Tulipannotatet

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Tulipannotatet

Indlæg af Berti Stravonsky »

dd.JPG
dd.JPG (33.48 KiB) Vist 830 gange
Nå, det var diskret.

Jeg elsker tulipaner. Jeg bryder mig ikke så meget om tidsmaskiner. Eller. Jeg ville ønske, at jeg havde en, for så skulle I bare se.


Vi er i agentland. Mortensens mondæne meritter, og titlen er Tulipannotatet. Forlaget Fabel står bag, og vi er nået til album nummer seks i rækken.

Lad mig lige vende tilbage til det med tidsrejser. Tidsmaskiner. Jeg kunne lide dem, da jeg var mindre og verden var åben. Jeg selv med for næsten alle indtryk. Nu er det lidt anderledes. Jeg er blevet gammel og mere dyster i mit udsyn. Og kan nogle gange godt finde, at tidsrejser er et let loop i ens fortælling. Det er det jo. Og den præmis har jeg det lidt stramt med.

Nå – albummet. Jeg er ret vild med både cover og bagside. Det er sådan, at en tegneserie skal se ud. Underspillet, mørk og dyster fortil og på bagsiden vores hovedperson, ransagende, småvred, på vagt, og til højre for ham en kort stemningsangivende intro til albummet, og nederst albummene i serien.

Fire sider til sidst. Ekstramateriale med info og fotos. Altid interessant og velkomment.

Ellers taler vi softcover, 44 sider i farver og det er fint.

Vi er i fiktionens verden, dette glade gavmilde sted, og så alligevel ikke helt eller fuldt. Sådan zoomet helt ind i marven, så er tilstedeværelsen af den danske atomfysiker Niels Bohr, ret interessant. Sådan løftet op eksistentielt, for det var sprængfarligt, i mere end en forstand, det han og andre forskere beskæftigede sig med. På denne måde bliver Mortensen en smule mere vedkommende og interessant. Hvad stiller man op med viden, når det kan buldre og brage i de forkerte hænder, eller være til gavn i andres.

Sådan noget, synes jeg, er interessant.

Det kræver lidt af en gammel mand, sådan at holde rede på alt. Det skyldes at fortællingen ikke er lineær, som jeg jo vant til. Måske endnu en anke imod det der med tidsrejser. Og jeg skulle lige bladre lidt frem og tilbage, sådan for for alvor at være med. Ikke at narrativen er kompleks eller omstændelig, for den er den ikke. Jeg er bare blevet tung i knolden på det seneste.

Der er masser af spænding. Der ledes efter atomvåben. Målgruppen er unge læsere, fra 13 og op, og de får spænding, fly, nedkastninger.

Men jeg er altså også forvirret. Især i starten. På side 11 især, er det som om, at jeg mangler noget. Det kan jeg ikke gennemskue.

Der er tempo i albummet, spring i tid grundet det med tidsrejserne, og ja. Det er dér, min kæde hopper lidt af. Min læserytme forstyrres for meget. Æv, for jeg kan sagtens se, at der er elementer af spænding og intensitet. Jeg når bare aldrig helt derhen, for jeg er forvirret og irriteret.

Billedsiden er til gengæld noget andet. Her kan jeg være mere med. Tidens tyngde rammes ganske godt. Der er tunge dystre farver, gennemgående i hele albummet. Hvilket jeg ikke finder så velvalgt. Jeg kan godt lide kontrasterne. Men det er tunge sager, Mortensen har med at gøre. Storpolitisk og drønfarligt. Det kan forklare de lidet lyse farver.

Lars kan tegne. Om det er serbiske chauffører, tyske fly, pulserende cigarer. Det er godt. Og så er jeg blevet ret lun på Mortensen, der er noget Tintinsk over ham, mest når han opdager noget uldent.

Jeg savner dog de der lyse farver, strålerne, og finder at baggrundene er for fattige. Om det er inde eller ude, så mangler der simpelthen lidt. Ikke kun som fyld, men også for at gøre de enkelte stills mere vitale.

Samlet vurdering. Ganske spændende, men en kende rodet fortalt. Fine tegninger af især vores helt, men lidt for fattigt i baggrunden. En habil udgivelse uden at være hverken fugl eller fisk. Tre hjerter.


Titel: Tulipannotatet
Tekst: Lars Jakobsen
Illustrationer: Lars Jakobsen
Forlag: Forlaget Fabel
Format: Softcover, 48 sider i farver, 2 siders ekstramateriale
Pris: 129,-
Isbn: 978-87-91419-81-2
Besvar