Så er der kugler og flyvere fra forlaget Cobolt. En ret lækker sag på 48 sider og så er den endda kun første del af i alt tre. Fint fint.
Den røde baron er den overordnede titel, og albummet hedder noget så obskurt som Kuglesprøjternes ballet, og vi starter lige på og hårdt. En herlig kort prolog der angiver albummets generelle tone. Der er spænding, der er særdeles flotte og dejligt lyse illustrationer, der er et element af grusomhed og ondskab og plads til stilhed midt i larmen. En god blæret start. To flyvere er i kamp, og kun en kan trække sig sejrrigt ud. Dette efter en tanke om krigens rædsel og modbydelighed, som så afbrydes af vores hovedperson, Manfred von Richthofen, som kigger direkte på læseren og mens øjne mødes lyder det:
’Så besynderligt… for få minutter siden var vi fjender. I luften gør man sig det ikke klart. Man kæmper som en maskine. Hvorimod jeg nu opdager, at vi minder meget om hinanden. Den unge pilot og jeg. I fredstid kunne vi have drukket et glas sammen på en fashionabel cafes terrasse i Berlin eller London og diskuteret banaliteter, alt imens vi kiggede på pigerne, der gik forbi på gaden.
I stedet har han fået en kugle, og jeg ser ham dø.
Og for mig er synet en usigelig glæde”
Wauuu. Så er stemningen lagt. En iskold dræber som nyder synet af en nedplaffet fjende. Ikke noget melankoli eller rørstrømsk sødsuppe. Iskolde øjne. En satans god prolog.
Så spoler vi 10 år tilbage og er i Berlin. Det skal siges at vi er i perioden op til Første Verdenskrig, og vi følger vores blonde hovedperson. Han er sej, han finder sig ikke i noget pis, og han vil ikke bare være den bedste. Han ER den bedste og det får han på puklen for. Som overalt i vores verden, så trives misundelsen og mindreværdet, og stikker du ud, så stikker vi dig ned. Du skal ikke tro, at du er noget…
Efter at have fået førstekarakter er det tid til bad og omklædning. Der venter bøllebank lige om hjørnet. En lille håndfuld misundelige ’kammerater’ venter på Manfred, og…
Ja, han tæver dem sgu. De får så hatten passer. Og det præcis som i Jan Guillous selvbiografiske roman, Ondskan (Ondskab), og i den svenske filmatisering fra 2003 med samme titel. De får høvl fra en nådesløs og kompromisløs ung mand. Og så ikke mere om Guillous eller den mesterlige film.
Vores ven, Manfred, opdager sidenhen, at det var som om at han kunne forudse hvor angrebene ville komme fra. At han kunne forudse hvad der ville ske og hvordan. Og de sekunders forspring er guld værd i infight.
Og i krig…
Men var det blot et tilfælde. En slags once in a lifetime sjette sans? Måske. Det gav Manfred et kick og det søger han så ihærdigt at genskabe. Først ved atter at krydse klinger med gutterne fra omklædningsrummet og sidenhen, langt mere alvorligt og farligt på et af de steder i Berlin, hvor man bare ikke svanser rundt alene eller efter mørkets frembrud. Selvfølgelig er der atter optræk til vold og ballade, og igen trækker vores helt sig sejrrigt ud. Han HAR tilsyneladende en vis evne til at kunne forudse fjenders træk. Ikke dårligt, og det så sidenhen komme ham til gode.
”Mine evner vil gøre det muligt for mig at udrette store bedrifter”, lyder det en anelse selvtilfreds fra en smuk blond knøs med blod i ansigtet.
Så springer vi igen i tid, og befinder os på en belgisk strand. Der slikkes sol og så brydes freden og idyllen. Krigsskibe lurer i horisonten og snart brager det løs. Igen kan Manfred takke sine evner og han og kammesjukken søger ly i en beskyttelseskælder. Kammesjukken er pilot og han og Manfred drager i luften.
Og så begynder det virkelige eventyr.
Som så slutter modbydeligt hurtigt. Albummet har nået sine 48 flotte og farvestrålende sider, og så kan vi ellers vente til foråret 2017 hvor anden del ’Byger af blod’ forventes i handelen.
Det er sgu en herlig historie. Ikke så meget fikumdik der. Vi er i adrenalinens vold og der er faktisk ret rart at være. Jeg føler mig gevaldig underholdt. Historien er spændende. Godt fortalt med flashbacks og helt eminent tegnet. Ja, det er godt nok uhyre flotte tegninger. Og farvevalget er sine steder særdeles velvalgt. Skrev jeg sine steder? Jeg mente alle steder. Bibliotekets læsesal på side 21 holdt i smukt brunt uden at det på nogen måde virker dysters eller søgt. Oplysningen kommer fra de flotte bordlamper, og det ser bare så fedt og ægte ud. Berlins grumme sider også i mørke farver, og sprøjtende blod i rødt. Præcis som det skal være, og det øger stemningen af intensitet og brutalitet.
Ellers er det faktisk et album holdt i flotte lyse farver. Smukke hustage. Grønne marker. Og så er der HELT VILDT flotte kampscener på cirka midt 40’erne. Hold da kæft. Imponerende.
Er der noget negativt at sige? Næ. Jeg følte mig ekstremt godt underholdt. Historien holder hele vejen og billederne, både de flotte kampscener og de betagende close-ups er skideflotte. Carlos Puerta er manden bag og ham bør I google. Han er godt nok fænomenal dygtig.
Selvom jeg ikke helt har grejet hvorfor titlen er det der med ballet og kuglesprøjt, så ender jeg helt oppe i himlen. Albummet er særdeles godt. Et lille mesterværk, faktisk og jeg glæder mig bestemt til næste år og 2’eren…
6 gange med den store kuglesprøjte.
Titel: Den røde baron – 1. Kuglesprøjternes ballet
Tekst: Pierre Veys
Illustrationer: Carlos Puerta
Oversættelse: Ole Steen Hansen
Forlag: Cobolt
Format: Hardback, 48 sider i farver samt en spændende kort præsentation af virkeligheden Manfred
Pris: 198,-
Isbn: 9788770856393