Man of Steel : en reboot med metaltræthed

Jeg har et anstrengt forhold til superhelte. Så er det sagt. Som barn nød jeg at læse alt jeg kunne komme i nærheden af med spandexklædte selvtægtsfolk, men i de sene teenageår var det som om ideen med superstærke mænd der klarede alle verdens problemer med ultravold mistede sin interesse og relevans.

[spacer size=”20″]
Med det sagt, så skal jeg også være ærlig og sige, at Superman har et specielt varmt sted i mit hjerte. Han var den første superhelt jeg lærte at kende, og vil altid stå som den store, noble og retskafne forkæmper for retfærdighed for dem der ikke selv kan. En rigtig helt.

Selvom mit generelle forhold til superhelte er anstrengt, så kan jeg ikke lade være med at se de filmatiseringer Hollywood spytter ud i disse år. Der er nok lidt en masochistisk tendens ind over det, for jeg VED jeg bliver så slemt skuffet. Filmene ér typisk lige som useriøse, flade (trods eye-popping 3D) og enfoldige som jeg husker tegneserierne er.

Det er faktisk kun Batman-reboot’en der i løbet af det sidste årti ikke har været en komplet kreativ fiasko. Og da det er Goyer/Nolan der har skrevet manuskriptet til Man of Steel, tænkte jeg at det KUNNE JO VÆRE, at vi her fik en Supermanfilm der var værd at se.

Meeeen nej. Selvfølgelig gjorde vi ikke det.

Jeg var vild med Zack Snyders filmatisering af Frank Millers 300. Den var rå, voldsom og billedskøn på sin egen lettere homoerotiske og blodsprøjtene måde. Da han senere gik i krig med Watchmen, var det en mindre skuffelse. Ikke så meget fordi jeg havde et stærkt forhold til tegneserien (det havde jeg ikke), men fordi de billeder der var på tryk, bare ikke gjorde sig godt på film. Og så lavede han selvfølgelig også den tåkrummende dårlige Sucker Punch. Det er i dén grad gået ned af bakke for Zack Snyder.

Man of Steel ligger et sted mellem Watchmen og Sucker Punch – kvalitetsmæssig.

Filmen lægger ud med de sidste dage på Krypton, og planeten ligner et skizofrent miskmask af Lord of the Rings, Dune, Avatar og Matrix. Jor-El er ikke længere bare videnskabsmand, men nu også lidt actionhelt, der flyver rundt på øgler mens han undviger eksplosioner og skyder onde soldater.

Den måske største ikoniske scene som vi kender fra den klassiske Superman-oprindelse, er der hvor Jor-El og Lara sender deres nyfødte søn af sted ud i rummet og væk fra Krypton, mens de står og omfavner hinanden mens planeten går til grunde. Dén scene får vi ikke her, fordi det er åbenbart vigtigere at Zod slår Jor-El ihjel (så Kal-El har et moralsk hævndilemma at slås med senere i filmen, som dog ikke rigtig bliver udnyttet, til andet end ”Slog DU min far ihjel? … nå nå.”). I stedet må Lara stå alene og kigge på Kryptons endelige. Knap så ikonisk.

Der er ingen tvivl om at Krypton er ved at gå under, men alligevel mener det kryptonske højråd, at der er fin tid at tage de rebelske krigere under ledelse af General Zod, smide dem for en hurtig domstol, nedfryse dem (i noget der kun kan ligne en flok overdimensionerede dildoer) og sende dem direkte ind i Fantomzonen – for derved at redde deres liv. Smart.

[pullquote align=”right”]Er det virkelig for meget at forvente, at se en superheltefilm der har noget på hjerte, andet end rent tju-bang?[/pullquote]Herefter følger scener med Clark Kents unge år i Smallville. Personligt synes jeg der er lidt for mange sporadiske flashbacks, der ikke rigtigt overbeviser mig om det eksistentielle dilemma både Clark og hans adoptivforældre står i. Kevin Costner levere en stjerneforestilling som Clarks far, og det er virkelig synd og skam han skal ende sine dage bare for at ville redde en køter i en tornado. Og det foregående skænderi i bilen, viser i hvor høj grad Zack Snyder IKKE mestre det personlige drama. Et problem han slås med i alle hans film.

Henry Cavil er en fuldstændig ligegyldig skuespiller, som på ingen måde indeholder noget af det der repræsentere en Superman (bortset fra den pumpede overkrop) – ej heller formår han at formidle helt simple følelser, så det ikke virker som en tvivlsom skoleforestilling. Hverken efter han ser rumskibet i isen første gang, da han møde en holografisk repræsentation af sin far eller da han får Kryptons historie fortalt formår han at gøre andet end at stå med den samme spejlblanke mine i ansigtet. Så vil jeg skidt-fløjte-mig heller have Brandon Routh (Superman Returns) tilbage. Eller Tom Velling (Smallville) … eller endda Dean Cain (Lois & Clark).

Amy Adams spiller en nuttet version af Lois Lane, som bestemt har værdier (som at se lækker ud i en three-piece), men jeg tror aldrig på hende som en hårdtslående Pulitzerprisvindende journalist.

Mht valget af Michael Shannon til rollen som General Zod (overgearet og usympatisk på den dårlige måde), kan jeg ikke gøre andet end at drømme om hvordan det havde set ud, hvis det var Viggo Mortensen der havde spillet Zod, som man kan læse flere steder, at han havde været i betragtning til. Han kunne måske have bragt lidt underspillet klasse til forestillingen.

Allerede i de første minutter af filmen kunne jeg godt se hvor det bar hen ad. Man of Steel ville ikke give mig den store filmoplevelse med overraskelser og fornyelser jeg havde håbet på. Det blev et rod af gamle klichéer og misforstået overflødighedshorn af state-of-the-art cgi så det var til at brække sig over. Før filmen var halvvejs ovre, sad jeg og kedet mig, og ventede på om den ikke snart var færdig (præcis på samme måde havde jeg det da jeg så Ang Lees Hulk).

Men der er også plads til ufrivillig humor. Som da Zod spørger Jor-El om hvad han har gjort, og Jor-El svare: ”We had a child”. Den måde han siger det, får det til at lyde som om det er Jor-El og Zod der har fået et barn. Og så er der selvfølgelig hele det der med de flyvende dildoer.

Som i alle superheltehistorier er moralen at vold skal bekæmpes med vold. Og vold er der masser af. Man ser ikke rigtig konsekvensen af alle de mange, mange smadrede bygninger i Metropolis, men et forsigtigt slag på tasken siger et dødstal på omkring 20-30.000 (tegneserieforfatter Mark Waid mener i DETTE BLOGINDSLAG at dødstallet snarer er i millionerne!).

Vi kender godt det der med at køre en tur i bilen en varm sommerdag, og i spandevis af insekter blive splattet ud på forruden. Gad vide hvor mange mennesker Superman splatter ud, når han enten selv fare igennem den ene bygning efter den anden, eller når han smider sine modstandere samme vej?

Hvis der er én ting der skiller Superman af fra resten af superhelteslænget, så er det hans stærke moralske overbevisning om ikke at slå ihjel. Derfor er det også skuffende at se ham knække nakken på Zod. Men igen, det er en del af den moderne amerikanske kultur og selvforståelse: det er ok for good guys at slå bad guys ihjel.

Jeg ved ikke om det er Zack Snyder skyld det hele, eller om konstellationen Goyer/Nolan bare ikke virker mere, men Man of Steel var en ligegyldig skuffelse. Stor og bombastisk rent visuelt, men fladt og banalt rent historiemæssigt … lidt ligesom superheltetegneserierne var dengang jeg holdte op med at læse dem. Er det virkelig for meget at forvente, at se en superheltefilm der har noget på hjerte, andet end rent tju-bang?