Af Berti Stravonsky
Jeg har ikke været inde i hjernen på Jean Dufaux, men noget siger mig, at her ville jeg høre hjemme. En bombastisk start på en anmeldelse, men jeg sidder med e-vokes Rovdyr 2, og er underholdt, forfærdet og overvældet. Hvor jeg efter første bind sad sådan lidt mystificeret og en kende uafklaret, så folder serien sig alvorligt og endnu flottere ud.
Genrerne blandes, dog ikke sådan at man bliver forvirret eller irriteret, snarere draget og endnu mere nysgerrig. Rovdyr 2 rummer ondskab og lidenskab, i et ret spændende krydsfelt mellem at blive jagtet og at jage. En traditionel krimi bare pakket ind i hævn og hugtænder. Der SKER noget, noget underverdenen er mere og andet end bøller og kriminalitet.
Hvor man i første bind lige skulle ’have hul’, så strømmer indsigten lettere her i opfølgeren, og det er bestemt et plus. Det betyder heldigvis ikke, at historien blot bliver simpel og forholdsvis lineær, nix nej. Pandoras æske åbner sig, og både handlingens intensitet og spændingen stiger. Det der med tillid og have sympati er jo et af menneskehedens kerneværdier, men altså – nu ER vi jo i en ganske anden ramme, og de små vognstangsvink vi får, gør at man imødeser de sidste to bind desto mere.
Glat papir bliver aldrig sådan helt godt. Sorry to say, men og det kan jeg ikke forklare. Det virker ikke helt så slemt her, og jeg bemærker i højere grad farverne, der bare ætser godt i øjnene. Farverne virker godt. Om vi er i klub med stærke røde og gule æggende farver, om vi er på jagt i regn og grønt, eller til eksklusiv middag, hvor den matte gule regerer, så virker det. Et simpelt trick, javist, men ’skomagerskak’ virker også fint i skak, og man benytter de virkemidler, der virker.
Det er lidt af en kliché at beretninger om vampyrer og den slags, at der skal være sex, nøgenhed og at der enten direkte eller indirekte skal duskes lidt. You know. Også i Rovdyr 2 er der den slags. Jeg er jo en gammel gris, så det tager jeg med.
Kan vi lide det? Ja. Er det nødvendigt for fortællingen. Nej, ikke sådan for alvor, men midt i al elskoven gemmer der sig også afstumpethed, grusomhed.
Følelser der efterhånden kendetegner hele albummet, også i de (ja – måske især dér) stille passager. Den fine middag henad side 45 og frem er bare brutal og modbydelig.
Slutningen er barsk og ond, og jeg kan godt lide den og det. Ikke fordi jeg er skrupskør (håber jeg), men fordi der simpelthen pirres noget i mig. Noget med retfærdighed, noget med hævn. Sådan har jeg altid haft det. Tag næsten alle skurke kontra helte, både i film og i bøger, og fortæl mig, at du ikke på et eller andet plan har nydt skurken, dennes ondskab. Måske fordi man samler til bunke og ens retfærdighedssans får vinger, når alt alligevel ender godt. Måske fordi persontegningen bare er bedre hos røvhullerne. At alt vores vanlige spejling viser skår, eller måske netop ikke.
Der er flere små perler i værket. Jeg nyder at der samles lidt op, for jeg var noget desorienteret i etteren. Det rådes der bod på, og på røde sider bliver disse tråde netop røde. Sejt. Lækkert.
Jeg aner ikke, hvor Rovdyr ender og det er både herligt og pisseirriterende, at man skal vente længe på de sidste to bind. Herligt fordi der vitterligt er meget at se frem imod. Irriterende fordi man jo er en utålmodig satan.
Sataner er der mange af. Rovdyr 2 er fyldt med dem, og derfor ender vi på fem af slagsen. Jeg er underholdt og vil have mere blod, mere modbydelighed. Og det skal nok komme.
Titel: Rovdyr 2
Illustrationer: Marini
Tekst: Dufaux
Format: Hardcover, 56 sider i farver
Forlag: e-voke
Pris: 189,-
Isbn: 978-87-93952-49-2