Carsten Søndergaard skrev: ↑30. aug 2024, 00:34Forfatteren Kristian Himmelstrup har skrevet en biografi om forfatteren Jan Sonnergaard, der døde som 53-årig af et hjertestop, og i den forbindelse fået adgang til Jan Sonnergaards dagbøger, som han skrev gennem ti år som teenager og ung mand, mens hans far, Jørgen Sonnergaard, udsatte ham (og hans mor og bror) for fysisk og psykisk tortur.
Nu har jeg læst biografien, og den er fremragende. Har man et blødt punkt for Jan Sonnergaards forfatterskab og hans smægtende satiriske samfundskritik, må den betragtes som et
must-read. Himmelstrup fortæller Jan Sonnergaards liv gennem hans forfatterskab, fra ti års dagbogsskriveri som teenager og ung mand, og gennem hans noveller og romaner og talrige opfordrede og uopfordrede kronikker og indlæg i pressen, interviews osv. Samtidig er det en spændende krønike om det litterære miljø i København fra 1990 og frem, anmeldere, kritikere, redaktører og forlag, politik, kultur og samfund, kærlighed, alkohol, gastronomi, eksorbitante gourmetrestauranter og brune værtshuse, venner og fjender. Det hele er der.
Jeg tillader mig at citere et par afsnit, der specifikt handler om Jan Sonnergaards far, Jørgen Sonnergaard. Og om tegneserier:
“Efter velmagtsdagene på Presse-Illustration-Bureau og Gutenberghus i 1960’erne og 70’erne havde økonomien skrantet for faren [Jørgen Sonnergaard]. Det vidner flere breve og dispositioner om. Han lavede eget firma [associeret med Egmont], hvorfra han solgte sine oversættelser, noveller og romaner, men indkomsten var svingende og tørrede efterhånden ud. Han var ude i flere retssager, når han øjnede en mulighed for økonomisk vinding, så da Jan døde, fravalgte han de familiære følelser for at få en bid af den formodede økonomiske kage, som hans søn efterlod sig. Han havde ellers tidligere og helt eksplicit slået hånden af begge sønnerne, efter de i en årrække ikke havde villet se ham, men det gjaldt så kun den ene vej, forstod man nu. Blandt Jans efterladte effekter var der flere breve, der bevidnede det. Blandt andet et uåbnet, som viste sig at indeholde: ingenting. Faren havde meget håndgribeligt ingenting at sige til sin søn, men stor lyst til netop at sige dét alligevel. Og brevet illustrerer på barsk vis, hvor hårdt det må have været at have en far, som fandtes fysisk i Helsingør, men som han ingen forbindelse havde til, og ingenting fik fra.”
“Faren mødte op til bisættelsen, trods Lars’ indtrængende ønske om, at han ville holde sig væk. Han var en sølle skygge af sig selv, lidt krumrygget med stok satte han sig et stykke nede i kirken, og hvad mon han tænkte dér, tænkte vi andre, og hvorfor havde han overhovedet et behov for at komme, når han havde slået hånden af sine sønner og vidste, at han ikke var velkommen?
Måske af samme grund, som fik Lars til fem år senere at gå til sin fars begravelse. Afslutning, familiefølelse, retfærdighed? For at sikre sig, at han virkelig VAR død, som Lars så lakonisk forklarede det? Den 29. juni 2021 døde Jørgen Sonnergaard og fik omtaler i flere aviser, hvor hans oversættelse af Tintin blev nævnt som det gennemgående, herunder kaptajn Haddocks bandeord, og så nævnte flere af nekrologerne også hans retssag for at få mere ud af sit arbejde med at udbrede Tintin i Danmark gennem sine oversættelser."
“Vi har bildt os selv ind, at vi kun kan lære noget i en institution. Sådan var det ikke, da Jan var ung, hvor han nok lærte engelsk og tysk i skolen, men også i høj grad, fordi han læste tegneserier, så film og dyrkede Beatles og tysk punkmusik. I ‘Kulturprofilen’ i Berlingske Tidende fortæller han, dagen efter at Frysende våde vejbaner udkom, om sit kulturforbrug og gør en dyd ud af at vise bredden i det. En perfekt lørdag ville han cykle ind til Hovedbanegården og hente Europas bedste avis, Die Zeit, foruden nogle ‘mere eller mindre forkvaklede tegneserier’ i Fantask, helst Walking Dead eller Punisher, og så ville han køre hjem, lave god kaffe, høre sine rockklassikere og læse. Han gad sjældent se fjernsyn, satte det væk i perioder, men prøvede i stedet at læse og lytte bredt og nysgerrigt.”
“Inspirationen kunne komme alle steder fra, og det gjaldt om, som dannet menneske, at holde sig åben over for alle genrer. I et interview i Information i 2002 om ‘læselyst’ bekræfter han, at han hentede inspiration fra blandt andet tegneserier, al slags musik, dårlige pornofilm og elendige noveller fra det hedengangne erotiske magasin Tidens Mand: ‘Jeg prøver i hvert fald at holde mig åben for, at de inferiøre tekster kan sige et eller andet. De kan effektivt skildre en tid og give et signalement af en person’.”
Og så sidder man unægtelig også tilbage med en konstatering af et pudsigt sammenfald mellem Jan Sonnergaard enorme folkelige gennembrud med novellesamlingen
Radiator i 1997, der også gjorde ham til en darling blandt litteraturkritikere og på det kulturelle og mediemæssige parnas. Og til en velhavende mand. Alt sammen i modsætning til hans far, der ikke ville vide af sin søn og havde sat ham uden for døren (korporligt fx ved at stille hans ting ud i haven i barndomshjemmet i Virum, den dag Jan havde fået sin studentereksamen og kom hjem med eksamensbeviset; med beskeden om, at fra nu af måtte han klar sig selv).
Kun et år efter lagde Jørgen Sonnergaard helt uventet sag an mod Forlaget Carlsen. Det er svært at konkludere andet, end at når nu hans søn, som han afskyede og havde udstødt af familien, mod alle odds var blevet en anerkendt kulturel figur, så ville faderen også være det. Koste hvad det ville. Det kom til at koste det hele, både økonomisk og familiemæssigt.
Ak ja.
