Andrebyboer skrev: ↑30. nov 2023, 22:07Jeg oppfatter valget om å gjenoppta serien mot skaperens og hans etterlattes vilje som etisk problematisk i seg selv. Og jeg er også enig i at Delafs tegninger ikke når opp til mesteren (da han var på høyden; de er etter min mening på linje med det Franquin produserte i sine siste år) og at han ikke makter å tilføye noe personlig. Men det er kunstkritisk innvending, og følger av at Delaf ikke er en like god tegner som f.eks. Conrad; jeg har ikke i prinsipp noen innvending mot arbeidsmetoden slik Delaf beskriver den, når man først har valgt å videreføre serien i en etterligning av Franquins stil.
Om han derimot hadde direkte klippet, limet og tegnet om Franquins streker, eller brukt en AI trenet opp på Franquins verker, og det så ble publisert som et nytt album, ville det moralsk være dypt problematisk i mine øyne, og en ytterligere krenking av Franquins ideelle rettigheter.
Jamen jeg er overordnet enig, den store fadæse er først og fremmest at albummet er lavet og udgivet mod Franquins ønske.
Det er naturligvis også sandt, at der findes mange eksempler på serieskabere, der har forsøgt at eftergøre en bestemt tegners stil fuldstændig. Men her er problemet, at Viggo er knyttet direkte til skaberen, André Franquin, der på mange måder anså sig selv personligt som inspirationskilde til figuren og dens gerninger (i modsætning til fx figurerne i Spirou), hvorfor serien fremstår som et enestående personligt værk, og hvor tekst og tegninger er i fuld symbiose. I bund og grund digter Delaf med andre ord videre på en virkeligt eksisterende persons liv, og det er selvklart moralsk problematisk, uanset om det er tegningerne han copypaster eller selve figurens, altså Franquins, identitet og personkarakteristik.
Jeg synes (vel som så mange andre), at Morris toppede, da han fandt sin endelige stil. Der var godt nok mere plasticitet i starten, men også en ufuldkommenhed.
GoogaMooga skrev: ↑30. nov 2023, 20:40Er de nu også så generiske? Jeg mangler "Revolver Joe", og udviklingen siden er tydelig og meget personlig. Ja, Morris stod stille i årtier, men er det ikke snarere Achdé, der er en meget, meget dygtig efterligner?
Morris tegnede anderledes (levende) i starten, men i årtier tegnede han temmelig konformt i en relativ simpel stil med en række tilbagevendende greb (silhuettegningerne fx), der til gengæld var særdeles effektive, genkendelige og letaflæselige, men ikke egentlig dynamisk (som Uderzos stil var, og han tegnede jo i øvrigt også lidt anderledes i starten).
GoogaMooga skrev: ↑30. nov 2023, 20:40Måske hvis Achdé havde tilført serien lidt af sin egen personlighed, havde jeg fortsat.
Måske. Eller hvis manuskripterne i de første mange år havde været bedre, for ærligt talt er det jo netop ikke til at se forskel på Morris og Achdé.
Manuskriptene på de første album av Achdé var da vel ikke dårligere enn de er nå? Om noe, synes jeg nok heller det motsatte.
Men Lucky Luke i Achdés versjon sier meg ikke spesielt meget. Det gjorde heller ikke de siste ca. ti-femten år av Morris' Lucky Luke.
Jamen jeg er overordnet enig, den store fadæse er først og fremmest at albummet er lavet og udgivet mod Franquins ønske.
Hvorfor solgte Franquin overhovedet rettighederne, når det nu var han så meget imod, at serien blev fortsat? - Hvis han ikke havde gjort det, var intet af dette sket.
Jamen jeg er overordnet enig, den store fadæse er først og fremmest at albummet er lavet og udgivet mod Franquins ønske.
Hvorfor solgte Franquin overhovedet rettighederne, når det nu var han så meget imod, at serien blev fortsat? - Hvis han ikke havde gjort det, var intet af dette sket.
Så vidt jeg har forstått, solgte Franquin rettighetene til både Vakse Viggo og Spiralis til en diamanthandler i andre halvdel av 1980-tallet. Kanskje han ikke lenger var så engasjert i figurene sine på dette tidspunktet? Den offisielle Franquin-nettside skriver blant annet følgende om Franquins liv i 1984 (oversatt til engelsk med DeepL):
1984: (...)
Franquin's two-year depression begins to ease... He picks up his pen and brush again, to draw Gaston... But the "heart" and the "hand" are no longer there... He no longer "feels" the character... You can feel it in his new productions...
Det er sant at man kan føle forskjellen i Franquins tegneserier etter dette punktet. Den siste virkelig gode Vakse Viggo-gag tegnet av Franquin var nr. 895, som ifølge dette indeks hadde urpremiere i bladet Spirou Album+ 6 den 16. juni 1983. Her er den fra Egmonts norske utgave Den samlede Viggo bok 4. Levende og dynamiske figurtegninger, og en velopplagt punchline.
Da Vakse Viggo vendte tilbake med nye serier i Spirou-magasinet flere år senere, fra og med slutten av 1986, var forvandlingen hos Franquin åpenbar. Det ser vi tydelig når vi blar til neste side i det kronologiske, norske samlebindet. Figurene er mye stivere tegnet, historiefortellingen mindre energisk, og fremfor alt: Viggo selv føles langt mindre animert enn før.
Forvirrende nok er også denne gag nummerert 895, så Franquin må ha gjort en feil da han begynte å tegne Gaston igjen etter noen års opphold. Men energien i tekst og tegninger er som dag og natt sammenlignet med den forrige gag fra 1983.
På trods af at André Franquin har underholdt og moret millioner af læsere, er hans egen historie en dybt tragisk fortælling om en skrøbelig og følsom kunstner, der havde svært ved at manøvrere i livets barske omgivelser. Og det er jo netop det, han, med satirisk distance, beskriver i Vakse Viggo. Det er lige præcis hans sitrende følsomhed og veludviklede humoristiske sans, der gjorde hans værker og ikke mindst Vakse Viggo og Sorte sider så enestående spændstige og vitale.
Meget lang historie, meget kort fortalt:
Allerede i 1961 var André Franquin fuldstændig udbrændt, midt i arbejdet på "SOS fra Bretzelburg". Derefter led han af viral leverbetændelse. I 1975 fik han en voldsom hjerteinfarkt. Derefter fulgte en alvorlig depression i 1982, en (omstridt) diagnose for maniodepressivitet. Så en bypassoperation. Resten af livet var han stærkt medicineret.
Midt i 1980'erne var han fuldstændig udbrændt og svækket af at forsøge at tilfredsstille alle dem, der hev og sled i ham fra alle sider, kombineret med hans enestående imødekommenhed og generøsitet over for alle mennesker, der ville have signeret album og tilsendt tegninger og tale med ham. De få Vakse Viggo-sider, han lavede efter den tid, bærer umiskendeligt præg af hans tilstand.
På samme tid var hans forlag, Dupuis, som han havde været ganske loyal over for gennem tre årtier, ved at gå i opløsning. Goscinny havde allerede hentet Lucky Luke til Dargaud. Forlaget havde svært ved at finde bæredygtige arvtagere til Splint & Co. Peyo smækkede med døren og tog Smølferne med sig. Fire klaner, børn og børnebørn af Charles Dupuis, sloges om at vinde magten, æren og pengene. Nogle af dem oprettede selvstændige divisioner med henblik på at berige sig.
I en af divisionerne, oprettet af Jean-Luc Dupuis (som senere blev smidt på porten af de andre), havde igangsat et projekt med at lave tegnefilm med Spirillen og havde hyret den unge tegner Batem til dem. Franquin fik det først at vide, da det var sat i gang, og det rystede ham og fik ham til at miste tilliden til Dupuis - for en anden klan af Dupuis-familien havde kort forinden afvist et tilsvarende projekt, der var udformet af Franquin selv, hans gode ven Will samt de unge tegnere Didier Conrad og Marc Wasterlain.
I dette kaos trådte den belgiske forretningsmand, finansielle rådgiver, diamanthandler, automatsamler og store Franquin-fan Jean-François Moyersoen ind på scenen. Han gav Franquin den opmærksom, Dupuis ikke var i stand til, og lynhurtigt blev de gode venner. Moyersoens store samling af antikvariske automater fascinerede i særdeleshed Franquin, det var nærmest som en samling Viggo-opfindelser in natura.
Franquin var træt og udbrændt og ville ud af kløerne på Dupuis og solgte udnyttelsesrettighederne til Spirillen til Moyersoen. I den anledning stiftede Franquin et anpartsselskab, som solgte rettighederne til Moyersoen personligt. Moyersoen solgte dem imidlertid videre til selskabet Marsu NV i Curaçao i Hollandske Antiller, som solgte dem videre til Marsu BV i Holland og Marsu Productions i Monaco. Moyersoen betalte 3,75 millioner DKK for rettighederne, som anses for at være et latterligt lille beløb. Moyersoen tjente beløbet hjem flere gange alene ved at sælge filmrettighederne til Disney, som senere droppede at udnytte dem, hvad Moyersoen kunne fakturere dem en strafbetaling for.
Men det førte i første omgang til Spirillen-albumserien. Da Franquin ikke havde noget imod Batem og gerne så ham tegne den, blev den unge tegner frikøbt fra Dupuis. Franquin arbejdede med på de første album, men var også en stopklods, fordi han var mere ambitiøs, end han egentlig kunne honorere på den tid, sin fysiske og psykiske tilstand taget i betragtning. Så snart stod Batem selv for serien. Så langt, så godt.
I slutningen af 80'erne blev Franquin kontaktet af en ven, der var tv-producer i Schweiz. Han havde en idé om at lave animationsfilm med nogle små, meget langhårede væsener, "Les Tifous". Om Franquin kunne tænke sig at medvirke? Det kunne han godt, for han var forelsket i idéen og mente, at det var noget, han kunne overkomme. Det var et poetisk og kreativt projekt. Og hans gamle medsammensvorne forfatter og tidligere redaktør af Spiroubladet Yvan Delporte ville også gerne medvirke. I de følgende år lavede Franquin tusindvis af tegninger, der blev brugt som grundlag for tegnefilmene. Tegningerne blev i sig selv Franquins sidste store værk.
Men ... en schweizisk finansmand og skattespekulant var hovedinvestor i projektet. Han var imidlertid også tyv og bedrager. En dag blev han arresteret og sigtet for omfattende bedrageri og fysisk tyveri af aktier, han brugte til at stille sikkerhed for illegale banklån. Han blev dømt og fængslet i en af de største schweiziske bankskandaler. I hvilken Les Tifous endte som ufrivillige gidsler. For banken havde indefrosset alle rettigheder til projektet, herunder Franquins originaltegninger, som han aldrig havde fået betaling for, og som nu befandt sig i en schweizisk bankboks. Tværtimod oparbejdede han en enorm gæld til advokater og rådgivere, der viste sig ikke kun at tjene hans interesser. Som eneste tilbageværende garant for selskabet Tifous SA blev han endda stævnet.
For at sikre sin kone og sin datter økonomisk så Franquin derfor i 1992 ikke anden udvej end at sælge brugsrettighederne til Vakse Viggo og Sorte sider (og "Les monstres", de små monstertegninger, Franquin havde fået for vane at tegne, når han mødtes med kolleger i sociale sammenhænge, og som der på et tidspunkt blev skabt en lille film og en enkelt samling med). Køberen var igen Jean-François Moyersoen, der kvitterede ved at få arrangeret, at han fik rettighederne og originaltegningerne til Les Tifous tilbage. Nok en gang fik Moyersoen pengene og rettighederne til at cirkulere mellem skattely, denne gang Irland, Hollandske Antiller, Holland og Monaco. MEN: Franquin fik indskrevet i kontrakten, at ingen andre end ham selv måtte tegne nye tegneserier med Vakse Viggo.
Denne gang betalte Moyersoen 18,5 millioner DKK til Franquin. Hvilket kan sammenholdes med, at Moyersoen i 2014 angiveligt solgte alting tilbage til Dupuis for 300 millioner DKK. Et beløb, der ikke er bekræftet, men antages at være korrekt.
Efter at André Franquin døde i 1997 som følge af et nyt hjerteanfald, stod hans kone Liliane for at forvalte rettighederne. Indtil sin egen død i 2007 led hun i flere år af Alzheimers. Da deres datter Isabelle Franquin (som tegneserien "Isabelle" er opkaldt efter (og hvis genudgivelser formentlig ikke kan lade sig gøre netop på grund af de omtalte konflikter mellem Dupuis og både Franquin selv, Will og flere andre)) overtog varetagelsen af sin fædrene arv, blev hendes første store konflikt med Moyersoen om Gastoon, altså "Lille Viggo", i 2011.
Moyersoen mente, at André Franquins overdragelse af brugsrettighederne til sine værker til Moyersoen skulle forstås sådan, at de efter Lilianes død også ville omfatte selve ophavsretten. Det mente Liliane ikke, tværtimod anså hun sin fars moralske ophavsret for at være urørlig indtil 70 år efter hans død. Konflikterne førte i den sidste ende til, at Moyersoen i to omgange mellem 2012 og 2014 solgte samtlige rettigheder "tilbage" til forlaget Dupuis, som i dag er ude af familien Dupuis' hænder og en del af den store franske tegneserieforlagsgruppe Média-Participations, der omsætter for 4 milliarder DKK tegneserier om året.
Salgsprisen var altså formentlig 300 millioner DKK. Dupuis fik således både Vakse Viggo og Spirillen "tilbage" (og i samme ombæring også Natacha, som Moyersoen havde købt af Walthéry). Det er derfor, Spirillen (og indimellem Vakse Viggo) i de senere år igen har kunnet optræde i nye album med Splint & Co., og at der nu kan laves "ekstraordinære eventyr" med Spirillen.
Dupuis' store investering har de så villet have hjem igen ved at lave nye album med Vakse Viggo. Det er derfor, Delaf blev sat i gang med at lave det nye album, uden tvivl i god tro, og uden tvivl har han villet arbejde i kærlighed til Franquin. Han er ingen skurk i det store billede.
Retten har slået fast, at Dupuis har ret til at fremstille og udgive nye album med Vakse Viggo. Deres forventning har været, at et nyt Vakse Viggo-album på fransk vil kunne sælge halvdelen af oplaget for at nyt Asterix-album, der er på omkring 2,5 millioner eksemplarer. Altså 1,25 millioner eksemplarer. Ingen andre enkeltstående album kommer i nærheden af det tal.
Men at Dupuis har ret til at fremstille nye album er jo i modstrid med det, Franquin og Moyersoen juridisk aftalte, da Moyersoen købte rettighederne, hvilket Moyersoen selv har bekræftet. Men i dag siger retten altså, at Dupuis gerne må fremstille nye album, men at de ikke må lade dem fremstilles af hvem som helst, og at Isabelle har ret til at opponere mod en valgt udformning af etiske og/eller moralske årsager. Og i den sidste ende har retten altså ikke fundet plausible etiske og/eller moralske begrundelser for, at hun skulle kunne opponere mod Dupuis'/Delafs version.
Wow, Carsten, takk for denne fyllestgjørende utredelsen om Franquins senere liv og karriere. Historien om hvordan "Les Tifous" ledet til at han måtte selge rettighetene til Vakse Viggo (samt Sorte Sider etc) er nærmest absurd.
Forøvrig leverte ikke Franquin fra seg flere Vakse Viggo-sider etter nr. 909, som sto på trykk i Spirou nr. 2776 den 26. juni 1991. Altså året før han solgte rettighetene til Moyersoen. De siste få Viggo-seriene han laget (nr. 910 samt noen unummererte, inkludert én delvis i skisseform) ble publisert senere, men jeg vet ikke om han jobbet med dem etter salget.
Bestemt er det en trist historie med Franquins sidste år. Alle kan vist være enige om at manden på ingen måde havde fortjent det.
Når det så er sagt, har jeg læst den nye Viggo og må sige at jeg finder den overraskende god. Vel er det ikke Franquin da han var på toppen, men jeg synes der er momenter der nærmer sig. Og alt efter tro, så kan man tænke at hovedpersonen i striden ikke selv føler smerten mere. Tilbage står bitre slagsmål om rettigheder og deraf følgende penge. Men vi simple læsere mener jeg har vundet ved at Delaf lavede dette album. Om så det i album 2, 3, 4 osv. kvalitetsmæssigt løber ud i sandet må tiden vise...
/Spærhage
"-nok er vi kujoner, men vi er HURTIGE kujoner... " (Timon, fra 'Timon og Pumpa')
Spærhage skrev: ↑3. dec 2023, 11:16
Bestemt er det en trist historie med Franquins sidste år. Alle kan vist være enige om at manden på ingen måde havde fortjent det.
Når det så er sagt, har jeg læst den nye Viggo og må sige at jeg finder den overraskende god. Vel er det ikke Franquin da han var på toppen, men jeg synes der er momenter der nærmer sig. Og alt efter tro, så kan man tænke at hovedpersonen i striden ikke selv føler smerten mere. Tilbage står bitre slagsmål om rettigheder og deraf følgende penge. Men vi simple læsere mener jeg har vundet ved at Delaf lavede dette album. Om så det i album 2, 3, 4 osv. kvalitetsmæssigt løber ud i sandet må tiden vise...
/Spærhage
Nu ved jeg ikke, om Daugaud er involveret, men HVIS de er, kommer der sikkert snart et VV-album af Juillard for at speede processen lidt op. Og et ekstraordinært et af Schuiten/Peeters.
Frank Madsen skrev: ↑4. dec 2023, 23:08
Nu ved jeg ikke, om Daugaud er involveret, men HVIS de er, kommer der sikkert snart et VV-album af Juillard for at speede processen lidt op. Og et ekstraordinært et af Schuiten/Peeters.
Jeps, og hvis det stadig ikke går hurtigt nok, fyrer de lige Étienne Schréder på weekenden over. Så er de 40 sider fikset
/Spærhage
"-nok er vi kujoner, men vi er HURTIGE kujoner... " (Timon, fra 'Timon og Pumpa')