Las Malvinas son Argentinas
Det er så simpelt. Enten kan man, eller også kan man ikke lide fodbold.
Paulo Castaldi, italiensk tegner og forfatter står bag bogen Guds hånd - Diego Armando Maradona. Fahrenheit har udgivet den, en anderledes sag på 176 sider og den er nemlig som jeg skrev - en kende anderledes.
Hvis man IKKE kan lide legen med den oppustede svineblære, og har det med fodbold som Jytte Hilden har/havde det med sport og porno, så er Guds hånd næppe en sommerhyggebog. Fred være med det.
Jeg elsker fodbold, og har lige siden benene kunne bære, nydt legen med bolden. Nu, så mange år efter, er kærligheden intakt. Jeg ser alt på tv og følger med via nettet, aviser og engang imellem dribler jeg til hovedstaden og ser løverne vinde.
Bogen slugte jeg. Tegningerne er mange steder usandsynligt bøde grimme, rå, ufærdige, og kradset (virker det som) lynhurtigt ned uden tanke for æstetik.
Og så, andre steder, sublime nedslag. De der setups hvor tiden står stille og øjet sætter sig fast. Mine yndlingssider i bogen er kapitlet med titlen ‘Den tiende berøring’. Et magisk kapitel som næsten ordløst beskriver dels hvilket talent Maradona var, dels fortæller alt om den fantastisk overskyggende og overvældende følelse man kan få, når man ser og oplever noget ekstraordinært. Lidt som en magisk solnedgang. Lidt som dine børns kærlighedsøjne på en varm træt dag. Følelser der ikke lader sig forklare, men blot er.
Det impact som Maradona havde på byen Napoli, på tilhængerne i syd og som manifestation af det oprør og opgør imod de ‘fine’, de ‘rige’ og de arrogante, var kolossalt. Selv nu, flere årtier senere, kan den lille tykke stadig ikke bevæge sig frit i Napoli. Ikke af frygt, men af kærlighed.
Det er dét, som bogen så forsøger at formidle. Det lykkedes, synes jeg.
Bogen bliver nu aldrig helt mesterlig, for privatpersonen Maradona, møder vi aldrig. Kun på overfladen som en med øje for fattigdom og kummerlighed. Hvilket klart er en skam, og med 176 sider, så kunne man måske have fundet plads til noget sådant også. I de private gemakker, tankerne, ensomheden, stress, ensomhed, og den der ‘fedhed’ som man ofte oplever hos folk som går fra ét til noget andet.
Samt at tegningerne altså driller øjet alt for ofte.
Tiden og tilværelsen i hjemlandet Argentina bruges der ikke meget krudt på, og Maradonas skygger, kokainmisbruget og volden især, slet ikke. Hvilket igen er en skam, da helhedsbilledet snarere bliver et slags glansbillede.
Så altså. Jeg elsker fodbold og holder for det mest af bogen. 4 bolde ud af 6 bliver det til.