Eternum - Sarkofagen

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Eternum - Sarkofagen

Indlæg af Berti Stravonsky »

Cover.JPG
Cover.JPG (28.9 KiB) Vist 821 gange
For fanden! Jeg ved ikke med dig, men den ting undrer mig!

Science fiction er jo en gave til folket. Et væld af muligheder for både billedmagere og folk der skriver. Et blankt lærred som kun venter gavmildt på ord og streger. Kun fantasi, evner og erfaringer tager man med, og det er her vi begynder. Titlen er Eternum, sådan overordnet, for vi har at gøre med en trilogi, tre album i alt. Første her, som er ganske lovende og spændende, har fået titlen Sarkofagen.

Ildevarslende, ikke sandt?

Vi er i hardcoverafdelingen. Ikke noget tyndt pjat og man bemærker med det samme, at vi er på glat papir og at farverne er mørke. Ikke tunge og dystre, for det er, paradoksalt nok, lyse mørke farver. Lidt lige som klassikeren Blade Runner for et hundrede og hvidkål siden, også mørk, men bestemt hverken tung eller med fravær af lys.

Når man åbner albummet, så springer det flotte lyse avokadogrønne innersleeve i øjnene. Samme farve har man valgt til albummets ryg, hvor man bemærker, at alt er med: titel, forfatter, tegner, den gennemgående titel, selve albummets titel, en nummerangivelse og så forlaget. Der er styr på sagerne. Sjovt nok, så fik jeg med det samme tanker på mine Gammelpotter, som også har en fersk lysegrøn ryg. Ingen sammenligning i øvrigt.

For det er langt voldsommere sager, vi har med at gøre. Umiddelbart er genren ikke lige min favorit, jeg er langt mere til en god gammeldags western (om end jeg er fuld ud klar over, at science fiction og en western har mange lighedspunkter), så har jeg da også en bagage. Ikke at jeg har læst ret meget andet end Alien – Den 8. passager, filmen som tegneserie. Den kunne jeg i øvrigt godt lide. Den såvel som Ridley Scotts film fra 1979, mesterværket. Jo, lidt har jeg læst, og så set lidt mere. Og skam nydt alt.

Handlingen er både ligetil og det modsatte. En sarkofag er jo et slags gravsted, en kiste, en boks og som sådan en hul ting. Men som der som der står på albummets bagside, så er det en slags dæmonisk Pandoras æske, men får fingrene i. Der står:

”Det er på grund af artefaktet. Siden dette objekt blev bragt op fra dets indre af Aldemans miner er alt gået galt ombord på rumskibet…

Dette objekt er forbandet”

At der er kærlighed og inspiration fra filmens verden er tydelig. Det er der slet intet galt i. Man inspireres. Man deler. Man låner. Man hugger. Sådan er kunst. Det kan ikke stå alene. Men altså, sarkofagen rummer noget dystert og ildevarslende. Hvad dette så er, er ikke umiddelbart hugget i granit. For albummet og narrativen slår knuder. Det er ikke ligetil at hitte rede i alt. Ikke fordi lix’en er høj eller vi overlæsses med ord, heller ikke at billedsiden lader os i stikken, om end det kræver sit, men fordi læserne holdes lidt på pinebænken. Alt skal ikke åbenbares i bind I. Det ville være dårligt forfatterskab.

Men der er tale om en stramt fortalt beretning. Ganske klassisk indenfor gys og spænding.

Ord kan skille folk. De kan ødelægge en handling, og de kan det modsatte. At være oversætter er også knibsk. Men der er intet at udsætte. Dialogen virker fint, der er ingen dumme tomme passager, og det sproglige fungerer. Jeg har oplevet album, der er talt i stykker og hvor oversættelsen virker tung og klichépræget. Sådan er det ikke her.

Billedsiden er flot, fængende og herligt afvekslende. Det er blandt andet det jeg mener, når jeg længere oppe taler om mørke og lys. Vi er ikke fanget af ét dystert interiør, og den klassiske stribeopsætning er skrottet. Der er mange små fortættede ruder, stemningsskabende er de, og anderledes store flotte både halvsiders og trekvartsiders ruder. Kontrast? Ikke kun. Også blær, for når man kan, og det kan man, så må man godt. Den der fortættede stemning der var i Scott-filmen, den er der også i Eternum. Bedst vist visuelt når rude efter rude, uden det virker søgt, står side ved side og vi er med. Helt oppe, helt fremme. Og er førstehåndsvidner til angst, gru og et rumeventyr med schwung.

Selv sex, og det har alle dage været en thumbs up herfra.

Det er et album der skal læses mere end én gang. Dels fordi man lige skal ’ind’ i fortællingen, dels fordi der simpelthen er så mange lækre detaljer, der kræver et gensyn.

Jeg holder meget af åbne slutninger, og det er et vidunderligt fredfyldt syn, lyseblåt og kvindeligt, i Eva, som hviler så sødt. Men lur mig, om der ikke splattes igennem i næste bind, Bygherrerne.

Vi er på fire gode grumme rumstjerner. Der er så plads til mere, når de næste to bind kommer.

Titel: Eternum – Sarkofagen
Tekst: Christophe Bec
Illustrationer og farvelægning: Jaouen Salaün
Forlag: e-voke
Format: Hardcover, 50 sider i farver, glat papir
Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen
Pris: 169,-
Isbn: 978-87-93952-16-4

001.JPG
001.JPG (36.64 KiB) Vist 821 gange
002.JPG
002.JPG (39 KiB) Vist 821 gange
003.JPG
003.JPG (39.15 KiB) Vist 821 gange
004.JPG
004.JPG (40.47 KiB) Vist 821 gange
005.JPG
005.JPG (43.66 KiB) Vist 821 gange
006.JPG
006.JPG (38.83 KiB) Vist 821 gange
Besvar