Home / Anmeldelser / Peberheksene

Peberheksene

Skumring. Aftentime. Når det bliver mørkt. Det er der grusomme fortællinger har hjemme. Især hvis vejret hvæser og sprutter. De gode gys.

Jeg har to små børn, og de elsker historier. Vi læser ofte, og jeg læser ofte højt, og hos os er Gammelpot et stort hit. Så stort at ungerne engang imellem selv hiver bøgerne frem, men allerbedst er det nu, når jeg lægger stemme og lyde til.

Peberheksene er titlen, og forsiden er ildevarslende. Vildt at vi elsker gyset så intenst, når det både kan give mareridt og skabe utryghed. Men sådan er det altså. Uhygge er der meget af på forsiden. Et ældre kroget træ, og bagved en mand der skærmer en kvinde. Pas på, synes han at sige, og det de kigger på, er vores gode trinde ven, Gammelpot, hastigt på flugt fra tre arrige kvindfolk. Ilden brager orange bag dem, og de to forreste snurrer rundt som en snurretop. Den forreste har en slags stok i hænderne, og med den skyder (spyr) hun kulørte stjerner afsted imod vores løbende gammelfar.

Vi er nået til nummer 13 i rækken af de i alt 23 planlagte udgivelser. En fremragende børneserie, og selv jeg med mine 55 år klukker med, når alt er skidt og alle forbandelser truer, hvor så vadsækken eller fornuften tager over, og alt ender godt.

Bagsiden ligner de øvrige. Synopsis til venstre og vores trinde helt spadserer af sted. Jeg har vist aldrig kommenteret bagsidemotivet før, men det gør jeg så nu. Jeg synes, det er vildt kedeligt. Alt for pænt. Alt for malet.

Indeni, og heldigvis for det, er der betydeligt mere ramasjang. Som så mange andre gode uhyggelige fortællinger, så starter vi med et sagn.

   ”I århundreder havde de hjemsøgt…”

Det kan vi lide. Første side er skræmmende, når man er fem eller syv. En ildevarslende måne lyser hvidt. Folk haster bag lås og slå. Det er mørkt. Selv en høne med sine kyllinger er på vej væk. Skodder lukkes til, og så, når månen er hel, dukker skyggerne op. Troldelignende, krumbøjede, og en enkelt med horn.

Altid genialt ikke at vise det uhyggelige helt.

Man får lynhurtigt kuldegysninger. Et godt anslag, som man siger.

Nogle dage senere finder vi Gammelpot i færd med at fylde i skrutten. Snakken går i krostuen og som så ofte før, er vores lille ven nysgerrig. Hvor alle vi andre stormer væk fra uro og ballade, så virker magneten anderledes for ham. Godt for det, for så har vi et eventyr. Hekse, troldtøj, uhyrer…

Men sniksnak. Gammelpot affejer det blot som værende overtro, og dagen efter tager han afsted. Han får et lift og står snart ved porten til det uhyggelige sted, De dunkle klitter.

Billederne taler deres tydelige sprog. Udenfor porten er der fuglekvidder, blomster, lyst og grønt, og bagved goldt, krogede bladeløse træer og kun lejlighedsvist en forsigtig lille hare, der kigger nysgerrigt frem.

Her i dette trøstesløse landskab udspiller handlingen sig. Gammelpot møder tre kvinder. Ikke samtidig, men først den ene, så den anden og til sidst den tredje. Husk, vi er i eventyrland. I eventyr kan alt ske. Selv naturen kan arte sig underligt. Det må Gammelpot sande, for vejret er underligt. Trætoppe bevæger sig, selvom ingen vinde gør, og der kan være solrige steder og andre med grumt vejr. Vi er nemlig i hekseland.

Sådan præsenterer de sig nu ikke, og det er igen godt fortællehåndværk. Min Ragna på fem var hurtigt tryllebundet, og hun åd den lidt spegede historie råt. Godt fortællehåndværk er det også, når en ældre herre, Søren Jensen, først vises i rusk og blæst, og også da han møder Gammelpot. Han dukker op som lyn fra en klar himmel, og det gibbede i min pige, da han pludselig stod bag Gammelpot, og udbrød:

   ”Ganske rigtigt, fremmede. De ER hekse… Onde hekse!”

Søren Jensen er en god mand, og han bygger videre på de fortællinger, der i første omgang gjorde vores ven nysgerrig. I tråd med genretrækkene fra eventyrene, så er han vores hjælper. Gys kommer der dog også fra ham, for nærmest som en anden pageturner (eller siger vi cliffhanger?) varsler han, at Gammelpot også er indespærret her til evig tid.

Så ord. Billeder. Forudsigelser. Spådomme. Sagn. Uvejr. Folk der lister sig ganske tæt på. Og indimellem også et fedt billede af et grusomt heksetræf på side 20. Jeg siger dig, mine unger nød det. Midt i gyset.

Men altså. Hekse er det, og de er som narkomaner. Sort peber er deres fix, for med peberet kan de ondt lede landet bag porten. Det er simpelthen den lidt tåbelige præmis, som vi får forklaret. Ved du hvad? Den virker. I hvert tilfælde for mine to.

At der også bygges lidt på i spillet med naturen, både sådan bogstaveligt talt, for vejret gebærder sig underligt, og også med et fint visuelt kneb på side 22, hvor Søren Jensen viser hvordan geografien hænger sammen. Med sort trækker han omridset af et djævleansigt, og noget så simpelt og ligetil som et landskab på et kort, får pludselig en dæmonisk betydning.

Jeg glemmer helt, at Gammelpot faktisk er mere end nysgerrig. Han er også på en redningsmission, for for mange år siden, var der to drenge som forsvandt. Lige præcis i det område, hvor Gammelpot nu befinder sig.

For mine unger er det jo blot et gysende eventyr. For andre, mig fx er det jo også en moralsk opbyggelig fortælling. Måske tager jeg fejl og det hele er plidderpladder, men det ligner en tanke, at unger skal gøre som deres forældre siger. Det ville også være i fin tråd med eventyrgenren og dennes formål.

Alt ender naturligvis godt. Lidt kryptisk dog, og grundelementerne kommer i spil. Her bliver det lidt svært for mine unger at følge med, men de stiller heldigvis ikke SÅ mange spørgsmål i den retning.

Jeg er ikke helt oppe at ringe. Klimaks bliver lidt for letkøbt, og ingen af heksene folder sig for alvor ud. Jeg tænkte, at så slemme var de nu alligevel ikke.

Og drengene som forsvandt for mange år siden? Ja da. De bliver fundet og genforenet med deres forældre.

Illustrationerne er som altid fine. I det golde hekseland er der trist og tungt. Heksene griner og smiler skælmsk og ondt, og folk ser bange ud. Godt illustreret til sidst, hvor en kærre kommer forbi porten til det golde land. Han bliver sindssygt bange og fræser afsted som skudt ud af en kanon. Fint er det. Godt tegnet.

Jeg kan nu allerbedst lide, når der er fylde i tegningerne. Når vi er indendørs og rødvin i glassene. Der skabes hygge, og det i kontrast til det uhyggelige, der rumler udenfor. Det er nemlig fint når Gammelpot mæsker sig og lytter, og morlille i baggrunde sætter en kraftig træramme for døren. Intet ondt skal ind. Det forklares ikke udover i starten, og det er sådanne smådetaljer, som Gammelpotterne bare er fyldte med.

Hardcover er det. Og som bogserie står de lysegrønne rygge og skinner ud i rummet. Gammelpot er en suveræn serie for indskolingbørnene og lige inden.

Jeg kan også lide forordet. Det er fint og kort, og hænger fint sammen med albummets kerne. Der tales om vittigheder og det endda en god en af slagsen. Den anvendes også i albummet og Gammelpot bliver synligt vred. Der tales også om de der gamle hørespil, og ja. Peberheksene kan, som næsten alle rigtige eventyr, fortælles uden billeder. For der anvendes billeder af steder og ting, som børnene kender til.

For første gang fik jeg vist mine unger forordet, læst højt og vi gik ned i tegningerne. Om det betyder noget for dem i deres videre liv, aner jeg ikke. Men det føltes bare så rigtigt denne gang. Så måske?

Sådan helt oppefra og ned, så er Peberheksene ikke en af de fortællinger, som jeg vil huske bedst. Heksene er for tynde. Afrundingen lidt for speget og sådan helt nærværende bliver gyset aldrig. For mig altså. Jeg endte på en 3’er, men mine unger var (igen) lodret uenige. De ville give topkarakter, men det skal man ikke lade sig snyde af, for det giver de næsten altid. Vi endte med et fornuftigt kompromis, et godt firtal.

Titel: Gammelpot – Peberheksene

Tekst: Thom Roep

Illustrationer: Piet Wijn

Oversættelse: Edith Månsson

Forlag: Cobolt

Format: Hardcover, forord med illustrationer mm. 60 sider i farver

Pris: 199, –

Isbn: 978-87-70858-65-6