Har du nogensinde hørt om det store skatkammer?
Barndommens land kan være et himmerige. Et fredfyldt fantasifuldt eventyrland i kærlighed og tryghed. Jeg bilder mig ind, at for langt de fleste, så er det sådan.
Men hvad nu, hvis man vokser op med uro. Op uden nære og kære? Hvad nu hvis den daglige kamp vitterligt ER en daglig kamp. Kamp for føde. Kamp for at have et sovested. Kamp for ikke at bukke under. Det må være helvede på jord.
Verdenskrigene, ja krige i det hele taget, er noget væmmeligt at vide noget indgående om. Jeg har læst og set mig mange mareridt til, og forsøger faktisk at undgå bøger, film og fortællinger, der har denne berøringsflade. Det kan sikkert lyde løjerligt og fejt, men sådan er det nu blevet. For en del år siden ramlede jeg dog ind i Cobolts og Eric Heuvels fremragende En familiehemmelighed. Dyster og grum, men også med kærlighed og næstekærlighed. Da slog det mig, at jeg nok burde fjerne mit fjollede feje forbehold. Så da e-voke skrev, og spurgte om jeg kunne tænke mig at anmelde Det 27. bogstav, sagde jeg ja tak med det samme. Nu er bogen læst. Den ligger på bordet ved siden af kaffen og skålen med æbler, og jeg forsøger at samle indtrykkene.
For Fred, vores hovedperson, er en stakkel. Overladt til gadens barskhed. Forældreløs. Forhadt også af flere, og et menneskeligt billede på de udyr, som spyttes og sparkes efter, når tilværelsen bider. Sådan er det jo desværre. Kriser fjerne romantikken. Kriser pensler det grove og grimme frem, og Fred, et kærligt symbolsk håb i navnet, krymper sig igennem. Barndommens land for ham er nådesløs. Der lyves og stjæles. Fraværet af kærlighed er overalt.
Han alene er ikke kun hovedpersonen. Vi kan i spøg og alvor løfte fortællingen og kalde Berlins luderkvarter og dens prostituerede for værkets andre hovedpersoner. Det er nemlig fra en skøges erindringer, at vi lærer om Fred. Fred der dalede ned fra himlen, som det så poetisk nævnes i albummets start. Vi møder ham i sne og kulde, søgende efter mad, husly og omsorg. Iført en ildelugtende grøn jakke, uden håb og med kun vage minder om den mor, der efterlod ham i skoven. Intet har han udover huller i sokkerne og en ramponeret usikker fremtid. Jo – én ting. Et luftigt håb om en grøn sportsvogn. Konkret i form af en tegning af en grøn racerbil, som Fred har fra sin mor.
Nå. Der dumper han så ned. Midt i Berlin og bliver taget imod af glædespiger. Disse undergår også en forandring. Fra et liv i sus og dus, med galante og gavmilde lystne mænd, til hån, fornedrelse og sønderskudte skæbner og hjem. Men der, midt i deres arme og barme, tages der imod drengen, og selvom ingen kan erstatte den mor han savner, så fylder de alligevel hele hans liv. De lærer ham livet, han får opmærksomhed, omsorg, hengivenhed, kærlighed. Sådan, hvis man er fræk nok til at vende fortællingen lidt på hovedet, bliver Fred et billede på det liv og den tilværelse, man som glædespige nok evigt søger. Et liv med harmoni. Nogen at være noget for. Kvinderne kalder ham for prins, og hvis du nu tænker, at vi nærmer os eventyret midt i førkrigens alvor og had, så er det kun lidt korrekt. For barndommen har det særlige filter, at ikke alt forstås. Stenkast imod jødiske butikker. Overfald. Bogafbrændinger. Den stigende uvilje imod ikke kun jøderne, men alt det, der nu er for hånden. Stigmatiseringen. Vi ser alt med drengens barneøjne, og han forstår det ikke helt. Og alligevel forstår han så inderligt alt.
Alle har behov for en kattelem. Ingen kan udholde alt, og det eventyrlige, det længselsfulde og i symbolsk forstand også håbet om samtiden og den grumme nære fremtid, at dette må standse. At den lille mand med overskægget kun er en parentes, alt dette kan være umenneskeligt at rumme. I en nattetime er der drømmesyn, og fra det øjeblik er en fortæller født. Godt hjulpet på vej af bordellets kvinder, som efter at drengen smides ud af den skole, de tog ham til, nu betød, at de måtte lære ham om livet. Og bogstaver. Og sprog. Og fortællinger. En livets skole er det, for lige om hjørnet venter det største af eventyr, mødet med kærligheden.
Som naturligvis har sine torne og modhager. Kærligheden er dog altid smuk, og det mod og den ubændige tro, som Fred besidder, den formår han at plante i andre. Faktisk er de passager, for der er flere af dem, nogle af de allermest betagende og smukke. Tænk sig, at løfte et håb.
Men altså. Ulven er løs.
Nogle gange ender eventyr godt, andre gange ikke.
Det 27. bogstav er både grum og smuk. Som redaktionen bagerst i albummet fortæller, så er dette bogstav, det 27. jo ikke et af vores alfabets bogstaver. Nej, dette 27. bogstav er det satans symbol, nazismens, som jo fik vokseværk op igennem 30’erne og står i dag som det vel mest forhadte og vederstyggeligste af alle.
For det var i nazismens tid, at Fred voksede op. Og som åbenbares for os læsere med mildhed. Der er nemlig et skærmende skær over fortællingen, nok som et barn kan tænkes at have oplevet det.
Jeg husker, at jeg engang besøgte ghettoen i Warszawa, og på et museum så nogle børnetegninger. Helt almindelige børnetegninger blot med den satans forskel, at der var rædsel og pigtråd og tårer og den slags i flere af dem.
Historien er kreeret af Desberg, og til at begynde med, var jeg lidt irriteret over fortællestemmen. Den var lidt for flyvsk, lidt for fluffy. Lidt for lyrisk i mangel af bedre ord. Det gik dog hurtigt over, og jeg endte med at sluge fortællingen i et væk. Historien æder sig nemlig ind i ens hjerte, og når man så samtidig læser med øjnene, og ser flere og flere smukke sider åbenbare sig, flere og flere smukke tegninger, som for enkelte vedkommende er så smukke, at tiden står stille. Snefnug der daler, skrå aflange regndråber der pisker ned, gadelampers enlige ensomme skær, aftenstunder inden søvnen, hvor gamle rekvisitter får liv og maler drømme af sol, syd og bedre tider.
”Kast ikke anker. Hejs sejlene. Havet venter på dig”
Som vi forældre, der indgyder vores børn håb og tro på en bedre morgen. Og det er i dette smukke skær, at fortællingen om det 27. bogstav for alvor bliver god. Overgangen fra barn til voksen, fra ubevidsthed til bevidsthed og i krigens onde skær, der at møde kærligheden.
Man kan vel sige, at værket er et slags eventyr, en slags moderne Ditte Menneskebarn i striber, eller en Den lille pige med svovlstikkerne. Vi er i barnets verden, hård og modbydelig men også med filter på.
Jeg nævnte tegningernes skønhed. Manden bag kender vi. Will. Tim og Thomas samt Isabella. Jeg synes godt, at man kærligt genkender den lidt bløde streg og det herlige, at synsvinklen er et barns.
Der væltes ikke noget ned i halsen på en. Vi læsere er også udstyret med et filter. Den voksende modvilje ses kun pletvis, og indhylles i ekstravagance og børneting. Men lurer overalt alligevel. På knejperne. På gadehjørnerne. I biografen og møderne med mændene er grusomme. Som om, at alverdens gru kommer herfra. Det ved vi godt, at dette ikke er sandt. Men der er mange hårde mænd i fortællingen. Ikke kun dem med brunskjorter og uniformer, også fra den gruppe, som ellers skulle værne om fx børn og kærlighedsværdier.
Sådan indirekte får Desberg også flettet lidt menneskelig kritik ind. Når maskerne krakelerer…
Det 27. bogstav er en af de tegneserier, som man kan læse mere end én gang. På et tidspunkt, ikke nu, for min ældste dreng er kun ni, vil jeg læse denne bog sammen med ham. Vi vil også læse En familiehemmelighed samt Émile Bravos Håbets tid, for alle disse værker, hver især fantastiske, vil supplere hinanden og give min dreng indsigt og eftertanke.
Fem hjerter bliver det til.
Titel: Det 27. bogstav
Tegner: Will
Tekst: Desberg
Forlag: e-voke
Format: Hardback, 54 sider i farver
Pris: 219, -
Isbn: 978-87-75980-04-8
Den rammer fuldstændig hovedet på sømmet – eller er 'spot on' som det vel hedder på nydansk! Vi håber at mange læsere vil få præcis den oplevelse, som du her beskriver så formfuldendt! De bedste hilsner fra os begge; Lea & Lars / E-voke
