Ni udgivelser kan vi glæde os til. Den første er allerede udkommet og, ja hvor skal man starte?
Måske med et citat:
”Jeg har valgt at betegne Cobolts nye samlebind som den sande og hellige udgave af Blueberry”
Manden bag citatet er Carsten Søndergaard, en af de helt store og tunge sværvægtere i dansk tegneserieregi. Store ord fra en vidende mand, så lad os se, om der er noget at komme efter.
Det første jeg bemærker, er en temmelig småkedelig og decideret upersonlig forside og en endnu mere trist bagside. Måske lyder jeg som en trist apache, men hverken fronten eller bagsiden skriger efter mig, eller virker umiddelbart tiltalende. Underligt i grunden for hvis man taler samlebind og luksus, så er, om nogen, Cobolt garant for netop dette. Radiserne, Smølferne, Yoko Tsuno’erne og de tre Felix’er for nu at skyde fra hoften. Prægtige attraktive samlebind der netop har det der blikfang med enten farver eller motiv, eller begge dele der gør, at man MÅ nappe dem, koste hvad det koste vil. Sådan synes jeg ikke helt det er med denne etter, som rummer et langt informativt forord samt de tre album, Fort Navajo, Torden i vest samt Ensomme ørn.
Mit eksemplar lider også en kende under, at der er sket en lille fjollet fejl. Øverst på forsiden og sandelig på hele bagsiden er sproget ikke dansk men hollandsk. Ikke noget jeg vil spilde mange ord på, for der er sandsynligvis blot tale om en fejlindbinding, og ikke en redaktionel fejl overhovedet. Kuriøst og en mail til forlaget, så er der et fejlfrit eksemplar på vej. Fornemt.
Nå. Så er der selve designet. Designet og forordet og lad mig indlede med sidstnævnte. 22 sider med nørdede (som vi kan lide det) informationer, illustrationer, reklameillustrationer, masser af fotos, resumesider, forsider, tidlige ’drengede’ set-ups, første samarbejde mellem Jijé og Giraud og så videre og så videre. Er du bekendt med Cobolts øvrige samlebind og detaljegraden i forordene, så er du godt vant og det forsætter også her. Min egen personlige favorit findes på side 14 og 15, og blæret på innersleeves for og bag. Et foto fra det vilde vest. Jean-Claude Méziéres til hest i sorthvid og med en ørken og et vaskeægte ’westernbjerg’ skam, og for pokker da. Giraud napper fotoet og skaber en smuk, nærmest ikonisk illustration med støv, skyer, bjerge, klipper. Det ser så legende let ud, men vi ved jo alle, at det er hulens svært. Men altså – flot er det. Imponerende flot. De sidste seks af de samlede 22 siders forord er helliget Blueberry i Danmark. Fart og Tempo, Interpresse, Gutenberghus og den slags. Atter herlig læsning.
Farver og størrelse. Papiret er lækkert, og man fornemmer farvernes kærlige retroagtige kys. Der er ikke nutidens friskhed i farvevalget, og det er ganske bevidst. Farverne er skabt så tæt på de originale fra, ja hvad bliver det? 50 år? Helt som det var i de franske udgaver og jo – jeg måtte lige tjekke, da jeg kom til de to-farvede sider i Fort Navajo. Ikke en fejl, nej, stemningsfremmende i nedslagtningen af en uskyldig gruppe rødhuder, herunder kvinder og børn. Jeg så Soldier Blue for min indre skærm.
Så er det jo en halvstor sag. Større end vi er vant til, og når man rejser bogen i reolen, så ser det voldsomt flot ud. En hests mule kan lige anes og når vi er ved vejs ende med alle ni bind, så vil det givetvis se flot ud. Dette sagt med et forbehold, da jeg ikke er helt fan af hvid i nogen former, når vi taler album. Hvid er nok også snarere flødehvid med lidt brunt i.
De tre album. Hver især klassikere indenfor sin genre, og det slår mig, hvor ofte man har set, jørt eller læst, at de foresatte er hadske, forbitrede, blinde, magtsyge eller blot dumme, og så heltemodige rebeller med fornuft, indsigt, indfald, innovation og et øje for detaljer og nuancer, samt, indenfor cowboydergenren, også fiks med en revolver.
Grundtonen i albummene er rå, og det er bemærkelsesværdigt, for de drab der forekommer, dem ser man nærmest ikke. Forbilledligt og netop tankevækkende, at man kan skabe en stemning blot ved antydningens kunst. Misforstå mig ikke. Jeg elsker pulp, blod og splat, men bemærker blod, at belgieren Jean-Michel Charlier bare kunne dét der.
Måske er det fordi, at jeg kender albummene, og ved denne kending eller genkendelse fandt, at de er jævne og ikke videre banebrydende. Det tror jeg.
For de ER fede, spændende, med handlinger som pludselig ændres, og den slags. Og jeg tror videre, at det så bare er den der vidunderlige cocktail af en blændede historiefortæller og et unikum af en tegner, der gør, eller gjorde, at jeg tidligt faldt pladask for genren. Gode ja, og markant over gennemsnittet, men så vidt jeg husker, blot en forsmag på stor fortællekunst, hvor den gode Winston, som han jo oprindeligt hed på dansk, nu Mike folder sig ud. Jeg husker de tidligste midteralbum, General Guldmanke, Genfærdet skyder med guldkugler m.fl. som mesterlige mesterværker.
Helt deroppe er ingen af de tre album, men mindre kan bestemt også gøre det.
Jeg synes, at Fort Navajo skildrer apacherne alt for simple. Jeg synes, at fjolset Bascom, Major Bascom er en idiot, og det undrer mig, at han slipper af sted med sit simple had. Måske også et forvarsel på generalens blinde had i det fremragende Interpressealbum, General Guldmanke, en af seriens absolutte peaks. Jeg synes, at vi ser for lidt til forræderen Crowe og for meget til drukmåsen O’Reilly i de sidste to album.
Til gengæld er sceneriet fantastisk. Om det er præriens tørre grønt der sættes i brand, en flod der i smukt blåt nattemørke passeres eller om det er nattens sorte skyer over Fort Navajo, så er det så flot. Man fornemmer præriens storhed, man fornemmer tørstens umenneskelighed i den varme sol, og man kan næsten høre krigstrommerne for sig, buldrende, truende. For samlebindet er en gave. Stemninger, et godt narrativ, dynamiske figurer (sådan da) og man glemmer, at der også er alt for mange løse ender og for søgte sidste øjebliksredninger. Det hører med, og vi æder det råt.
Jeg er ikke helt sprogligt overbevist om alle substantivernes bøjninger. Et fort, flere forter. Måske er det korrekt? I don’t know. Grimt ser det ud. Jeg er ikke helt glad for, at sproget og udbruddene i de mange kampscener bliver klichefyldte, og for pokker da. Hooka Hey. Er det det eneste, som rødhuderne kan råbe inden de smadrer ind i en talmæssig underlegen fjende, for så at få tæv eller blive taget i deres røde røve af Mike S. Blueberry. Igen, vi æder det, fordi det er godt, men godt godt, as in supergodt er det ikke helt. Det bliver det dog.
Og så er jeg heller ikke helt oppe at ringe over den alvidende fortæller og dens forklarende (ned) til mig som læser. Sproget her i den forklarende tekst bliver lidt vel svulstigt og man nærmest kæler de forskellige adjektiver ud. Ikke nødvendigt, tænker jeg.
Hold nu kæft. Jeg lyder som en sur hvid røv, og det er slet ikke meningen. Her har vi at gøre med en udgivelse betydeligt over gennemsnittet, og jeg knepper fluer.
Jeg NØD læsningen, jeg nød forordet og jeg nød især at genlæse de tre album, og svælge i baggrundene og de der herlige detaljer, som man bare ser uden at se dem, gulvtæppet i oberstens kontor, himmelens og skyernes samspil og farvespil. Jeg nød at være tilbage ved arnen, alle westerns moder, kombinationen af fortælleglæde, stemninger, så lækre tegninger og et plot der har fart på.
5 pile bliver det til. Ikke seks endnu, men lur mig, om ikke de rigtigt gode album hver for sig, og serien generelt hiver en topkarakter hjem.
Blueberry – De samlede eventyr 1
Tekst: Jean-Michel Charlier
Illustrationer: Jean Giraud
Farvelagt: Jean Giraud
Oversat af Søren Vinterberg
168 s. i farver, indb. 24 x 32 cm
Pris: 398,-
ISBN 9788770857567