Håbets tid - tredje del

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 8860
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Håbets tid - tredje del

Indlæg af Berti Stravonsky »

Splint-Haabets-tid-3-forside-p.jpg

En ørefigen til, så tilkalder jeg lægen!


Nå. Om ikke så længe vil vi på Serieland på vanlig vis kåre årets dit og dat. Jeg nævner det, da alle kan nominere og jeg plejer at være flink til at byde til bolle.

Fordi lige foran mig ligger en værdig sag, lidt af et tegneseriekinderæg, for værket er godt på flere måder. Først og fremmest fordi det er en herlig spændende sag, som simpelthen formår at krybe sig ind i selv de hårdeste hjerter. Man føler i dette album, men aldrig bliver det hverken søgt eller anmassende. I sagens natur hos langt de fleste, at man ’holder med’ nogen, de svage, de mobbede, de fattige. Helt logisk og i tråd med det at fortælle en fiktiv historie.

Det er også godt, fordi jeg kan bruge denne tredje del, og de to forrige med også, som gode opbyggelige historiefortællinger til mine to yngste. Vi læser jo meget, og begge unger er glubske og vil have mere. For mig er der mere end blot hyggenygge og kvalitetstid forbundet med at læse højt for ens børn, der er også en væsentlig dannelsesdel, som vi får med. Og så kan billeder bare noget. Her i Håbets tid er der masser af tid til at fortælle i billeder. Nogle gange næsten for meget tid, og det er vel dér, at man kan finde lidt at skyde efter, hvis man har hævet den kritiske pistol. For meget i den forstand, at siderne enkelte steder kan virke lidt for træge. Men jeg er et ordmenneske, og æder normalt sådan noget ret råt. Jeg har ikke travlt.

Sådan helt oppefra og ned, så er det også bare en smuk udgivelse. Der er kælet for alle Cobolts bøger, og det er som om, at der bare emmer af rigtig bogkvalitet, når man sidder med forlagets udgivelser. I hvert tilfælde med Håbets tid hvor forsiden er truende, besættelsesmagten med gevær og knyttede næver bag om ryggen, men også symbolsk udviskede, som om at angive, at tiden og tilværelsen vender. En svag hvidgul ramme og så en kø af folk, der skal med toget til triste destinationer.

På ryggen er der på turkis baggrund plads til titel, forlag, forfatter og nummerering med bogstaver. Den står godt i reolen og stråler med de øvrige to. Der er meget tekst, og det virker såmænd fint nok. Jeg kunne dog godt klare en mere ’ren’ ryg. Flueknep ja. Men alligevel.

Bagsiden afdæmpet i samme farve som coveret og vi får en 10-11 linjer om indholdet. Vel at mærke uden at gå ind i indholdet, blot sådan i hovedtræk.

Umiddelbart ikke lige et ydre der springer i øjnene, og hopper rundt på disken. En stille sag, og vi ved jo, at kvalitet ikke har samme behov for eksponering som ikke-kvalitet. Er et produkt godt, så skal kunderne nok få øje på det.

Og produktet er godt. 116 sider og det tager faktisk lidt tid at læse alle disse sider. Hvilket jeg er totalt fan af, for hvor ofte har man ikke siddet med et værk, følt sig underholdt og vupti, så er man nået til sidste side og der er gået under 20 minutter. Jeg kan godt lide den fordybelse jeg føler, når jeg sidder med Håbets tid. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg selv går ned i tempo og giver mig mere tid til at læse og kigge, eller om det skyldes, at både ord og billeder maner en ekstra form for ro ind over. I don’t know.

Handlingen? Helt klassisk med stigende irritation og frygtsomhed overfor en besættelsesmagt. Modstand, hemmeligheder, flugt, sorg, tungsind. Ikke i et eksplosivt og malende tempo, men langsomt udfoldet.

Jeg skulle ikke langt ind i serien, før Kvik og Splint forsvandt, og det var nye karakterer, der tog over. Det kan man begræde hvis man vil. Jeg gør det ikke. Langtfra. Jeg kan godt lide det modne udtryk og den alvor der er i fortællingen.

Tintin? Hm. Uden helt at kunne pege på specifikke steder i bogen, så minder stilen mig lidt om Hergés unge helt. Måske er det fortællestilen, måske er det portrætteringen af personerne der i alder og sind minder om en af mine barndomshelte. Jeg aner det ikke, men vigtigst af alt, så trækker det ingenlunde fra. Jeg nyder stadig albummet og serien.

Illustrationerne er fine og passer fint ind i den klassiske (måske et forkert ord, men det er sådan jeg husker rudeopsætningerne) fire ruder x fire. Jeg føler, at jeg har med en ’rigtig’ tegneserie at gøre. Dette nævnt til anbefaling og det modsatte. Og den der klassiske måde harmonerer fint med farverne, der er afdæmpede og dermed understreger den tyngde af alvor, der præger albummet. Det lyder så klichépræget af skrive det, men lyse farver giver noget liv og luft, og her i Håbets tid er der ikke rigtigt nogle formildende lyse ting at fortælle om. Ja, nær ved redninger fedt, men den overordnede onde skygge kan man ikke komme udenom.

Skygger eller ej. Jeg kom til at tænke på Hesseldahl, Roland og Rehrs fantastiske Danmark besat, og selvom der bestemt også var mørke og grusomheder, så var der opløftende farver og sving og gang i musikken. Det er der ikke så meget af her i Håbets tid, selvom titlen egentlig er både lys og opløftende.

Men altså – jeg nyder albummet. Så meget, for nu at vende tilbage til indledningen, at jeg giver Håbets Tid tredje bind fem gode hjerter. Det er en alvorstung beretning til børn og unge læsere, samt gamle nisser som undertegnede, som holder af en fin lineær fortælling med elementær spænding. Og som er det Kinderæg, jeg beskrev lidt længere oppe, så er vi i godt læseselskab. Min bedste markør er mine to yngste, og når de spørger, om vi kan læse i Håbets tid snarere end at spille spil, så har Émile Bravo fat i en lang god ende.

Titel: Håbets tid – tredje del
Tekst: Èmile Bravo
Illustrationer: Émile Bravo
Farver: Fanny Benoit
Forlag: Cobolt
Format: 116 sider i farver, hardback. 24 x 32 cm
Pris: 299,-
Isbn: 978-87-70858-81-6



Haabets-tid-3-side-3-p.jpg
Håbets-tid-3-side-17-p.jpg
Håbets-tid-3-side-61-p.jpg
Vedhæftede filer
Håbets-tid-3-side-70-p.jpg
Mogens
Brugerniveau 2
Brugerniveau 2
Indlæg: 371
Tilmeldt: 4. dec 2009, 00:11

Re: Håbets tid - tredje del

Indlæg af Mogens »

Super anmeldelse. Jeg kan relatere til flere af de ting, du har skrevet, selvom jeg indtil videre kun har læst de første to album i serien og stadig mangler nummer tre i samlingen.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal definere mine følelser, for jeg har et ambivalent forhold til disse udgivelser. Kvaliteten er tårnhøj. Stemningen passer til historien og farvelægningen. Figurerne er velkendte, men så alligevel ikke. Fortællingen er dragende, men tung. Jeg føler mig af og til nærmest utilpas, uden jeg ved hvorfor. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg synes om blandingen af alvor og humor. Kvik har det med at irritere mig, fordi han er så grænseløs uagtsom og egoistisk. Jeg måtte sætte læsningen på pause flere gange, fordi det føltes som at deltage i en maraton, men jeg har alligevel mod på det tredje album. :wink:
Besvar