En tørlagt samlers beretning

[Berti Stravonsky]

Og så et spørgsmål til de af jer, der samler eller har samlet i fanatisk stand: hvornår og hvordan opstår denne drejning i samleriet? For I har vel også engang nydt slidte hæfter og bibliotekseksemplarer. Eller købt antikvariske eksemplarer med prismærke-klistermærke på forsiden? Kan I huske, hvornår og hvorfor det pludselig blev vigtigt at have dem så pæne som muligt? Og hvad med skiftet til at putte dem i plastposer og arkivkasser? Eller skiftet til kun at åbne dem minimalt, hvis de overhovedet skal læses?

Jeg tror, der er flere små faktorer, Redneck. Dels at man bliver ældre og får flere penge mellem hænderne. Mit eget forbrug har det med at stige, alt efter hvor rig jeg føler mig. En anden og måske væsentlig mere betydningsfuld faktor er, for mit vedkommende altså, at jeg mødte en samler på Amager, og han havde (og har stadig) en unik samling. Alt i Mint/Near Mint, og jeg blev både overvældet, begejstret og misundelig og tænkte, at sådan vil jeg også have det.

Jeg samlede dengang Anders And, og det var herligt. Jeg så, at denne samler havde blade pakket i plast og med rygstiver. Jeg ved, at han og jeg begge har moret os over denne betegnelse, og da han også læser med herinde, så lader jeg ordet rygstiver blive stående. Men altså. Bladene var pakket i plast og med rygstiver, og det gjorde også noget ved mig. Sådan helt lavpraktisk, så ser blade bare bedre ud, når de er sådan. Glattere, mere indbydende.

Og kun yderst sjældent, både hos ham, samt en anden samler, som jeg også blev ven med, og som også havde alt og alt i Mint/Near Mint, så kom de gode sager frem. Vi sad og var benovede, nærmest salige.

Hvorfor det skal være så fint som muligt og så urørt som muligt, aner jeg ikke. Det skal det bare. Måske kommer det der med sjældenhed ind over. AA # 1 er jo ikke sjældent. Der er mange mange eksemplarer, men de vitterligt flotte, dem der fremstår som nye, de hænger ikke på træerne.

[Mogens]

Man kan høre, at der er visse træk, der går igen hos de fleste samlere: jagten og glæden ved at eje noget. Jeg er ikke anderledes, omend jeg måske er en mere moderat samler og er forholdsvis god til at udvise mådehold. Jeg har ingen ambitioner om at eje alt eller få fingrene i bestemte udgaver. Jeg køber mest for at læse og ikke bare for at eje, men jeg genkender godt følelsen af at være bange for at gå glip af en bestemt udgivelse. Jeg har dog aldrig været parat til at give umenneskelige summer for at tilfredsstille sulten.

Min samling er forholdsvis overskuelig og begrænser sig stort set til en KALLAX reol fra IKEA med 5x5 rum, plus en god stak Sølvpil og Anders And-blade ved siden af (som jeg dog aldrig læser i).

Som ung købte jeg af økonomiske årsager stort set alle mine tegneserier antikvarisk, mens jeg nu køber alt i ny stand og derfor så småt sorterer de ældre ting fra, i takt med at de bliver genudgivet som samlebind eller i nye udgaver. Hvor det tidligere var læseoplevelsen, der var det primære for mig, er det nu også vigtigt, at samlingen tager sig pænt ud i reolen.

[GoogaMooga]

Det første, jeg gør, når jeg modtager min månedlige Previews kasse, er at skynde mig at komme hæfterne i poser, dog uden rygafstiver. Så er jeg mere rolig, så tør jeg håndtere bladene. Albums kommer jeg sjældent i poser. Der er jo den lille hage, at de fleste albums lige akkurat ikke kan passe i en magasinpose, og jeg gider ikke købe poser et nummer større. Jeg har læst mig frem til, at en longbox med comics i poser og med rygafstivere kan rumme mindre, idet bladene fylder 1/3 mere!

En lille anekdote fra mine spæde samler år: Det har været ca. 1982, senest 1983. På det tidspunkt købte jeg stadig danske blade i antikvariater. Så fik jeg den skøre idé, at jeg ville indbinde mine blade i selvklæbende plast. Efter at have brugt lang tid på dette med Hævnerne nr.1, sagde jeg til mig selv: fuck det her, og så gik jeg over til poser.

Men også her var jeg tåbelig, købte fryseposer og en poselukker. Det kom jeg dog hurtigt væk fra, og fik heldigvis solgt poselukkeren. 1983 var nok det år, hvor jeg så lyset, og der kom orden og struktur på samleriet.

[_mucher_]

Som børn passede min bror og jeg godt på vores ting, uden at være superfanatikere. Her et eksempel:

Som gode DC-drenge havde vi stabler af Batman, Superman og relaterede serier fra 60'erne og 70'erne. I et anfald af akut dumhed solgte jeg dem (og en masse andet) for nogle år siden for at finansiere en flytning, og fik kun småpenge ud af det. For mit vedkommende blev samleriet mere alvorligt omkring gymnasiealderen med opdagelsen af Pegasus (dengang med Jussi ved roret) og Fantask, og det blev til adskillige smutture til hovedstaden. Jeg husker engang jeg lånte min nyerhvervede EC Library-udgave af Weird Fantasy ud til en s/f-glad kammerat, og fik den tilbage med hvide "læselinjer" på alle bind. I øvrigt var han ikke imponeret over indholdet. Og min bror fik engang godt gennemtyggede læseeksemplarer tilbage da han lånte en håndfuld albummer ud. Kammeraten syntes ellers selv at han havde været så forsigtig.

Tilbage til Fantask. Som stamkunde opholdt jeg mig efterhånden næsten mere i baglokalet og på første sal end i selve butikken. Søren og Rolf var meget storsindede med det. Da jeg trods alt ikke kunne være bekendt at rage på alle bladene, fokuserede jeg som regel på ryggene i forsøget på at finde nogle af de pæneste eksemplarer. Et mere eller mindre tilfældigt eksempel:

donald_duck_adv-3b.jpg (36.31 KiB) Vist 673 gange

Eftersom jeg har (hårdt!) brug for min skønhedssøvn, må jeg hellere stoppe her. Lad mig dog tilføje at det aldrig har været et problem at læse selv nok så mint-agtige hæfter. Et godt fif er at lægge det ind i et større blad, så man undgår at gramse på det med sine svedige hænder og heller ikke behøver at åbne det mere end højst nødvendigt. Dengang Skakbladet udkom i A4-format, var det nærmest ideelt da papiret havde en passende stivhed, samtidig med at bladet var ikke for tykt. Uheldigvis røg det meste af skaklitteraturen også i forbindelse med den famøse flytnng, men sådan er der så meget ...

[redneck]

Og min bror fik engang godt gennemtyggede læseeksemplarer tilbage da han lånte en håndfuld albummer ud. Kammeraten syntes ellers selv at han havde været så forsigtig.

Hæ, det kan jeg godt genkende. Jeg lånte engang ud til en klassekammerat, hvor det viste sig, at han læste album ved at bukke hele forsiden om på bagsiden, så han kun så/læste én side ad gangen. Det var så sidste gang, han fik lov at låne. Så helt ligeglad med standen er jeg ikke, de skal trods alt behandles med en vis form for respekt.

[Berti Stravonsky]

Det at samle er jo også en del af ens identitet. En hobby eller en hovedinteresse kan sige meget om personen, og når jeg var til fester, middage eller var i færd med at lære andre at kende, så bragte jeg altid samleriet på bane. Det kan sagtens være, at jeg blev mødt med 'rulleøjne', men jeg var nok for tykhovedet til at opfatte det. Jeg bilder mig ind, at min særhed med at samle vakte mere smil og mere interesse end det modsatte.

Nu hvor jeg ikke samler, men blot er lærer og far, så mangler jeg da en æstetisk dimension. Jeg læser stadig, og samler bittebittelidt, men samleriet, synes jeg, skaber flere fællesskaber end læseriet.

En sidste dimension, som betyder ekstremt meget for mig, er hvorledes min samling præsenterer sig. Jeg har mine filmplakater fra 70'erne fx, og de hænger som i et museum. I passende højde med mellemrum imellem, og alle indrammede. For mig er det kunst. Tegneserierne står også fint, stikker ikke ud eller vender løjerligt. Jeg har set reoler hvor alt var hulter til bulter. Det kan jeg slet ikke have. Måske har jeg en brist?

Jeg har en del film, og også de står fint samlet. Her er dog ikke orden som hos tegneserierne. Genrene står kaotisk, men det betyder mærkværdigvis intet.

En af Serielands gamle venner, Jan-Erik, som også har en fin tegneseriesamling, han interesserer sig også meget for musik. Mange af hans offentlige opslag handler netop om musik, og han tager gerne billeder af 'dagens lp', samt pladesamlingen. Så måske, hvis jeg skal parallelisere til at samle tegneserier, så betyder det noget, at man viser det frem. Måske, og så er vi ved identiteten, handler det i virkeligheden om at blive set, hørt og anerkendt?

Måske, for da jeg boede sammen med Frk. Holm, så viste jeg gerne min samling frem.

[Jack J]

Interpresse havde engang sendt mig "Valhalla" nr. 1 (første udgave, første oplag), som gave for noget et-eller-andet. Jeg havde nok haft et læserbrev (af mange) i et blad. Jeg havde læst albummet i en vinkel på 45 grader og behandlet det så nænsomt, som en ægte samler bør og skal. Så en dag da jeg kom hjem og gik ind på mit værelse, opdagede jeg, at min lille fætter Erik var kommet på besøg. Han var vel 6-7 år dengang og jeg 10 år ældre. Idet jeg kommer ind på værelset, ser jeg, at han bladrer, og for at få venstresiderne til at ligge ned, kører han sin knyttede hånd oven på midten af albummet, som ligger på bordet!!! Nej, dét album blev aldrig sig selv igen. Mine dumme, dumme, dumme forældre havde sagt, at han bare kunne tage noget og læse i inde på værelset.
Mine forældre forstod aldrig - og lærte aldrig at forstår - hvorfor blade og albums skulle være i mint condition - også selv om man skulle læse dem, og også selv om det *bare* var tegneserier. Frygtelig oplevelse. Jeg drømte i mange år om at tage hævn over min fætter. Men han voksede desværre op og blev både en rigtig actionman - og politibetjent, og så var dén planlagte hævnaktion lissom udset til fiasko.

[Frank Madsen]

... det viste sig, at han læste album ved at bukke hele forsiden om på bagsiden, så han kun så/læste én side ad gangen.

Aargh! "Rullet ryg" (RR) som det hedder i fagsproget. Et andet udtryk, der har brændt sig fast, er "strygejernet" - når man åbner et album og lige kører en knyttet hånd nedover falsen, så man kan spise sin ostemad med begge hænder uden at skulle bekymre sig om at holde albummet åbent.

Edit: Nu så jeg lige, at Jack var kommet mig i forkøbet.

[GoogaMooga]

Var det ikke Sivert, der fandt på udtrykket "strygejernet"?

[Robin]

Tak! Det er godt for mig at læse, hvordan I andre tackler hobbyen "at samle på tegneserier". Jeg ”slåsser” med det ind i mellem.

Mit samleri har i lighed med de flestes kørt op, lidt ned, op, lidt ned, OP og så en smule mere ned og så op og ned og hen. Det er forbundet med stor læseglæde at samle tegnerserier for mit vedkommende. Jeg kan også godt lide at pusle og ordne, men ikke så meget...Paradokset indtræffer, når jeg opdager, at jeg ikke læser det, jeg køber. Det skete første gang mht. Anders And & Co. Vi havde jo fået bladet hver gang det udkom qua min mors arbejde hos Gutenberghus (senere Egmont, men det ved I måske). Hun skiftede arbejdsplads, og jeg måtte spendere 1,10 - tror jeg stigende til 1.35 osv. Jeg synes ikke om historierne, slet ikke om de nye tegninger, men jeg samlede. Jeg fik flyttet mit ”behov” til Fart og tempo og superhelteudgivelser dér i midt tresserne, og så var jeg så heldig eller uheldig at tjene en del penge ved midt fritidsjob (penge, som jeg måtte bruge, som jeg ville, mine forældre sparede således lommepenge, men tilskyndede mig dog også til at spare op).

Jeg købte ALT – eller meget; vi var ude i Eventyr Serien, Pellefant, Sherif- Western- og Gunfight serien (min kammerat købte Tomahawk, så det var der ingen grund til at investere i. Mystisk ræsonnement!) Bat- Superman, Dæmonen, FF, Edderkoppen, Mirakelmanden, dr. Solar, Seriemagasinet, Fantomet, Gigant plus mere samt de albums, der nu kom i de år OG Rasmus Klump, som min storbror havde en del af. Jeg fortsatte blot. Jeg købte ikke brugt, for det lugtede og var slidt, og jeg ville ha’ pæne blade. Dog Carlt af Holger Philipsen og Jan, Kaptajn Micky og Coco bøger blev indkøbt hos Onkel Buttes brugte bøger, men KUN hvis de var pæne. Jeg havde FOR MEGET, og har for meget. Ind i mellem prøver jeg at skære ned. Det lykkes – lidt. For tiden går det fint med at holde igen. Jeg skal også skaffe mig af med noget. Skipper Skræk, Kong Kylie, Seriemagasinet og Fantomet, Wild West og Akim strøg af sted på den konto. Anders And samlingen ligeså. Den er dog genanskaffet fra 1949 til og med 1975 plus Guld bøger, Hall of Fame, CBSV, Ander And albums gavehæfter, Mandelgaven etc. På mystisk vis er der tilflydt matriklen en del Seriemagasinet og Fantomet hæfter, hvis jeg ”falder” over nogle til en god pris, ligeså med Tomahawk – det er jo ikke at samle! Det er jo bare at købe, nå man falder over et godt tilbud.

Så er der alle DC og Mavel tingene samt det andet fra USA, som begyndte at komme til Danmark qua Svend Mondrup og senere Fantask. Dét tog fuldstændig overhånd i en periode, fordi jeg kunne. Nu har det fundet et lidt fornuftigere leje. Jeg behøver ikke ALT, man har set mig på biblioteker, men jeg følger med og hopper af og på. Og hygger mig med min hobby. Jeg ville nu godt skære lidt mere ned. Det koster, og det FYLDER!

mvh.

PS. Jeg har helt sikkert glemt nogle titler, f. eks. Radiserne. Suk!

[GoogaMooga]

Jeg kunne godt finde på at købe dansk Tomahawk med Frank Thorne, for DC kommer ALDRIG til at genoptrykke de ting.

[Robin]

Jeg kunne godt finde på at købe dansk Tomahawk med Frank Thorne, for DC kommer ALDRIG til at genoptrykke de ting.

Derfor! Og så er der en del Dick Ayers' Spøgelsesrytteren i Tomahawk, og Vigilante, og Durango Kid, og Røde Maske og......af bl. a. Fred Guardineer og Frank Bolle. Guld!

mvh.

[_mucher_]

Jeg kunne godt finde på at købe dansk Tomahawk med Frank Thorne, for DC kommer ALDRIG til at genoptrykke de ting.

Derfor! Og så er der en del Dick Ayers' Spøgelsesrytteren i Tomahawk, og Vigilante, og Durango Kid, og Røde Maske og......af bl. a. Fred Guardineer og Frank Bolle. Guld!

Jeg tror at det var i en Durango Kid-historie at jeg for første gang stødte på udtrykket "rigor mortis" (meget fascinerende for en lille dreng). Som lidt større dreng var serierne fra Magazine Enterprises nogle af dem jeg med allerstørst fornøjelse samlede på. Især alt med Ghost Rider var helt fantastisk! Det må være højdepunktet af Ayers' karriere.

[lynet]

Men du læser Anders And? Hvad er der galt med Lomme-ænder?
Jeg købte Lomme-anden i en periode for 40 år siden, men jeg har fuldstændig glemt dem, og har for længst byttet dem bort. Hvordan er de anderledes end AA-blade???

Lommeanden, eller Onkel Joakim, blev hurtigt en slags "dump yard" for italienske serier, der var for dårlige til at komme i Jumbo-bøgerne, eller korte S-kodede serier fra USA.

Hvad er S-kodede serier for nogle?
Det udtryk har jeg aldrig hørt før.

[GoogaMooga]

Jeg kunne godt finde på at købe dansk Tomahawk med Frank Thorne, for DC kommer ALDRIG til at genoptrykke de ting.

Derfor! Og så er der en del Dick Ayers' Spøgelsesrytteren i Tomahawk, og Vigilante, og Durango Kid, og Røde Maske og......af bl. a. Fred Guardineer og Frank Bolle. Guld!

mvh.

Jeg tror ikke, jeg kender Vigilante. De andre er blevet genoptrykt af public domain forlagene.