En strandvasker findes en regnfuld eftermiddag af en familie. En opringning til vores hovedperson bringer ham tæt ved stedet, hvor strandvaskeren er skyllet op. Der er tatoveret initialer på indersiden af det ellers stærkt spiste og næsten ødelagte lig. Vores mand, Robert Sax er ankommet, og skal agere ægtemand, spille en rolle.
Nå. Hvad siger du? Det lyder spændende, ikke sandt?
Og jo – det er det. Jeg var underholdt. En kompakt fortælling, lineær med enkelte flashbacks og alt i alt ganske spændende på en underspillet facon. Jeg har endda gemt det bedste til sidst. Vores Sax spiller sit skuespil, og både han og ’fruen’ kommer ind i Villa Borg, og det er her, at historien for alvor bliver interessant. Borgen er ikke helt så tilforladelig, som den ellers giver udtryk for. En småneurotisk kvinde bidrager til spændingen, og det veksler hurtigt mellem en thriller, et politisk drama og et ægteskabsdrama.
Men altså kompakt, og nok også lige kompakt nok. Dette skriver jeg, da man akkurat lige når at spinde sig ind i plottet, før det så udspindes igen. Og det er øv. Her er nemlig en fortælling, som rummer meget mere, end vi får. Og vups, så er det slut.
Hvad ville jeg gerne have mere af? Den neurotiske kvinde, ægteskabet Hr. og Fru Borg, affæren til sidst. Mellemspillet der første til strandvaskeren. Her nævner jeg med vilje ikke noget om de der flashbacks, ikke udover, at man kommer lige vel hurtigt frem i handlingen. Så let er det altså ikke…
Tegningerne er simple. Der er regn, strand, is, mørke, et slots indre, en kælder, hotelværelse og alt virker ret kedeligt og udramatisk. Som rigtigt er, men selve plottet er endnu engang styrken. Vi får nemlig ikke altid alting foræret, og oplever hvad Robert Sax oplever. Han er helten men langtfra en typisk helt. Det klæder ham og albummet med. Et hverdagsmenneske som inddrages i spil, som er større end ham selv. Det giver et underspil og en klædelig ydmyghed, som så tilsættes nysgerrighed, muligheden for frække oplevelser i det hotelværelse, som han ankommer til først, og hvor han skubber de to enkeltsenge sammen til en dobbeltseng. Han er som du og jeg. En lille mand, men også en stor mand.
Umiddelbart ville et album som dette slet ikke score ret meget mere end tre stjerner. Kompositionen er for stram, tegningerne for anonyme, personerne nærmest kun ren overflade og mere i den dur. Men sådan er det ikke helt. Der ER nemlig noget dragende ved især fortællingen. Fortællingerne, for de foregående to album kan regnes med, og der jeg gerne vil hen er, at disse tre album har noget særligt over sig. Der er en slags mini-noir over det hele. Tempoet lavt, tavse personer, vi undgår mange albums onde ånder, hvor alt skal forklares og fortælles, og så fornemmer man, at der er mere og mere og mere. Tag fx slutningen på albummet. Jeg røber intet, men er ganske begejstret.
Billedsiden er ikke noget større. Sådan da. Opbygningen er dog god. Vinklerne skifter og man får gode indtryk af det eller de steder, hvor man opholder sig. Der er tale om traditionel tilgang i at billedfortælle, og kan man lide dette (hvad jeg også kan), så savner man faktisk kun noget mere farve. Selvom grundtonen er mørk, så er den faktisk lidt for lys. Lidt for pæn. Jeg roste de tidligere album for ikke at svælge i det blodige og dramatiske, og det står jeg skam ved. Men vægelsindet som jeg er, så savnede jeg pludselig, at der blev skruet lidt Tarantino-op.
Dette er det tredje album i Robert Sax-serien, og som sådan er der nu nok sider til at helhedsbedømme. Resultatet må siges at være godkendt. Hvis der så lige skrues lidt op for noget gore og vildskab, og at vores aktører klædes mere og dybere på, så er jeg meget glad. Lige nu er jeg kun glad, og det udløser 4 go’e uranstænger…
Titel: Villa Borg
Tekst: Rodolphe
Illustrationer: Louis Alloing
Farvelagt af: Drac
Oversættelse: Sebastian Weirsøe Flamant
Forlag: Zoom
Format: Hardcover, 48 sider i farver
Pris: 168,-
Isbn: 978-87-7021-016-4