Home / Anmeldelser / Tag den ring og lad den vandre…

Tag den ring og lad den vandre…

Af pressematerialet kan man læse følgende: Den fantastiske grafiske novelle/tegneserie om Sigurd Fafnersbane. Det fantastiske Rhin-guld sætter en kædereaktion af grådighed og forbandelser i gang. Og Sigurd ender som et ikke selvvalgt midtpunkt i denne historie om forræderi, kærlighed, monstre, valkyrier, konger og helte. Historien er baseret på Wagners opera af samme navn.

Der kan og bør skrives meget rosende om det unge forlag fra det jyske, og denne udgivelse sætter nye standarder for min ros.

Wagners opera kender vi vel alle af navn, men det er vel, og her slynger jeg lige en fordom afsted, de færreste der har overværet en sådan. Nu er der så en tegneserieversion og det er jeg glad for. Meget endda…

Det tog efter sigende Richard Wagner adskillige år at færdiggøre sin opera, et livsprojekt med andre ord, men et livsprojekt der indtil videre er en af den klassiske musiks milepæle. Man kan groft sagt inddele Nibelungens ring i 4 kapitler, Rhinguldet, Valkyrien, Siegfried og Ragnarok. Historien spænder vidt og omhandler 3 karakterer, de væsentligste altså, nemlig gudernes konge Wotan, kongens datter Brunhilde og dennes elsker Siegfried. Tematisk er det en fabel om de konflikter og rådvildhed man kan opleve i kærlighedens og magtens spil. Personificeret især ved Wotans gerninger og overvejelser. Tidsmæssigt spænder historien fra verdens skabelse til gudernes undergang.

Opslag - side 12 og 13Og dette er altså blevet til en mageløs beretning med både ord og især billeder. At kalde Nibelungens Ring for en almindelig tegneserie er forkert og ringeagtende for begge, så jeg vil i stedet kalde værket for et pompøst illustrtivt tegneserieværk, og med pompøst skal jeg huske at skrive, at det er de positivt ladede tanker jeg har bag. For det er knageme en flot udgivelse. Til tider minder den om en billedbog med skitser, råskitser og færdige tegninger. Ikke i et sindrigt virvar, men nøje anbragt og som passer ind i tekst og historiens flow. Der er grusomme billeder af umenneskelige monstre og modbydelige uhyrer, og man skal ikke have drukket mange kopper mjød for at lade sine tanker fare. Bogen er fri for hyggen og rummeligheden i f.eks. Ringenes Herre bøgerne og filmene, men tordner derudaf som en af de mange minderige scener fra storfilmen Dommedag nu. Ikke en bog for sarte sjæle og ikke en bog for de yngste. Til gengæld en herlig bog fyldt med flotte og frygtindgydende illustrationer, Rimtusserne ikke mindst.

Indbindingen kan synes lidt slap og den første side i min bog hænger lidt løst, men det KAN selvfølgelig skyldes min ivrighed efter at se hvad der følger på næste side. Sjovt nok, men det er en fejl, så er teksten på bogens ryg, altså den side der vender imod betragteren vendt omvendt, så ser man bogen på biblioteket eller hos sin lokale bogpusher, så skal man lige vende kraniet 180 grader for at se hvad pokker dette nu er. Men det er jo sundt at få sin krop i ydre positioner.

Søger man efter tegneserie i gængs opfattelse, og som man læste med fryd mens man var ung, så er tegneserier i dagens Danmark nærmest ukendelige. Det er en gammel konservativ stivnakke som undertegnede slet ikke uglad for, for mediet er selvskrevet til at gøre op med rammer og regler. Og i Nibelungens ring hersker der kun en regel > at der ingen regler er. Banebrydende musik er blevet til en tegneserie på speed. Men husk både din økse og din brynje for denne her gør ondt – på den gode måde. Ja, jeg har aldrig helt forstået hverken genren eller rollespilstosserne, men nu, efter at have læst og ikke mindst fortæret denne bog, så kan jeg sagtens se mig selv med køller, spyd og blod.

250 danske kroner er en slat, men hvad pokker skal sådan en flot hardbacksag ellers koste? Har man trang til at fordybe sig i Wagners livsprojekt og holder man af bizarre figurer med mere, så er 250 kroner en god investering, for der er timer og glæder til fulde retur.

Det er fanme en ekstraordinær udgivelse, denne her, og hvis man elsker timing, så napper man Valhallas svanesang OG denne her, Nibelungens ring. De rummer begge stygge og barbari, hos Peter Madsen med champagne og jordbær, hos Donovan med stål og skridtprygl. Jeg vil nødigt undvære nogen af dem.

karakter_4af6

Nibelungens Ring
Skrevet af Nicolas Jarry, tegnet af Didier Graffet (Baseret på operaerne af Richard Wagner)
80 sider i farver
250 kroner
Udgivet af Donovan Comics