Det varer ikke længe før du er død. Sikke et besvær for mig.
Tag mig i hånden og vær så venlig. Jeg er nemlig på udebane. I den grad. Jeg er jo, som de fleste af os, et vanemenneske, og når jeg så træder lidt udenfor, og møder noget, som jeg ikke helt kender, så reagerer jeg. Jeg løber ofte bort. Jeg vender ofte hovedet. Jeg lader som ingenting.
Men den er dér på bordet. En udgivelse fra e-voke. Titlen er En historie om tyve & trolde, og bærer undertitlen Den drivende verden. En hardback i smukke bløde malede farver, og bogen er fyldt med væsener, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med. Simpelthen fordi jeg er så meget på udebane, og det pisser mig lidt af.
Genren er fantasy, og jeg holder ellers af det realistiske. Jeg vil ikke ind i nye verdener, for jeg har besvær nok med den verden, jeg kender. Jeg er med på, at de forskellige væsener hver for sig repræsenterer dele af min kendte verden, og at man grundlæggende kan skrælle alle lag af fantasygenren og ende med den vante urfortælling om det gode og det onde.
Hardback ja, men ligesom delt ind i to dele. Først selve historien, og så de sidste 30 sider eller så, i den næsten 90 sider lange fortælling, bliver det noget ganske andet. Nemlig et slags kommentarspor af tegner og forfatter Ken Broeders. På de sidste mange sider berettes der om tilblivelsen af værket, tegningerne der poppede op, skitser, prøvetryk og sådan noget. Måske fordi jeg ikke helt blev suget ind i hovedfortællingen, så fandt jeg de sidste sider mere velkomne.
Men måske gør jeg hovedhistorien uret? Jeg læser lige igen.
Alle fortjener mere end én chance, ikke sandt?
Vi er i en anden verden, en for os mennesker ukendt verden. Vi kan kalde den ’den drivende verden’, og her findes trolde og elverfolk og andre for os ukendte væsener. Der er også byer og minisamfund. Den største by hedder Muroc, og den er velstående, fredelig og ja. Rar at være i. Denne by findes i Norden.
I syden, hvor der er mere goldt og skræmmende, og hvor der her er takkede uvenlige bjergkæder og kun små samfund. Sølle steder som for langt de flestes vedkommende er under et slags ondt opsyn af en ærkeskurk og grimrian, Moder K’nossør. Hun er fæl og hersker med snilde og brutalitet.
De små sydsamfund lever i frygt, men bag og i de frygtsomme hjerter er der voksende modstand.
Vi kommer ind i albummet hvor lederen af oprørsgruppen, Durry, forsøger at overbevise de lidt slatne og bestemt tøvende dommovøjsere, at det ville være til alles bedste, hvis man kunne få sydens hersker ned med nakken.
For tiden er knap, og de to forlader den gyldne kælder eller skakt eller hvad det nu er. Her i skatte, dog. Og her møder vi så en af albummets klart mest interessante karakterer, en lille grumt udseende skurk, en lille lort af en dværg, Dellric. Der er sådan lidt Pirates of the Caribien over ham, lidt Johnny Depp som fæl og grum. Han er en røver og en satan, og han er på juveljagt. Men inden han når så langt, sker der noget. Et menneske falder ind i historien. Et besat menneskebarn, lidt voksen at se på, dog, men med kniv og ord får hun vristet sig fri heksens rænker, og nederst på side ni er mennesket frit. I en lyserød blodrus og brutal kamp, hvor hun befales at slå Dellric ihjel…
Men hun nægter, og denne handling sætter hende fri. Dog med en ildevarslende trussel hængende i luften:
”Dit ubetydelige menneske. Bare vent til jeg vender tilbage til den drivende verden igen”
Heksen svinder ind i et kvadrat, og hendes sidste ord (indtil videre) er disse: ”Du slipper aldrig af med mig”.
Og så skulle man tro, at der var fred og idyl, ikke?
Nej – nu eksploderer det snarere. Det tempel, som hidtil har udgjort rammen for handlingen, springer i luften, alt pulveriseres og på en af granitresterne flyver den umage duo rundt. De bliver hinandens afhængige, og hænger alligevel sammen, da alt smadres og de mange tusinde granitstykker falder til jorden. Vores venner med…
Lige indtil de tages til fange af en væmmelig øgle, redet og styret af en trold. Moder K’nossør er i færd med at angribe…
Sådan er albummet. Vi går fra det ene hæsblæsende klimaks til det næste, og jeg tror sgu, at Ken Broeders har ret, når han på allersidste side varsler, at det ’endnu ikke er klart, hvilken vej historien om tyve og trolde vil gå’.
Ja. Hvad skal jeg sige? Det er ikke min genre, og det er værd at huske, når jeg fælder dom. Jeg foretrækker min verden firkantet og velkendt.
Men kan sagtens lade mig rive med at plottet. Renser man det er vi jo ’bare’ tilbage i almindelige folklore og de opbyggelige beretninger om godt og ondt. Her pakket ind i grimme fæle trolde, og mystiske rammer og scener. Jeg er ikke mere låst fast i min realistiske verden, end jeg da sagtens kan se både kvaliteter og spænding og spas, og frem for alt, er jeg da nysgerrig. Hvad sker der?
Det er en trilogi, og selvom jeg ikke helt er hooked, så er jeg tilpas nysgerrig. Jeg vil gerne følge serien til dørs. Den har potentiale. Jeg tænker at målgruppen nok er noget yngre end jeg, og så hjælper det gevaldigt hvis du har et åbent sind.
Figurerne er herlige. Ikke specielt elskværdige, og man holder mest af dem, fordi de er så hæslige og abnorme. Den lille rottetyv, Dellric Twotter er som taget ud af en Dickensfortælling, og ham vil jeg gerne se få sin bekomst.
Menneskebarnet, som jo slet ikke er noget barn, Ysabeau, er vores nav. Vores omdrejningspunkt. Det må hun være, og det er hun. Skitserne sidst er fine og fortæller om hendes udvikling, og det der også er interessant at følge, er hendes reaktioner til de væsener hun møder, og de verdener, som hun ender i. AT se hendes udvikling og forskelligheder sidst som skitser er fedt. Hun har den der slemme vrede, som alle kvinder har, men som de fleste for længst har gemt væk…
Albummets virkelige styrker er de flotte farver. Abnormt og absurd er landskaber og udstyr og slagscener, og alt holdes sammen i dynamiske brug af farver, farver som nærmest sprøjtes ud og ned over siderne. Fx på side 32 hvor trolde angribes, og noget som halvkedeligt som en kanonkugle pludselig springer i luften, og krudt og den slags, bliver et fælt grønt bombardement.
En anden dimension skal også nævnes. Det er endnu et plus, at der leges så herligt med ruderne. Så er der store, så er der smalle, så er der 11 på en side, så er der flere, så er der færre. Alt sammen giver det der hæsblæsende nærmest uoverskuelige monsterkaos, og man kan nærmest sætte sig i vores to hovedaktørers sted, når de skriger, skråler, slynges, flygter.
Der er fart over feltet, og så henimod slutningen af albummet, altså første del af i alt tre dele, kommer der endnu en modbydelighed frem. Lige som i de der herlige skydespil, hvor der er en masse bosser som skal knaldes, så også her.
Deform som en edderkop. Ildevarslende, og selvom genren ikke er min kop te, så er jeg pirret og spændt og giver glad fire gode hjerter. Trolde & tyve har nemlig potentiale, og der skal være plads til både fem og seks hjerter. Nu får vi se.
Titel: En historie om tyve og trolde
Undertitel: Den drivende verden
Tekst: Ken Broeders
Illustrationer: Ken Broeders
Forlag: e-voke
Format: Hardvack, 88 sider i farver med cirka 30 siders ekstramateriale
Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen
Pris: 219,-
Isbn: 978-87-93952-83-6
