Side 1 af 1

Queenie - Harlems gudmoder

: 6. jun 2022, 15:50
af Berti Stravonsky
9788794265034.jpg

Jeg er ikke nødvendigvis farlig, Stephanie!

Åh, det er træls at komme bagud. Men det er jeg, og derfor kommer der nu anmeldelser i lind strøm. Bøgerne er blevet læst for længst, men eksamen og noget privat bøvl har skubbet lidt.

Queenie – Harlems gudmoder er en meget flot udgivelse. Forsiden alene sort med en kvinde i midten, og udenom, som en slags spillekort, en ruder, sidder værkets hovedperson, afbildet i sort og hvidt. Titlen er skrevet med hvidt og dækker fint den øverste fjerdedel af bogen. I det som jeg kalder spillekortet, eller rettere i det der er udenom, at der guldtryk, og det giver et pompøst førstehåndsindtryk. Nu fik jeg bogen med posten, men havde jeg stået fysisk i en butik, så ville jeg klart have nappet bogen og bladret i den.

Ryggen sort med titel, og så er forlagets navn, Umpff, skrevet nederst. Det ser godt ud.

På bagsiden er der ingen illustrationer, men til gengæld et fint lille rids af bogens omdrejningspunkt og hovedperson, Stephanie St. Clair.

I modsætning til så mange andre værker, fortæller forlaget ikke om handlingen, men om hovedaktøren.

Indeni både i starten og i bogens slutning er der ekstramateriale. Ikke meget men nok, og man sidder tilbage med en følelse af, at her er det nye forlag kommet rigtigt fint fra land. I starten er der et forord og takkeord, og sidst en ordliste samt et vue over de historiske personer, der optræder i fortællingen.

Nok noget overset, men ikke desto mindre kærkomment, er kortet over New York forrest, altså lige inden vi dykker ind i fortællingen, for det er lidt af en åbenbaring. Jeg blev i hvert tilfælde en del klogere, og kan nu bedre forstå det geografiske omfang af den store by, og en forståelse af de forskellige bydele bestemt vigtig viden. Brooklyn, New Jersey, Bronx, Queens, East-river, The Hudson River. Ny viden. Herligt.

Sådan oppefra og ned, er Queenie en kærkommen og velkommen udgivelse. Jeg elsker mine westerns, og når jeg ikke lige dyrker den støvede prærie, så er det retssalsdramaer og gangsterfortællinger, som jeg holder af. Her har især Hollywood præget mit syn, og hvor disse mange herlige film mestendels har haft mænd som nav, som er det smadderinteressant at føres indenfor til en kvindelig hovedperson.

Lidt af en kamel at sluge dog, for kvinder som autoriteter og som barske og brutale individer strider en del imod min vanetænkning. Men godt for enhvers personlige udvikling.

Queenie er en fed læseoplevelse. Man skal lige vænne sig til, at alt er i sort og hvidt. Normalt har jeg det sådan, at jeg kun sjældent læser sådanne værker. Mine øjne bliver simpelthen for trætte. Men ved du hvad? Her i Queenie vænner man sig lynhurtigt til det. Jeg vil endda påstå, at fraværet af farver gør albummet godt. Jeg bemærker flere detaljer, svedperler, påklædninger, ja selv teksten får et andet nærvær.

Jeg skulle også vænne mig til, at der ryges en del. Rygning har altid haft en downside hos mig. Dette skyldes, at begge mine forældre røg som skorstene, og det har sat sig negative ar.

Ar. Mærker.

Og jeg skal love for, at vi flere steder i værket støder på både ar og mærker. In the process for der er flere barske og grumme passager i bogen. Måske ikke helt i den der dundrende stil, som vi ellers kender fra fx de der Hollywoodfilm, som jeg nævnte tidligere, samt fra actiontegneserier, hvor der skydes, blødes og uddeles øretæver i rigt mål. Næ, her er det lidt mere subtilt. Ikke så grafisk, men så alligevel. Det var Lars von Trier der udtalte, vistnok efter tredje afsnit af Riget, at det er bag de lukkede øjne, at det virkelige skræmmende er. Og det giver Queenie gode bud på.

Den der simple langsomme trussel, hvor en svedende mand afventer en likvidering med kroge. Der tages god tid, og en fortælling bygges op.

Eller de der pludselige nedslag. En velklædt kvinde hamres op imod en stenmur. En cigaret tværes ud og en barsk ordre gives. Alt sådan noget. Det virker effektivt, måske fordi vi ikke massefodres med det.

Det er en rå beretning, og man læser den i et hug. Jeg gjorde, og der er trods alt 168 sider. Det ser jeg som et udtryk for, at jeg var underholdt.

Tegnestilen er realistisk. Vi er ikke ude i overdrivelser, næsten tværtimod, og både tegnestil og fortællestil harmonerer fint. Det er en stille og rolig beretning. Næsten som om man fik læst en fortælling op. Men tag endelig ikke fejl. Den ro, som der er i både narrativet og i illustrationerne, er et bluff. For de modbydelige steder vokser i én.

Det er to kvinder, der står bag. En forfatter/filminstruktør i samarbejde med en kunstmaler. Elizabeth Colomba og Aurelie Levy, og det slipper de overmåde godt fra.

Der er flashbacks enkelte steder, og disse gør godt. Selvom karaktererne ikke som sådan udvikles, så giver disse tilbageblik fuldgod mening. Mening der understøtter, at hvis du skal være en mean motherfucker, så skal du have haft flyttet dine grænser. En af de mest uhyggelige sekvenser i bogen er cirka midt, hvor vi i et vue tilbage møder KKK, klanen.

Jeg siger dig, at det er skræmmende.

Queenie er voldsom god. Hurtigt læst, men langsomt glemt. Hvis denne bog er et udtryk for Umpffs repertoire, eller et udtryk for deres tegneserielitterære ambitioner, så er det en imponerende start. Jeg læste både fornøjet og skræmt, og de fem hjerter var der aldrig tvivl om.


Titel: Queenie – Harlems gudmoder
Illustrationer: Aurélie Levy
Tekst: Elizabeth Colomba
Forlag: Umpff
Format: Hardback, 168 sider i sort/hvid
Pris: 268,-
Isbn: 978-87-94265-033-4


Skærmbillede 2022-06-06 145550.jpg
Skærmbillede 2022-06-06 145517.jpg
Skærmbillede 2022-06-06 145610.jpg
Skærmbillede 2022-06-06 145633.jpg

Re: Queenie - Harlems gudmoder

: 6. jun 2022, 18:03
af Antaeus
Der er godt nok ikke meget tekst.