Tegneserier (mest) for kvinder

[Tatiana Goldberg]

Jeg kan ikke tale for Niels og Petter, men jeg fik det at vide en del gange. Både af redaktører og kolleger og læsere (ingen nævnt, ingen hængt ud). Ikke at det hjalp noget, men det var fordi jeg, ligesom Tatiana, vidste hvad jeg ville. Jeg bliver aldrig nogen kompetent realistisk tegner, men jeg har en skummel mistanke om at det ikke er strengt nødvendigt for at lave gode tegneserier i halvt-realistisk regi, såeh......
Desuden tror jeg at kunstnere der starter karrieren med at slå sig til tåls med kun at gøre hvad de kan, i stedet for i sit stille sind at stræbe efter alt det de ikke kan, men åh så gerne ville kunne (inklusive at score Nobel-Prisen i tegneserier), har en stor risiko for at ende i middelmådighed. Ikke at størsteparten af os ikke ender der alligevel, som som Eurythmics siger: "Better to have lost in love, than never to have loved at all."

En perfekt realistisk streg er heller ikke det, der skaber en fantastisk tegneserie. Faktisk synes jeg, at det kan dræbe tegningerne og tegneserie lidt, og det kan blive trættende at se på i længden.
Jeg kommer heller aldrig til at tegne perfekt. Men det gør jeg heller ikke, hvis jeg tegner selvbiograferende eller naivistisk. Faktisk stinker jeg ret så meget til lette streger.
Jeg kan ikke få det udtryk frem i en let streg, som fx Stine og Maren kan. Det er pissesvært at tegne naivistisk med et godt udtryk i tegningerne.

Desuden er jeg af den type som mener, at historien er ansvarlig for en rigtig stor del af en god tegneserie. Det er der, jeg har min force - jeg har altid været ret godt bevendt i at skrive "eventyr". Måske er jeg endda mere forfatter end jeg er tegner. Det ville være dumt at smide det væk.

[Johan F. Krarup]

Lad os lige slå fast, at det her ikke drejer sig om, at man som tegner får hug for det, man laver. For hvis det er dér, den ligger, så er vi da mange, der har fået hårde beskeder slynget i hovedet om, at vi er nogle håbløse amatører, der burde finde os et andet arbejde. Personligt er jeg fuldstændig ligeglad (mest fordi kritikken rettet mod mig som tegner har været fremført af småt begavede mennesker )

Så det er ikke kun kvinde-tegnere, der står for skud.

[Rudi]

Det råd Tatiana har fået omkring at lave en selvbiografisk udgivelse ser jeg ikke som noget mandsdominerende, men mere som et tip om, hvad der er salg i, i disse år.

Igen: så vidt jeg ved, har tegneserier som Valhalla og Nofret vist solgt en lille smule ok, også de seneste. Det samme gælder meget down-to-earth striber son Wulff-Morgenthaler og Ingemann.

Jamen Vallhalla og Nofret debuterede for 30 år siden. Dengang var markedet helt anderledes, og selvbiografiske historier var ikke det der blev solgt mest af.
Og sjovt nok at du nævner Valhalla. Her er jo netop en serie som blev udtænkt af et forlag og ikke en tegner, og havde Peter Madsen ikke taget imod den idé fra Henning Kure og Arne Stenby, så er det ikke sikkert at vi havde haft disse 15 formiddable albums.

I bogbranchen er det jo ikke unormalt, at en redaktør giver den slags råd/vejledning/forslag til både nye og etablerede forfattere - og oftest er det de nye som har det sværest ved at kapere dette.

ooooog der var den så for tredje gang. På trods af, at jeg har sagt, at det her ikke handler om, at jeg personligt har svært ved at modtage kritik. Var det alle gode gange tre? Er vi færdige med den nu?

Åbenbart ikke, for jeg skriver ikke, at du ikke kan tage imod kritik. Jeg skriver at det ikke er unormalt at forfattere får den slags råd som du har modtaget. At dit navn er nævnt her, er fordi det er dig der har bragt emnet på bane.

Og helt personligt ville jeg også hellere læse dét, da jeg ikke selv interesserer mig for helte og heltinder der uddeler tæv og er retfærdige - med mindre det er på film. I sidste ende rager det mig en høstblomst hvilket køn en tegner eller forfatter har. Så længe det er en historie som jeg selv får noget ud af.

ooooooog der har vi den igen, at I elsker at kritisere, det jeg laver, men I ved faktisk ikke rigtig, hvad det er, jeg laver. Jeg kan love dig, at der ikke findes retfærdige helte i de tegneserier, jeg laver.

Jeg elsker ikke at kritisere hvad du laver. Jeg følger med - har læst Vatikanet, og ser hvad du laver her på sitet - men mener bestemt ikke at jeg på noget tidspunkt har kommenteret hverken dine tegninger eller stil før i denne tråd.
Ved at skrive ovenstående mener jeg, at jeg godt kan forstå en forlægger som synes en historie om dig og din familie et år i Vietnam kunne være salgbar og interessant for en større gruppe læsere.
[/quote]


Men al respekt for, hvad du kan lide at læse af tegneserier - ligesom man skal lave det, man brænder for, så skal man også læse det man brænder for.
Og så har jeg fin tiltro til, at du ikke bekymrer dig om køn - jeg oplever selv, at dem der læser tegneserier ikke har ligeså travlt med, hvad man som tegneserieskaber skal eller ikke skal tegne, som dem der selv skaber og udgiver.[/quote]

Jeg er 100% enig med dig i at man skal bestemt lave hvad man brænder for, og jeg tager hatten af for den glød - som mange af os andre kunne lære noget af. Mit indlæg fra i går var mere generelt end blot møntet på dig.

[Dan R. Knudsen]

Når jeg nævnte Tatiana, var det med tanke på dengang, man her på forummet fortalte hende, at det at tegne realistisk nok var alt for svært for hende og at hun i stedet for at forsøge at kæmpe med denne vanskelige og krævende stilart burde overveje at tegne noget mere enkelt og personligt - sådan som alle de andre kvindelige serieskabere fra hendes generation. Det syntes jeg var at tage modet fra hende i stedet for at komme med gode råd - og jeg har aldrig hørt nogen fortælle Henrik Rehr, Niels Roland, Peter Snejbjerg eller andre i starten af deres karriere, at de skulle holde op med at tegne realistisk, for det var nok for svært for dem.

Det er først og fremmest en dum kommentar, hvis det virkelig stod, som du gengiver det, for det er jo bestemt ikke mere enkelt at tegne enkelt. Men det er heller ikke et udtryk for, at der foregår målrettede forsøg på at demotivere kvindelige tegnere.

Igen - nej - det er der vist aldrig nogen der har sagt. JEG har sagt at man - hvis man vil have en karriere som tegner - med fordel kan sænke sit ambitionsniveau så det er på linie med ens (nuværende) evner - og så bygge den op derfra. Personligt har jeg altid gerne villet tegne som Moebius - havde jeg forsøgt at køre en karriere ud af det, var den blevet meget kort. Nu har jeg så tegnet det jeg kunne - hvilket vil sige det mere cartoony - og så løbende undervejs - hver gang jeg satte mig til tegnebrættet - prøvet at presse mig selv lidt (nåja - næsten hver gang) så jeg hele tiden forbedrede mig, men at det ikke kunne ses i mine tegninger at jeg er ude og kysse kanten af mine begrænsinger.

Det er et råd jeg står ved og som jeg til hver en tid vil give hvem som helst der vil leve af at tegne. I forbindelse med Tatiana var det en fejl af to grunde. Den første og mest væsentlige var at hun ikke var ude efter en tegnekarriere - men var ude på at realisere et meget personligt projekt. Og den anden var at jeg lige siden har skullet høre på hvor demotiverende det var.

Og måske er det kerneproblemet lige i tatianas tilfælde. Det ER et meget personligt projekt med psykologiske overvejelser og problematikker osv - faktisk når man høre det beskrevet så ville man være tilbøjelig til at tro at det var en Graphic Novel...det er bare pakket ind i noget der liger klassisk tegneseriescifi. Måske er det dét der giver balladen - at de kommentarer (incl. mine) projektet har fået er ud fra en forudsætning om at det er et kommercielt ramasjang-produkt - men i virkeligheden er det en GN. Det har bare været lidt svært at gennemskue fordi det er et projekt der er under stadig udvikling og som man derfor ikke har læst i sin helhed. Tatiana - som jo har det hele bredt ud for sit indre blik - har naturligt nok et bedre overblik - men glemmer måske derfor at vi andre ikke helt har samme mulighed for at fatte projektet...blot en tanke.

Og Tatiana - kunne du ikke bede nogen af de kvinder der er blevet udsat for skidt kritik om at orke at slå et slag for sagen her på forummet?

[GoogaMooga]

Jeg er tegnefetichist, men samtidig efterlyser jeg flere tegneserier med kvindelige figurer. Det er lidt skævt, at man skal læse Katy Keene af Bill Woggon, og i det hele taget tegneserier om kvinder begået af mænd. Bevares, når de er gode, er de gode, men hvorfor har jeg kun otte kvindelige serietegnere repræsenteret i min samling?

Tarpe Mills - "Miss Fury"
Dale Messick - "Brenda Starr"
Trina Robbins - "California Girls"
Claire Bretecher - "De Frustrerede"
Sussi Bech - "Nofret"
Jill Thompson - "Wonder Woman"
Julie Doucet - "Dirty Plotte"
Mette Dreyer - ?

Det sidste, jeg har brug for, er mere naivistisk. Så derfor: Go, Tatiana, go!!

[Henrik Rehr]

mest fordi kritikken rettet mod mig som tegner har været fremført af småt begavede mennesker )

Det er jo nemt nok af affeje. Diskussionen/ problemet er mere interessant, når kritikken kommer fra velmenende, intelligente og vidende mennesker. Skal man tage deres input til indtægt, hvis det står i skarp konflikt med ens egne ambitioner og gut feeling? Man kan risikere at komme til at have en karriere som de ser den, i stedet for den man selv håber på. Det kan jo også være, de har ret? (Hver gang jeg slås med at prøve a tegne realistisk, overvejer jeg alvorligt om de, der anbefalede mig ikke at gøre det, ikke havde fat i den lange ende. Seriøst.) På den anden side kan hårdt slid og vilje måske bringe en masse forbedringer til ens arbejde, som de velmenende rådgivere naturligt nok ikke kan forudse. Jo flere tekniske strenge man har på sin bue, jo flere muligheder har man, når man fortæller historier, især hvis de er af forskellig observans. Er det værd at lægge virkelig mange ekstra timer ved tegnebordet for at opnå det, eller er det smartere (som Dan) at sige: "Det her er hvad jeg kan og så må det forbedres herfra"? Ikke ligefrem et nemt valg, synes jeg, og i sidste ende er det selvfølgelig op til den individuelle tegner. Helt grundlæggende er man er naturligvis også begrænset af sit talent, men det er værd at huske, at ens stil i lige så høj grad består af alt det man IKKE kan, som alt det man kan.

[GoogaMooga]

Ad astra per aspera - through hardship to the stars. Jeg kender ingen store tegnere, der ikke ofrede deres liv på tegnebordets alter. Jeg ejer de allertidligste ting af Jack Kirby, og jeg skal hilse og sige, der var absolut INTET tegn på, at han ville gå hen og blive Kongen af Comics. Nævn bare een tegner, der var et naturtalent lige fra starten.

[Vigan]

Adams.

[Tatiana Goldberg]

Det råd Tatiana har fået omkring at lave en selvbiografisk udgivelse ser jeg ikke som noget mandsdominerende, men mere som et tip om, hvad der er salg i, i disse år.

Igen: så vidt jeg ved, har tegneserier som Valhalla og Nofret vist solgt en lille smule ok, også de seneste. Det samme gælder meget down-to-earth striber son Wulff-Morgenthaler og Ingemann.

Jamen Vallhalla og Nofret debuterede for 30 år siden. Dengang var markedet helt anderledes, og selvbiografiske historier var ikke det der blev solgt mest af.

Men Valhalla og Nofret sælger jo stadig. Ikke kun for 30 år siden. Og jeg vil vove at påstå, at WulffMorgenthaler og Ingemann sælger bedre end de selvbiografiske historier.

Så den med, hvad der er salg i, og hvad folket vil have som argumentation for at det er givtigt at pege tegnere over i den selvbiograferende eller naivistiske genre holder stadig ikke.

Og sjovt nok at du nævner Valhalla. Her er jo netop en serie som blev udtænkt af et forlag og ikke en tegner, og havde Peter Madsen ikke taget imod den idé fra Henning Kure og Arne Stenby, så er det ikke sikkert at vi havde haft disse 15 formiddable albums.

Jeg vil vove at påstå, at Peter også har og har haft en personlig passion for Valhalla, og at det skinner igennem og giver serien det liv, den har.

[Tatiana Goldberg]

Jeg skriver at det ikke er unormalt at forfattere får den slags råd som du har modtaget. At dit navn er nævnt her, er fordi det er dig der har bragt emnet på bane.

Ja. Den argumentation er jo så ret repræsentativt for hvad der ofte går galt for debatterne her i forummet, når de virkelig kommer op at køre. Hvorfor er det, at det er fint nok, at gå efter mig personligt, fordi jeg bringer et emne op? (Det er ikke dig, jeg refererer til, Rudi, men debatten generelt i det her forum).

Vi ender med alle sammen at gå efter manden/kvinden i stedet for bolden, og det er virkelig ukonstruktivt.
Jeg spiller ikke hellig her, jeg ryger selv over i samme strategi, når mit navn hele tiden bliver nævt. Det var fx ikke min mening, at Dan igen-igen skulle høre for, hvad han har sagt for evigheder siden om mit tegneri.

Lad os prøve at få debatten tilbage på sporet, for jeg synes ikke kun, at det er nederen, at det her skal handle om mig personligt, men også at det er lidt ærgerligt, fordi det er en ret væsentlig debat.

Og egentlig var det slet ikke mig, der bragte det oprindelige emne på bane. Den oprindelige debat (før alle begyndte at gå efter manden/kvinden i stedet for bolden) startede her:

ER det bare mig - eller virker det som om kvindelige tegneserieblogs handler RIGTIGT meget om inkompetence i eget liv?
Stilen fra Bridgit Jones/Nynne køres videre...og publikum elsker det åbenbart...nu er jeg jo ikke kvinde (det er sikkert det der er galt) - men jeg kan godt blive lidt træt af det. Det er jo for de mere kendtes vedkommende tydeligt at de faktisk HAR styr på rigtigt meget (ellers var de vel for pokker ikke blevet så kendte)...så hvorfor denne monomaniske dyrken egne fejl og mangler?

Måske fordi en dygtig kvindelig tegner som Tatiana får på puklen af "drengene", når hun bevæger sig ind på "deres" boldgade. Men derudover har du da ret...

En ting er, hvad kvinder kan lide at læse - men hold da op, hvor mænd der anmelder og udgiver og prisnominerer tegneserier og/eller skaber dem selv, elsker kvinder, der tegner barnligt og utruende og om feminine emner og deres egne fejl.

Jeg tænkte (og tænker stadig), at når Frank brugte mit navn, så var det et navngivent eksempel (som flere i debatten jo selv hele tiden efterspørger, hvis de skal tro på argumentationerne) og ikke fordi, det var en problematik, der kun gælder mig personligt.

Så det jeg egentlig godt ville debattere om, er at jeg ser en trend i dansk tegneserie lige nu, hvor disse typer af tegneserier fremhæves, mens det er meget svært som kvinde at få anerkendelse (i miljøet, ikke fra læserne) for at tegne på de mere traditionelt mandsdominerede områder.

Johan Krarup har et par gange i tråden (meget overset) forsøgt at bakke op om det her synspunkt med kommentarer som:

I øvrigt mener jeg, Tatiana har ret. Kvinderne tager i stigende grad tegneserierne til sig, både som læsere og skabere. Men mediebilledet fokuserer på feminine streger og emner (journalister har desperat brug for en vinkel), hvilket kun udgør en halv sandhed. Vi hører sjovt nok ikke så tit om alle de kvinder der laver manga (kæmpe gruppe) eller andre genrestærke serier.

Kerneargumentationen i det her er egentlig, at jeg er uenig i præmissen om, at kvinder beskæftiger sig med en bestemt type tegneserier og elsker at skrive om egne fejl og feminine emner, og at jeg siger, at den bølge vi ser af disse typer tegneserier skyldes, at det er dem, der bliver fremhævet i miljøet, af medierne, til nomineringer, og det er de kvinder, der bliver inviteret til debatter, festivaler, interviews i tegneserietidsskrifter m.m.

Og Tatiana - kunne du ikke bede nogen af de kvinder der er blevet udsat for skidt kritik om at orke at slå et slag for sagen her på forummet?

Jeg vil ikke presse andre kvinder til at slås i mine kampe. Det er deres egen beslutning.

[Henrik Rehr]

I øvrigt omkring hvad der sælger: Selv om medierne fokuserer primært på graphic novels for voksne for tiden,, så er det ikke det samme som at de sælger mest i Danmark. Tatiana nævner Wulffmorgenthaler og Morten Ingemann, men selv hvis man kigger på serier, der ikke er bakket op af eksponering i en avis og hvis kundefundament ikke blev lagt med albumboomet for tyve år siden (Valhalla og Nofret, som Tatiana også nævner), så sælger zombietegneserien Walking Dead bedre end langt de fleste GNs. Hvad der snakkes om på Nummer9 og her på sitet og i Politiken kan godt give et skævt billede af hvad læserne rent faktisk er villige til at spendere deres hårdt tjente gysser på.

[Kim Larsen]

så sælger zombietegneserien Walking Dead bedre end langt de fleste GNs. Hvad der snakkes om på Nummer9 og her på sitet og i Politiken kan godt give et skævt billede af hvad læserne rent faktisk er villige til at spendere deres hårdt tjente gysser på.

Men det kan du jo kun sige, når du ligger inde med viden om salgstal som os andre halvdødelige ikke kender noget til. Jeg kunne feks rigtig, rigtig godt tænke mig at vide, hvad det er for salgstal der opereres med i den danske tegneseriebranche. Men det er jo åhh-så hemmeligt.

[Henrik Rehr]

Traditionelt har salgstal jo været stor tys-tys i forlagsbranchen og jeg vil meget nødigt offentliggøre tal forlæggere har fortalt mig på tomandshånd. Ked af det. Oplagstal på GN på dansk er some regel imellem 500 og 2000 eksemplarer (nogle gange flere hvis der går flere oplag i sagerne). Måske har Carsten lyst til at komme med mere præcise tal, han ved meget mere om det end jeg.

[Frank Madsen]

så sælger zombietegneserien Walking Dead bedre end langt de fleste GNs. Hvad der snakkes om på Nummer9 og her på sitet og i Politiken kan godt give et skævt billede af hvad læserne rent faktisk er villige til at spendere deres hårdt tjente gysser på.

Men det kan du jo kun sige, når du ligger inde med viden om salgstal som os andre halvdødelige ikke kender noget til. Jeg kunne feks rigtig, rigtig godt tænke mig at vide, hvad det er for salgstal der opereres med i den danske tegneseriebranche. Men det er jo åhh-så hemmeligt.

Det er som med kantarel-steder: Der er jo ingen grund til at forære konkurrenterne eksakt viden om, præcis hvor de gode penge ligger. Eller omvendt om, hvor få eksemplarer, en "succestegneserie" rent faktisk sælger. Vi hører jo f.eks. også sjældent om besøgstallene for serieland.dk

Den seneste Nofret er udsolgt fra forlaget, som det hedder, men oplaget var også under halvdelen af, hvad det var i de glade 1980ere.

[GoogaMooga]

Den seneste Nofret er udsolgt fra forlaget, som det hedder, men oplaget var også under halvdelen af, hvad det var i de glade 1980ere.

Har lige bestilt den! Det var hurtigt, den fik udsolgt!