Blåt blod
Det er allerede længe siden, men jeg kan stadig huske den dag, da mine piger fik Thierry Capezzones HC Andersen junior ind på værelserne, og de med honningthe og spændte miner gik i gang. Samarbejdet mellem Thierry og Jan Rybka var en fremragende cocktail, og selvom ikke alt blev forstået grundet pigernes alder, og aftensmaden trængte på, så var der ikke tvivl. Det var guf for mine piger. Det er 100 år og en sommer siden, og jeg har fået lyst til at hive bøgerne frem på ny, og lade min yngste papdatter få et kig. Hvor mine egne piger har været vant til både at læse, men især at læse tegneserier, så stiller det sig anderledes for den yngste pige i min nye familie.
Men jeg nåede aldrig så langt, for hun havde spottet, at øverst på reolen stod, ud imod stuen, en hel ny bog, som i den grad havde fanget hendes øjne. Daisy hedder bogen, og hun fik den, og forsvandt i den dybeste lænestol. Og selvom der ellers er støj og adspredelse nok her på bjerget, så blev hun troligt siddende, og fik pløjet sig igennem albummets i alt 76 farvestrålende sider. Hun kunne godt lide den, selvom hun ganske vist ikke forstod alt, og især stod af, når de danske talebobler tog andre tungemål i brug. Jeg spurgte hende, hvad hun især godt kunne lide, og hendes svar var klokkeklart. Daisy var sød og pæn. Ja, det var coveret der fik hende til at ønske sig at læse bogen, for hun ved godt, at de tegneserier og bøger der er øverst på reolen i stuen, er mine og dem holder man normalt pølserne fra. Spøjst nok, så var det præcis det samme der gjorde, at Daisy også havde ramt mine øjne, når jeg på mine traveture på Østerbro så på vinduer. For den ser imponerende ud, Daisy. Lige som jeg tænker, at en tegneserie skal se ud. Måske mest, hvis den primære målgruppe er piger, for jeg tillod mig at vise bogen til et par drenge, der går i min papdatters klasse. De var ikke så imponerede, og fandt, at den så lidt kedelig ud. Nuvel, selvom jeg sagtens kan følge dem, så kender jeg mine lus på travet, og glædede mig selv til at læse.
Coveret viser en smuk kvinde med rank ryg, næsten symbolsk vendende ryggen til familie og kongehus. Og dog, for hverken arv eller miljø er noget man sådan bare smider væk, og slet ikke når man er royal og ens blod er blåt. Skal man endelig tale symbolik, så er vinklen nok snarere, at der er tale om en stærk moderne kvinde på vej væk fra doktriner og formers muld, selvbevidst og på vej ud i fremtiden, i livet, både som selvstændig kvinde, og som kommende regent. Jeg synes, at coveret signalerer friskhed.
Denne flotte hardcover er første bind af i alt to, og både min papdatter og jeg glæder os til fortsættelsen, Margrethe – dronning af Danmark, der er under forberedelse.
Prisen er 168,- og må siges at være en ganske fornuftig og god pris. Bestemt ikke for dyrt, for der er meget godt at hente i bogen, der emmer af stemning og er, godt for sådan en som mig, fyldt med tekst. Jeg kan godt lide ord.
Jeg kan også godt lide handling og udvikling, og her lykkedes bogen både godt og skidt. Lad os tage de kritiske briller på først. Det virker simpelthen som om, at herrerne bag bogen simpelthen har villet favne for bredt, og de anslag der er, og der er mange og mange gode, kommer aldrig rigtig helt til sin ret, fordi buen spændes for vidt. Man er alt for ivrig efter at berette, så de mange sirligheder og ellers interessante problemstillinger aldrig formår at blive fuldt ud vedkommende.
Det er som at betragte naturen fare forbi i et tog. Man spotter noget, og væk er det.
Det ville, tænker jeg, måske havde været en styrkelse af fortællingen om Daisy og hendes tid og opvækst, hvis man havde valgt, eller rettere fravalgt, således at enkelte dele ville stå stærkere på bekostning af elementer, der så følgelig udelades. Men det har givetvis også været en vanskelig proces og en hårfin balancegang at måtte sortere og smide bort. Vil man fortælle en biografi, og det vil man, så skal man have nuancerne med, og det har altså sin pris, når rammen er, som den er. Desværre, for det betyder, at selve fortællingen får mere præg af, at man zapper snarere end man læser, og de enkelte elementer når aldrig at blive vedkommende. Man registrerer dem blot, og inden det når at bundfælde sig, er man allerede videre.
Når det så er sagt, så får albummet også et godt flow. Bogen når aldrig at blive tung i røven, og de mange anslag gør, at man får et fint billede af den danske efterkrigshistorie, samt, ikke mindst, hvorledes alle disse ændringer og problemstillinger er med til at præge den royale familie. Tænk, alt dette skal man agere og reagere i, og samtidig være en helt almindelig familie på godt og på ondt.
Midt i alle alvorlighederne skinner det igennem, at vores regent, dengang kommende regent og tronfølger, både præges og udvikles. Og det står klokkeklart, hvor kraftig en prægning pigebarnet har undergået. Især fra salig daddy, der i øvrigt portrætteres smukt og næsten alfaderligt. Jeg var så ung da han døde, men kan altså huske dele af den sorg, som landet blev til dels, den fredag aften, da kongen åndede ud. Passagerne op til tronfølgeskiftet, og især den berømte sørgelige balkonscene fra Christiansborg er skildret med følsomhed og nænsomhed. Et af albummets mange mindeværdige nedslag.
Dem er der mange af, mange flotte. Jeg elsker, når Dronning Ingrids stålkappe falder, og tårer triller, i den tunge periode i 1972, og elsker, når man på side 68 i sidste rude får en anden side af Nytåret at se, den stille, den smukke. Lige præcis den rude, af Amalienborg i baggrunden, og lyset i forgrunden. Det er kunst.
Hastigheden ses også i Thierrys streg, som jeg godt kan lide. Jeg har alle dage været meget glad for mandens måde at tegne på, og det virker som om, at der bagved hele projektet er en gennemgående lyst. En legende pen der uden de større dikkedarer, og absolut med kærlighed, får tegnet København og andre steder så det ligner. Min papdatter mumlede flere gange, når der var steder, hun kunne genkende. Især detaljegraden er imponerende, og det er meget lang tid siden jeg har set Københavns mange fine lokaliteter tage sig så fint og professionelt ud. Og man bemærker og mærker, at der ikke alene er gjort en dyd ud at skildre korrekt og smukt, så følges dette til dørs op igennem tiden.
Imponerende, intet mindre.
Thierrys streg er bedst der, bygninger, biler, interiør og den slags, og kontrasten er så, desværre, i tegningerne af albummets personer. Det virker som om, at enkelte karakterers ydre træk får lidt for meget slapstick. At karakterne i albummet enkelte gange næsten bliver lidt for karikerede. Salig Kong Frederik IX fra kommer fra tid til anden ligefrem til at ligne både Nixon og Victor Borge. Men det er nok bare mig. Jeg synes heller ikke, at Prinsgemalen, den i dag yderst hippe Prins Henrik ikke er ramt helt så heldigt.
Bortset fra det, så er Daisy yderst veltegnet, undtagelserne som nævnt ovenfor, og holdt i en lettere mørk tone, der ganske godt favner de mange forskellige problemstillinger, som den royale familie skal agere og reagere i. Der er ikke mange lyse farver i albummet, nærmest kun i befrielsesdagene, hvor det lyse og grønne får lov at florere.
Albummet har en grundlæggende alvorstung tone, og derfor lægger man endnu mere mærke til de, faktisk mange muntre steder i albummet. Underfundigt og sjovt er det især, og må jeg tilføje dejligt underspillet, når Hans Majestæt får at vide, at han ikke må ryge cigaretter mere. Hvad gør man så? Ja, man følger naturligvis lægens kloge råd, dropper smøgerne og napper en pibe tobak i stedet. Eller når en aristokratisk ung Henrik skal belæres om det danske køkken og vores madvaner, og med synlig forundring tager en omgang leverpostej i nærmere øjesyn.
Nå ja – med skal det da. Vores regent, Margrethe, pulser jo for et godt ord, men intet sted i albummet ser man hende stjæle sig et sug. Hvornår begyndte hun at ryge?
Målgruppen? Hvem henvender Daisy sig til? Jo, et godt spørgsmål, for både min papdatter, min kæreste og jeg har kæmpet om bogen, og læst den hver især, og hver især har fået en oplevelse. Bogen er ikke sjov og spændende, som tegneserier normalt er (skriver jeg drillende), men mere underfundig, beskrivende og især emmende af stemning. Det er lidt et stykke moderne dansk historie, der folder sig ud, og der er ingen tvivl om, at Svane og Capezzone har arbejdet intenst med både kilder og research. Det vidner detaljeringsgraden især om. Disse detaljer til trods, og den store tekstmængde, gør dog heldigvis aldrig bogen hverken kedelig eller tung at fordøje.
Måske fordi jeg er dansk og kender tiden, kunne dæmonen ved min side hævde. Måske, men hvem gider altid lytte til sine dæmoner? Ikke jeg. Daisy er en tankevækkende, kærlig og underholdende moderne fortælling om os, vores tid og vores regent. Og henvender sig til et voksent publikum, der ikke alene vil underholdes, men også tages alvorligt. Væk er humoren fra Capezzones tidligere værker ikke, den er bare blevet gjort mere underfundig, mere skjult og afdæmpet, en respektfuldhed der klæder den dejlige, altid smilende mand.
Jeg skrev, at bogens handling og udvikling betyder to ting, og indledte med det mindre positive. Nu, hvor jeg har genlæst bogen, så synes jeg også, at der åbner sig nye lag. Dels er der en rask og for mit vedkommende, fornem tidsdimension i albummet. Jeg synes, at genlæsningen gav mere ro, og mere overblik. De mange anslag får mindre betydning, og jeg fornemmer, at skildringen af tiden, af alle overvejelserne, måske er en finurlig måde at lade os vide, at Daisy jo, lige som jeg ved første gennemlæsning, jo ikke direkte var med. At de mange tunge taler, de mange alvorlige overvejelser og voksne dispositioner, jo også er gået henover Daisys smukke knold, men at hun, modsat jeg, blev en uforvarende del af disse. Jeg bemærker atter, at fardatter relationen er stærk, og at det især var fra far, at læring og prægning stammede fra. Alt sammen med til at forstærke den store sorg vores land blev hyllet i, i de mørke januardage i 1972, da han døde.
Bogen har gjort, at jeg har fået en større forståelse for tid, ikke mindst min egen.
Det er også en styrke, at vi indføres i de overvejelser, og den tyngde som Daisy tidligt mærker i sit sind, at hun skal efterfølge farmand. Hvornår er man moden og klar til at tage imod noget sådan? Det illustrerer duoen, Thierry og Erik Svane, nænsomt og uden forlorenhed. Det er dygtigt. Faktisk en af de nedslag, man tænker nøjere over.
Jeg tænker også, at Daisy simpelthen er forrygende oplagt at anvende i undervisningen i vores folkeskole. I en tid hvor man ikke skal pisse meget ved siden af som royal, og hvor det altid er interessant at diskutere Kongehusets gøren og laden, så ville det være lige til højrebenet, at der blev udarbejdet både en arbejdsbog og en opgavebog til udskolingen og faget samfundsfag. Jeg kan, som tidligere lærer, bestemt se muligheder.
Nå, sådan kort og for at opsummere: Daisy er et friskt skud blåt blod, fyldt med underfundighed, indsigt og kærlighed. Pennen og stregen emmer af lyst, og især lokaliteter er tegnet nænsomt og detaljeret. De enkelte karakterer kunne trænge til revision, figurerne går fra at være genkendelige til at være halvgrove karikaturer, og det trækker lidt fra. Handlingen er overordnet stram, vi skal afsted og meget skal fortælles. Dette er for så vidt godt og fint, men prisen er, at nærværet og fordybelsen lidt går fløjten. Omvendt er dette med til at skildre den fremdrift og fremtid, som landet, kongen og ikke mindst albummets hovedperson, alle bliver en del af, direkte eller indirekte.
Og det lover godt, jeg glæder mig ekstremt til forsættelsen. Kast fortøjningerne, kaptajn, for her kommer Daisy, frem og ud i verden, som en moderne kvinde i en moderne tid. Der er så meget at glæde sig til, og det gør vi.
Daisy får fire kongekroner af fem mulige. Gud bevare Danmark.