Nu skal du høre en sand historie. For en snes år siden var jeg i det nordlige Sverige. Her mødte jeg en dansk læge, som nu arbejdede både i Norge og i Sverige. Over en kaffe fortalte han, da han om første gang, han var læge i Grønland. Han var kommet sent om aftenen, og næste formiddag bankende det på døren.
Rygterne havde spredt sig, og der stod en mor med sorte øjne, og ved siden hendes datter. Hun, en pige på en 10 år eller deromkring, var morens gave til den danske læge.
Min ven, lad os kalde ham Mr. T takkede pænt nej tak, og de fik en snak om dette og hint.
Så.
Det er på alle måder en interessant bog, som Cobolt har udgivet og duoen Horneman og Dürr står bag. Lars for det visuelle og Dürr for teksten. En født succes, næsten, for dels er designet lækkert, tegningerne rigtig fine, teksten vedkommende og til at overse, tematikken vigtig og tragisk eksistentiel.
Designet først. Et lækkert mørkeblåt stofomslag, men en visuel lækker forside. Bogens hovedperson på vej væk fra lyset og ind i skyggerne, en passage der bare bliver smallere og smallere, og øverst en ravn med vingefanget bredt ud, lilla, mørkeblå, grå er farverne. Bagsiden med titlen IVALU med stor fint, og et kort uddrag af de i øvrigt få linjer fra bogen. Billedet er to børn, et søskendepar og de er i en lille båd, havet er blikstille (havet er så smukt, når det er blikstille), og rundt omkring som små isdæmoner er stykker af is. Stadig med den mørkeblå, dog nu lidt lysere grundet den manglende skygge, tone, men også lysegrønt har sneget sig frem.
Ryggen fin med forlag, titel og makkerparret på, flot sat op i hvidt. En bog som klart skiller sig ud i reolen.
120 sider og i et format, som er en ’rigtig’ bog værdig.
Altså. Bogen bliver revet væk. Dels fordi selve udgivelsen er lækker, dels fordi bogen er god, og dels fordi især Lars Horneman nu er the shit. Det der navn som folk husker, og som borger for kvalitet. Lige siden langdigtet Når jeg ikke er tilstede, har jeg haft en dansk yndlingsforfatter hvad tegneserier angår.
Nej, jeg glemmer skam ikke Morten Dúrr, som også, sammen med Lars, var ophavsmand til Zenobia og som også står bag teksten i Ivalu. De to kan udgive en sten, og den vil blive revet væk. Ikke noget dér. Klart godt og fortjent.
Handlingen gør jeg kort. På samme måde som makkerparret gør det. Det er nemlig som med isbjergene, at det massive ligger under vores synsfelt. Her, i Ivalu er det kun toppen, der er synlig.
Vildt og foruroligende nok. Lige siden Ruder Konge var knægt, har Grønland været det sorte får. Ham, som ingen ville røre ved.
For midt i forventningen om Dronning Margrethe II’s ankomst til den store ø, ligger tragedierne. Ikke kun for Ivalu og hendes familie, men hele det grønlandske folk. Arbejdsløshed, armod, splittede identiteter, misbrug, ikke kun hvad alkohol angår, men også seksuelle overgreb af mindreårige, incest, manglende eller ringe fremtidsudsigter, et land og en folk i dyb krise.
Og midt i det hele, i den der forventning og iklædning af den grønlandske nationaldragt, hvor førstnævnte er bogens første sneperle, Dannebrog på vej og i horisonten blot som en hvid stjerne på vandoverfladen, der mangler Ivalu. Smukt, betagende, stille og nok. Og samtidig dystert, hemmelighedsholdt, fortiet, gemt.
Midt i de løftede dannebrog og med den smukke røde farve, der klart lyser op til sidst, er alt det dunkle. Midt i militærbasen hvor spøgelserne hærger, der hvor jorden er giftig, der hvor ravnen vil have os hen.
Der er den løftede Dúrr og Hornemanpegefinger. Og gid, at dette ikke ’bare’ er en finger. Gid at der fra politisk hold kigges nærmere og dybere og længere frem, så de kommende Mr. T’er, de kommende og nuværende grænlandske børn og unge, har en anden beretning at fortælle. Dette stolte folk er døden nær.
I min folkeskole hed Laila ’Grønlænder-Laila’. Det kaldte vi hende. Og hendes to brødre, som den lokale præst havde adopteret (tror jeg nok), hed bare Nigger-Flemming’ og Knud-Ejnar. Vi kastede sten efter dem, og vildt er det, for Laila gik jeg i klasse med. Men sådan var det.
Ivalu er en satans vigtig udgivelse, smuk og brutal. Stille i ydre, men med et brølende indre. Tæt på topkarakter men hvor er tal da ligegyldige.
Den er hurtigt og let læst. Så mange ord står ikke i spring, og omdrejningspunktet udadtil er det hvide skib i horisonten. Men tematikken dunkel og vi skal bag de tomme flasker, de tomme madskabe, udklædningen, ja udklædningsfarcen, som det jo reelt er, med nationaldragterne. Vi skal helt derind, hvor monstrene viser sig. Se fx efter festen, hvor far kommer hjem og forvandler sig til en dæmon. Hvor den røde farve ikke er kærlighed, men smerte, ulykke, angst, blod og nederlag.
En fastholdelse i mere end én forstand.
De flotte billeder er fine, især de flotte blå. Men brug tid på de grumme også. En Alien, næsten, på side 97. Det er bare ét af mange klamme billeder. Som gør sig så godt i kontrasterne.
Lad udgivelsen springe vores politikere i fjæset som en rådden påmindelse, og sker der noget dér, er Ivalu et mesterværk. Indtil da må den nøjes med at være den der ’finger’, og af dem løfter jeg gerne fire.
Titel: Ivalu
Tekst: Morten Durr
Illustrationer: Lars Horneman
Forlag: Cobolt
Format: 128 sider i farver, 17 x 25 cm
Pris: 250,-
Isbn: 978-87-7085-772-7