). Der er næppe de store nyheder for de mere erfarne læsere - men måske har jeg trods alt fået formuleret et træk eller to, som ikke har været fuldt bevidst hos alle. Jeg har gjort det for at give inspiration og mulighed for indspark, ideer eller uenigheder. På senere tidspunkt vil jeg muligvis komme med betragtninger fra andre årtier. Karakteristika for europæiske tegneserier i 1950’erne
Tintin er den moderne europæiske tegneseries spædbarn, og seriens popularitet har afgørende påvir-ket de øvrige tegneserier, som udkomt i 1950’erne.
Således er hovedpersonen i stort set alle serier - som Tintin - en eventyrer, der drager ud til ukendte områder og kæmper mod ondskaben. Langt hovedparten af serierne har tillige et makkerpar, hvor hovedpersonen er den retlinede (Tintin), mens makkeren er knap så korrekt i sin opførsel (Kaptajn Haddock). Denne skabelon er brugt i; Blake og Mortimer, Splint & Co., Henrik og Hagbart, En sag for Max Jordan samt Buck Danny. Mads og Mette er begge meget velopdragede børn, til gengæld har de aben Sjoko til at lave numrene. Kun Lucky Luke udgør undtagelsen som bekræfter reglen, idet han som bekendt er en ensom cowboy.
Langt de fleste makkerpar har også kontakt til en videnskabsperson (Tournesol). Det kan være i form af; Grev Champignaq, Mads og Mettes far (ingeniør), Mortimer som selv er professor. I Henrik og Hagbart som foregår i middelalderen er professoren udskiftet med en troldmand; Homnibus. I Alix indgår troldmændene også, dog ikke som en fast karakter. I stedet har deres opfindelser betydning for historierne, hvad enten de er på skurkens eller heltenes side. (Se f.eks. Den gyldne sfinks og Oribals krone). Dette gælder også Lefranc og Martin er dermed den eneste forfatter, der problematiserer videnskabsmanden, idet viden bruges til fordel for skurkene eller uetisk. En række serier bruger teknologien som alternativ til den egentlige forskning. Det gælder f.eks. pilotserier som; Buck Danny og racer-serier som; Mark Breton. Der er ingen tvivl om at forskeren, videnskabsmanden, ingeniøren og teknikeren er i høj kurs i 1950’erne. Hvilket ikke er så underligt, da det var disse ikoner, der blev hyldet som afgørende for 2. verdenskrig. Tegneserieuniverset er i 50’erne fyldt med; alt afgørende våben baseret på ny teknologi, rumraketter - mere end 10 år før den første månerejse - lækre biler, fly og racerbiler.
Det er slående at tegneserierne er så godt som et kvindefri univers, som det er tilfældet i Tintin. De få kvinder som har fået lov at komme ind, har enten en stærkt tilbagetrukket rolle – som moderen til Mads og Mette - eller også skal de give helten mulighed for at komme dem til undsætning. Selv Anna (Pratt) har en overraskende tilbagetrukket rolle i den serie, hun lægger navn til. Og det selv om hun er en overvejende frisk og initiativrig pige – især målt i forhold til den daværende tidsånd. Alex i; En sag for Max Jordan er også en pige med ben i næsen, som ikke får den plads karakteren har potentiale til. En bemærkelsesværdige undtagelser fra de tilbagetrukne pige-karakterer er; Myg fra Splint & Co. Hun er en selvstændig og handlingsorienteret kvinde, som kan udfordre heltene på egen banehalvdel. Men hendes optræden begrænser sig til et par album i begge serier.
Et andet fællestræk med Tintin er, at stort set alle serier foregår i deres samtid. Lucky Luke, Henrik og Hagbart samt Alix udgør de eneste undtagelser, da disse tre serier foregår i hhv. det vilde vesten, middelalderen og Romerriget. Der er altså tale om at tegneserierne kan give stof til eftertanke i forhold til politik, videnskaben, hvorimod fortiden kun får en mindre platform i tegneserieuniverset. Og de få forhistoriske serier har ikke ambitioner om at være historiske, men er – i lighed med serierne der foregår i samtiden – heltefortællinger. Alix nærmer sig dog en historisk tilgang, og der ligger tydeligvis et meget stort kendskab til Romerrigets historie bag serien.
Foruden at foregå i deres samtid kombinerer et flertal af serierne spænding og humor – noget som Hergé fik forenet på en naturlig måde. Men her er dog væsensundtagelser. Blake og Mortimer, Lefranc, Buck Danny, Mark Breton og Alix har nedtonet humoren til det minimale, mens serier som Lucky Luke, Henrik og Hagbart prioriterer det humoristiske en del højere. Splint & Co. er nok den serie, som bedst matcher Tintins sammenblanding af det humoristiske og det spændingsmættede element. Men alt i alt fremstår de serier, som afspejler det ”nutidige” samfund en kende mere seriøse end de serier som foregår i fortiden.
Tidsånden efter anden verdenskrig slår også igennem i forhold til fremstillingen af skurkerollen. Frem for dikotomien; de gode og de onde – er der ofte tale om et ”trekantsdrama” med; de gode, de onde og de fortabte. Hvor sidstnævnte hører til i omgangskredsen af ”de gode” men begår forræderi imod heltene. Især i første halvdel af 50’erne er dette mønster markant. Forræderen fremstilles ofte som tvivlrådige og således spiller fristelsen og tilgivelsen en central rolle i fortællingerne. Og det er typisk at ”de gode” tilgiver den tvivlende forræder, mens de forrædere som ikke angrer, bliver straffet af dem de har hjulpet. Dette ses f.eks. i Månen tur-retur.
Med risiko for at blive en smule misvisende er det kendetegnende at albummene i 1950’erne har en vis grad af realisme i deres fortællinger. Selv om det er fantastiske historier, som ikke har bund i virkeligheden, holder fortællingerne sig i det store hele til det mulige. Først mod slutningen af årtiet begynder det overnaturlige og reelt overdrevne at få indpas i tegneserieuniverset. Se f.eks. Gudernes kilde og Gåden om Atlantis som indeholder verdener der ikke eksisterer. I forhold til karakteren kan den relative høje realismes f.eks. ses i Lucky Luke. Han udvikler sig fra at være en sej cowboy til at blive en fantastisk skarpskytte og vanvittig god bokser gennem halvtredserne – dog uden at han på dette tidspunkt ligefrem er hurtigere end sin egen skygge. Mod slutningen af årtiet får dyrene i højere grad en mere menneskeliggjort plads i serierne. F.eks. begynder Lucky Luke at tale med Jolly Jumper i; Dalton-brødrenes fætre (1958). Selv Spirillen er et eksempel på, at det først er mod slutningen af årtiet, det overnaturlige spiller en væsensrolle i fortællingerne. Til trods for at Spirillen er et fantasidyr, så starter det med i Arvestriden (1952) med overvejende at være et ukendt dyr, også selv om det kan fantastiske ting med sin hale. Men i løbet af årtiet tildeles Spirillen flere og flere egenskaber. I; I Murænens gab (1957) bliver Spirillen således et amfibium. Og i; Operation ”stilhed” (1958) kan Spirillen pludselig tale. Selv om Spip (Splint & Co.) allerede i midten af halvtredserne kan tænke og får tildelt roller af mindre betydning – er det først mod slutningen af årtiet, at det menneskelige betones tydeligt. Se f.eks. Oliesheik på afveje (1959). Som hovedregel ligger personliggørelsen af dyrene inden for det tilforladelige i årtiet.
Som det fremgår af ovenstående har Lucky Luke særdeles få fællestræk med fortællingerne om Tintin. Derfor må denne serie også fremhæves som en af årtiets væsentligste, da den demonstrerer at tegneserier kan blive populære uden at følge det gængse mønster. Den foregår ikke i sin samtid – og er blandt de første europæiske serier som ikke gjorde dette. Der var tale om en ensom helt – ikke et makkerpar. Videnskaben og teknologien er stort set ikke eksisterende. Og i halvtredserne var serien også kendetegnet ved at have en meget lav grad af research. Først med albummet; Dommeren – det sidste i årtiet - kommer researchen mere i fokus. Indtil da minimeres det seriøse aspekt i serien, også selv om det først er mod slutningen af årtiet at karakterens egenskaber bliver reelt overdrevne. Om det så er stregen (tegningerne), så hører den til de mindst forfinede og gennemarbejde. Lucky Lukes popularitet bygger antagelig på, at den leverer myten om det vilde vesten – og ikke forsøger at give en realistisk fremstilling. Et kendetræk som genfindes i Henrik og Hagbart. Det er disse afvigelser fra Tintins skabelon, der betyder at Lucky Luke fremhæves – frem for seriens fortælle- og tegnemæssige kvaliteter, der ikke er på niveau med de bedste serier i årtiet.
En anden serie som også må fremhæves som særlig betydningsfuld er Blake og Mortimer. Serien begyndte i 50’ernes start og fik en enorm popularitet. Bl.a. fordi den ramte en samtidsforståelse i relation til den politiske situation efter 2. verdenskrig. Dermed blev grunden lagt for at tegneserier ikke kun skulle være underholdende – de kunne også være relativt seriøse - endog tankevækkende. Dette var ikke en indgangsvinkel, der blev særlig fremherskende i årtiet, men Blake og Mortimer er så gennemresearchet at noget af det som får serien til at holde i dag, er at man føler sig hensat til den epoke serien eksisterer fra.
Kvaliteten af tegneserierne er i 1950’erne præget af, at det er et medie som er under udvikling. Dermed ikke være sagt at albummene er dårlige. De når bare ikke det fortælle-niveau, som de senere udvikler sig til. Udgivelserne præges således af mediets avis-tradition på flere måder. Bl.a. er det relativt nyt for en række forfattere og tegnere at tænke i at udforme en lang sammenhængende historie, med et givet sideantal. Adskillige albums på tværs af forskellige serier sammenkæder en række relativ uafhængige afsnit med hinanden. (Se f.eks.; Arvestriden, Hvor er spirillen?, Den gyldne sfinks, Kurs mod det røde hav, mv.). Selv om der er flere historier som er solidt skruet sammen, er det ikke nogen selvfølge – især ikke i starten af årtiet. Et andet irritationsmoment er, at langt hovedparten af serierne udgives i aviser eller hæfter med en enkelt eller to sider pr. gang. Dermed slutter det sidste billede på en side ofte med at der lægges op til en mulig fare/trussel. Dette giver historierne et vist tempo – hvilket er positivt. Men en del af truslerne afværges meget hurtigt – og er mest af alt forstyrrende for fortællingens logiske forløb. Selv så sent et album som; Oribals krone (1958) lider under dette fænomen, så kvaliteten påvirkes negativt. Farvemulighederne var heller ikke ubegrænsede på dette tidspunkt. En række albums er genoptrykt med flere farver, men udgangspunktet er stadig de oprindelige valg. Selv om der ikke skal herske tvivl om Franquin, Martin og Jacobs tegnemæssige kvaliteter, så er deres helt store egenskaber nok evnen til at udtænke koncepter og universer, som kunne lægge kimen til en række gode historier. Som historiefortæller har de været hæmmet af et medie, som var ved at finde sin plads, og nogle udgivelsesmæssige betingelser, som har været en udfordring for fortællingernes udformning. Franquin og Martin voksede sig ud af denne begrænsning - for Martins vedkommende først i næste årti. Jakobs havde enkelte gode fortællinger; Det gule mærke og SOS Meteore, men ellers har senere forfattere vist at hans koncept/univers kunne forbedres fortællemæssigt – jf. Blake og Mortimers nye eventyr. Når det er sagt skal der ikke herske tvivl om, at de bedste albums i 1950'erne alle leverer gode sammenhængende og velfortalte historier, der tillige er suverænt tegnet. Og det er ikke uden grund, at det er fra denne periode der laves de første klassiske serier, som kan måle sig med Tintin. Men det er bemærkelsesværdigt at meget få album fra denne periode kan klare sig i sammenligningen med de næste årtiers bedste udgivelser.
Hergé havde med Tintin også påvirket måden der bliver tegnet på i 1950’erne. Flertallet af de europæiske serier – med Buck Danny og Jerry Spring som undtagelser – benytter sig af den streg/stil, der kendetegner Hergés tilgang. ’Den rene linje’ er næsten så dominerende, at den bliver eneherskende. Kun uden for Frankrig og Belgien fylder andre tegnestile reelt i udgivelserne. Primært i England, hvor avisserierne havde langt flere skygger. Hergés dominans tilfører tegneserierne et forholdsvist naivt præg, som følge af den benyttede tegnestil. At Buck Danny udfordrer den gængse tegnestil kan være en konsekvens af temaet. I USA havde flyver-serier allerede et par anerkendte udgivelser; Johnny Hazard og Steve Canyon, som sikkert har inspireret Buck Danny. Til slut må Franquins streg også fremhæves, selv om den ligger i forlængelse af Hergés. Franquin er langt mere dynamisk – der er simpelthen mere aktion i hans billeder. En af de primære grunde kan være, at Franquin meget ofte afbilleder hele personerne, mens Hergé tit nøjes med at tegne sine karakterer fra brystet og op.
