hvis vi tager Einsteins berømte formel, E = MC2, og når C, der står for lysets hastighed, varieres, kommer vi ud på et interessant spor. Det gælder derefter om at beregne solsystemets forskellige planeters bane, og når vi så tilføjer et par brintbomber, har vi en god ide". Det er nok ikke kommet Van Hamme til skade, at han faktisk besidder en højere teknologisk universitetsuddannelse!

„Det uhyggelige møde" foregår i 1954 og indledes med, at det velholdte lig af en af professor Mortimers skotske forfædre, der var officer under Frihedskrigen i Amerika, dukker op på en mark hos en amerikansk farmer, som har iagttaget et mystisk lysfænomen omkring det velholdte næsten 200 år gamle lig. Vore helte må derfor rejse til Amerikas Forenede Stater for at tage det mystiske fund nærmere i øjesyn. Mens Blake forsvinder, får Mortimer sat sin videnskabelige observans på prøve - men han må snart indrømme, at hele vor verden formentlig trues af skrupelløse og hidtil ukendte kræfter i uhellig alliance med gamle skurke...



Seriejournalens gravergruppe kunne selvfølgelig ikke nære sig for at trykprøve disse flotheder og satte derfor videnskabsmedarbejderen Alex Young til at gå dem efter i sømmene:


Videnskabelige bommerter i 'Det Uhyggelige Møde'

Seriejournalen har sat en ekspert i Einsteins relativitetsteori til at nærlæse det seneste Blake & Mortimer-album, og det er artige sager, man må høre. Alex Youngs rigtige navn er redaktionen bekendt – vi kan dog afsløre, at der ikke er tale om oberst Olrik i forklædning.

Det nye Blake og Mortimer album, ‘Det uhyggelige møde’ af Jean van Hamme og Ted Benoït, præsenterer læserne for en tidsrejsehistorie, hvor van Hamme har hentet inspiration i Einsteins relativitetsteori. Angiveligt skulle van Hammes højere universitetsuddannelse have sat ham i stand til at omsætte fysikkens mysterier til en videnskabeligt vandtæt tegneseriefortælling. Dette er desværre langt fra lykkedes:

Ud fra et rent sf-synspunkt må jeg sige at ‘Det uhyggelige møde’ er ret håbløs. De ideer dr. Zong fremlægger er helt i skoven. De er, som man siger, ‘ikke engang forkerte’. Først og fremmest må en forfatter til en tidsrejsehistorie gøre op med sig selv, hvilken tidsrejseteori han vil bruge:

1) Man kan ikke rejse i tiden, eller man kan kun rejse frem eller tilbage.
2) Universet er unikt eller ikke.
3) Unikt: man kan lave ændringer i fortiden, og det genskriver så al efterfølgende tid.
4) Man kan ikke lave ændringer i fortiden.
5) Når man laver ændringer i fortiden betyder det bare at kommer til en i forvejen eksisterende fremtid, når man rejser frem igen.
6) Fremtiden er ikke skrevet endnu.
7) Man kan kun rejse tilbage til det tidspunkt tidsmaskinen blev opfundet på.

Og så videre i den dur.

Der er vel for så vidt ingen der har kaldt Blake og Mortimer for science fiction, men det føles som en naturlig betegnelse, når man ser på Edgar P. Jacobs korrekthedsflip. ‘Den djævelske fælde’ er jo også en tidsrejsehistorie. Sammenligningen mellem dette album og van Hammes nye historie falder ud til den gamle mesters fordel.

Generelt er det meget svært, grænsende til umuligt, at skrive en perfekt tidsrejsehistorie. ‘Tilbage til fremtiden’-filmene kommer tæt på, og benytter iøvrigt flere af ovenstående muligheder på een gang! Men de er jo snarest fantastisk underholdning, frem for science fiction.

Lad mig gennemgå eksemplerne fra det nye album. Zong fortæller:

(iøvrigt herligt at se denne klassiske scene, hvor skurken afslører alle sine planer for helten, der jo ikke har en chance for at undslippe)

1) ‘mennesket falder tilbage til en livsform som vildmænd’. Det stemmer ikke så godt med den beskrivelse obduktionen tidligere har givet os af fremtidsboerne. Hvordan kan man løbe en gazelle op, eller nedlægge en gnu, hvis man har svagelig muskulatur og underudviklet hjerte? Selvfølgelig, hvis verden er overstrøet med kakerlakker, så…

2) At den videnskabelige udvikling skulle gå i en bue langt udenom atomforskning er ret fjollet. Man vil da tværtimod forske meget i hvad det er for en stråling der findes overalt, og som giver svære mutationsskader. Jeg kan slet ikke forestille mig at man kan nå til tidsrejseteknik, hvis man bevidst har amputeret sin forskning således.

3) ‘At indfange lyset, oplagre det og fortætte partikelbestanddelene’. Lys indeholder ikke partikler, så enkelt er det. Det vidste man også i 1950″erne, så det er ingen undskyldning. Lys er ikke partikler. Lys er ikke bølger.

4) E=mc2 er ikke ‘Albert Einsteins formel for den forenklede relativitetsteori’. Formlen er et sideresultat der er ret enkelt at udlede undervejs, og den eneste grund til at den er så kendt, er, at den er den eneste formel almindelige mennesker kan overskue og huske. Fysikere smider ikke om sig med den, sådan som journalister og værtinder på ‘Viden om’. Selv før Einstein var det almindeligt accepteret at der nok var en sammenhæng mellem energi og masse, så formlen er ikke revolutionerende magi. ‘Den forenklede relativitetsteori’ må være en fejloversættelse. i 1905 kom Einstein med ‘den specielle relativitetsteori’ og i 1916 ‘den generelle relativitetsteori’. DSR er så at sige et specialtilfælde af DGR, den handler om enkle uaccelererede bevægelser, inertialsystemer og den slags. Den er forholdsvis letforståelig og letanvendelig. DGR inkluderer gravitation, masser, acceleration osv. i DSR, og genereliserer den fuldtud. Den er noget mere langhåret, skal jeg hilse at sige!

5) ‘Energien fremkaldt af et legeme i bevægelse er lig med legemets masse ganget med kvadratet på lyshastigheden’. Det er helt hen i vejret, det her – Det er ikke engang forkert. Jeg kunne godt dekonstruere sætningen til døde, men det skulle vist være unødvendigt.

6) ‘…Hvis man midlertidigt kunne forøge en masse i bevægelse, vil man også kunne øge energien, idet lyshastigheden er konstant’. Nej, nej, nej! Selv en gymnasieelev ville kunne spørge: ‘hvor kommer energien fra?’. Energi opstår ikke. Selv om teorien holdt vand, så skal der utvivlsomt bruges energi til at ‘øge massen’, men det hører vi ikke noget om.

7) ‘…x repræsenterer accelerationsfaktoren for partikelhastigheden i lyset’. Nu går det helt galt. Forfatteren har tydeligvis kun et uhyre overfladisk kendskab til fysik. Enhver DSR-bog vil på de allerførste sider indeholde de to grundlæggende postulater DSR er bygget på, hvoraf det ene er: ‘lyshastigheden c er den samme i alle inertialsystemer’. Det skal man selvfølgelig lige forstå, men det korte af det lange er, at lyshastigheden er konstant for alle iagttagere. Hvis du lyser på mig med en lommelygte, så vil jeg kunne måle lyshastigheden til 3×10^8 m/s (i vakuum altså). Uanset om du står stille, eller løber imod mig eller sidder i en raket på vej væk. Det tager noget tankekraft at blive dus med konceptet, men så er det heller ikke værre.

8) Nu hiver Zong så et trumfkort frem, idet han påstår at man i det 81. århundrede sagtens kan accelerere lyset. Her begår forfatteren en bommert, for hvis DSR’s 1. postulat ikke holder, så ramler hele teorien, og man kan derfor ikke bruge resultaterne, som han jo øjensynligt gør. OK, helt så enkelt er det ikke, men Zong brokker sig da ikke over referencerne til Einstein. På den ene side vil forfatteren gerne snakke Einstein, og på den anden side forstår han ikke Einstein eller videnskabelig metodik. Det er vel for så vidt OK, men det er ringe science fiction.

9) ‘når man slipper fri af jordens tyngdefelt, går man over i den relative tid…’. Man slipper aldrig fra af jordens tyngdefelt – det strækker sig over hele universet, men følger afstandsloven, og aftager velopdragent med kvadratet på afstanden.

10) ‘… at afstanden i den relative tid stemmer overens…’ – hvad for noget?

Dette var 10 eksempler på direkte forkert fysik, eller i hvert fald totalt ufunderede påstande. Ud fra et historiefortælle-synspunkt spiller det selvfølgelig ikke den store rolle. Men hvis man skal kalde det science fiction, så går det ikke. Kun i begrebets videste betydning kan man tillade sådanne bommerter. Sædvanligvis plejer forfattere at snakke pseudoscience, så der ikke er noget at hænge dem op på.
FRANK BRUUN MADSEN
Forlaget Eudor
Tegneserier & børnebøger
Brugeravatar
Antaeus
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 9408
Tilmeldt: 29. mar 2005, 20:08
Geografisk sted: Langtbortistan, Vest for Ærø

Re: 2000'ernes bedste tegneserie album/historie

Indlæg af Antaeus »

Frank, jeg kan godt huske det kom frem i sin tid.

Jeg er ikke fysiker og det gjorde så ikke noget for min opfattelse af historien, jeg opfatter den bare som en god og underholdende fortalt historie. Lige som jeg godt kan lide den tidligere tidsrejsehistorie af Jacobs, Terminator, Tilbage til fremtiden, Tidsmaskinen og en masse andre historier ikke mindst i Disney universet. Sikkert en masse som ikke kan lade sig gøre, men gode underholdende historier.
Kæmp for Paul Murrys Samlede Værker
[url]viewtopic.php?f=4&t=16720/url]
Brugeravatar
Frank Madsen
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 8416
Tilmeldt: 16. nov 2003, 11:02
Geografisk sted: Birkerød
Kontakt:

Re: 2000'ernes bedste tegneserie album/historie

Indlæg af Frank Madsen »

Antaeus skrev: 2. maj 2023, 16:11Frank, jeg kan godt huske det kom frem i sin tid. Jeg er ikke fysiker og det gjorde så ikke noget for min opfattelse af historien, jeg opfatter den bare som en god og underholdende fortalt historie. Lige som jeg godt kan lide den tidligere tidsrejsehistorie af Jacobs, Terminator, Tilbage til fremtiden, Tidsmaskinen og en masse andre historier ikke mindst i Disney universet. Sikkert en masse som ikke kan lade sig gøre, men gode underholdende historier.
Den er jeg helt med på. Og det var egentlig heller ikke et svar til dig, mere en supplerende information. Jeg syntes, det var værd at nævne, da jeg selv var ret imponeret over "Alex Youngs" argumenter, da jeg fik dem tilsendt i sin tid. Og interessant (men vel ikke særlig overraskende), at Edgar P. Jacobs åbenbart havde bedre styr på tidsrejser end Jean van Hamme.
FRANK BRUUN MADSEN
Forlaget Eudor
Tegneserier & børnebøger
Besvar