Odilon Verjus hos papuanerne

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Odilon Verjus hos papuanerne

Indlæg af Berti Stravonsky »

Billede


De kalder dem 'DE SPISELIGE'! Ha, ha, ha, ha...

Så er der spas og godt nyt fra e-voke. Der er der næsten hele tiden, fristes jeg til at skrive, for der udgives et væld af nye interessante titler her i foråret, og ikke så få kommer fra dette herlige forlag.

Hver eneste gang posten er forbi med et album til anmeldelse, så laver jeg lynkiggetesten. Lige for at pirre øjnene og lade førstehåndsindtrykkene få noget at arbejde med. Jeg læser ikke meget, bare lige anslaget og bladrer igennem, og så bliver albummet lagt i en bunke på skrivebordet. Ikke for at samle støv, men fordi jeg gerne vil have førstehåndsindtrykkene ind og så ud igen. Sært måske, men sådan gør jeg det nu altså.

I dag fik jeg så læst albummet og må sige, at denne nye serie, for det er en serie, den er ganske god. Den skal nok få sine gode danske ben at gå på, og så vidt jeg hurtigt kan se ud fra albummets bagside, så er der planlagt syv album indtil videre. Af dømme ud fra titlerne kommer vi også vidt omkring, så der er noget at glæde sig til.

Titlen er Odilon Verjus hos papuanerne, og der er tale om en ganske trind herre, Odilon, sådan er herlig krydsning mellem Obelix og Gammelpot, som er udsendt til at gøre stammefolk til kristne. Et slags kulturmøde kan man mene, og med kors på maven og bøsse i hånden møder vi ham. Et lækkert anslag uden ord, faktisk, der i albummets start. Vi får faktisk aldrig helt at vide, hvad det hele går ud på, men sandsynligvis en slags jagt i junglen.
Junglen ja, for vi befinder os på den anden side af jorden, Ny Guinea, verdens næststørste ø.

Det jeg bemærker først, er en fortættet stemning. Stille stagende op ad en grumset flod fyldt med farver. Gule, brune, grønne farver, alt sammen lidt grumset, dog alligevel med friskhed på glat papir. Stemningen er anspændt. Døden lurer og med sans for dramaturgisk opbygning ses i første rude en alligators snude, og så alligevel ikke. Et par både er det, og Fader Odilon siddende i én af dem, parat med bøssen, hvis nu…

Ja. Ganske rigtigt. Farer truer og indikerer, at i dette album er det med at holde øjnene åbne og sanserne i gear. Det er også tæt på at gå rigtigt galt, allerede i starten. Man får det indtryk, at der er respekt om vores hovedperson, og at man har en sund respekt for naturens riger og trusler.
Og lige inden helvede bryder løs nedefra, martres stilheden af et fly i knibe. Der er noget at holde øje med, både oppe og nede.

Dette fly bliver albummets fixpunkt, for naturligvis skal dette fly i kvaler opspores. Er der overlevende, og hvad er der ombord?

En eftersøgning bliver det til, sådan da, men inden skal seriens anden hovedkarakter introduceres. En yngre fyr, Laurent de Boismeru, en mand med en fortid, en mand der er højere og tyndere end Odilon, og især et menneske der har godt at være i naturen. Godt fordi han har en bagage af død, og fordi også han har valgt at missionere. Han er et herligt bekendtskab. Han er uheldig og heldig på én og samme gang. Han er fornuft og intellekt, men i naturen lidt på udebane, og et af albummets klare styrker er alle de gange, hvor Laurent fjumrer rundt og er døden nær. Nogle gange helt ekstremt direkte, andre gange det modsatte, som fx i en sekvens hvor han skal iføre sig støvler. I få herlige ruder formår han at overse en slange, og det er i sådanne små sekvenser, at albummet blandt andet har sine sjoveste stunder.

Udover Odilon og Laurent, og bemærk, at det altid er rart med en at ping-ponge med i album, Asterix og Obelix, Tintin og Kaptajn Haddock, Sølvpil og Falk, Tom og Jerry, Batman og Robin, Sammy og Jack m.fl.

Ping-ponge fordi de jo kan hjælpe hinanden de talrige gange, hvor hjælp er nødvendig. Samt for at vi læsere dermed føres med i handlingen, så vi ikke er afhængige af en forklarende tung tekst. I samspillet mellem vores duo er der altid en fremadskridende handling og på siderne både komik og dynamik. Kedeligt er det bestemt ikke.

Der er meget dialog mellem vores to hovedpersoner, og selvom albummet primært er ’for sjov’, så tager det alligevel lidt tid at komme igennem det, netop på grund af dialogen. Det kan lyde kedeligt og trægt, men det er det nu ikke. De to gutter supplerer hinanden fremragende og indimellem er det decideret lærerigt og informativt, da de hver især har (Odilon mest) noget kulturforstand at byde ind med.

Ja, jeg nævnte, at der er flere aktører i albummet. To Men in Black kind of guys til sidst I albummet, der også er på jagt efter det der fly, nogle grumme karle med maskinpistoler og en brysk og kynisk tilgang til alt andet end deres mission, samt et sjovt bekendtskab, en bebrillet rygende etnolog og ateist, en kvinde. Hun er havnet midt i denne jungle og hendes mission er knaldhamrende sjov. Bag brillerne og hendes kontante væsen og retorik gemmer sig en lidenskab. Hun er EGENTLIG i færd med at studere skikke og seksualitet, tabuer og polygami, og hendes mission jo i diametral modsætning til forkyndelse og alt det, som vores to venner ellers står for.

Og, lad mig da bare røbe det: Da der endelig går hul på bylden, og Margaret Mead (herligt ordspil i efternavnet, hvor Mead jo klart refererer til Meat), glemmer hun alt om studier og observationer og den slags, og flår tøjet af sig selv og vil have noget indfødt gruppeelskov. Desværre ser vi ikke dette – det ville ellers være herligt.

Dette gruppeknald, årtiers orgie, har et navn. Et herligt navn. Papisj. Det vil jeg kalde det, når jeg næste gang…

Men nej, for det er primært et album for… Ja, for hvem? Unge? Nej, ikke helt. Yngre, altså teenagere? Ja, måske, men sørme også for sådan en tosse som mig. Jeg fandt albummet sjovt. De mange krydsreferencer til fiktionen og virkeligheden ganske fine og passende, og da jeg selv har lidt kendskab til kristendommen og dens udfordringer, blandt andet, så var det ekstra fjong at have to missionærer til at udgøre det bærende makkerpar.

Serien har mange styrker. Farverne er fantastiske. Der er en mørkhed over dem. Det der fantastiske spil af farver, som vi jo har set fra naturudsendelser på tv. Dem fanger illustratoren Verron så fint, Verron, som jeg faktisk ikke ved noget om. Men tegne er han god til. Bestemt.

Om det er detaljer i junglen, træer, floder, vandfald, dyr, eller i landsbyen eller de indfødte, så virker det blændende. Jeg har aldrig helt forstået de der tegneserier, hvor der kun fokuseres på aktørerne. For mig spiller baggrundene bestemt også en rolle, for, om ikke andet, er baggrundene med til at danne en troværdig location, og dermed bringe en slags autenticitet, hvilket kun kommer plot og aktører til gavn.

Yann. Yann er Yannick le Pennetier, og ham kender vi godt herhjemme. En produktiv franskmand som har haft fingrene i flere gode ting. Kid Lucky (som faktisk er ret god), Spirillen og Splint & Co. Han står bag plot og ord. Også det gøres fint.

Handlingen? Ja, man skulle vel tro, at det handlede om at missionere, men det er ikke sådan. Det der fly kommer til at spille en afgørende rolle, og det er også ok. Siges skal det da, at de der kulturclash også er et af stolebenene. I rygsækken, som Laurent har med til Odilon, er der fx noget ganske velkendt og ordinært, et stykke bestik, men det får en aldeles anden funktion, end man lige umiddelbart havde troet. Igen sjovt.

Sjovt uden at gøre grin. Hvilket er vigtigt. Det er altid så let at latterliggøre andre, der ikke lige ligner en selv. Men det er heldigvis ikke sådan i Odilon. Det er en jungleramasjang og er det første møde mellem to umage størrelser, og det tegner bestemt godt. Man når aldrig at blive irriteret på dem, som man fx hurtigt gør i Sammy’erne, og den der forudsigelighed der er i fx historierne om gallerne, den er der ikke. Endnu, kunne man tilføje. Jeg ved det jo ikke. Det vil de næste album vise.

Det tog mig en 25 minutter at læse albummet, og jeg trak flere gange på smilebåndet.

Jeg blev dog en kende ærgerlig over de to aktører til sidst, de sortklædte gangstertyper, for det tog ligesom lidt fokus, og det var slet ikke nødvendigt. Jeg hyggede mig fint forinden.

Afslutningen er også lidt uforløst. Det er lidt som om, at der går lidt luft af ballonen og at man pludselig opdager, at der ikke er flere sider at gøre godt med. Ikke for albummet i sin helhed, men de der to sortklædte maskinpistolbevæbnede thugs, hvad med dem? Det virker lidt abrupt. Men måske er det bare mig?

Dog er jeg altovervejende positiv. Albummet er nyt for mig, med friske farver og en masse herlige gags. Gags der aldrig bliver overspillede og der går aldrig Jan Gintberg i det. Det er spas og løjer, og et herligt makkerpar har set lys. Jeg kendte ikke til serien førhen, men gør nu, og vi lander på fire store hjerter, idet jeg glæder mig til de næste seks album. Som jeg skrev øverst, så kommer vores duo tilsyneladende vidt omkring, og det skal nok blive godt og fornøjeligt.

Titel: Odilon Verjus
Tekst: Yann
Illustrationer: Verron
Oversættelse: Claus Fenger
Redaktion: Lea Mejdahl Christiansen
Forlag: e-voke
Format: Soft cover, 48 sider i farver
Pris: 159, -
Isbn: 978-87-93952-32-4




A.JPG
A.JPG (47.51 KiB) Vist 1000 gange
B.JPG
B.JPG (47.45 KiB) Vist 1000 gange
C.JPG
C.JPG (50.89 KiB) Vist 1000 gange
D.JPG
D.JPG (50.8 KiB) Vist 1000 gange
LarsChristiansen
Brugerniveau 2
Brugerniveau 2
Indlæg: 143
Tilmeldt: 1. feb 2021, 21:27
Geografisk sted: Valby
Kontakt:

Re: Odilon Verjus hos papuanerne

Indlæg af LarsChristiansen »

Sikke en vidunderlig anmeldelse af "Odilon Verjus" :D - Den fanger virkelig stemningen og har blik for detaljen! Som et lille og særdeles morsomt kuriosum vil jeg da lige bemærke at Margaret Mead (selv om efternavnet netop kan tolkes lidt... :wink: ) - er en virkelig person! Tilmed en berømthed som har forsket i det 'felt' som kaldes "Papisj" i albummet... :D

På Wikipidia står om hende: Margaret Mead (født 16. december 1901, død 15. november 1978) var en amerikansk antropolog, der først og fremmest er kendt for sin forskning inden for personlighedsudvikling, kønsroller og seksualitet. Det var især hendes feltarbejde på Samoa, i Melanesien og på Bali, beskrevet i en række bøger, der gjorde hende verdensberømt og fungerede som akademisk grundlag for debatten i 1960'ernes seksuelle revolution.

https://da.wikipedia.org/wiki/Margaret_Mead
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Re: Odilon Verjus hos papuanerne

Indlæg af Berti Stravonsky »

Fedt. Even better....
Brugeravatar
Carsten Søndergaard
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7167
Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Odilon Verjus hos papuanerne

Indlæg af Carsten Søndergaard »

Verron har en helt utrolig charmerende streg og fortælleteknik. På samme tid bemærkelsesværdigt klassisk og moderne i sin stil.
Brugeravatar
Robin
Brugerniveau 5
Brugerniveau 5
Indlæg: 4703
Tilmeldt: 5. mar 2008, 20:30
Geografisk sted: Bathulen

Re: Odilon Verjus hos papuanerne

Indlæg af Robin »

Da jeg gik på seminariet, Lo, those many years ago! Da læste vi et par tekster af Margaret Mead, eller var det måske i gymnasiet på samfundssproglig linie. Tror det sidste. Navnet sagde mig et eller andet. Skægt!

mvh.
Så bli'r det ikke meget bedre - desformedelst!!! Ihvorvel!!!
Besvar