Tintins danmarkshistorie

[Carsten Søndergaard]

modsat alle de frit opfundne og helt ukorrekte -sen navne, der plager en del tegneserier.

Jeg er nysgerrig, Erling. Har du eksempler?

[Erling Søby]

Jeg erindrer det ihvertfald fra Anders And-bladet, dengang i mine unge dage, hvor jeg læste det. Det er godt nok 50 år siden, eller lidt mere... men banditter, der hed Skurkesen, og kraftige folk, der hed Tyksaksen. Den slags.

[Frank Madsen]

Som andre har forklaret ovenfor, refererer "Ranesen" vel også til en tyvagtig personlighed?

Ja, den betydning havde jeg selvfølgelig fanget og har ingen problemer med, da den jo opfylder samme funktion som "Klomann". Men den ekstra fodboldreference er bare forstyrrende.

På originalsproget hedder han Aristide Filoselle (silketråd), et navn, der ikke antyder noget særligt udover, at han er en fin og distingveret herre, som absolut ingen ville forbinde med lommetyveri. Her går både Klomann og Ranesen op imod Hergé, idet begge danske navne i modsætning til originalen udleverer hans tyvagtighed - og den nye oversættelse går så skridtet videre og associerer ham tillige med dansk landsholdsfodbold i 1980'erne. Det er faktisk præcis den slags forstyrrende "bessermacheri", du i stort omfang kritiserer Jørgen Sonnergaard for.

[Carsten Søndergaard]

Jeg erindrer det ihvertfald fra Anders And-bladet, dengang i mine unge dage, hvor jeg læste det. Det er godt nok 50 år siden, eller lidt mere... men banditter, der hed Skurkesen, og kraftige folk, der hed Tyksaksen. Den slags.

Ah, ja, så forstår jeg. Den slags kan jeg også godt huske. Unødvendigt plat, må man sige.

[Carsten Søndergaard]

Som andre har forklaret ovenfor, refererer "Ranesen" vel også til en tyvagtig personlighed?

Ja, den betydning havde jeg selvfølgelig fanget og har ingen problemer med, da den jo opfylder samme funktion som "Klomann". Men den ekstra fodboldreference er bare forstyrrende.

På originalsproget hedder han Aristide Filoselle (silketråd), et navn, der ikke antyder noget særligt udover, at han er en fin og distingveret herre, som absolut ingen ville forbinde med lommetyveri. Her går både Klomann og Ranesen op imod Hergé, idet begge danske navne i modsætning til originalen udleverer hans tyvagtighed - og den nye oversættelse går så skridtet videre og associerer ham tillige med dansk landsholdsfodbold i 1980'erne. Det er faktisk præcis den slags forstyrrende "bessermacheri", du i stort omfang kritiserer Jørgen Sonnergaard for.

Ja, okay, du har ret. Men det er også sjovt. Som Sonnergaard jo trods alt også af og til kunne være.

[Geoff]

En lille kuriositet for danske samlere: https://www.catawiki.com/fr/l/91635049- ... album-1975

[Carsten Søndergaard]

En lille kuriositet for danske samlere: https://www.catawiki.com/fr/l/91635049- ... album-1975

Ja, det er da ret enestående

Det må være Castermans trykkeris ozalid til godkendelse før trykstart, hvor faktorerne gør opmærksom på, at der har sneget sig en tysk side ind i den danske ozalid. Den danske og tyske udgave blev trykt samtidig.

70/75 henviser til oplaget, 70.000 eksemplarer, og udgivelsesåret, 1975.
"Roto 2" er en af Castermans tre kæmpestore rotationspresser, hvor alle Tintinalbum dengang blev trykt. Samt for eksempel de belgiske telefonbøger.

[Carsten Søndergaard]

“Tim Timmermanns oplevelser”

Jeg har haft denne bog stående i tyve år, formentlig fordi jeg ved udgivelsen i 2005 noterede mig, at Tintin spiller en rolle i den. Men har aldrig fået den læst før nu.

Det er en slags kriminalroman skrevet af juristen og journalisten Povl Høst-Madsen, ellers mest kendt som grundlægger af forbrugerbladet Tænk sammen med Poul Henningsen, i en årreække kriminalreporter og chefredaktør på dagbladet Information og senere på Ekstra Bladet kendt som lederskribent og “Det Borende X”, der ringede folk op og stillede flabede og pinlige spørgsmål, og siden sammen med Anders Lund Madsen stod for avisens karske bagside under rubrikken “Madsen & Madsen”.

Ikke nogen hvem som helst altså, en dreven journalist, men ikke en dreven forfatter, da han besluttede sig for st skrive denne kriminalroman efter sin pensionering. Der er ikke nogen egentlige litterære kvaliteter i den, måske kan man sammenligne sproget med en gængs ugebladsromans. Om den egentlig er en kriminalroman, er også lidt usikkert - måske snarere en parodi på en kriminalroman.

Men han har tydeligvis hygget sig med at skrive den. Og har uden tvivl været stor Tintin-fan, for ja, Tintin indgår så afgjort på forskellig vis. Ikke mindst i forbindelse med den aktive onanist Tim Timmermann, der som barn mobbende blev kaldt for “Tim-Tim”, hvilket dog med tiden kun styrkede hans interesse for at samle på tegneserier og figurer med Tintin. Til daglig er han en noget nørdet “talknuser” ansat i statistikafdelingen på en større virksomhed.

Samme sted arbejder den kvikke 28-årige sekretær Lise Lotte Olsen, hvis tiltalende former, ikke helt uigennemsigtige sommerkjoler og bløde bomuldsbluser med kig til det øverste af hendes sorte bh i det skjulte drager Tim-Tims blikke og fantasier og mere åbenlyst den liderlige direktør Harald Engbergs (som Høst-Madsen har navngivet efter Politikens berømte teateranmelder af samme navn). Lise Lotte har nogenlunde styr på sin tilværelse og siger mundrapt til og fra, omend hun har bedre styr på sit sexliv end sit kærlighedsliv.

Foruden liget af en død litauisk prostitueret medvirker også den kvabsede og ryggesløse bordelejer “Jyde Benny”, den noget mislykkede vaneforbryder “Ålen” fra den københavnske underverden, en skånselsløs litauisk kvindehandler med to tilhørende ubegavede og ret inkompetente gorillaer, Lise Lottes friske veninde psykologen Mona, den slebne advokat Henrik Lærke, der ud over at være Lise Lottes aktuelle bolleven er konsulent for rockerbanden “Piratos” med henblik på at lære dem at drive lovlig virksomhed … Lærke har også to gorillaer, Hansi og Svenne (noget mere åndrige og opvakte end de litauiske), som ifølge Lærke som børn har fået en overdosis Tintin og tror, de er Dupond og Dupont. "Din søde veninde smiler til os," sagde Hansi til Lærke. "Jeg vil måske snarere sige det derhen, at hun griner ad os,” tilføjede Svenne.

Der er også indlagt andre små henvisning til Tintin, for eksempel Lise Lotte om Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden: “Har du lagt nærke til, hvor meget den mand ligner Tintin i en moden alder?” Henrik Lærke: “Seidenfaden ER Tintin i en moden alder. Det var en slags transformation, der skete, mens han læste filosofi på Sorbonne, men det har været en hemmelighed indtil nu.” Lise Lotte: “Jamen så forstår jeg pludselig meget bedre begrebet Seidenfaden. Altid de rigtige meninger og en moral som en spejderdreng.” Henrik Lærke: “Det forekommer mig at være en grov nedvurdering af Tintin.”

Og så videre. Hen mod slutningen begynder man at spekulere på, hvordan hulen Høst-Madsen vil afslutte forviklingerne og de farer, der måske/måske ikke hviler over flere af personerne. Men det gør han med bravour, det er sådan set bogens højdepunkt, hvor Det Borende X og den gamle kriminalreporter på en måde kommer forfatteren til hjælp. Det redder den samlede bedømmelse en hel del og retter en smule op på de (alt for) mange tilfældigheder i plottet.

Forsiden er tegnet af Henrik Koitzsch, der har lavet talrige andre bogomslag, men vist ingen af dem i ligne claire-stil som her. Muligvis er det dildoversionen af Måneraketten, der står i toiletskabet.