Bogen er en hardcocerudgivelse med målene 26,5 x 35,5 cm, siderne er i farver og der er ikke alene forord af David Gernstein, men flere informative build-ups til de i alt 15 historier om troldkvinden fra Vesuvio.
Tidligere er der udgivet Den Store Sorte Anders And, som stadig kan købes fra forlaget samt i diverse butikker. Forgængerne, De Store Hvide, kan stadig købes antikvarisk.Handlingen
Som med den sorte and, så er her endnu en tematisk udgivelse hvor fokus er på en af figurerne, denne gang den labre og farlige heks, Hexia de Trick. Hun så første gang dagens lys i 1962, og det var mesteren Carl Barks der forfattede og skitsede hende. Primært som Onkel Joakims direkte modstander. Denne debut indleder Den Store Sorte Hexia, og det er slet ikke noget ringe anslag. På jagt efter lykkemønten hedder historien og den så første gang dansk lys i AA # 45 fra 1976.
Fællesnævneren er altså vores lille heks, og mange forskellige forfattere og tegnere bidrager i denne bog til at tegne et billede af, hvad Hexia er ude efter og hvad hun formår.
Kritik
Det er skrevet så mange gange tidligere, senest af Frank Madsen der anmeldte den sorte and, at opbrydningerne i tegningerne fra et format til et andet, trækker fra, så det vil jeg ikke komme ind på.
I stedet vil jeg snarere zoome ind på hvad man får for skillingerne, og om dette er den ultimative julegave til andeleskeren. Lad mig indlede med at besvare sidste spørgsmål – jo. Dette må være en herlige julegave til alle raske drenge og piger. Prisen er overkommelig og der er vitterligt meget bog for pengene. Det er nemlig en flot bog, hvor der er kælet for layout og suppleret med fine notitser og den slags. Kræs for alle, ikke mindst de nørdede voksne. Historierne er bestemt også værd at nævne, og samlet set får de forskellige bidragydere tegnet et fornemt billede af en af Joakims’ ærkefjender. Barks historien er selvfølgelig god, men der er mange andre perler at fremhæve. Arven fra Flora og Masser af mønter for nu at nævne et par stykker, der begge rummer ikke alene spas og skæg, men også lige rammer den kant af uhygge og væmmelighed der skal til. Det er jo hekse vi har med at gøre…
David Gersteins forord samt diverse artikler er da sjove nok. Lidt tuttenuttede hist og pist, men det handler jo, trods alt, om målgruppen…
Konklusion
Det kan kun blive thumbs up for denne udgivelse. Dels er der tale om en stor og flot udgivelse, altså en flot pakke til os forbrugere, men især er der meget godt guf inden i. Jeg oplevede at min lille private målgruppe var meget tændte og grinende flere gange, og det er slet ikke tosset i disse tider. En god julegave fra Serieforlaget…
Manuskript: Diverse
Tegninger: Diverse
Oversætter: Diverse
Forlag: Egmont Serieforlaget
Udgivet: Oktober 2009
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 192 sider i farver incl. forord
ISBN-nr: 978-87-7679-550-4
Pris: DKK 279,00
Aldersgruppe: Fra 8 år
Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 3 point
Tegninger: 3 point
Oversættelse: 3 point
Præsentation: 4 point
Kvalitet til prisen: 4 point
Anmeldt af BERTI STRAVONSKY