Serieland

Tag: europæisk

  • Storm 5 – Kampen om jorden

    Storm 5 – Kampen om jorden

    Anmeldt af Berti Stravonsky

    Med få tryk på taster og vupti, kan du se de mest spændende og nyeste film. Det er så let. Teknologien gør, at du mageligt kan vælge og vrage mellem alle dine yndlingsgenrer. Dramaer, krimier, gysere, romantiske film eller science fiction.

    Tag nu sidstnævnte. Du kender med garanti til genren. Alt det der højteknologiske, alt det der dystopiske, alt det der med kunstig intelligens og meget mere. Alt sammen sat i scene i et ukendt og så alligevel kendt miljø. Fremtiden kom for længe siden, og om det er Ridley Scott der har præget dig, eller Moebius eller den i DR-monopolets dage populære britiske Månebase Alpha fra midt i 70’erne, så kender du genren, når du møder den.

    Det fantastiske lille og alligevel kæmpestore forlag e-voke har jo taget det danske tegneserieunivers med storm, og Storm er navnet på den helt, der imod alle odds kæmper for at redde jorden. Det sker i endnu et forrygende ramasjangalbum, det femte af slagsen, som bærer den klassiske titel ’Kampen om jorden’.

    Storm er måske velkendt af mange, men nok også ukendt af endnu flere. Stor tak til e-voke for at zoome ind på denne serie. Serien er bestemt ikke uden kvalitet, og så får vi jo, som med denne 5’er, jo noget ganske nyt. Kampen om jorden er ikke tidligere udgivet på dansk.

    Albummet er knitrende nyt, og øverst midt ses de blodrøde fem bogstaver STORM. Det er krøniken fra dybets verden, men helt nede i dybet er vi nu ikke. Coveret viser tydeligt, hvad vi har i vente.

    Glubske aggressive jagerfly på jagt, og vores to venner, Rødhår og Storm i skjul. For efter en kort et-sides tilbageblik er vi i nutiden. Azurierne har brutalt udryddet 75% af den menneskelige befolkning, og har reduceret den sidste fjerdedel til nomadestadiet. Sendt dem tilbage i udviklingen.

    Ikke alle dog, og blandt disse finder vi vores to hovedpersoner. På flugt fra azurierne, som trods al deres fabelagtige og avancerede teknologi alligevel må give fortabt. Husk på, at vi er i en anden tid, en tid hvor man bestemt så skeptisk på fremtiden, og hvor man fabulerede over den grumme nære fremtid, og hvor man blandt andet opererer med strålingsbeskyttelsesdragter, lynspejl og strålekanoner.

    Der opstår sammenstød, azurierne som jagtede Storm og Rødhår, falder selv i en fælde, og spærres inde. Men som i alle gode historier, så er der en slange i Paradis. Misundelse og jalousi kan ramme alle, og Balder, en ung dødstærk fuldskægget yndling lader sine dæmoner vinde over sig, og han slipper de tilfangetagne azurier fri. Dumt af ham, og han såres dødeligt. Hvad værre er, er Storm og Rødhår og de få mennesker nu ilde stedt. Deres position er kendt.

    Ja. Du er med. Vi taler igen om hæsblæsende ufortyndet action, og du behøver ikke tænke over noget som helst – du kan blot lade dig suge ind i fart, angreb med øredøvende hvin, der hurtigt afløses af en dødsensfarlig vandretur i et sumpland imod en besat by. Fra thrill til thrill, og det uden dikkedarer.

    Glem alt om ro og hvile, glem alt om tænksomhed og dybde, glem alt om logik, og foren dig med et herligt virvar af tjubang i en gigantisk genreblanding. Det ene øjeblik højteknologisk dødskamp i himlen, og så, på side 21, et blæret angreb i Ivanhoe-stil.

    For det er dét, Storm er. Kæmpeaction. Hele tiden. Spændende og drabelige slag og som i et skakspil mellem to stærke ligemænd, så bølger det frem og tilbage. Visuelt får den heller ikke for lidt.

    Et af Storms mange fortræffeligheder er nemlig det visuelle. Der spares ikke på farverne, og hver side, næsten, er et farvefyrværkeri. På side tre en brændende sol og smadrede rumskibe, på side syv dystert blodrødt i nederste højre hjørne, jagerfly i eksplosive morderiske togter, efterladende jordboernes lejr i flammer, et grønt sumpuhyre viser sig på side 19, Ivanhoe-agtige krigsscener to sider senere, og pludselig en irgrøn kæmpe på side 27, for blot to sider længere frem er alt ishvidt.

    Så det dramatiske plot får fuldgod støtte af lækre illustrationer med fine skiftende farvenuancer. Alt sammen med til, at man som læser bare holder fast. Man er nemlig, som skrevet længere oppe, bare fanget. Lidt som en af de go’e gamle eventyrfilm. Plot og logik er sat ud af spil. Det er action og drama all the way, og det virker.

    Naturligvis er det unuanceret og for meget, men for fanden da. Det er lige som nytårsaften. Vi nyder bulder og brag, og selvom det er tomme farvekalorier, så bliver vi mætte alligevel.
    Storm underholder og har ikke andre formål end dette.

    Det siger sig selv, at Storm har sine begrænsninger, og næppe høster mange eliteklap. Javist.

    Det siger også sig selv, at Stormalbummene ikke skiller sig væsentligt ud fra hinanden, og at man selvfølgelig får nok på et tidspunkt.

    Som hyggelæsning og som retrolæsning er det nu meget fint, og jeg glæder mig til at høvle albummet igennem sammen med min knægt på snart ni. Jeg husker, da vi læste Storm 0, og hvor begejstret han var. Og hvor glad jeg blev, da han måneder senere genkendte et nyt Stormalbum her på skrivebordet.

    For Storm er til de ikke kræsne læsere, dem der stadig har så uendeligt meget tegneserieguf foran sig. Dem der ikke helt har det kronologiske overblik, og som kan forføres og betages af en god hurtigt fortalt fortælling.

    Det lyder måske en kende nedladende, men det er ikke sådan ment. At underholde er ikke let, og et kvalitetsstempel i sig selv, og det får man i Storm, underholdning, adrenalinspejlet får et skud.
    Storm er som Allan Falk, skabelonagtig, og uden karaktermæssig udvikling. Det er, hvad det er.

    Jeg er blevet gammel. Jeg har tændt lys og de stærkeste briller på. Alligevel skal jeg have snuden helt ned i albummet, for mine trætte gamlemandsøjne har svært ved at læse fonten.

    Det er klart over gennemsnittet indenfor actiongenren, og sådan nogenlunde gennemsnitligt hvad angår science fiction. Var det min dreng, som skulle give karakterer, så ville vi være højere end den 3’er, som jeg ender på. Kun tre, for samlet set er Kampen om jorden ikke på højde med de første Stormalbum.

    Titel: Storm – Kampen om jorden
    Tekst: Don Lawrence
    Illustrationer: Dick Matena
    Forlag: e-voke
    Format: Hardcover, 56 sider i farver
    Pris: 189,-
    Isbn: 978-87-93952-69-0

  • Hinterhof – Mit liv som dominatrix

    Hinterhof – Mit liv som dominatrix

    Anmeldt af Berti Stravonsky

    Tegneserier er som alle andre kunstværker. De har et formål. Om det er musikalske værker, performance art, litterære dybsindigheder, moderne nordisk mad eller daglige striber. Alle med et formål. Disse formål kan så variere, og jeg er gået fra at være en elitær snob, hvor enkelte værker ophøjes, og andre ikke, så er jeg blevet betydeligt mere rund, mild og forstående. At ville muntre og underholde er bestemt også godt.

    Men der findes altså værker, der har mere i sinde. End blot at underholde, altså.

    Her er en af slagsen.

    Jeg havde luret den, da bogen var at finde blandt Cobolts kommende udgivelser. Og den kom så forleden, og den faldt i min smag. Det er en lille blårød sag, lyserødt cover og en blå bagside. Fortil en kvinde sat op som et billedspillekort, du ved, hvor konger, damer og knægte er skåret over midtpå, og uanset hvordan du vender dit spillekort, vil hovedet på kongen, knægten og damen altid vende op.

    Hinterhof er titlen, og det er en fabelagtig udgivelse. Den er dog ikke for alle, og jeg er sikker på, at folk der er, hvad skal vi kalde det, konservativt indstillede overfor nyere tegneserier, og så bare tænker bvadr til fx graphic novels, de vil rynke på næsen og gå uden om denne sag. Deres tab, vover jeg at påstå.

    Hinterhof, og så, som rettelig er, skal jeg tilføje dette: mit liv som dominatrix

    Coveret igen. For i modsætning til billedspillekortene, så er kvinden der er afbildet og skåret over på midten, ikke ens øverst og nederst. Øverst er hun den helt almindelige kvinde, kunstner, kreativ, husmor og præcis som (næsten) alle andre kvinder, som vi møder på vores vej. Nederst mere afklædt, mikrofonen øverst er udskiftet med en særlig læderpisk, en som ikke kun giver smerte, men også er lavet sådan, at slaget giver et ordentligt lydklask. Samme kvinde, men med to forskellige sider.

    For intet er jo, som det umiddelbart giver sig ud for. Hvis du i din daglige færden tror, at du kender folk, så tro om igen. Mange, langt flere end man tror, har ufatteligt mange nuancer og skygger i deres liv. Gemte sider, hengemte, mange fortrængte tilmed, men ufatteligt mange sider.

    Og det er disse andre sider, som Hinterhof stille og roligt folder ud. I bogen, som er baseret på Dasa Hinks eget liv, jo – tjek hende ud på fx Youtube, bliver vi forført ind i både hendes tilværelse som Dom og så mageløse præsentationer af de kunder, som hun møder. Alt sammen nænsomt, i ro og med en fin blid og nærmest æggende langsom indføring af de mænd og pars liv, som Dasa kommer i berøring med.

    Det er ikke en sexbog, det er ikke lummerhed og porno. Nej. Det er et smukt sirligt portræt af en kvinde, der har gjort op med sig selv, og simpelthen fundet ud af, at hun ikke vil være en skuespiller i sit eget liv. Ikke bare sygne hen i magelighed, langsomt gå til i grå gentagelser, men i stedet folde sig selv ud og være tro imod en sprudlende nysgerrig side.

    Ikke en sexbog, og hvis du tror, at du skal sidde og blive opstemt og sådan, så bliver du slemt skuffet. Næ, læs bogen med nysgerrighed, og læs især teksten. Tegningerne er bestemt ikke uefne, men det er i ordene, at kvaliteten for alvor får luft. Jeg kender en lillebitte smule til de ting, som bogen handler om. Jeg har jo været ung og nysgerrig, og jeg er overvældet over de mange fine detaljer og store indsigt, som vi læsere bliver til dels, både rent visuelt og qua teksten.

    Tegningerne står Mikkel Sommer for, og det er et arbejde, han kan være stolt af. Der er både de nydelige sirlige æstetiske nedslag. Der er et utroligt kærligt detaljenærvær af sexlegetøj, et uromantisk vue af alle dagligdagstingene, som så herligt blander sig med eventyrene, fantasierne, og det virker hverken prætentiøst, forceret eller bevidst, at hverdagen blander sig med lidenskaben.

    Det virkeligt gode ved dette værk er, at tingene blandes sammen sådan helt automatisk. Man får det klare indtryk, at drømme udleves samtidig med at rollefordelingen aldrig glemmes. At være Dominatrix er ikke at være med. At være dominatrix er at iscenesætte og styre. Dette vises voldsomt flot, samtidig med at man aldrig misser det, som er én af bogens mange pointer. Der er et menneske bag. Ikke bare en sexarbejder, ikke bare en robot, ikke drevet af alle sexindustriens skyggesider, du ved, tvang, trafficing, afhængighed, misbrug.

    Selv det særlige, det der med at man mister noget af sig selv, noget særligt af ens ’jeg’, dette berøres også i bogen. Og selvom det er et værk uden peaks, vi skal ikke nå noget, der er ikke nogen tekstmæssig byggen op, så forklares udkommet og værdien til sidst. Hvorfor gør hun det? Vi får svar.

    Hinterhof er et tysk ord, og det betyder banegård. Her i de større byer trives skyggerne. Det er her, vi finder gadepigerne, junkierne, sexbutikkerne. Og det er her, at fortællingen udfoldes. Kærligt, nænsomt, spækket med detaljer og respekt. Både overfor sig selv, samt de forskellige kundeprofiler, som er på besøg. Måske kan du finde dig selv i portrætterne? Tør du?

    Hvis du tror, at sex er en manual, og at vi alle er ens på lagnerne, så er denne bog også både velkommen og kærkommen. Du vil nemlig blive klogere. Mere vidende. Måske mindre fordomsfuld.

    Hinterhof er faktisk et mindre mesterværk, og det baserer jeg ud fra følgende simple præmis: et værk der fortæller noget nyt, noget anderledes og med garanti hjertenært for os, der stadig har libidoen i behold, ikke kun i handling, men også i ånd.

    Hinterhof er en vigtig bog. Den formidler. Den gør dig klogere. Og det er en af de værker, som jeg ved, at jeg vil genlæse.

    Forvent ikke stive pikke og våde glinsende fisser. Glem alt om den maskinelle og opstillede porno. Læs i stedet værket som en sand førstehåndsfortælling, og er du ny til fx bdsm og andre ’mystiske’ ord, så er der herlig ny viden at hente.

    Jeg tænker, at Hinterhof bliver Pingnomineret, og hvis den gør, er det såre fortjent. Her er nemlig et værk der er markant anderledes end andre tegneserieværker. Den virker befriende ærlig, den fremstår ægte og så er det en bog, der gør en klogere. Jeg er fan.

    Fem kærlige hjerter. Og kig med på Youtube. Ja.

    Titel: Hinterhof
    Tekst: Anna Rakhmanko
    Illustrationer: Mikkel Sommer
    Forlag: Cobolt
    Format: 136 sider i farver, softcover, 15,5 x 22 cm
    Pris: 199, –
    Isbn: 978-87-7085-945-5

  • Gammelpot – Den store Bombasto

    Gammelpot – Den store Bombasto

    Anmeldt af Berti Stravonsky

    Det er et stykke tid siden nu, at forlaget Cobolt påbegyndte genudgivelsen af Gammelpot. År faktisk, og jeg kan huske, at jeg dengang glædede mig. Jeg har altid haft et blødt punkt for den lille tykke skæggede arrige mand, og så frem til at genlæse fortællingerne, og især læse højt for mine børn, samtidig med at vi så på billeder.

    Tiden går jo. Den der rare følelse vælter dog stadig ind over mig, og jeg genkaldte mig dette forleden, da jeg hentede en fin bogpakke. Indeni flere gode sager, og sørme om ikke der også var en Gammelpot. Herligt.

    Inden jeg sådan for alvor dykker ind i skriveriet, så tænker jeg, at Cobolt fanme er en ven. En tegneserieven simpelthen, for hvis man går ind på hjemmesiden og ser deres udvalg, så er der både til gamle tosser som undertegnede, med mit hang til både retro og nyere fix, men også til yngre læsere. Det er da venskab, så det batter.

    Jeg ved ikke lige hvor mange yngre læsere der er derude. Men der må være en del. Jeg ved heller ikke hvor godt og lukrativt det er at udgive tegneserier, men tænker, at der er overskud på bundlinjen. Ellers ville fx Cobolt ikke blive ved med at udgive både til mig og andre.

    Nok om det, og tilbage til mit egentlige ærinde. Anmeldelsen af det nyeste Gammelpotalbum, ’Den store Bombasto’.

    Forsiden ganske herlig, og når jeg tænker efter, nok en ganske typisk forside. En eller anden balstyrisk modbydelighed er vred og efter vores stakkels hovedperson. Jeg tjekkede lige, og jo. Det sker jævnligt, at Gammelpot er på flugt og nogen eller noget efter ham. Det er der heller ikke noget galt i. Slet ikke.

    Vi ser vores lille tyksak på flugt, og bag ham en gigantisk fed mand, klædt i en lilla trøje og med en slags blomstret kappe på, og ved siden af en fed køter, en bulldog. Afsted med dig, Gammelpot. Bagerst til højre en trist udseende ung knægt på vej ud af en vogn. Der er altså bevægelse allerede inden fortællingen begynder.

    Jeg har nævnt det i andre anmeldelser, så jeg springer let og elefant over det i denne omgang. Udstyret er nemlig i orden og i topklasse i disse genudgivelser. En forårsfrisk grøn farve på ryggen, og albummene side om side klæder hinanden. Forsiden er ikke en af de mest appetitvækkende, måske endda en kende til den kedelige side, og bagerst er der ikke forandringer. Gammelpot med vadsæk gående på en sti, idyl og ro, og med en mat falmet solgul rande ved siden af, hvor vi klædes på til albummet. Fint nok. Skabeloner er gode.

    Albummet hedder Den store Bombasto, og vi er i cirkusland. Et herligt sted for os med børn og indre barn.

    Men hurtigt inde i albummet sker der det, som Thom Roep gør så godt. Han forskrækker børn. Han bevæger dem. Prikker lidt til deres hyggetilværelse, og får deres adrenalinspejl skudt lidt op. Først en lidt tåbelighed, synes jeg, hvor der er et ituslået vejskilt. Det er gået i stykker i hængslerne, så man ikke ved, i hvilken retning man skal gå. Nu er jeg hverken snedig eller detektiv, men for mig giver det sig selv. Skiltet kan, sådan som det hænger og med bogstavernes placering, kun hænge på en måde, og det virker da lidt besynderligt, at Gammelpot vælger den anden vej. Men sådan er der jo så meget.

    Og det er der, at de yngste læsere får deres første forskrækkelse. Gammelpot betræder en fælde, og inden han indser, at han har tabt sin røde vadsæk, så kommer der ulve. Men alt ender godt.

    Dette var den første af i alt tre fortællinger. Bombasto er hovedhistorien, og denne her med ulvene, samt den sidste, ’Den tyvagtige snemand’ de to øvrige. Ingen af de to ekstrahistorier er noget særligt. Fine gode, men ubetydelige og hurtigt glemte. På nær altså det der med skiltet.

    Den store Bombasto, til gengæld. Den er der mere bid i. Gammelpot anklages uretfærdigt for tyveri, og proppes i brummen. Vadsækken er jo rar at hæve, og deri en nøgle til låsen, og ud kommer han, og kan gå i gang med at finde den virkelige tyv.

    Han er let at finde. En stor fed vredladen satan, der tilligemed er barsk og hård overfor et barn. Det gibber i ethvert barnehjerte, når uretfærdighed opstår, og hvis der også samtidig er skældud og slag, så er barnelæseren fanget. Det underlige er, synes jeg, at Gammelpot er underlig passiv. Det virker som om, at det er normalt ikke at reagere, og det harmonerer heldigvis megadårligt med tilværelsen i dag. Gammelpot griber ikke ind, men ser bare til.

    Hvad med os selv, tænker jeg. Hvad med os selv, når vi handler ind og engang imellem møder en træt mor eller far, som skælder ud på deres børn? Det sker jo. Handler vi? Passer vi os selv? Ja. Det gør vi vist alt for ofte. Enhver hytter sit.

    Det kan man få en god snak ud af, hvis man er så heldig at læse albummet sammen med et barn.

    Nå. Tilbage til Bombasto. Albummet, som i øvrigt fik en fin hollandsk hæder, da det kom frem – nemlig en kåring og sidenhen prisen for ’Årets album for børn og unge’. Første gang at et Gammelpotalbum blev dette til dels. Alt dette kan man læse i forordet, der handler om skæg. Ikke specielt interessant, synes jeg.

    Men det er der, forordet, og som altid er teksten suppleret med andet guf, forsider, skitser, henvisninger mm.

    Nogle gange spændende og interessant læsestof. Ikke her i Bombasto, dog.

    Bombasto selv besidder en egenskab, der er fascinerende. Ikke kun for undertegnede, men også for børn. Nemlig evnen til at kunne hypnotisere. Det fortælles fint og tegnes skræmmende godt, bare tag et dybt kig ind i Bombastos øjne på side to i hovedfortællingen. De øjne er mindeværdige. At hypnotisere er en mystisk ting. Jeg kan ikke huske, at hypnose nogensinde er anvendt i positivt øjemed i kulturen. Jeg tænker på Carl Barks’ Bing – du er hypnotiseret, og jeg tænker på krimier. Især en Columbohistorie, hvor der var en kvinde, som begik selvmord fordi hun blev hypnotiseret til det.

    Jeg kan ikke huske, at jeg har læst eller set noget, hvor hypnose blev anvendt som noget godt.

    Her i fortællingen virker det godt, og uden at have belæg for det, så er det tankevækkende, at folk der udsættes for hypnose eller andet blændværk, ofte er autoritetspersoner. Eller var autoritetspersoner. Læreren, betjenten og så videre. Vi ser det gang på gang i kunstens forunderlige verden. Tænk bare på Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg. Magt er de ondes værk, og magtfolk skal pilles ned, kan man tænke.

    Uden at der skal gå politik i det, eller at jeg skal overfortolke, så er det et godt og velkendt forfatterkneb, det der med at finde syndebukke, og det der med at fæstne skyld på de uskyldige. I den dur. Der er således dømt berettermodel i mere eller mindre udstrækning, og berettermodellen er nemlig god til især de yngre læsere. Der er hele tiden noget at forholde sig til, og man er med som læser. Man bliver olm og synes, at det er tarveligt og forkert, man gyser, man griner. Man bliver glad til sidst.

    Med tiden kan mere komplicerede fortælleformer komme i spil.

    Alt ender godt. Det ved vi. Klimaks og konfliktløsningen i Den store Bombasto er at vende skurkens skurkestreger imod dem selv. Det gøres fortrinligt.

    Tegningerne er som vanligt ypperlige. I de tre korte fortællinger i albummet emmer det af stemninger. Det gustne golde tågede, det idylliske minisamfund med blå himmel, nærliggende skov med grønne farver, og endelig i hyggesne i den korte sidste historie.

    Og som sådan er albummet bare som det skal være.

    Jeg kan ikke helt følge, at Den store Bombasto skulle tårne sig markant højere end så mange andre Gammelpotter. Der er da flere, som har et langt bedre plot, en markant højere form for spænding og ikke mindst gys, men altså. Skidt bliver det bestemt og naturligvis aldrig, men heller ikke superspitzenklasse. Jeg lander sådan med fire hjerter. Milevidt fra den gennemsnitlige 3’er og aldrig heller i nærheden af en 5’er.

    Summa summarum – et godt gennemsnitsalbum for de yngre tegneserielæsere.

    Titel: Gammelpot – den store Bombasto

    Tekst: Thom Roep

    Illustrationer: Piet Wijn

    Forlag: Cobolt

    Format: Hardback, 56 sider i farver.

    Oversætter: Edith Månsson

    Pris: 199, –

    Isbn: 978-87-7085-938-7

  • Vance samlet – Rodrick

    Vance samlet – Rodrick

    Anmeldt af Henning Braunstein

    Efter en kort, stille periode meget ulig forlaget, så trykker E-voke sømmet i bund op til Copenhagen Comics med en bred palet af udgivelser. For nærværende er Rodric blevet læst med stor fornøjelse.

    Med titlen “Vance samlet”, er E-voke nået til andet bind med serier og historier som William Vance har skabt. Noget vil være mange bekendt fra hedengangne “Fart og Tempo”-hæfter fra 1960’erne og 70’erne og andre udgivelser, men ikke hér, for “Rodric” kan for allerførste gang læses på dansk i dette bind, og så ovenikøbet komplet.

    William Vance behøver vel næppe den store introduktion i dette forum. Han tegner og Lucien Meys fortæller om Rodric, en ædel ridder i middelalderen. Det handler i store træk om ”korsridderen Rodrics eventyr i det 12. århundredes Palæstina. Først må han redde sin ven, købmanden Urbain, ud af en klemme og begiver sig ud i ørkenen med sin væbner og købmandens datter. Dette skal kun blive begyndelsen på det, som senere indblander Rodric og hans venner i et større komplot. Dette album er en sand fornøjelse for enhver, der elsker de klassiske historier om middelalderen og korsriddere. Albummet rummer de to historier “Amathea” og “Den gamle mand på bjerget” samt ekstramateriale”, skriver forlaget.

    Fortællingen har nogle år på bagen. Den er fra 1972/73, hvor den for første gang udkom i damebladet ”Femmes d’aujourd’hui” fortløbende i numrene 1453 – 1491. Jeg skal prøve at styre mine fordomme, og først vil jeg sige, at det er sejt, at der i et belgisk dameblad forefandtes en tegneserie (det udkommer også i Frankrig iflg. Wikipedia), en fortsat, og så om riddere. Det er så her fordommene kommer i spil, for der er om ikke et strejf af romantik over historien, så i hvert fald noget, der formodentlig ville kunne falde i et meget bredt publikums smag både mht. nævnte romantik, action og spænding. Belgiere og franskmænd har nok haft en anden historie og holdning til tegneserier som disse (fordomme igen, jeg ved det!), men børn, drenge så vel som piger, har måske læst i moderens eksemplar – gætterier, som sagt, jeg ved det ikke. Der er ridderlige riddere, skurkagtige skurke, en snarrådig ung mand/dreng, som unge læsere ville kunne identificere sig med – og ja, smukke heltinder. Mht. udseende er det sådan, at der er nogle ansigtstræk, der går igen hos ”de gode” og lige så hos ”de onde”. Jeg kunne i hvert fald ikke skelne mellem et par stykker af hovedpersonerne i anden del ”Den gamle mand på bjerget” – sikkert mine øjnes skyld. Når det er sagt, så er det en fryd at kigge på, betragte, ja studere tegningerne. Der er fyldt med stemninger, ansigterne er furede, mærkede af livet, når det kræves og landskaber, bygninger og tableauer er en fryd for øjet. Historien er måske lidt enkel, men det opvejes i rigeligt mål af tegningerne. Farvelægningen er i historien ”Amathea” krediteret Petra, som er Vances hustru. Jeg er om ikke vild, så småbegejstret for detaljen med at bogstaverne i hendes navn er farvelagt. Det er så formodentlig Vance selv, der har farvelagt ”Den gamle mand på bjerget”. I begge tilfælde er det fint arbejde. Meget af handlingen foregår i dejligt lyse omgivelser, noget, som denne læser i hvert fald er begejstret for.

    Det er en hardcover udgivelse, glat, kraftig papirkvalitet, 96 sider i farver til 259,-.
    Ekstramaterialet besår af et par sider med lidt informationer om ”Det nære Østen” og ”Tempelridderne”, to flotte pin-ups af Vance samt 8 sider med billeder fra et illustreret værk, som Vance fik som gave. Titlen er Korstogene i billeder og er illustreret af en af Frankrigs ypperste illustratorer ifølge William Vance, Gustave Doré (1832 – 1883).

    Det er skønt at kunne læse en underholdende, action mættet, stemningsfyldt lige – ud – af landevejen, om end lidt forudsigelig fortælling, så det bliver til 5 ud af 6 seks sværdslag fra denne korsridder.

    Titel: Rodric
    Serie: Vance samlet
    Forfatter: Lucien Meys
    Tegner: William Vance
    Oversættelse. Brian Reinicke Pedersen
    Forlag: E-voke
    Pris: 259,-kr.
    Format: Hardback, 96 sider, i farver.
    ISBN nr. 978-87-93952-82-9

  • Conquistador – del 3

    Conquistador – del 3

    Anmeldt af Berti Stravonsky

    Så er der atter godt nyt fra Valby. Jeg taler om e-voke og deres forrygende program. Lad os begynde med Conquistador del III og jeg noterer mig som noget af det første, at kvinden på coveret har en ganske god røv, og bærer våben i begge hænder. Hun er central i fortællingen og rummer lige præcis dét, jeg tænder på. Handlekraft. Kynisme. Vilje.

    Dette er album tre i serien, og i næste album får vi afslutningen. På bagsiden ser vi de fire covers, og en lille fin detalje er, at de to første album kan sættes ved siden af hinanden, og de sidste to også ved siden af hinanden, og de danner så to hele billeder. Jeg kan godt lide, at man har en tanke bag ikke alene indholdet, men også i formen. Det bliver mere helstøbt. Mere professionelt.

    Nu nævnte jeg forsiden. Den er mørk. Det samme er bagsiden og der står følgende:

    Tenochitlan, år 1520.

    De søgte aztekernes skat…

    Men de overså, at der blev våget over den.

    Lige ovenover er der et gustent ansigt, et kranium med mørkerøde øjne, måske ædelsten.

    Og nederst de fire album. Ikke umiddelbart en indbydende bagside, snarere ildevarslende og stemningsfuld. Stemningsfuld er også et af de første ord, der rinder mig i hu. Det er som om, at albummet er mere snak end handling. Som om, at der samles kræfter til de afgørende slag, og selvom jeg nu har læst albummet to gange, så kan det alligevel være en kende vanskeligt sådan for alvor at finde en helt, en person eller en sag, som man holder af og måske identificerer sig med.

    Det kan sådan umiddelbart virke irriterende og forstyrrende, men jeg er ovre den del. Tænker lidt i andre baner, for tegneserier der gør, at man enten tænker sig om en ekstra gang, eller bliver ramt af irritation, de er enten rodede og ustrukturerede, eller også er det kunst på et andet niveau. Hvor man ikke altid får alt forærende, men at værket faktisk kræver noget af sine læsere.

    Der er mange værker, der popper frem, når jeg læser Conquistador. Jeg tænker på Mel Gibsons ekstremt voldelige men også vildt fascinerende og smukke film, Apocalypto. Jeg tænker også på Lars von Triers Riget, som vi jo snart får tredje sæson af. Netop på Triers Riget, hvor der hele tiden præsenteres nye karakterer med hver deres rolle og ramme, og man får sympati eller modvilje konstant i hver af de nye karakterer. Det er en sublim rollefordeling, og lidt det samme aner jeg i Conquistador.

    Tre fjerdele inde i serien aner jeg faktisk ikke, hvem jeg skal holde med.

    Lad mig give dig et eksempel. Det omhandler den gode røv fra coveret. Hun standser en voldtægt. Er i undertal men ferm med en kårde. Det får begge voldtægtsmænd at mærke, og alt ånder idyl og fred. Men så kommer der en kniv i spil, og nye dimensioner tilligemed.

    En herlig kontrast med denne kniv og dennes anvendelse. Til sammenligning, og så kan man jo tænke over dette, så få sider forinden, er et andet slag udkæmpet. Som det ellers er tradition, så skal den besejrede dræbes. Men ikke her. Han benådes og bortvises. En anderledes nådig handling, og man aner, at der sidenhen vil komme et afgørende slag imellem ham der benåder og hende der ikke gør. Vi får se.

    Billedsiderne er fabelagtige. Igen, som jeg vist har skrevet før, så skal man se bagom figurerne. Kigge på de mange herlige detaljer. Vis mig et folk og dets samfund, så skal jeg fortælle dig om dets leder. Sådan har jeg læst det engang, og det er fornemt at kigge på detaljerne. En detalje kunne være en ny karakter her i serien, en sær satan som banker løs på trommer, ridende på et æsel. Zampero er navnet, en tidligere højt dekoreret soldat, som nu er ramt af feber. Ham og hans fører, Barbo Bezan, i orange dragt, høj, ond af udseende og med et hvidt sølvfarvet ansigt, arret tilligemed. De to giver serien nyt blod. Ondt blod. De er også på mission, og denne udføres med skræmmende ondskab.

    AYYYEEE DAIII!

    Lyder det. Zampero råber en ordre. En landsby, en helt fredelig landsby med mænd, kvinder og børn, brændes ned, og folkene i landsbyen med. Bind dem, lyder det, bind dem og brænd dem alle i de rensende flammer.

    Så – dette jungleskakspil er i gang. Alt sammen på jagt efter aztekernes skat. I et skakspil handler det om at nakke kongen, og undervejs ofres der folk. Det bliver en rasende afslutning.

    Dette værk, treeren, er, hvis vi skal blive i skakkens terminologi, dette midtspillet. Officererne er på brættet, alle sat i scene og enkelte er ofret, herunder nogle ubetydelige bønder. Slutspillet kan begynde.

    Ja. En fin billedside, om end noget dunkel og dyster. Det er som om, at næsten alle sekvenser er i mørke, selv hændelserne i dagslys. Men husk – vi er i junglen. Det er ikke som en Hollywoodfilm. Der er ikke kunstigt lys. Der er ren Stanley Kubrick. Der er det lys, der er. Det fremmer to ting. Først og fremmest stemning. Men også en slags irritation. Jeg er så gammel, at jeg skal have ting ind med skeer. Og så skal jeg have kontraster. Det mørke og dunkle ville ikke være mørkt og dunkelt, havde det ikke været for lyset, freden og de stille passager. Eller jo. Men ikke med samme pondus. Og flere steder halter det. Det bliver for mørkt for længe.

    Kulturndskab og drab holder jeg af. Det er ren eskapisme og siderne læses med glubsk interesse. Jeg prøvede sådan for sjov at se, hvor meget vold der er. Der er meget. Ikke bare vold vold, men også dramatiske optrin og afviklinger. Man er hele tiden i højeste gear, og det gør noget ved intensiteten. Samlet set, nu efter tre album, virker det, og som serie er Conquistador herlig og farlig.

    Aktørerne er flot tegnede. Tzilli, en smuk kvinde, som elsker en anden mand, kommer afklædt. Hun afvises og vender tilbage til sin udkårne i en blå dragt og med sit smukke sorte hår hængende løst. Kort forinden, 10 ruder eller deromkring, går en anden person, ham den besejrede fra før. Han forlader os med livet i behold, men se lige på øjnene. Lur mig, han vender tilbage.

    Men altså – flotte aktører. Flotte ildevarslende baggrunde og et skakspil af drabelige dimensioner.

    Dufaux og Xavier har skabt en sublim serie. Den skal ind ad flere omgange, for helt let er den ikke. Tegningerne er dynamiske, voldelige, detaljerige. Plottet som det førnævnte skakspil. Men er lidt i tvivl, men tvivl skærper sanserne.

    Jeg var i tvivl og var først i de fire hjerters land. Men efter at have læst albummet på ny, er jeg ikke i tvivl. Det er et herligt råt album, og det gør lige præcis det, som god kunst kan. Det sidder. Jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske, men jeg er meget spændt.

    Titel: Conquistador del 3.

    Tekst: Dufaux

    Illustrationer: Xavier

    Forlag: e-voke

    Format: 62 sider i farver, hardback

    Pris: 189,-

    Isbn: 978-87-93952-67-6

  • Voyeur 1 – Deluxe Edition

    Voyeur 1 – Deluxe Edition

    Anmeldt af Berti Stravonsky

    Vi er i den saftige afdeling i aften. Jeg har E-vokes nye lækre hardback foran mig, og på coveret ses en kjoleklædt kvinde med langt krøllet brunt hår. Bagved hende, fornemmer man, er der en mand og de to er i gang med et eller andet. Jeg skal ikke præcist kunne sige hvad, for det kan man ikke se ud af billedet. Men vi er i det lumre land, og her er dejligt at være. Albummets indhold er ikke kun antydningens kunst. Langtfra og det er herligt for sådan en gammel gris som undertegnede. Hele 28 forskellige små fortællinger, erotiske noveller i tegnet form, hertil både et forord forrest og mere end 20 siders skitser bagerst.

    Titlen er Voyeur 1 Deluxe Edition.

    Hm. Dette hm er todelt. Det er nemlig et forbehold. Et forbehold der ikke så meget handler om selve albummet, men mere genren. Misforstå mig ikke. Jeg er totalt på hjemmebane, når det handler om liderlighed, knaldelege og den slags. All the way. Og kan både lide at høre og se. Der er ingen moralske kvababbelser eller påtagede rynkede bryn. Det er mere fordi, at jeg ikke synes, at erotik gør sig godt i streger og striber. Jeg bliver ikke opstemt, og det er altså ikke fordi jeg har nået den alder, hvor den slags ikke længere flår i mellemgulvet. Selv da jeg var yngre og slugte næsten alt i den der sexbølge, var det ikke i 80’erne, hvor der var en række sorte album med flotte tegninger på forsiden, så bliver jeg ikke pirret. Jeg kan ikke huske titlerne, eller seriens titel, hvis det altså var en serie, og det siger vist alt. Sex i stribeform er en misforståelse. Det ender som oftest at være lidt af en fuser, en lummer én, men altså ikke mere end en fuser.

    Det har ikke noget at gøre med tegningerne, for de er, også i denne Deluxesag, yderst delikate, smukke mennesker i bestemt sexede situationer og rammer. Ikke noget der.

    Og det er heller ikke fordi der hurtigt kan gå MeToo i den, og jeg føler mig krænket eller tror, at andre kan blive krænkede. Hvor overfladiske det end kan forekomme, så er MeToo ikke et emne jeg gider gå ind i. Ikke i almindelighed og bestemt heller ikke her.

    Det er heller ikke fordi jeg bliver mopset over at der vises fantasier. Jeg elsker fantasier. Dyrker dem selv flittigt.

    Nej. Jeg har det forbehold, at historierne generelt er alt alt for tynde. Her i de mange fortællinger, alle på fire sider, er der ikke rigtigt nogen nævneværdig pointe, en aha der løfter eller overrasker. Det er, undskyld jeg siger det, blot sådan lidt he he og så slut. Lidt lige som vittigheder, der bare høvles afsted. Langt hovedparten er ligegyldige og blot at regne for tom snak, for fyld.

    Og da en god tegneserie er det bedste fra et godt narrativ samt ypperlige velkomponerede illustrationer, så er Voyeur en stol med et manglende ben. Nemlig fortællingerne.

    Fordi det er i fortællingerne det virkeligt æggende kommer frem. Javel, et blik, en diskret blinken med mellem aktørerne, selve set-uppet og den slags. Alt sammen kan hive lidt krudt i sjoveren eller kilde de rigtige steder. Det kan det da. Men det er som regel, for mig i hvert tilfælde, i det udtalte, at der virkelig sker noget. Kommunikation er vejen. Og når plottene sådan samlet kun handler om at vise aktører knalde og slikke og den slags, så er der ikke meget plads til den gode dialog. Det bliver aldrig ophøjet eller vigtigt. Det bliver kun klichéprægede dumme ord.

    Åh, din store luder.

    Åhh, jeg kommer.

    Jeg elsker at gøre dem liderlige.

    Nu skal du slikke mig som en hund.

    Og ved du hvad? Det er bare ikke hverken sexet, pikant, charmerende eller på nogen måde særligt interessant. Sorry to say. Ikke for mig, og jeg er 56. Måske hvis jeg var 40 eller 30 år yngre. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg kunne tage albummet med og vise min nuværende niende klasse. De har alt andet end undervisning i knolden. Måske kunne jeg fange deres interesse med denne sag?

    Nå. Et er, at de forskellige fortællinger er tynde og at dialogen er noget sparsom. Og at jeg lyder som en gammel halvsur fætter med et kynisk udsyn. Det ønsker jeg jo ikke.

    Lad mig kigge på novellernes titler. Hvad har vi at gøre med? Jo, hør blot, titlerne er disse:

    En særbehandling, Lukketid, Røver og voyeur, En praktisk øvelse, Blikkenslageren, Et frækt tilbud, En god pige, Rangorden, En hjælpsom fætter, Hunden, Skatteopkræveren, Lægebesøg, Frøken Lilly, Fødselsdagen, Udvælgelsen, Antennemanden, Skildpadden, Firkantsdramatik, Udflugten, Den professionelle, Dit og dit, Bedøvelse, Tag tyren ved hornene, En aftale, Udvisningen, Helt skamløst, To engle samt En tur på landet.

    Som med de løsrevne citater lidt længere oppe, så er det bare… ja, hvilket benævnelse skal jeg anvende? Plat? Tyndt? Intet sigende? Noget i dén retning, tænker jeg.

    Jeg er totalt fan af E-voke og folkene bag, og det kan godt smerte mig at være så forbandet hård.

    Hvis jeg skal løfte anmeldelsen lidt, så er det selve genren, jeg er efter. Ikke kun, men dog også, dette album. Jeg vover endnu engang at postulere: sex og lidenskab fungerer bare ikke særligt godt som tegneserie. Dixi.

    Nå. Nu smider jeg den bryske kasket og kigger lidt mere på alt det, der er godt ved værket. Selve indpakningen er ferm. Jeg foretrækker hardcover anytime. Og føler mig forkælet, når der også er lidt ekstra med i ’posen’. Et kort, men ikke helt uinteressant forord fra den daværende redaktør af det spanske Playboymagasin. Her nævnes blandt andet, at der klart var et formål med at bringe disse striber blandt ’rigtige’ modeller. Nemlig at stribernes kvinder skulle have et feministisk, hævngerrigt, ironisk og ikke mindst humoristisk præg. Alt sammen ud fra devisen, at livet er en komedie, og sex er prikken over i’et.

    Men. Jeg smider lige en negativ sætning ind igen. Ingen af de 28 fortællinger har en kvindes hjerne og lyst for øje. Det er kvinderne, vi skal se på, kvinderne vi skal finde lækre og lokkende. Det skal med, og det er, set med ligestillingsøjne, fuldstændigt forkert. Nu især, men altså også dengang i ’88 til ’98, hvor José Luis Córdoba var redaktør for spansk Playboy.

    Jeg kan også lide de sidste mange sider med skitser. Når jeg kigger på dem, og selv sidder og fifler med blyant og papir, så ser skitserne ud på den måde, at jeg også kan tegne. Jeg bliver inspireret til at afprøve mine færdigheder, og ender altid ud med en næsegrus beundring for tegnere, for mine krumspring og forsøg blegner totalt. Jeg kan lide, at se rå skitser. Skitser uden farver. At se, hvordan kroppe tegnes og tegnes uhyre veldrejede og flotte.

    Det bedste ved albummet, og det ER altså det bedste og faktisk endda rigtig godt og flot, er albummets innersleeve forrest og bagerst. Her på lækre dobbeltsider ser man en smuk, halvt påklædt, halvt afklædt mørkhåret kvinde med spredte ben. Røde negle, trusser og en nederdel trukket op. Foran hendes spredte ben er en stationær pc, og man får automatisk den tanke, at hun masturberer. Det er smukt. Det er sexet. Det er kunst.

    Albummet er på 144 sider, og ikke for børn. Ettallet i titlen antyder, at der kommer flere, og dette album er det første. Novellerne er tegnet til det spanske Playboy, og som der står på albummets bagside, så får vi læsere et ret fornemt indblik i den argentinske kunstners talent, Altuna er navnet.

    Nederst på albummets bagside står der, at værket anbefales til voksne læsere. En fin lille disclaimer.

    For mig hænger plot og tegninger sammen, og selv ikke de allersmukkeste tegninger kan redde mangelfulde og tomme fortællinger. Tre udløsninger kan jeg levere. No more. No less.

    Titel: Voyeur 1 – Deluxe Edition
    Tekst: Horacio Altuna
    Illustrationer: Horatio Altuna
    Forlag: E-voke
    Format: Hardcover, 144 sider i farver. Forord samt 20 siders skitser bagerst
    Pris: 298,-
    Isbn: 978-87-93952-65-2

  • Vildmarkens stjerne

    Vildmarkens stjerne

    Anmeldt af Berti Stravonsky

    Matthew Montgomery er ikke en rar person. Ikke sådan umiddelbart. Lidt af en firkant i alle livets forhold. En barsk tyran i privat regi, og på jobbet en regelret herre. Alting er nemt, når man tilrettelægger sit liv på denne måde, og mange firkanter kan givetvis leve rart og trygt. Dagene ligner hinanden. Regler er regler, og dem følger man, og det samme gør de folk, der er omkring én.

    Det gælder familien og det gælder de nærmeste arbejdspartnere. Man kan endda blive så firkantet, at man ikke længere behøver at tænke selv. Regler og rammer har for længst sat sig på dagsordenen.

    Hvad sker der så, når det vante gennemhulles. Eller i Matthew Montgomerys tilfælde, hvad sker der så, når ens nærmeste gennemknaldes og sidenhen dræbes. Altså først udsættes for en grov voldtægt, dernæst slås ihjel?

    Jeg er i westernland og er det fordi forlaget e-voke er på gaden med en ny sag. Titlen er Vildmarkens stjerne, og coveret viser vores hovedperson, høj, velklædt, brysk og med en Colt i venstre hånd. Bag ham trafik og bygninger, alt sådan lidt brundunkelt og ja, men får ikke noget forærende. Hardcover er det, og bogens 52 sider er i farver, trykt på glat papir. Ryggen rummer det klassiske: titel, forfatter, tegner, et herligt ettal (vi taler om en serie på i alt fire bind), forlag og sørme en stjerne øverst, stjernen som faktisk er Montgomerys eneste spor at gå efter. Han vil nemlig søge retfærdighed, for selv om han ikke umiddelbart fremstår som en elskelig ægtemand og god far, så er der en rem af huden i ham, og tilværelsen fra før skændselsgerningen, den firkantede, er jo forandret for evigt.

    Lad mig citere værkets bagside:

    ” Washington, USA, i 1820’erne. Matthew Montgomery er en højtstående embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium, som lever et rutinepræget liv indenfor lovens ukrænkelige rammer. Men tilværelsen omvæltes brutalt en sen aften, da han finder både sin kone og datter voldtaget og dræbt på frygtelig vis. Det eneste spor er et mærkeligt stjernesymbol, som er ridset på datterens bryst.

    Hvem har begået den grumme forbrydelse? Og frem for alt: Hvorfor? Opfyldt af vrede drager Matthew mod Kansas og vestens vildmark for at forfølge det eneste spor han har – stjernen – i sin jagt på morderen”

    Jeps. Umiddelbart lige ud af enhver dilligences støvede landevej, men undervejs i albummet bliver det klart, at Montgomerys levevis, selvforståelse, indsigt i andre og især i andres levevis, også udfordres. Så det er bestemt ikke ’bare’ en simpel fortælling om hævn, det er også en tur ind i ens sjæl og vaner. En indre rejse samtidig med en ydre. Det sidstnævnte er tydeligt og genkendeligt.

    Det første mere dunkelt. Men lad os se. Jeg kan overfortolke, det er jo sket før, og blevet frygteligt skuffet.

    Men givet er, at vores hovedperson undervejs møder både modstand og folk, der er med til at sætte den rette stemning. Både i albummet som sådan, og i Montgomerys sind. Han får høvl, han bliver ydmyget, og vi ser ham på sidste side rejse sig, tilbage imod tæv og ydmygelserne.

    Han gi’r ikke op så let.

    Det er lang tid siden, hvis overhovedet, jeg har læst en western, hvor der ikke affyres så meget som et enkelt skud. Der trækkes håndvåben undervejs, men ingen skud affyres. Jeg bemærkede det nu ikke ved første gennemlæsning, men her anden gang, så slog det mig. Og det kan jeg godt lide. Jeg har tidligere været efter andre værker i genren, simpelthen fordi der var for meget ’gung ho’ over det. Problemer? Ah, vi trækker vores seksløber og skyder. Sådan er det ikke denne gang.

    Det betyder langtfra at albummet er kedeligt og spændingsløst. Det er nemlig både intenst og fyldt med spændende optrin. De er der. Blot serveret på en anden måde. En mere afdæmpet måde. Vores hovedperson kan her i første bind virke en smule slatten og handlingslammet. Det virker som om, at det liv udenfor firkanten er lidt mere barskt og råt, og at den lov, som han tidligere har virket ved og ud fra, den kan bøjes, hvis den da overhovedet kan bruges.

    På denne måde folder det vilde vest sig også ud.

    Jeg kan godt lidt den gennemgående dystre brune og røde farve, der er i albummet. At lys i lokaler kun kommer fra olie, og lys udenfor kun fra solen. Det giver skygger og skygger maner stemninger frem. Der er nøgenhed flere steder, og den hakkeorden, der især viser sig til fulde vestpå, hvor man ikke regner indianere for ret meget, er helt parallelt med den stivhed, som Montgomery selv har levet. Både på jobbet og især i familielivet. Han, og det startede jeg vist med, er ikke nogen elskelig person, og er pisseligeglad med hustruen. Så meget, at han knalder sin sekretær hver mandag. Han er ikke helt så ligeglad med datteren, men formår aldrig helt at vise, at han også har et faderhjerte.

    Ikke før det er for sent, kan man sige.

    Farverne forstærker og er fine. Det samme er tegningerne. Man er aldrig i tvivl om genren, om personerne og den fremadrettede handling. Volden vises subtilt, og en af de ting, jeg elsker og dyrker i især westerns, ondskaben og den stærkestes ret, åbenbares kun lejlighedsvist. Den skurk, som vores hovedperson er på jagt efter, er et ondt svin. Vi får det ikke direkte at vide, men via de personer Montgomery møder, og deres fortællinger eller måske rettere, alt det de ikke siger, giver et fint grumt billede af et møgsvin. Godt for de kommende tre bind.

    Fortællingen står belgiske Stephen Desberg for. Ganske fermt plot, som både giver meget, men ikke alle esser spilles ud til at begynde med. Montgomerys forhold til datteren fx samt den noget stive konservative arbejdsstil, her er der meget endnu at give. Tegningerne kan jeg også lide. Ikke oppe at ringe, men lige præcis i denne min yndlingsgenre, er jeg nok for farvet og for forvænt.

    Illustrationerne har italienske hænder, Enrico Marini.

    Det glatte papir bliver jeg aldrig fan af. Ikke at det gør så meget, men nu er det nævnt. Hvis man skal skyde lidt med løst krudt, så er der ikke gjort meget ud af persontegningerne, hvilket egentligt er lidt mærkeligt. Man får nemlig mange informationer undervejs, men jeg synes alligevel, at jeg sidder tilbage med en slags uforløsthed. Jeg ved endnu ikke, om jeg har sympati for vores ven.

    Kun for sagen.

    Men det er skam også alt rigeligt. Vildmarkens stjerne er titlen, og den er bestemt lovende.

    Lad mig kigge på det med stjernen og de der indianere. Der er nøgenhed i albummet, bryster og sex og den slags, og så får de indianske prostituerede smadder. Her kom jeg umiddelbart til at tænke på Quentin Tarantinos og dennes brug af vold, helt konkret et par af scenerne fra The Hateful Eight, hvor Kurt Russel er modbydelig hårdhændet overfor den søde Jennifer Jason Leigh. Der er lidt noget af det samme. Ikke vold som sådan, ikke i den måde, man viser volden og øretæverne, men snarere i det menneskesyn, som er tæret af hårdhed.

    Stjernen, og et er her at indianerne kommer ind i billedet. Igen, sådan indirekte. Er det et indiansk tegn, og hvis ja, hvad skal det betyde?

    Lad mig slutte.

    Albummet er spændende og rapt fortalt. Sproget let, og formmæssigt har vi at gøre med en første person-fortæller. Jeg ved sgu ikke, men det er noget, der skurrer…

    Vi ender på fire sherifstjerner, og jeg glæder mig til at følge Montgomerys videre færd.

    Titel: Vildmarkens stjerne
    Forfatter: Stephen Desgard
    Illustrationer: Enrico Marini
    Forlag: e-voke
    Format: Hardback, 52 sider i farver
    Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen
    Pris: 189,-
    Isbn: 978-87-93952-66-9

  • Rovdyr 2

    Rovdyr 2

    Af Berti Stravonsky

    Jeg har ikke været inde i hjernen på Jean Dufaux, men noget siger mig, at her ville jeg høre hjemme. En bombastisk start på en anmeldelse, men jeg sidder med e-vokes Rovdyr 2, og er underholdt, forfærdet og overvældet. Hvor jeg efter første bind sad sådan lidt mystificeret og en kende uafklaret, så folder serien sig alvorligt og endnu flottere ud.

    Genrerne blandes, dog ikke sådan at man bliver forvirret eller irriteret, snarere draget og endnu mere nysgerrig. Rovdyr 2 rummer ondskab og lidenskab, i et ret spændende krydsfelt mellem at blive jagtet og at jage. En traditionel krimi bare pakket ind i hævn og hugtænder. Der SKER noget, noget underverdenen er mere og andet end bøller og kriminalitet.

    Hvor man i første bind lige skulle ’have hul’, så strømmer indsigten lettere her i opfølgeren, og det er bestemt et plus. Det betyder heldigvis ikke, at historien blot bliver simpel og forholdsvis lineær, nix nej. Pandoras æske åbner sig, og både handlingens intensitet og spændingen stiger. Det der med tillid og have sympati er jo et af menneskehedens kerneværdier, men altså – nu ER vi jo i en ganske anden ramme, og de små vognstangsvink vi får, gør at man imødeser de sidste to bind desto mere.

    Glat papir bliver aldrig sådan helt godt. Sorry to say, men og det kan jeg ikke forklare. Det virker ikke helt så slemt her, og jeg bemærker i højere grad farverne, der bare ætser godt i øjnene. Farverne virker godt. Om vi er i klub med stærke røde og gule æggende farver, om vi er på jagt i regn og grønt, eller til eksklusiv middag, hvor den matte gule regerer, så virker det. Et simpelt trick, javist, men ’skomagerskak’ virker også fint i skak, og man benytter de virkemidler, der virker.

    Det er lidt af en kliché at beretninger om vampyrer og den slags, at der skal være sex, nøgenhed og at der enten direkte eller indirekte skal duskes lidt. You know. Også i Rovdyr 2 er der den slags. Jeg er jo en gammel gris, så det tager jeg med.

    Kan vi lide det? Ja. Er det nødvendigt for fortællingen. Nej, ikke sådan for alvor, men midt i al elskoven gemmer der sig også afstumpethed, grusomhed.

    Følelser der efterhånden kendetegner hele albummet, også i de (ja – måske især dér) stille passager. Den fine middag henad side 45 og frem er bare brutal og modbydelig.

    Slutningen er barsk og ond, og jeg kan godt lide den og det. Ikke fordi jeg er skrupskør (håber jeg), men fordi der simpelthen pirres noget i mig. Noget med retfærdighed, noget med hævn. Sådan har jeg altid haft det. Tag næsten alle skurke kontra helte, både i film og i bøger, og fortæl mig, at du ikke på et eller andet plan har nydt skurken, dennes ondskab. Måske fordi man samler til bunke og ens retfærdighedssans får vinger, når alt alligevel ender godt. Måske fordi persontegningen bare er bedre hos røvhullerne. At alt vores vanlige spejling viser skår, eller måske netop ikke.

    Der er flere små perler i værket. Jeg nyder at der samles lidt op, for jeg var noget desorienteret i etteren. Det rådes der bod på, og på røde sider bliver disse tråde netop røde. Sejt. Lækkert.

    Jeg aner ikke, hvor Rovdyr ender og det er både herligt og pisseirriterende, at man skal vente længe på de sidste to bind. Herligt fordi der vitterligt er meget at se frem imod. Irriterende fordi man jo er en utålmodig satan.

    Sataner er der mange af. Rovdyr 2 er fyldt med dem, og derfor ender vi på fem af slagsen. Jeg er underholdt og vil have mere blod, mere modbydelighed. Og det skal nok komme.

    Titel: Rovdyr 2
    Illustrationer: Marini
    Tekst: Dufaux
    Format: Hardcover, 56 sider i farver
    Forlag: e-voke
    Pris: 189,-
    Isbn: 978-87-93952-49-2

  • Vance samlet bind I- Howard Flynn

    Vance samlet bind I- Howard Flynn

    Af Henning Braunstein

    Hvis vi nu starter med en liden ”for sjov ” – quiz uden præmier, og du, kære læser, et øjeblik glemmer, hvad dette er en anmeldelse af, hvem er så William van Cutsem, som blev født 8. september 1935 og døde 14. maj 2018? Ja, du gættede rigtigt, der er tale om William Vance eller blot Vance, hvis man googler ham under det næstsidste, så står der, inden man overhovedet er færdig med at taste: William Vance, visuel kunstner! Ikke tegneserietegner eller comic book artist eller noget på fransk, men visuel kunstner! Og såd’n er det. Jeg overgiver mig med det samme. Det, jeg sidder med her er visuel kunst. Jeg kan ikke lade være med at fordybe mig i tegningerne, ruderne, forsideillustrationerne….. mmmmm! Når jeg så er færdig med at overgive mig, så er dette noget af Vances tidlige arbejde, Inden havde han, efter endt uddannelse, arbejdet med 4-siders historier af dokumentarisk tilsnit for bladet Tintin. I -64 begyndte han på Howard Flynn sammen med Yves Duval. Som mange vil vide, er der tale om en rigtig helt, nærmest helt Jan bogs agtigt, positivt forstået, uden sammenligning i øvrigt.

    Det er E-voke, det lille store eller store lille, men i hvert fald ret aktive, forlag, der binder an med at udgive Vance samlet. Hér er det bind 1, Howard Flynn, som mange sikkert vil huske fra Fart og tempo i midt/sluttresserne, hvor løjtnant Howard Flynn slog sine modige og tør man sige dadelfri folder? Mere om det senere. Der er lidt ”tur i tidsmanskinen” over det.

    Vance er, som skrevet, ikke alene om Howard Flynn. Duval, som står for handlingen, herhjemme bl. a. kendt for Dr. Silver og Familien Franval, set i, rigtigt, Fart og tempo igen, har skrevet alle historierne, og der lægges ud med ”Howard Flynn står til søs”. Der er 7 fortællinger. De 6 af dem har tidligere været udgivet på dansk, og jeg tør næsten ikke skrive det, også i Fart og tempo, og en enkelt, nemlig denne, fik eget Fart og tempo album nr. 4, ”På togt med søløjtnant Howard Flynn”, så det er kendt stof for det meste. Man kan godt se, det er i den tidlige del af Vances karriere. Sammenligner man med den sidste fortælling ” I tigerens klør” eller den sort/hvide historie, er der klar stor udvikling at spore fra denne første historie til senere.

    Det eneste ikke tidligere i DK udgivne materiale er ”Forræderen slår til ved midnat” i S/H, og det bringer mig til at se lidt på farverne. Normalt er jeg glad for farver. Jeg er vokset op i en tid med mestendels s/h tegneserier, og så kom der efterhånden farver på, så det er normalt noget, jeg kan lide og opfatter som luksus, men farverne hér er ind i mellem med til at gøre indtrykket af tegningerne mere mudret. Nogle steder bliver alle ruderne domineret af en farve f. eks. rød eller blå, det kan skyldes et ønske om at skabe stemning eller give tidsfornemmelse i forhold til dag/aften/nat, og det kan skyldes alt muligt andet, bl. a. det faktum, som jeg har nævnt før, at jeg er rød/grøn farveforvirret; men jeg blev nærmest helt afslappet, da jeg kom til den sort/hvide historie. Det er mest, når der er personer, og det er der da en del, men på tegninger med skibe eller landskaber er det ikke så udtalt, jeg har ikke tænkt over det før i forbindelse med Flynn, men jeg har tjekket i gamle F. og T. fra -66, og det er det samme hér, dog virker farverne lidt ”blødere” sikkert på grund af papirkvaliteten, som suger på en anden måde. I det foreliggende bind er der jo tale om en lækker, glat, kraftig, ikke for blank, papirkvalitet, og det er jo ellers dejligt nok. Udstyret, som det plejer er som tidligere i top. Der er også noget med baggrundsfarven i nogle billeder; så er der lidt lys gul, så lidt blå, så ingeting (hvid). Det kan synes som flueknepperi, men jeg studsede over det. Der er ikke anført noget vedr. farvelægning. Det er så muligvis Vance selv, det fremgår i hvert fald af den franske udgave ”Tout Vance”. Vances kone farvelagde en del af hans senere arbejder, men det er nok ikke tilfældet hér.

    Ellers går det slag i slag, søslag kunne man næsten sige. Bindet er delt op i ”årstalskapitler”; der lægges ud med 1964, så kommer 1964/65 med ”…og sørøverne”, som skægt nok har en s/h indledning på 2 paneler, dernæst 1966/68 med ”Jernhoved”,” Admiralens nevø” og ”Diplomatisk mission”, efterfulgt af 1968 med den s/h ”Forræderen slår til ved midnat”, og afslutningsvis 1968/69 med ”I tigerens klør”. I mine øjne er det dejlige ved sådan et samlebind, at man kan se tegnerens udvikling eller mangel på samme, hér bestemt udvikling. Meget kan man sige om Vances tidlige stil, og jeg vil ikke generalisere, men hans ansigter er nogle gange lidt ens. Også historierne bliver med lidt mere kant, lidt, selvom Howard F. bestemt fremstår som en helt med stort ”H” hele tiden, men så’n skulle det være i de år, og i hvert fald undertegnede slugte det råt. Sproget er fint, selvom det ind i mellem fremstår lidt ”stift”, men man talte jo anderledes både i tresserne og på Flynns tid!

    Om historierne skriver forlaget: ”Vi følger den unge løjtnant Howard Flynn fra han første gang skal stå til søs på det stolte skib H.M.S. Achilleus. Howard Flynn kommer siden ud for det ene dramatiske eventyr efter det andet og må både flygte fra blodtørstige indfødte på en stillehavsø, eskortere en køn ung dame over Atlanten, slås med sørøvere og meget mere.”

    Uanset hvad man måtte mene, så var det virkelig en stor fornøjelse at læse dette bind, bladre, forsigtigt, i det, nyde illustrationerne, og også være glad for teksten i taleboblerne. Den er ”rar” ved mine øjne. Og jeg skriver ”ved”, for jeg skulle ikke anstrenge mig, og jeg mener at kunne huske, at i Fart og tempo var det en eller anden ret lille ”skrivemaskine-agtig” skrifttype. Jeg har som sagt lige haft dem fremme, men pakket dem væk igen, og de bliver ikke fundet frem foreløbig. Det vil føre for vidt.
    .
    Udover selve historierne er der 8 forsider, vignetter, illustrationer, hvoraf to har en lille rød firkant eller oval, som det nok ikke har været muligt at fjerne i produktionsprocessen, men selv disse ”farveklatter” gør ikke, at mine øjne forstyrres, men stopper og fordyber sig i illustrationen. Kunne man savne noget?, ja, måske noget ekstramateriale i form af tekst/historie om Vance/Duval, i lighed med nogle samleværker. På den anden side var jeg selv helt tilfreds efter endt læsning. Det er som skrevet flot at skue, og samtidig er der selvfølgelig et ordentlig pennestrøg af nostalgi samt ”trip down memory lane” over det, men det skal ikke lastes nogen. Tværtimod! . Der er ved hver histories begyndelse oplysninger om, hvornår og hvor denne har været trykt første gang på originalsproget, og hvornår og hvor den har været trykt på dansk.

    Jeg lander på 5 flotte, stolte tremasters ud af 6 mulige. Næste bind i Vance samlet bliver Rodric, som, om alt går vel, og mangelen på papir er knap så udtalt, tilflyder markedet en gang i 2022. Jeg glæder mig!

    Titel: Vance samlet, bind 1: Howard Flynn
    Forfatter: Yves Duval
    Tegner: William Vance
    Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen med bidrag af Brian Reinicke Pedersen
    Forlag: E-voke
    Pris: 269,-
    Format: Hardback, 132 sider, i farver, 295×224 mm, 0,8 kg
    ISBN nr. 978-87-93952-51-5

  • Odilon Verjus i Pigalle

    Odilon Verjus i Pigalle

    Af Berti Stravonsky

    Action og humor. Det er de genrebetegnelser eller buzzword, som forlaget e-voke har behæftet deres nye Odilon Verjus med. Og det må siges at være ganske passende. Vores helt Odilon, samt vennen Laurent er på nye eventyr, og denne gang er turen kommet til byernes by, Paris.

    Missionen er klokkeklar. Vores umage par skal hitte en gadetøs, en kvinde ved navn Herminie, som efter sigende skulle have stjålet et eller andet. Ret og ligetil. Ingen dikkedarer. Turen bliver dog noget speget, da vores halvhellige venner må forbi Pigalle, og her lurer både fristelser og farer.

    Det udløser en række bizarre optrin og sjove passager, og da Herminie endelig findes og hendes brøde afdækkes, så kan man passende drage paralleller til det retslige efterspil her i landet, hvor den daværende leder af Det Kongelige Danske Kunstakademi, Katrine Dirckinck-Holmfeld, nu imødeser en straf for at have smidt en statue i havnen. En endefuld er nok næppe nok i sidstnævntes tilfælde.

    Nå – selvom det er herligt at følge med i de listige områder, og fruentimmerne har trutmund og til gården og gaden, så er dette album ikke helt, hvad jeg forventede eller håbede på. Selve ’sagen’ er tynd som de trusser, de veldrejede kvindfolk render rundt, og der er alt for meget snak, og alt for lidt handling, som Steffen Brandt og TV2 sang for nu snart mange år siden.

    Alt pakkes ind i en masse korporligheder og der går alt for meget Jan Gintberg over det, hvilket ikke er positivt i min bog. Det bliver støj og larm, og der er øretæver og råb på mange af siderne. Jeg kom også instinktivt til at tænke på Sammy-albummene, som også let bliver larm for larmens skyld.

    Dialogen er frisk, farverne med og der er flere steder der faktisk ender med at være både dragende og spændende. Helt minimalistisk næsten henimod albummets sidste sider.

    Tegningerne er fine og især i aften- og nattestunderne er der en dragende sydlandsk stemning. Enkelte steder endog særdeles flot og malende. Jeg har været i Paris flere gang og kan genkende mange af stederne og stemningerne. Både de kendte af byens vartegn samt det helt særlige at sidde i en kælderbeværtning og drikke.

    Jeg er nok lidt hård og ender på trefire hjerter. Jeg havde nok for store forventninger, og det er jo mestendels min skyld. Samlet er Odilon stadig min mand, og jeg imødeser den næste tur med vennerne, og det lader til at vi skal fryse i det kolde nord. Ja tak.

    Titel: Odilon Verjus i Pigalle

    Illustrationer: Laurent Verron

    Tekst: Yann

    Forlag: e-voke

    Format: Softcover, 46 sider i farver

    Pris: 159,-

    Isbn: 978-87-93952-50-8