Anima
Om tre dage spreder hyggen sig i Horsens. Folk fra fjern og nær valfarter til den jyske muld, og de har alle samme last og lidenskab, kærlighed og interesse for tegneserien. ArtBubble er tilbage og det er godt for alle, ikke mindst vores herlige niche, som jo selvfølgelig er meget mere end det, for enkelte hele deres liv.
Men om tre dage, på samme matrikel, spreder uhyggen sig også. Nu skal du høre hvorfor, men inden da, skal vi spole en del år tilbage. Helt tilbage til efteråret 2008, hvor jeg for første gang mødte tegneren Tatiana Goldberg. Hun stod for at skulle rejse men inden formåede hun at sætte gode tanker i mit hoved, og jeg var klar over, at her var der noget godt i vente. Talent kan nemlig sjældent holdes nede. Jeg bemærkede også, at der var tale om en ildsjæl, et energibundt der havde meget om ørerne, og ikke mindst mellem ørerne. Hun fortalte om planer, ideer, tanker, og hvor hun fandt sine glæder og inspirationer, alt imens hun stod i den vanskelige logistik at være mor til to, skulle stå for flytning til den anden side af jorden og den slags. Stof der kan få selv store mennesker til at knække og bede om en timeout.
Hun er tilbage, og har været i gang længe. Dels med at færdiggøre hendes uddannelse, dels med at være mor og hustru, dels med at videreudvikle tanker og realisere drømme, og nu har hun solidt fodfæste i et virke, der interesserer hende og hvor hun gør gavn. Og sørme også slå igennem som etableret kunstner i det miljø, der altid har interesseret hende, tegneseriens land. Hun debuterer på Artbubble, ikke som kunstner og tegner, for det har hun prøvet, men Anima, en herlig lækker sag i hardcover, farver og på samfulde 104 uhyggelige sider, er nemlig Tatianas debut, og den sparker røv.
Handlingen er lige til, ikke så mange dikkedarer der. I en ikke så fjern fremtid følger vi vores helt, vores hovedperson, en mand, på jagt efter en lille pige, der er inficeret med vira, og som skal udryddes. Vi befinder os i en sønderskudt metropol, en storby, og der er ikke meget liv. Heller ikke i det hospital, hvor historien indledes. Her møder vi en mand, og med pikken fremme leder han efter kvinden, nej sgu, et stort potent ødelæggelsesvåben i hånden, leder han. Målet er død. Han skal finde og tilintetgøre.
De 104 nervepirrende sider består mest af søgningen efter pigen, samt mødet og de opgør, som opgaven består i og af. Det er såmænd set før, nok mest mindeværdigt i Ridley Scotts nerveflænsende gyser, Alien, med blandt andre Sigourney Weaver, Harry Dean Stanton og Tom Skerrit. Den MÅ du have set. Hvis ikke, se den.
Jeg vil også anbefale, at du læser Anima, for selvom inspirationskilden, Scotts film, næsten er for tydelig, så formår Tatiana at tilføje nye og ildevarslende elementer, der sætter sig fast og gør, at man med garanti kommer til at huske bogen fremover. For selvfølgelig er der mere under overfladen, hvad bogens afslutning også indikerer, end blot et plagiat en af fantastisk film. Bogens helt store styrke stammer fra Tatianas metier, hendes daglige virke som psykolog og viden herop. For udover at virke som en kompetent, kompakt og stringent graphic novel med gys og klamme scener, hvor pigen skal findes og nakkes, så er det også et billede, et moderne billede, på kønnenes kamp. Vores helt, som langtfra virker eller agerer som en sådan, er ikke prototypen på hverken testosteron eller macho, men virker mere som dig og mig, og som sådan er Anima beretningen om den moderne mands problemer og ikke mindst udfordringer med det stærke køn, kvinden. Lakonisk kunne man overføre Anima til netop den danske tegneseriescene, der overvejende består af mænd, som ikke altid helt forstår eller anerkender, at de i deres branche også møder kvinder og især også stærke kvinder.
Jeg har jo fulgt med i miljøet sådan fra sidelinjen, og ved, at Tatiana også har taget sin tørn og har måtte fortælle og forklare, enkelte gange til hudløshed, at hun er kunstner og tegner hvad hun lyster, ikke det andre, velmenende – ingen tvivl om det, fortæller hende, hvad hun burde tegne.
Anima er klart også præget af Tatianas kamp for at finde fodfæste i vores tegneserieland. Er det for søgt og for fortænkt? Måske, jeg tror det ikke. En spøjs tanke, i det mindste.
Anyway – det var et sidespring. Tilbage til den underliggende tone i bogen, som selvfølgelig er meget mere interessant end bogens overordnede ramme. Og det rammer lige potensen på både læser og både handlingslammede og androgyne helt. Handlingslammet fordi han ikke rigtig styrer ret meget, men fjernstyres af en ukendt skrattende stemme, og når han så møder kvinden, monsteret, pigen, så agerer han heller ikke, han reagerer. Han er forvirret og angst, og vandrer rundt i et nøje fabrikeret design fyldt med dels seksuelle symboler og dels en skræmmende skævhed, idet mange af de effekter han møder på sin færd, har at gøre med dagligdags objekter, en bamse, sutteflaske, og mere i den dur, alt sammen med til at drive gæk med både ham og læseren. Symbolismen og de sindrigt anbragte dagligdags elementer er Tatianas måde at føre os ind i en anden verden, end den åbenbare, og er klart med til at fremme følelsen af dels uhygge, dels bringe os tættere på historiens andet lag, der så åbenbares i bogens slutning, mandens apokalypse. For selvfølgelig skal pigen dræbes, da hun jo følgelig repræsenterer det ukendte og skræmmende. Men nok ikke helt, som man havde tænkt sig, og langtfra på samme måde, som når Riley, Sigourney Weavers karakter i Alien, til sidste knalder uhyret til døde. En herlig afslutning der gør, at man bliver nødt til lige at læse bogen igen.
Man genlæser med glæde, og især fordi man så finder endnu flere af de mange, diskret anbragte, detaljer, der også er blandt bogens styrke. Allerede på coveret aner man, at der nok er mere end blot et godt gys. Når lænestol, vin, bamse og ur slapper af, så slapper vi også af, men kun for at få rædslen krybende, for der ER noget bag den lænestol.
’Forsvind’ udbryder hovedpersonen og fælder en vred tåre, da han ser dobbeltsengen, magasiner med store gravide maver og lyserødt børnetøj rundt omkring. Forsvind.
Der penetreres mange åbninger, og det kræver en potent mand at gøre dette. Manden er hjælpeløs uden sit våben, sin potens, og vader i søer af enten kvindelig lyst eller fostervand. Bedøm selv.
Anima kender vi som begreb fra Jung, og repræsenterer den kvindelige urkraft. Jævnfør Jung, indeholder manden også selv denne kraft, men må bevidstgøres hermed for fuldt ud at kunne anerkende den, og dermed sig selv.
Anima er en ferm graphic novell i horrorgenren, og den er god. Man kan indvende, at den enkelte gange er FOR tydelig, og at man bliver ført lidt for meget med. Man kan også hævde, at inspirationskilden også er for genkendelig, og at det ville have været en endnu bedre debutroman, hvis Tatiana havde fjernet fremtiden, og anlagt kønskampen og gyset i en hverdagsramme.
Bogen er forholdsvis hurtigt læst, og rummer ikke meget tekst. Det er ikke umiddelbart tydeligt hvorfor pigen skal nakkes, om end det jo er klokkeklart, at der har været en form for ragnarok, hvor menneskeheden har fået nosserne i klemme, og kun de stærkeste overlever. Men hvem er de stærkeste? Er det vores antihelt? Er det pigen? Er det manden? Er det kvinden? I den forstand er bogens afslutning tæt på at være perfekt, for det er ikke helt entydigt. Mandens spring, som en anden Jesus med blod på hænder og fødder, hvor ender han? Hans påklædning med påskrift. Er han mentalt udfordret eller er det sådan at kønnenes kamp også kan illustreres? Og kvindens mave og legetøjet i baggrunden? Flere åbninger, og det lover godt.
Formatet også anderledes end de gænge tegneserieudgivelser, og det er bestemt en bog, man bemærker. Persongalleriet er fattigt, og vi får ikke meget at vide, andet end det umiddelbare. Men det er ganske bevidst, for det har næppe været intentionen, at vi skal andet end at følge med, for så at afslutte og vende tilbage. Men et er billeder og indtryk, noget andet er dybde og indlevelse, og jeg kunne personligt godt tænke mig mere af sidstnævnte.
Visuelt er det som at vidne en god gyser. Det klaustrofobiske understreges ved at rammerne brydes, især smukt og grusomt midt i bogen, hvor rammerne snævres og alt omkring bare bliver sortere og sortere.
Samlet set er der tale om en lovende debut. En stringent beretning, tro imod genren og med nye lag hvori især det psykologiske islæt virker upåklageligt. Der er ikke helt så meget dybde i bogens eneste reelle karakter, og det vi lærer og kommer til at vide om ham, er lidt for fattigt. Det er lidt svært at nå ind i hans karakter, og hans kamp er ikke umiddelbart forståelig. Rent visuelt fylder det mørke, og den grundtone holder hele bogen igennem, hvilket er godt. Man er ikke i tvivl om, at man har med noget uhyggeligt at gøre. Er den spændende og overraskende, eller er det blot et udvidet plagiat? Ja, den er frem for alt uhyggelig og nervepirrende. Jeg læste den højt for mine tre piger, og de brød sig ikke om det, og det er godt. Målgruppen er ikke dem og deres alder, og deres reaktion er guf for Tatiana. Gys virker. Jeg var selv godt underholdt, og kan især lide den finurlige afslutning og elskede at blive ført tilbage til gyset, en genre jeg selv holder af. Grundtonen holdes hele albummet igennem. Men skal bogen være farvelagt? Jeg er ikke sikker. Jeg er ikke sikker, og jeg ville meget gerne se en sorthvid version, for det er som om, at det næsten bliver for meget med alt det mørke.
Bogen udkommer på messen i Horsens og kan erhverves til messepris på kroner 200,-. Bestemt pengene værd og jeg synes afgjort, at man skal slippe slanterne, få en gyselig, i ordens bedste forstand, krusedulle og en personlig hilsen af en lovende debutant, for efter messen, når bogen slippes endelig løs, er prisen det dobbelte. Og det er dyrt. For dyrt.
Så, et debutgys med blod og nosser og især en stærk afslutning. Jeg giver Anima tre kopper blod ud af fem mulige, og glæder mig til at følge Goldbergs videre kampe og kommende sejre. For denne tøs har nosser. Nok større end de fleste mænd.