Home / Anmeldelser / Den store: sorte Anders And

Den store: sorte Anders And

I 1974 udsendte Egmont Serieforlaget den første store luksusbog med Disney-serier, “Den store Anders And”, og det følgende tiår var det her, man skulle finde guldet i form af uudgivne historier af Barks, Taliaferro og Gottfredson. Senere kom guldbøgerne, Hall of Fame og senest Carl Barks’ Samlede Værk. Nu vender Egmont Serieforlaget tilbage til udgangspunktet med “Den Store Sorte Anders And”.

Handlingen
I modsætning til tidligere, hvide “Den store…” bøger, så er omdrejningspunktet for denne udgivelse ikke en enkelt tegner, men figuren Anders And skildret af så mange tegnere og forfattere som overhovedet muligt: Der er serier af Amerikanske, italienske, spanske og danske forfattere og tegnere, og i svingende kvalitet. I alt 15 historier får vi sammen med et 4 siders forord og et par artikler undervejs af tegneseriehistorikeren David Gerstein:

Forord af David Gerstein 6
Søvnens herre 10
Øffe 22
Den mystiske bold 30
Skuespil er sagen af David Gerstein 49
Den forsvundne verden 50
En ophøjet skæbne 82
Et godt forbillede 88
En bil med personlighed 100
Evig ungdom 112
Byens bedste flyttefirma 130
Eventyr for bangebukse af David Gerstein 139
Rejer i hummersovs 140
Mumien 158
Et spørgsmål om held af David Gerstein 181
Held over held 182

Kritik
Alt i alt er det en udmærket udgivelse, der nok skal begejstre yngre Disney-læsere, der finder den under juletræet. Og det er forfriskende, at fokus ikke længere udelukkende er på Carl Barks, men at især også de italienske mestre trækkes frem i rampelyset. Dette sker dog bedst i bogudgivelser som Hall of Fame, for i “Den Store Sorte Anders And” er serierne ombrudt. Det er sket med nænsomhed, men nogle steder ødelægges ophavsmændenes billedflow, fordi det ganske enkelt ikke lader sig gøre at omplante Jumbobogshistorier med 3 billeder pr. side til denne bogs 11-12 billeder pr. side, uden at slutresultatet bliver “hug en hæl, skær en tå” – for at blive i Disney-universet.
Indholdsmæssigt er der dog mange gode oplevelser at hente: Corteggiani/Cavazzanos “Den forsvundne Verden” er en herlig parafrase over Conan Doyles “The Lost World”, og samme makkerpar står sammen med Romano Scarpa for den gakkede genistreg “En ophøjet skæbne”. I “Rejer i Hummersovs” får vi Scarpa i ufortyndet aftapning, endda den første historie, han selv både skrev og tegnede. Italienerne klæder denne bog, men det er danskerne Flemming Andersen og Rune Meikle, der står for nogle af de mest veloplagte tegninger og historier med hhv. “Et godt forbillede” og “Mumien”. Især sidstnævnte historie er et godt eksempel på det problematiske i, at Meikles utraditionelle sidelayout er slået i stykker til fordel for det julede kæmpeformat.
Bogen virker bedst, når ænderne kastes ud i det store, lange eventyr, og falder igennem de steder, redaktørerne har valgt korte humorserier i hjemlige omgivelser, for med det store format er løjerne forbi, næsten før de er begyndt. Den 10-siders Barks i slutningen af bogen kunne således med fordel have været droppet.

Konklusion
Bogens koncept hører en svunden tid til, men vi præsenteres for historier lavet af nogle af de bedste Anders And-folk. Desværre i ombrudt format og i en lidt rodet, kalejdoskopisk aftapning, der får udgivelsen til at virke som en dyr smagekasse fra vinhandleren, der skal danne basis for den egentlige bestilling. Man sidder med andre ord tilbage med en længsel efter selvstændige luksusudgivelser med hver enkelt af bogens forfattere og tegnere, og ikke med håb om flere bind i denne serie.

Manuskript: Panaro, Marco Rota, Gerstein, Corteggiani, Cimino, Shaw, Rune Meikle m.fl.
Tegninger: Molinari, Branca, Marco Rota, Cavazzano, Flemming Andersen, Vicar m.fl.
Oversætter: Anne-Maria Sigbrand
Forlag: Egmont Serieforlaget

Udgivet: November 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 189 sider
ISBN-nr: 978-87-7679-476-7
Pris: 299,95

Aldersgruppe: Fra 9 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 5 point
Tegninger: 5 point
Oversættelse: 3 point
Præsentation: 2 point
Kvalitet til prisen: 3 point

Anmeldt af FRANK MADSEN