Kvanteuniverset

Besvar
Brugeravatar
Frank Madsen
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 8455
Tilmeldt: 16. nov 2003, 11:02
Geografisk sted: Birkerød
Kontakt:

Kvanteuniverset

Indlæg af Frank Madsen »

0x500.png
0x500.png (225.52 KiB) Vist 8822 gange

Kvanteuniverset
af Thibault Damour & Mathieu Burniat
Oversat af Poul Henrik Damgaard
Fahrenheit
168 sider i farver (136 tegneserie + 20 sider efterskrift)
Hardcover
248,00 DKK

https://forlagetfahrenheit.dk/product/kvanteuniverset/


Den danske udgivelse af Damour/Burniats "Kvanteuniverset" blev fejret med en reception på Niels Bohr Institutet den 25. august, hvor tegneseriens forfatter, Thibault Damour, der er teoretisk fysiker og professor ved Institut des Hautes Scientifiques i Frankrig, forinden holdt et foredrag om kvanteuniverset i Auditorium A. Bogens oversætter, Poul Henrik Damgaard, professor i teoretisk fysik, og Christophe Parisot, Frankrigs ambassadør i Danmark (og tegneseriefan), var også til stede.
Thibaults foredrag handlede - ligesom tegneserien - om kvantefysikken og amerikaneren Hugh Everetts forsøg på teoretisk at forene kvanteverdenen med den makroskopiske verden. Undervejs var der lidt høflige stikpiller til danske Niels Bohr, der i 1950'erne mente, det var frugtesløst at søge efter en objektiv kvantevirkelighed.
Ved indtagelsen af de efterfølgende pindemadder og fransk rødvin var der - meget atypisk for tegneseriereceptioner - flere af de tilstedeværende, der skrev formler på lokalets white board for at understøtte deres argumenter. "Der er to nobelpristagere til stede!" lød det ærefrygtigt fra forlæggeren til undertegnede, der kunne berolige med, at der jo også var folk i lokalet - herunder forlæggeren selv - der havde modtaget Hanne Hansen Prisen og Ping Prisen.

Jeg købte Thibaults tegneserie og skubbede Sussi hen til forfatteren for at få den signeret. Sussi benyttede lejligheden til at spørge, om det virkelig var rigtigt, som hun havde læst i dagens avis, at der i Frankrig var et sandt boom i videnskabelige tegneserier, hvilket dog blev pure afvist.

Tegneseriens hovedpersoner er Pierre og hans hund Fax, der minder ret meget om Tintin og Terry. Pierre og Fax har været igennem det ene hæsblæsende eventyr efter den andet, må vi forstå, men i begyndelsen af tegneserien møder vi Pierre, efter at en månerejse har medført Fax' død p.gr.a. et meteornedslag. Pierre læser det afsluttende bind af deres meritter og sidder desillusioneret i sin lænestol med stakkels Fax stående udstoppet på kaminhylden bag sig, da hunden pludselig begynder at tale til ham. Fax vil have Pierre til at løse den største gåde af dem alle: Kvantefysikkens, hvor liv og død ikke længere har (så stor) betydning. I det samme ringer det på døren. Postbudet afleverer en invitation til en fysikkongres. Pierre tager straks af sted til Hotel Metropole i Bruxelles for at overvære kongressen, men han forstår intet af, hvad de tilstedeværende fysikere siger, og under den første forelæsning synker han dybt, dybt ned i sin stol ...
.
.
.
.
... faktisk så dybt, at han lander på en græsmark i en mærkelig verden, hvor Max Planck sidder under et træ og laver pandekager. Herefter møder Pierre én for én kvantefysikkens store navne, der pædagogisk indvier ham i de teorier og opdagelser, de har opstillet og gjort: Planck, Einstein, de Broglie, Heisenberg, Schrödinger, Bohr, Born og til sidst Everett, der opstillede den teori, at kvanteuniverset består af et uendeligt antal klassiske virkeligheder i superposition, hvor begivenheder udvikler sig forskelligt og uafhængigt af hinanden, så Schrödingers berømte kat f.eks. sagtens kan være levende og død i universet på samme tid, blot har virkelighederne forskellig bølgelængde, så man kan opleve én virkelighed uden at se de andre. Til sidst i albummet [spoiler] ser vi så Pierre og Fax' månelanding i den virkelighed, hvor Fax akkurat undgår at blive ramt af meteoret og kæphøj vandrer ud på nye eventyr sammen med Pierre: "En tåbelig, lille sten bestemmer ikke over vores skæbne."

Efterskriftet rummer biografier af tegneseriens medvirkende fysikere og interessante, uddybende forklaringer på de kvantefysiske begreber, man er stødt på undervejs.

Burniats tegninger er mesterlige, både lidt naive men med skraveringer, der leder tankerne hen på 1800-tallets træstik, og med gode ideer til, hvordan abstrakte begreber kan visualiseres. Jeg har ikke læst den franske original, men den danske tekst flyder let.

Stor anbefaling herfra.

DSC_0288.JPG
DSC_0289.JPG
FRANK BRUUN MADSEN
Forlaget Eudor
Tegneserier & børnebøger
Besvar