Antal slåfejl i et 44 s. album, hvor går smertegrænsen?

[Antaeus]

Ja, meget taler for at samle på gamle udgaver af mange ting.

Ja. Jeg må den anledning desværre også indrømme, at jeg ærgrer mig over at have købt det nye Sjarly-samlebind. Fedt at have det hele i eet bind med hardcover-omslag, men Freddy Miltons danske tekst i Interpresses gamle udgave (i fire bind) er altså meget bedre efter min mening.

Ja, det er underligt, at forlagene finder det nødvendigt at nyoversætte album, der allerede er fortræffeligt oversat for 30-40 år siden. Jeg har altid været glad for Freddys oversættelser, også af Blake og Mortimer.

Ja, det har jeg heller aldrig forstået.

[Carsten Søndergaard]

Ja, det er underligt, at forlagene finder det nødvendigt at nyoversætte album, der allerede er fortræffeligt oversat for 30-40 år siden. Jeg har altid været glad for Freddys oversættelser, også af Blake og Mortimer.

Ja, det har jeg heller aldrig forstået.

Men der kan jo være mange forskellige grunde til det. Helt grundlæggende er der ikke noget unormalt eller forkert i, at oversættelser med 50 år på bagen kan have brug for en større eller mindre opdatering, det er jo helt almindeligt inden for enhver form for litteratur. Det kan være den grundlæggende sprogtone, der ikke svarer til nutidens, eller der kan være tale om, at oversætterne på den tid måske simpelthen ikke forstod enhver mening med originalteksten, eller at der der var særlige forhold, for eksempel tekniske, som det ikke var muligt at undersøge tilbundsgående, eller hvor der ikke fandtes et dansk vokabular på den tid.

Så kan man gøre det på forskellige måde, man kan bruge den gamle oversættelse og vaske og stryge den, eller man kan lave en helt ny. Rent praktisk, teknisk og økonomisk er der ikke den store forskel, for der skal under alle omstændigheder laves en ny tekstning, og kun i få tilfælde har de oprindelige oversætteres oprindelige manuskripter været gemt i digital form.

[GoogaMooga]

Som jeg har forstået det, har oversætteren ophavsretten til sin tekst. F.eks. har Per Vadmand ophavsretten til sine oversættelser af "Jerry Spring l'intégrale", hvoraf femte og sidste samlebind ligger og venter på udgivelse. Så det kan måske også fordyre processen, hvis der skal genforhandles om at bruge den originale danske oversættelse?

[Jack J]

Problemet - i alt fald for de læsere som går op i den slags - er så bare, når en ny oversættelse slet ikke når den gamles niveau.

[Frank Madsen]

Som jeg har forstået det, har oversætteren ophavsretten til sin tekst. F.eks. har Per Vadmand ophavsretten til sine oversættelser af "Jerry Spring l'intégrale", hvoraf femte og sidste samlebind ligger og venter på udgivelse. Så det kan måske også fordyre processen, hvis der skal genforhandles om at bruge den originale danske oversættelse?

Sædvane er vist, at oversætteren afgiver sine rettigheder mod en engangsbetaling, så forlaget kan blive ved at genoptrykke i det uendelige. Men når der er tale om et nyt forlag, stiller sagen sig formentlig anderledes. Men jeg har svært ved at tro, at det ligefrem skulle være DYRERE at genbruge en oversættelse fremfor at lade en anden nyoversætte. Og at Freddy Miltons oversættelser af Blake og Mortimer ikke skulle ramme sprogtonen (serien foregår i og udkom i 1950erne), har jeg endnu sværere ved at forstå.

[GoogaMooga]

Nej, ikke ligefrem dyrere, men nogle oversættere er dyrere (og bedre) end andre, og det kan godt spille ind, hvis man filer på marginalerne.

[Carsten Søndergaard]

Sædvane er vist, at oversætteren afgiver sine rettigheder mod en engangsbetaling, så forlaget kan blive ved at genoptrykke i det uendelige. Men når der er tale om et nyt forlag, stiller sagen sig formentlig anderledes.

Jeg kan kun tale for Cobolt, men vi følger (ofte i form af en egentlig oversættelseskontrakt) forfatterforeningens traditionelle retningslinjer om, at det første honorar dækker alle oplag af den oprindelige udgave, så længe det er samme udgave og dermed har samme ISBN. Skal oversættelsen bruges i en anden udgave, fx et samlebind, en bogklubudgave eller føljetonform, skal der falde et nyt honorar, der som udgangspunkt er afhængigt af oplagsstørrelsen og ofte vil være 25 % ved et lille oplag og 50 % ved et stort oplag. Det samme gælder principielt, hvis noget senere udgives på et helt andet forlag, men i det tilfælde har oversætteren faktisk krav på en egentlig genforhandling.

Men jeg har svært ved at tro, at det ligefrem skulle være DYRERE at genbruge en oversættelse fremfor at lade en anden nyoversætte.

Nej, men det bliver ofte ikke langt fra, for dels skal der betales honorar til den oprindelige oversætter, dels skal der betales for indskrivning af den gamle oversættelse, da den som regel ikke eksisterer i digital form, hverken som manuskript eller tekstning. Og det koster altså nogle penge, i sig selv som et slag på tasken mindst en tredjedel af en helt ny oversættelse, det skal jo være en skrivekyndig person, der skriver præcis det, der står, også sært stavede navne og specielle begreber og betegnelser, som kan forekomme. Det er langt fra alle, der er i stand til at gøre det fejlfrit.

Og dertil kommer så, hvis der efterfølgende skal bruges redaktionelle ressourcer på at redigere den gamle oversættelse. Så ender man nemt på samme omkostning som ved at lave en helt ny oversættelse.

Og at Freddy Miltons oversættelser af Blake og Mortimer ikke skulle ramme sprogtonen (serien foregår i og udkom i 1950erne), har jeg endnu sværere ved at forstå.

Men har nogen (jeg?) hævdet det?

[Frank Madsen]

Jeg kan kun tale for Cobolt, men vi følger (ofte i form af en egentlig oversættelseskontrakt) forfatterforeningens traditionelle retningslinjer om, at det første honorar dækker alle oplag af den oprindelige udgave, så længe det er samme udgave og dermed har samme ISBN. Skal oversættelsen bruges i en anden udgave, fx et samlebind, en bogklubudgave eller føljetonform, skal der falde et nyt honorar, der som udgangspunkt er afhængigt af oplagsstørrelsen og ofte vil være 25 % ved et lille oplag og 50 % ved et stort oplag. Det samme gælder principielt, hvis noget senere udgives på et helt andet forlag, men i det tilfælde har oversætteren faktisk krav på en egentlig genforhandling.

Lyder rigtig fornuftigt.

Og at Freddy Miltons oversættelser af Blake og Mortimer ikke skulle ramme sprogtonen (serien foregår i og udkom i 1950erne), har jeg endnu sværere ved at forstå.

Men har nogen (jeg?) hævdet det?

Det ved jeg ikke – jeg tolkede i hvert fald nedenstående derhen:

Ja, det er underligt, at forlagene finder det nødvendigt at nyoversætte album, der allerede er fortræffeligt oversat for 30-40 år siden. Jeg har altid været glad for Freddys oversættelser, også af Blake og Mortimer.

Men der kan jo være mange forskellige grunde til det. Helt grundlæggende er der ikke noget unormalt eller forkert i, at oversættelser med 50 år på bagen kan have brug for en større eller mindre opdatering, det er jo helt almindeligt inden for enhver form for litteratur. Det kan være den grundlæggende sprogtone, der ikke svarer til nutidens, eller der kan være tale om, at oversætterne på den tid måske simpelthen ikke forstod enhver mening med originalteksten, eller at der der var særlige forhold, for eksempel tekniske, som det ikke var muligt at undersøge tilbundsgående, eller hvor der ikke fandtes et dansk vokabular på den tid.

Nej, ikke ligefrem dyrere, men nogle oversættere er dyrere (og bedre) end andre, og det kan godt spille ind, hvis man filer på marginalerne.

Ja, hvis den nye oversætter er bedre end den gamle, som var dårlig, skal man selvfølgelig nyoversætte uden at blinke. Det er kun gode oversættelser, der bør bevares.

[Carsten Søndergaard]

Det med sprogtonen var en generel betragtning, og jeg kan godt se, at det måske kunne opfattes derhen, at visse gamle oversættelser i sin helhed har en i dag forældet sprogtone. Det var ikke hensigten, og jeg har ikke kendskab til sådanne oversættelser.

Det er logisk, at fx oversættelsen i Blake og Mortimer skal have en let patineret sprogtone, for det har Jacobs' tekst jo, både fordi den er så gammel, som den er, og fordi seriens handling er henlagt til en historisk tid midt i forrige århundrede. Så det har Freddy Miltons oversættelser logisk nok også, og det har Freddy afgjort løst fint. Det bør oversættelserne også have, for man er juridisk forpligtet til at bibeholde forfatterens tone i oversættelserne. Efterfølgerne har det også, både de nye forfattere og de nye oversættere.

Én ting kunne man dog godt have ønsket sig: At Freddy ikke havde ladet Blake og Mortimer være dus. Det er de ikke på fransk, heller ikke selv om de tiltaler hinanden ved fornavn. Sandt nok har fransk "vous" flere omstændighedsbestemte betydninger end "De" på dansk, også i vore dage, men her havde det været stemningsskabende at bibeholde "De", som man faktisk også brugte på den måde på dansk midt i forrige århundrede, også selv om man samtidig var på fornavn. På den anden side er det også forståeligt, at Freddy valgte dusseriet, for midt i 1970'erne var enhver brug af "De" på hastig retur som følge af nedbrydelse af generations- og klasseskel, og ingen troede på, at det nogen sinde ville vende tilbage, hvad det faktisk alligevel har gjort i et vist omfang.

Da Faraos Cigarer i 2013 kuppede udgivelsen af Kampen om verdensherredømmet og satte Ole Steen Hansen til at oversætte dem, havde de ikke tænkt på, at Blake og Mortimer havde været dus i de tidligere danske oversættelser i 40 år, og Ole Steen heller ikke, han boede i Frankrig og havde ikke gamle danske eksemplarer til rådighed og oversatte blot, som det var logisk. Så det kom til at virke lidt mærkeligt, når man havde læst de hidtidige danske udgivelser.

Som en lille gimmick i den forbindelse lod jeg Blake og Mortimer sige De til hinanden i flashback'et i "Sarkofagerne fra det sjette kontinent", der beskriver de to unge mænds allerførste møde i Indien i 1920, hvor de stensikkert har sagt De til hinanden, for derefter at enes om at blive dus.

Som eksempel på problematikken omkring du og De på dansk og tu og vous på fransk kan man nævne Stieg Larssons Millennium, hvor man i de franske udgaver valgte at lade alle sige tu, altså du, til hinanden for at lade sprogtonen fremstå med svensk lokalkolorit. I en tydelig note anføres det, at man har truffet dette valg, fordi "sådan taler man i Sverige".

[GoogaMooga]

En sjov lille detalje for mig er, at siden jeg er blevet halvgammel og gråskægget, har jeg oplevet visse unge sige "De" og "Hr." til mig. Det var bestemt ikke noget, jeg hørte tidligere.

[Erling Søby]

Carsten:

Én ting kunne man dog godt have ønsket sig: At Freddy ikke havde ladet Blake og Mortimer være dus. Det er de ikke på fransk, heller ikke selv om de tiltaler hinanden ved fornavn. Sandt nok har fransk "vous" flere omstændighedsbestemte betydninger end "De" på dansk, også i vore dage, men her havde det været stemningsskabende at bibeholde "De", som man faktisk også brugte på den måde på dansk midt i forrige århundrede, også selv om man samtidig var på fornavn.

Hvis man - selv i midten af forrige århundrede - har kendt hinanden i adskillige år, er på fornavn og har frelst hinandens liv flere gange, så tvivler jeg på, at man stadig vil være des. Der giver selvsagt god mening af de er des i flashbackscenerne i Sarkofagerne. Eller at de er det - eller ville være det - i Plutarchs stav, hvor de efter adskillige år igen har mødt hinanden. Men på et tidspunkt derefter må de være gået fra des til dus.

Præcis samme problemstilling som ved oversættelsen af Sherlock Holmes i seneste danske udgave, som oversætteren fint redegør i seriens første bind. Holmes og Watson er på efternavn, og det forsætter de med. Og er des i første bind (Et studie i rødt), men bliver derefter dus.

[Frank Madsen]

Én ting kunne man dog godt have ønsket sig: At Freddy ikke havde ladet Blake og Mortimer være dus. Det er de ikke på fransk, heller ikke selv om de tiltaler hinanden ved fornavn. Sandt nok har fransk "vous" flere omstændighedsbestemte betydninger end "De" på dansk, også i vore dage, men her havde det været stemningsskabende at bibeholde "De", som man faktisk også brugte på den måde på dansk midt i forrige århundrede, også selv om man samtidig var på fornavn. På den anden side er det også forståeligt, at Freddy valgte dusseriet, for midt i 1970'erne var enhver brug af "De" på hastig retur som følge af nedbrydelse af generations- og klasseskel, og ingen troede på, at det nogen sinde ville vende tilbage, hvad det faktisk alligevel har gjort i et vist omfang.

Det er også muligt, at det var forlaget/redaktøren, der insisterede på dusseriet, der i 1978, som du selv siger, virkede antikveret og som noget fra et overstået civilisationsstade, ingen forventede ville vende tilbage.

[Carsten Søndergaard]

Hvis man - selv i midten af forrige århundrede - har kendt hinanden i adskillige år, er på fornavn og har frelst hinandens liv flere gange, så tvivler jeg på, at man stadig vil være des.

Det kan man naturligvis med en vis ret hævde, men der er jo ikke tale om nogen helt almindelig "man", men om to stiff upper lip-typer i midten af forrige århundrede.

Og de siger altså ikke "tu" til hinanden på fransk, men "vous", som så rigtig nok både kan forstås som strengt "De" som på dansk, og som en form for mellemvare mellem du og De, som ikke findes på dansk. Og som stadig i vore dage er udbredt på fransk, ligesom for eksempel Sie på tysk. Det er hovedsagelig på nordiske sprog, at dusseriet blev langt den mest udbredte tiltaleform. På fransk siger man kun "tu" til nære familiemedlemmer eller nære venner. Og det gør Blake og Mortimer altså ikke, uanset deres mangeårige fælles oplevelser.

Det er også muligt, at det var forlaget/redaktøren, der insisterede på dusseriet, der i 1978, som du selv siger, virkede antikveret og som noget fra et overstået civilisationsstade, ingen forventede ville vende tilbage.

Det er teoretisk muligt, at Jens Peder Agger har bedt Freddy om at lade dem være dus, men jeg tvivler stærkt på det. For eksempel sagde han og Per Carlsen De og hr. Agger og hr. Carlsen til hinanden gennem alle årene, også selv om de havde arbejdet tæt sammen gennem ti år. Og han har altid glædet sig over, at folk i fx butikker i Frankrig siger "bonjour, monsieur" til ham og ikke blot "salut".

Bortset fra det er det ofte et problem i tegneserier, hvis folk skal eller bør være Des, fordi de fleste tegneserier jo tekstes udelukkende med versaler, hvilket kan gøre visse sætninger stærkt forvirrende, når der forekommer både tiltalepronomener, pronomener med ubestemt betydning, kendeord osv., da mange sætninger både indeholder De (endda jævnligt i både entals- og flertalsbetydning), Dem og Deres som tiltalepronomener sammen med andre betydningsformer. Men lige netop i Blake og Mortimer er det jo ikke en relevant problemstilling.

[Vigan]

... ofte et problem i tegneserier, hvis folk skal eller bør være Des, fordi de fleste tegneserier jo tekstes udelukkende med versaler, hvilket kan gøre visse sætninger stærkt forvirrende, når der forekommer både tiltalepronomener, pronomener med ubestemt betydning, kendeord osv., da mange sætninger både indeholder De (endda jævnligt i både entals- og flertalsbetydning), Dem og Deres som tiltalepronomener sammen med andre betydningsformer.

[Carsten Søndergaard]