På den nye historiske søgningsportal Arkiv.dk, kan man finde arkivalier og fotos af næsten alt mellem himmel og jord – selv tegneserier.
I sidste uge åbnede de danske lokalarkivers nye store søgningsportal Arkiv.dk, hvor det pt er muligt at søge iblandt knap 3 millioner arkivalier – heriblandt 1 million billeder. De forskellige arkivalier – såsom avisartikler, fotos m.m. – er alle indsamlet og registreret af landets over 550 lokalarkiver. En stor del brugere vil formentlig benytte sitet til slægtsforskning m.v., men man kan jo også bruge det til at se hvad der har været bragt i aviserne af tegneserierelaterede indslag.
Serieland har søgt på ”tegneserie”, og her er lidt af hvad der dukker op.
Fred og Barney deler balloner ud ved Vestkystens julematiné, 1963
“Vestkystens årlige julematiné er netop slut og børnene er på vej ud af Palads hotellets store sal. Ved udgangen deler Fred Flintsone og Barney Småsten balloner ud til børnene. The Flintstones blev bragt som tegneserie i Dagbladet Vestkysten i denne periode.”