Miles Morales - Spider-man 2

Besvar
Brugeravatar
Robin
Brugerniveau 5
Brugerniveau 5
Indlæg: 4699
Tilmeldt: 5. mar 2008, 20:30
Geografisk sted: Bathulen

Miles Morales - Spider-man 2

Indlæg af Robin »

Miles Morales - Spider-Man 2


MILES MORALES COVER.jpg
MILES MORALES COVER.jpg (45.45 KiB) Vist 3552 gange

Andet bind i fortællingen om Miles Morales/Spider-man i en alternativ virkelighed fortsætter med kapitel 7, altså det 7. hæfte om Miles genvordigheder som en yngre Spider-man med lidt andre kræfter end Peter Parker. Forlaget beretter på bagsiden af bogen:

”Miles Morales er tilbage! I en alternativ virkelighed har teenageren Miles Morales overtaget rollen som den maskerede Spider-Man, efter at Peter Parker er blevet dræbt. Han må dog snart sande, at det ikke er nemt at være superhelt, passe sin skole, skjule sandheden for sine forældre og undgå at blive slået til plukfisk af superskurke. Hvor den oprindelige Spider-Man levede efter sin onkel Bens filosofi om, at "med stor magt følger stort ansvar", har den unge Morales selv tilføjet: "Hvad ville Peter Parker gøre?"

Bendis fortsætter troværdigt med at beskrive, hvordan en teenager forsøger at tackle hverdagens problemer i særdeleshed de pubertære, såsom problemer med familie, venner, skole osv. Når man så har superkræfter, skulle man tro, det blev lettere, men det bliver det langtfra. I de tidlige Stan Lee/ Steve Ditko numre, og såmænd også langt op i John Romitas run og endda videre, bundede Peter Parkers problemer ofte i sådan en slags ”they kicked sand in his face” – mindreværd, især eksemplificeret i Flash Thompsons ”puny Parker” – udtryk. Hos Miles Morales er der ikke så meget mindreværd. Han er ”blot” bundusikker på sin nye situation: hvor får jeg hjælp og støtte? Hvem kan jeg stole på og mere generelt: hvad stiller jeg op i den her superhelte – situation? Bendis beskriver det igen meget fint.

På tegnersiden er der denne gang lidt mere spredt fægtning. Chris Samnee fortsætter hvor han slap i forrige bind, nu med første kapitel, som hedder 7, i dette andet bind. Så tager Sara Pichelli sig af det næste, og så skiftes der til David Marquez Alle er de kompetente og dygtige folk, men Samness stil adskiller sig fra de to øvrige med en lidt mere ”cartoony” stil. Til gengæld er der ofte ikke meget baggrundsillustration hos de to andre, undtaget er de lidt større ruder, men alt andet lige fungerer Pichellis og Marquez’ stil bedre sammen i mine øjne. Kan hænde det er noget med at, når der er skiftende tegnere i hæfter, så er det lettere at leve med, hvorimod, når der er tale om et bind sammensat af f. eks. som her 6 hæfter/kapitler, så bliver det alt andet lige mere iøjnefaldende med skiftende tegnere. Det kan være et luksusproblem, men der studses unægtelig over det.

Når der er lidt generationsknas i familien, er der ofte et andet familiemedlem end lige far eller mor, der kan træde til. således også her, hvor Miles’ onkel Aron er en lidt hip ”ung-med-de-unge” type, som Miles betror sig til. Det er jo dejligt – eller er det? Vi støder i hvert fald ind i en anden Prowler, end vi er vant til i det ”normale” Peter Parkers univers – også i den grad. På skurkelisten finder vi også Omega Red, the Ringer og Skorpionen, som også er opdateret til Miles Morales verden.

Avengers flyver forbi med synlige Iron Man og Thor samt de øvrige formentlig inde i quinjetten. Miles får moralsk opbakning og støtte af sin ven Ganke, og sammenspillet mellem de to er med til at gøre Miles/Spider-man troværdig og menneskelig, så meget som det nu kan lade sig gøre i en tegneserie om superhelte.

En lille og måske lidt spøjs detalje er, at forsiden på hæfte 6, som er med i bind 1, er brugt som forside på bind 2.

Det er fine superhelteløjer med et teenager – twist, der er tempo på, afbrudt af samtaler om de førnævnte problemer. Det er godt afbalanceret. Det er ikke for meget, ikke for lidt, faktisk lige tilpas. Der er forviklinger og dilemmaer som nævnt, men man har på fornemmelsen, at det alt sammen nok skal gå, selvom slutningen byder på noget af en cliffhanger. Heldigvis er bind 3 allerede på gaden.

Efter endt læsning lander jeg på en massiv 4’er ud af 6 mulige.


ANMELDT AF HENNING BRAUNSTEIN

Titel: Miles Morales 2: Spider-man:
Forfatter: Brian Michael Bendis
Tegninger: Chris Samnee, Sara Pichelli, David Marquez
Farvelægning: Justin Ponson
Oversættelse: Thomas Berger
Pris: 168,-
Forlag: Forlaget Fahrenheit/Faraos
Format: HC, 144 sider i farver
ISBN13:9788771762778
Så bli'r det ikke meget bedre - desformedelst!!! Ihvorvel!!!
Besvar