Skyggernes kniv 1

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Skyggernes kniv 1

Indlæg af Berti Stravonsky »

Cover.JPG
Cover.JPG (54.36 KiB) Vist 753 gange
Skal du allerede gå? Det var trist. Vi har jo kun lige mødt hinanden...

Nu skal jeg berette om en glæde, og dernæst om en dobbeltglæde. Jeg har lige læst Skyggernes kniv og sidder glad og føler mig beriget. På bordet foran mig ligger der en stak bøger, og sådan halvvejs nede ligger 2’eren, og jeg kan ikke vente.

Cobolt har gjort det igen. Slet og ret. Udgivet et forrygende værk, som ganske vist kræver lidt af sin læser, men når den hurdle er overstået, er det bare gaven, der bliver ved med at give.

Jeg kan huske den følelse, jeg havde, da jeg læste Det gyldne kompas, og også, at jeg gav topkarakter. Jeg sidder med samme følelse lige nu. Måske endda med et plus på, for her i anden del af trilogien om kompasset, er der kommet endnu en bærende karakter på banen, drengen Will. Han kommer fra vores verden, og bringer endnu en dimension af spænding til det i forvejen spegede plot.

Men lad os scrolle lidt tilbage. Hvad er det, vi har med at gøre?

Ryggen først. I en reol står den så fint, dæmpet militærgrøn grundfarve, en kniv, Pullman som har skrevet romanen, Melchior, som har skrevet manuskriptet til tegneserien, og Gilbert, som har tegnet. Så selve titlen og nederst forlaget. Det er jo sådan, det skal gøres. Ikke med store farvelader eller armbevægelser.

Kort. Præcist. Rigtigt.

Coveret viser natten med måne og skyer. Bygninger i baggrunden, albummets to bærende kræfter, Lyra med sin daimon, Pantalaimon på skulderen, og med hendes alethiometer i venstre hånd. Bestemt og bister ser hun ud, og ved siden af drengen Will, mere cool. Alt sammen set nedefra, sådan i trekvart frøperspektiv. Der er en dysterhed over coveret. Måske ikke så meget i selve motivet, mere på baggrund af de mørke farver, og så de imposante bygninger i baggrunden.

Bagsiden viser seks ruder. En sovende dreng. To skygger i næste rude, og så i femte en sej sætning, næsten en cliffhanger, ’Han har myrdet nogen’.

Lige under en forklarende tekst, ikke om ovennævnte, men om selve handlingen, og så, med en mindre font mere om udgivelsen. Imellem er der de udgivelser, som er kommet. Man får meget for pengene allerede her på bagsiden. En intro til handlingen og baggrunden, og så den der lækre ildevarslende sætning.

Når man så åbner bogen, så bliver man imponeret. I afdæmpede mørkeblå og mørkegrå farver ser vi en af tegningerne fra albummet, konkret på side 17, hvor Will lige har dræbt et andet menneske, og kommer til en ny verden. Vidunderligt skildret, dystert og smukt på samme tid. Fra angst og flugt og regn til bløde farver, lilla grundfarve og til ro. Få illustrationer der bare bringer os fra én følelse til den næste. Ingen ord, kun billeder.

Så kommet selve historien. 96 sider i farver og vi taler hardback. Ikke noget softcoverfims. Kvalitet, skam.

Inden man kommer så langt, skal man nænsomt fjerne mavebindet, der teaser om den kommende HBO-serie, der måske er udkommet. I don’t know, for jeg har ikke HBO. Men altså, på mavebindet står der, at serien har premiere til efteråret 2020, og når jeg kigger ud ad vinduet, så må det da være nu, eller lige op over…

Handlingen. Den er både ligetil og det modsatte. Lyra er stadig på jagt efter støv, elementarpartikler om man vil, og aner du ikke, hvad det er, så skal du nappe første del af trilogien, Det gyldne kompas I, II og III, som samlet, altså også med Skyggernes kniv, kaldes His Dark Materials. Pullmans, altså.

At jagte støv er jo helt konkret. Men der er så mange lag i værket, at det jo snarere er sandheder, Lyra er på jagt efter. Lidt lige som den unge mand, for barn er han ikke helt, synes jeg, Will, der også er på jagt. Han har ikke haft det let. En psykisk syg mor, ingen hjælp at hente nogen steder, the odd one out med mobning og modbydeligheder, og så, traumet over alle. En forsvunden far.

Oven i det har han så lige slået et menneske ihjel.

Disse to unge mennesker mødes, og opdager gradvist mere og mere om hinanden, og om de to verdener, de kommer fra. Her skal det nemlig indskydes, at vi opererer med parallelle verdener, og selvom det lyder kryptisk, så går det faktisk fint nok med at forstå det, og acceptere det.

Til modsætning af de lag, meta-lag næsten, der også optræder i albummet. Det er ikke helt ligetil at forstå, hvad der overordnet er hele meningen med trilogien, der er mange aktører at holde rede på, der springes lidt, men aldrig så meget, at man opgiver og kyler bogen væk. Slet ikke. Det er nemlig også i dét, at værket er så fantastisk. Vi får intet forærende. Det er som en Pandoras æske, hvor afsløringerne kommer i dette helt særlige tempo, som historien udfolder sig i. Jeg har en aldrende hjerne, og kan ikke altid gennemskue om jeg skal til højre eller venstre, og som sådan foretrækker jeg lineære realistiske fortællinger. Så er jeg tryg og med. Men her, i Skyggernes kniv, er jeg pirret, nysgerrig, spændt, og de få flashbacks der er, er kun med til at trigge mig endnu mere.

Igen, som med Det gyldne kompas, så er det omsonst at fortælle mere eller alt om handlingen. Det kan jeg nærmest ikke, og det ville også spolere. Tænk på værket som et eventyr, der åbner sig mere og mere. For hvert skridt der tages, åbenbares noget, og noget andet gøres mystisk.

At mestre alle disse tråde kræver en mester.

Og det er den følelse, jeg sidder tilbage med. En læsefølelse. At jeg er beriget. At jeg sidder med et værk, der er betragteligt meget mere, end jeg ellers er vant til at læse.

Tegningerne har jeg næsten ikke nævnt. Men det kommer nu. Jeg tager udgangspunkt i mødet mellem Lyra og Will. Vi er i albummets første fjerdedel, på siderne 21 og 22. Jeg nævner disse sider, for det mærkede mig. Will er netop kommet fra uro og flugt, og tilsyneladende fundet et mennesketomt paradis. Der er smukt, roligt, og hans puls er kommet ned. Men så møder han Lyra, og hun overfalder ham med gru og skræk og med 117 kilometer i timen. Hendes øjne, hendes kropssprog, hendes vildskab. Jeg har sikkert set i tusindvis af tegninger i mit liv, og heldigvis glemt 99,9 % af dem. Men lige præcis Lyras sindssyge overfald, lidt som en zombie (forestiller jeg mig), og hendes røde hadske øjne, dem kan jeg genkalde mig.

Kontrasten mellem klaverspil, stjerner på himlet og et roligt adrenalinspejl, og så dette makabre sindssyge overfald. Denne rasen. Jeg er ramt. Og tænker da mit. Måske er dette værk for voldsomt for mine egne børn. Jeg fik jo læst Det gyldne kompas for dem, altså læst som man nu gør for førskolebørn, men lyde, lydord, skiftende stemningsleje og den slags. Er de mon klar til en Lyra? Når sekvenserne nu fik mig?

Måske. Børn er jo hårdføre.

Jeg slutter anmeldelsen, som jeg næsten begyndte den. Nemlig ved at hævde, at Cobolt har gjort det igen. Jeg er overvældet og fascineret.

Jeg fandt en enkelt fejl i albummet, en klassiker hos mange, et lille ’i’ i tiltaleformen anden person flertal, og ellers ikke flere. Indrømmet, jeg læser, når jeg læser og forbereder en anmeldelse, men jeg kigger også efter fejl. En arbejdsskade, tænker jeg, efter alt for mange år i helvede som lærer.

Men ja. Overvældet og fascineret, og nu vil jeg uploade anmeldelsen. Sætte vand over til te, og straks gå i gang med Skyggernes kniv 2.

Seks hjerter. Grusomme og forventningsfulde.

Titel: Skyggernes kniv 1
Tekst: Stéphane Melchior
Tegninger: Thomas Gilbert
Baseret på Philip Pullmans roman
Format: Hardcover, 96 sider i farver
Forlag: Cobolt
Pris: 269,-
Isbn: 978-87-70858-51-9

Side 23.JPG
Side 23.JPG (53.08 KiB) Vist 753 gange
Side 51.JPG
Side 51.JPG (56.31 KiB) Vist 753 gange
Side 56.JPG
Side 56.JPG (49.07 KiB) Vist 753 gange
Side 74.JPG
Side 74.JPG (49.04 KiB) Vist 753 gange
Brugeravatar
Carsten Søndergaard
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7167
Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Skyggernes kniv 1

Indlæg af Carsten Søndergaard »

Det lille i er nu ikke en fejl, men et stilistiske valg. Samtlige i'er er nemlig "små", altså med prik over, både "store" og "små" i'er. De "store" er dog en lille smule højere end de "små", men altså stadig med prik over.

Faktisk er det et meget udbredt valg blandt franske tegnere, fx Moebius/Giraud, Uderzo, Loisel m.fl. og her altså Thomas Gilbert. Pudsigt nok, når samtlige andre bogstaver er versaler, uanset om de er "store" eller "små", men sådan er det. Egentlig giver det et levende skriftbillede og virker jo ikke forstyrrende, når i'et ikke står alene.

Man kan naturligvis godt mene, at det medfører "en fejl" (eller i hvert fald kan opfattes som lidt forstyrrende), når det danske stedord I står med lille i.

Indimellem får jeg det af den grund også lavet om, fx i Uderzo-fontene i Asterix, simpelthen fordi stedordet I forekommer helt utrolig mange gange i Asterix, både i brødtekst og i store udråb, hvor det kommer til at virke meget påfaldende.

Blot en lille bemærkning, og ellers tak for begejstringen, Berti :-)
Besvar