Februar måned kan være våd, blæsende og ret anstrengende at komme igennem. Julens glæder er glemt og alle de smarte løsninger med konto-kort og den slags, dukker nu væmmeligt frem med posten. Der er ikke mange glæder…
Torsdagene er til gengæld afvigelser, og behagelige af slagsen. Som Dan Turell skrev da han var blevet smidt ud af skolen, og alt syntes mørkt og trist, så var der et lyspunkt – Anders And bladet.
Således også her og velkommen til denne nyskabelse. Som en fast feature vil jeg hver måned kigge vennerne fra Andeby kærligt og kritisk i kortene. Er bladet de 22 kroner værd som det koster, og er der en rød og fast tråd i bladet? Jeg er selvfølgelig farvet af at være barn af 60’erne og elsker mine årgange fra 1970 – 1973, hvor jeg som snotnæset purk fes rundt og legede. Umiddelbart havde jeg tænkt at sammenligne bladet anno 1973, hvor jeg selv var otte år gammel, og så det nye. Men det har jeg droppet, da sammenligningen ville være urimelig. Jeg selv er blevet adskillige år ældre, og ser følgelig bladet med helt andre øjne. Tiden er også en anden og de indtryk man som barn har nu, er slet ikke sammenlignelige med dengang.
Så min indfaldsvinkel er en ganske anden. Og det er med de briller jeg vil anmelde bladet. Jeg har 2 tøser, Andrea på 6 og Clara på 4. De elsker anden, og jeg har troligt siddet og læst februar måneds andeblade højt for dem, og noteret hvordan de modtog historierne, gagsene, reklamerne mm. Så til alle jer voksne læsere derude – dette er Berti Stravonskys børnefilter, og det er slået til. Dog – som en klam krølle vil jeg dog afslutte med at kigge på udgivelsen med samlerøjne, vel vidende at jeg ikke er målgruppen. Mere om det senere.
AA # 6/2008
Bladet indledes med en ganske morsom historie om vanens magt og traditioner. Og selvfølgelig om disse dumme voksne, der altid skal blande sig når børn leger allerbedst. En ganske habil fortælling med masser af tegninger fyldt med sne. Det går lige ind hos mine unger, og især den yngste på 4 fandt historien rigtig god. Tekst og tegninger af William Van Horn. Bestemt godkendt uden at være prangende.
Floyd Gottfressons tegninger på siderne 18 – 20 kommer ikke helt til deres ret. De er små, men thumbs up for at bevare fortidens forfattere/tegnere til nutidens læsere.
Mobilreklamerne, ja reklamerne i andebladet er jeg ikke meget for. Heller ikke tøserne. De vil meget hellere have historierne, men de er nok lige en tand for unge til konkret at tilhøre det segment som reklamerne henvender sig til. Jeg forstår at de er der, om end jeg bedre kan lide de enkle reklamer jeg husker fra de helt gamle blade.
Sidste halvdel af bladet er klart den bedste. Jeg er stor fan af at hele Andebys univers bevares, og de skæve og sjældne eksistenser er også en del af bladet. Kylle, Pylle og Rylle samt Vaks er derfor kærkomne her på bjerget. Også hos tøserne, der dermed i de 3 kyllinger får nogle rollemodeller af hunkøn. Vaks er vaks. Ingen tvivl om det, og den historie holder også. Klart.
At bladet afsluttes med indianere og en enkelt sides Barks er helt i top. Historien om Georg Gearløs var klart den historie der gik bedst ind, og ungerne var sultne efter mere Anders And, da vi efter ca. 20 minutters intens læsning med lydord og hele svineriet, var færdige. Et godt blad der klart er sine 22 kroner værd.
AA # 7/2008
Gorm Transgaard lægger for med en forrygende historie, som indeholder enkelte sjove indfald, men er lidt træg for de to tøser. De vil hellere have action og krudt, end en aldrende ands kvaler. Selv syntes jeg faktisk ret godt om historien, men fandt billederne alt for små for mine trætte øjne.
Al Taliaferros små historier er rigtig gode. Og jeg kunne samtidig introducere dagbogen og Valentinsdag for tøserne – kulturpåvirkning af den gode straks, da jeg er stor fan af kærlighed. Ungerne, især den ældste, var solgt. Kanon.
Bernados firkantede tegninger var slem kost. Så slem faktisk, at jeg ikke rigtig kunne engagere mig i historien på side 22. Det gjorde simpelthen for ondt. Min højtlæsning blev jappet og sjusket og mit manglende engagement smittede. Ungerne gad ikke den Bjørne-bande…
Frits Farlig og Puslingen med de karakteristiske øjenbryn var foreviget på side 31, og det er godt at redaktionen hiver fat i fortiden. Vi havde lige læst en forsat historie fra slut 60’erne, og ungerne skreg ’DER ER PUSLINGEN’. Flere skurke, tak, og gerne de gamle.
Gimmicken med Lille Hjælper der møder Amors pile er ok. Ikke noget specielt fængende, men godt at lege med parallelle handlinger. Det er cool.
Lars Jensens forsatte historie lyder godt – vi iler til næste nummer.
AA # 8/2008
Indledning af mesteren Barks, så er det torsdag og væk er hverdagens kvaler. Der er noget med Barks og dyr. Han formår at gøre dyrene nærværende og levende, og især den klaustrofobiske tilfangetagelse af Anders er ubetalelig, og gjorde et stort og næsten skræmmende indtryk på mine tøser.
Helt til grin – redaktionens legeplads – har jeg ikke berørt før. Det holder og vittigheder, spørg Svinesen samt den klassiske stribe er et fedt break fra alt det visuelle. Det skal redaktionen have ros for, og især interaktiviteten med at få bladets læsere til at stille spørgsmål og indsende vittigheder er god. Bliv ved med det, Martin og Katja.
Rip, Rap og Rup møder tvillinger og historien på side 42, og selvom lærerrollen får alt for mange hug (jeg er selv lærer), så er det en ret sjov historie. Især for vores yngste var den interessant, om end jeg ikke helt tror hun har fattet det med tvillingerne.
Lars Jensens historie kommer sikkert i land. Udmærket.
Georg Gearløs’ opgave sidst i bladet er udfordrende, og min ældste tøs var fyr og flamme. Måske savner jeg mere af den slags i nutidens blad? Det lader jeg lige stå et øjeblik. Jeg kan i hvert fald konstatere, at Andrea går op i det med krum hals…
Reklamerne for Jelly Belly var holdt i samme farver og var ret enkle. Jeg tror, at det gamle ’Less is more’ holder bedre end alle de der ramasjang reklamer. Ungerne var meget fascinerede af at man kunne have så store frugter i kæften. Don’t try this at home, formanede jeg…
AA # 9/2008
Doktor Zantaf er en grim bandit, og han formåede at skræmme vores yngste. Det er godt. Lad endelig andebladet være fyldt med banditter og den slags, bare det går dem ilde til sidst. Jeg kom til at tænke på en af mine yndlingshistorier, der også handler om hypnose, og så måtte jeg lige finde AA # 6 fra 1953, hvor BING – DU ER HYPTONISERET, en Barks klassiker, fik ungerne til at lege hypnotisør.
Spøgelseshistorien på side 20 er genial. Gys og gru inden sengetid er klassisk, og om aftenen skulle jeg fortælle grusomme beretninger. Flere af den kaliber, tak. Ungerne gøs og jeg godtede mig.
Sorteper, Vaks og Grønspætterne afrunder dette blad, som jeg ubetinget kåret til månedens bedste. En lang indledende historie om hypnose og med en grum skurk. Lidt gru og dernæst mange små historier giver et godt mix. Alt i alt er god afslutning på en ret god andemåned.
Samlet vurdering af februar
Jeg er ret begejstret og mine 2 piger ligeså. Jeg har længe gået med en slags fordom om disse nyere blade, men disse fordomme blev klart gjort til skamme. Der var mange, faktisk overraskende mange gode historier og langt hovedparten gik rent ind. Skurkene var der også en del af, og det er dem vi i Stravonsky klanen bedst kan lide. Mere af det.
Legetøjet var ok. Jeg er ikke meget til myrer og kan ikke finde ud af kina-skak, men ungerne synes det var sjovt at arrangere de kulørte (meget små) kugler og vi havde da også spas med myren. Bogen om Pariser-rotten var vi ikke så interesserede i.
Om legetøjet generelt vil jeg sige, at…
Det er ikke lige som i gamle dage. Dengang var det sjældent og måske endnu mere kærkomment når der så endelig var noget, og oftest er det noget plasticjunk, som ikke holder eller fungerer. At give børn noget med lav holdbarhed gør dem kun triste og kede af det. Jeg ville ønske man ville droppe det. Som samler og voksen er jeg endnu mere lang i spyttet – det ødelægger bladet.
Value for money? 22 kroner pr. blad er et bargin. Der er masser af underholdende læsestof i februar måneds udgivelser, og bladet genbruges hos os flittigt. Først læser jeg op. Vi pakker selvfølgelig bladet nænsomt ud af sin plastic pose og sætter os godt til rette. Vi kæler for situationen og finder os til rette med ænder og mus.
På Stravonsky andeskala får februar måneds Anders And blade hele 8 andenæb. 10 er det højeste en måneds udgivelse kan få, men så kræver det kræs.
Vi glæder os til marts.
Jeg har været i forbindelse med en af redaktørerne af Andebladet, Martin Blemstad, og fortalte at ugens andeblad bliver anmeldt på Seriejournalen. Han var meget flink og positiv og vi blev enige om at man kunne indsende spørgsmål til Berti, som så ville videreformidle disse i anmeldelserne. Martin og den øvrige redaktion ville så svare, og dette svar ville jeg bringe i næste måneds anmeldelse.
Det første spørgsmål til redaktionen er fra Frank Weinberger, og er fra Donaldisternes hjemmeside.
Nu hvor Andeby-posten ophører, hvor bladet ikke er i nogen speciel flot stand på grund af postvæsenets behandling af det, og hvor abonnenterne ikke får den samme flotte indpakning som de der henter bladet ved kiosken…
Hvorfor så abonnere? Alt andet lige, så er det vel abonnenterne der er de FASTE og TROFASTE læsere og købere…
Læs med i næste måned her på Disney klummen, og har du spørgsmål til redaktionen eller til Berti, så er adressenshipping124@hotmail.com