Radio 101,3

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 8878
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Radio 101,3

Indlæg af Berti Stravonsky »

Skærmbillede 2021-10-18 182712.jpg

Og ja, det er provokerende, at vi er for beskidte

Den er hvid og ser ikke ud af så meget. Lidt tynd måske, og en lidt mystisk coverillustration. Man bladrer i den og ser, at den er hurtigt læst. Der er ikke mange ord, og endnu færre illustrationer.

Jeg læste den første gang for et par uger siden. Lagde den fra mig, og fik den så genlæst to gange. Og især kigget mig forelsket på illustrationerne. De trænger sig på. Hver og én som små perler.

Jeg taler om superforlaget e-vokes Radio 101,3. En debut. En graphic novel og så rejser mange sikkert børster. Ja. Nok. Men dem om det. Tegneserien er i bevægelse, og Martin Andersens debutbog er en fin lille sag. Ikke kun på grund af de flotte ømme illustrationer, men også fordi vi ramler ind i eksistentielle baner, og det hilses altid velkomment.

Men lad mig begynde med illustrationerne. Dem står Martin Andersen bag, og det gør han med finesse i et felt med store begreber. Sorg, savn, forandring, død, valg, afslutninger og rammer.

Tegningerne er afdæmpede og emmer skiftevis af nærvær og distance. Træerne og landskaberne er flotte men upersonlige og blot at regne for baggrunde. Anderledes forholder det sig, når vi kommer tæt på vores hovedperson. Lys og skyggekontrasterne skaber dybde og intensitet. Det ser man ved både ansigterne og hænder og fingre. Voldsomt flot er det, og der varieres over stilstand og langsommelighed, til pludselig hast og begge dele virker. Virker især som hinandens afhængige.

Der hvor jeg for alvor imponeres, er hvor forholdsvis få streger Martin anvender. Hvor han så alligevel får fanget det betændte, det væsentlige i fx et ansigt. Det kan være et ansigt med furer, det kan være briller og øjne, der ellers var et samlet udsyn, pludselig bliver til en undren. Illustrationen cirka en tredjedel inde i bogen, hvor vi stadig er i opvarmningsfasen. Her er der et supernærbillede af vores hovedperson, og han trækker lidt ned i brillestellet med sin højre hånd. Hvor han så samtidig kigger ud over brillekanten, og ja. Dette enkelte blik alene, men også sammenholdt med det spørgsmål, som intervieweren stiller. Det er godt. Det virker.

For vi er i en ramme. I et radiostudie og programtitlen er Litteraturen på 101,3. Vi er i udsendelsens anden time, og dagens gæst er forfatteren Lars Bo Nørgaard.

Interviewet er et zoom på Lars’ roman, og hele bogen er en dialog imellem værten og gæsten. Her skynder jeg mig at nævne, at forfatteren Lars Bo Nørgaard ikke er mere. I bogens efterskrift står der, at Lars gik bort kun to måneder inden Radio 101,3 blev udgivet. Det burde ikke påvirke ens læsning, men det gør det nu alligevel. De stilfærdige snakke er nemlig ikke bare trivialiteter, men altså snakke om tunge interessante emner, og får nu simpelthen en slags ekstra lag.

Trist. Tragisk.

Jeg har selv stiftet bekendtskab med de tunge sider af psykiatrien, og måske af den årsag rammer bogen mig voldsommere. Mange af spørgsmål, som intervieweren stiller, er jo spørgsmål jeg selv har haft inde på livet. Kunst er ofte et spejl af livet, jo. Men ramt er jeg, og nu siger jeg det ligeud. Værket skal læses med ro. Med slukkede telefoner og uden støj for hverken ørerne eller øjnene. Man skal tage sig tid.

Smage på ordene. Udtale dem. Lade ordene komme ind i ens bevidsthed.

Som sådan sker der jo ingenting i bogen. Rammen er fin og godt tænkt. Det eksistentielle sniger sig ind, tegningerne er smukke og får tyngde. Men altså. Så er det heller ikke større. Jeg må lige stoppe mig selv. Det KAN være, at min egen livssituationer og livsbane har spillet ind. Og at jeg ryger ud ad en tangent og slet ikke kan se skævhederne og det, der virker mindre godt.

Fx at det kan være lidt anstrengende for øjnene at læse en dialog. Slet og ret. Især de gange, hvori der er tænkepauser. Det kommer til at se grimt ud. Enkelte gange er er flere huller, hvor pauserne bare blive hvide blanke felter. Jeg tror nok, at jeg ville have holdt mere af… Ja, tankestreger. Eller tankepunktummer. Jeg ved ikke, hvad de hedder, men de må have et navn, de der små punktummer, man kan sætte efter en sætning.

Det er også vanskeligt at skabe en tegneserie baseret på en samtale. Ros til idéen, Martin. Men det giver så også et par rynkede bryn. For ikke alle illustrationer favner det sagte sådan umiddelbart. Men ér der bare, og så skal læseren selv trække stregerne. Ikke altid lige let. Heldigvis.

Altså.

Illustrationerne alene er rene mesterværker, og supplerer fint den ærlige radiosnak, og hvordan man taler sig ’varm’. Emnet er frygteligt at tale om, men så vigtigt alligevel. Hvor går man hen, når man ikke har nogen steder at gå hen?

Jeg har vist bogen til min kæreste og mine to yngste børn. Vi har ikke sammen forholdt os til teksten, men udelukkende til illustrationerne. Og vi er alle fire enige. Det er flot, det er afdæmpet. Det er stor kunst.
Et brag af en debut. Slet og ret. Fem hjerter.

Titel: Titel: Radio 101,3
Forfatter & tegner: Martin Andersen
Forlag: E-voke
Udgivelsesår: 2021
Format: Hardback, 52 sider i sort og hvid
Pris: 179,-
ISBN nr. 978-87-93952-57-7


Skærmbillede 2021-10-18 182557.jpg
Skærmbillede 2021-10-18 182638.jpg
Besvar