Den fantastiske Spider-man: Mit første år som superhelt - bind 2

Besvar
Brugeravatar
Robin
Brugerniveau 5
Brugerniveau 5
Indlæg: 4712
Tilmeldt: 5. mar 2008, 20:30
Geografisk sted: Bathulen

Den fantastiske Spider-man: Mit første år som superhelt - bind 2

Indlæg af Robin »

Den fantastiske Spider-man: Mit første år som superhelt - bind 2

SPIDER COVER.jpg


Så kom andet bind i serien om Den fantastiske Spider-man. Allerede forsiden afslører, at der i dette bind er tale om en veritabel hær af Marvel figurer, og inde i bogen er der fuld plade: Electro, Vulture, Doctor Octopus, Sandman, Mysterio, Kraven, Black Panther, Klaw, Black Panther, Captain America, A.I.M. soldater, M.O.D.O.K., Scorpion, Galactus, Thor, Dr. Strange, Sue Storm, Ben Grimm, Iron Man, Reed Richards og lidt af Johnny Storm, sågar agent Coulson fra S.H.I.E.L.D. stikker lige forbi – en sand parade af Marvel figurer, og som sådan må det siges at være en fin introduktion til Marvel universet, selvfølgelig sammen med bind 1 i sammen serie. Når det er sagt, kan dette bind sagtens læses uden at have læst bind 1, men det vil give god mening at læse dem i sammenhæng, i og med at denne udgave samler og indeholder de amerikanske hæfter Spidey: Freshman Year nummer 7-12, forrige bind indeholdt nr. 1 – 6.

Selvom forlaget på bagsiden skriver: ”Masser af action! Masser af skurke! Superfed historie! Totalt seje tegninger! Besøg af Captain America!” Så er der andre og flere end blot Captain America på heltesiden som nævnt ovenfor. Hertil kommer Gwen Stacy, Flash Thompson, Aunt May, J. J. Jameson, som har indtil flere hysteriske anfald og dermed bidrager til underholdningen, men han viser også sit bløde hjerte inde bag den bryske facade en enkelt gang.

Som I forrige bind er det Robbie Thompson der fortæller om unge Peter Parkers tidlige genvordigheder både mht. førnævnte skurke – og heltegalleri, men også i den ”civile” sfære med teenage problemer à la veninder, kærester, venner eller mangel på samme, og det gør han ganske godt. Harry Osborn er ikke med i modsætning til i første bind, til gengæld skildres forholdet til Flash og ikke mindst Gwen realistisk og ja, sødt og med indsigt i følsomme teenageres hjerner og hjerter. Der er bl. a. to små scener, hvor Peter bringes til en større forståelse af Flash Thompsons gøren og laden qua et skolemenneske.

Billedsiden er lagt i hænderne på André Lima Araújo i 7. kapitel (det første i dette bind), resten tager Nathan Stockman sig af. Han erstatter således Nick Bradshaw fra bind 1. Det er faktisk en gevinst. Der er lidt mere fyld i baggrunden af ruderne, og der er mere fart over striberne. Det er lidt mindre stift i hvert fald i dette binds efterfølgende kapitler, 8 til og med 12. Det er stadig Jim Campbell, der lægger farver på, og det er godt for øjnene. Oversættelsen er lagt i H. Christian Vangs kompetente hænder, og det er fin mundret, ja tidssvarende dialog.

Peter Parker/Spider-man henvender sig direkte til læseren i en i begyndelsen småsludrende stil, som kryber ind under huden på læseren. Det er ikke en billedbog, selvklart, og jeg er ikke meget for at læse tegneserier højt for børn, men mit barnebarn på 5 ½ år er meget optaget af monstre og skurke. Han er velbevandret i bl. a. Jokeren, Bane, Etrigan/the Demon hos DC og Venom, Lizard, Green Goblin og Golden Goblin ovre hos Marvel. Jeg har ikke noget med det at gøre, men jeg prøvede at læse/fortælle nærværende historie for ham og spurgte ham slutteligen, hvor mange point han ville give historien. Der var en kort tænke pause, så udbrød han med bestemthed i stemmen: ”100!” Det er i hans verden meget, men jeg forklarede, at der kunne kun uddeles mellem 1 og 6 point. Så var hen helt sikker på 6. Hvorfor så det, spurgte jeg ham. Jo-ow, det var fordi, der var så mange forskellige med, og det var spændende og flotte farver. I parentes bemærket gav jeg den også gas som onkel oplæser i allerbedste morfar stil. Det har jeg mange års træning i qua mit tidligere job. Jeg ved ikke, om han er tænkt som værende i målgruppen til Den Fantastiske Spider-man, men der i hvert fald tale om, at han fik udbytte af historien i den tunge ende. Det skal også tilføjes, at det var i orden med hans forældre. Jeg havde mit alibi i orden.

For hard core Marvel fans er det jo kendt stof, men igen der er en friskhed over det. Så det bliver en 6’er fra det yngre publikum og en sikker 4’er fra den ældre og lidt mere blaserte, garvede læser.


ANMELDT AF HENNING BRAUNSTEIN


Titel: Den fantastiske Spider-Man 2: “Mit første år som superhelt”
Tekst: Robbie Thompson
Tegnere: André Lima Araújo, Nathan Stockman
Farvelægger: Jim Campbell
Oversat af H. Christian Vang
Format: HC 144 sider i farver
Forlag: Fahrenheit/Faraos
Pris: 168,-kr
ISBN139788771762235
Så bli'r det ikke meget bedre - desformedelst!!! Ihvorvel!!!
Besvar