Haverholm er uddannet på Designskolen Kolding. Her begyndte at tegne og skrive serien “Sortmund”, som han i første omgang selv udgav som en række små hæfter. Udgivelsen stoppede dog, hvorefter Allan koncentrerede sig om at tegne serien færdig til en samlet udgivelse. Det sker nu, efter flere års ventetid: Forlaget Brun Blomst udgiver “Sortmund” som Danmarks første billedroman, en ordentlig moppedreng på 300 sider, der udkommer 29. april lige op til tegneseriefestivalen Komiks.dk. Udover tegneserierne ernærer Allan sig som illustrator og journalist. Hans hjemmeside hedder www.haverholm.com. Seriejournalen har taget en snak med ham.
Det har taget en del år at færdiggøre Sortmund. Hvorfor?
Åh, du får mig til at lyde så langsom! Men det er rigtigt at det har taget noget længere tid at lave serien end først planlagt. Oprindeligt var den jo sat til at udkomme i 12 tyvesiders hæfter over ét år, men det kom så til at tage seks år i stedet …
I mellemtiden er jeg så både blevet gift og har fået to børn, så det er altså ikke fordi jeg har ligget på den lade side. Faktisk har det også påvirket Sortmund i positiv retning at jeg sådan (formelt) er blevet voksen. Der er kommet flere lag i historien i forhold til mit oprindelige udkast – eller jeg har i hvert fald fået åbnet øjnene for flere fortolkninger. Det er selvfølgelig ikke *fordi* jeg har fået børn, men jeg kræver selv mere af fx. de bøger jeg læser nu end for fem år siden.
Jeg er bare blevet mere kræsen med tiden, og det har selvfølgelig gradvist afspejlet sig i mit arbejde med Sortmund. Brød der har koldhævet i et døgns tid blir osse meget bedre end det almindeligt hævede. Kvalitet tager altså tid!
Hvem fandt på, at den skulle være Danmarks første grafiske roman?
“Grafisk roman” er også sådan et kluntet udtryk. Jeg foretrækker selv “billedroman”, men man kan jo ikke argumentere imod at opmærksomheden er rettet mod det her nye graphic novel-begreb, de har fundet på i udlandet. Eller er det Forlaget Carlsen der har opfundet graphic novels? Man skulle næsten tro det når man læser deres pressemateriale for Persepolis og Berlin. Will Eisners enke burde sagsøge dem.
Hvad Sortmund angår, så er det den længste debut-tegneserie nogensinde i Danmark. Jeg har slået Snejbjergs Hypernauten med 112 sider, hehe … Men omfanget og de fortællemæssige ambitioner kandiderer den som en graphic novel i tidens opfattelse af ordet – og forlaget har endda valgt at udgive den i et udstyr der mere signalerer bog end tegneserie, så det trækker også op!
Der står på bagsiden, at tegneserien er “befolket af idealister og medløbere, ildsjæle og opportunister, åndsaristokrater og -proletarer. Den handler om uforløst kærlighed, om arvesynd og moralske tømmermænd, idealisme og fejhed.” Men hvad handler Sortmund I VIRKELIGHEDEN om?
Uden alle mine kloge eftertanker, mener du? Grundlæggende er historien en mordgåde med okkulte elementer. Hovedpersonen Manne Svarts ser i sine drømme en række mord, og opdager at de faktisk finder sted mens han sover. Men de samme drømme fortæller også om byer der bliver ødelagt og jorden der slår sprækker. Vil det også gå i opfyldelse? Og hvorfor har Svarts overhovedet de drømme – er der en forbindelse?
Så er der også en kærlighedshistorie flettet ind, og tilsammen danner de en udviklingshistorie som jeg er virkelig stolt af. Den starter ret konventionelt, og vokser så efterhånden ud af den velkendte Hollywood-fortælleform i tre trin … uden at være for fin til det dér sug i maven.
Aj, nu kom jeg til at tænke over det alligevel! Skal vi ta’ den om?
Historien handler om det gode og det onde, Gud og Satan, og deres skyggebilleder. Hovedpersonen er en slags modstykke til Jesus, hans mislykkede lillebror. Er du meget religiøs, tror du på et dualistisk verdensbillede eller er det bare for at få en historie i gang?
Mest det sidste. Jeg er i princippet ateist, men mit forhold til religion er så anstrengt at jeg nok bruger mere tid på at gruble over den slags end de fleste troende. Dualismer som “det Gode mod det Onde” eller “Os imod Dem” er designet til at kunne forstås af gedehyrder og fæstebønder, men man ser jo fx i forbindelse med Krigen mod Terror eller vores hjemlige udlændingepolitik, hvor sørgeligt let også uddannede mennesker falder for ipapskårne løsninger og verdensbilleder.
Når dét er sagt, så er jeg naturligvis vokset op i et folkekirkeligt hjem, i en kristen kultur. Mit sprog er spækket med referencer til biblen, selvom jeg ikke gir en døjt for dens sandhedsværdi … alle de bedste eder har fx. rødder i den kristne mytologi. Det er med andre ord den mytekreds jeg og potentielle læsere er bedst bekendt med. Men jeg fortolker nu frit.
Tror du på det gode?
Det er man da nærmest nødt til – eller i det mindste at håbe på det bedste! Jeg går ud fra, det er derfor så mange tror på (en) gud. Der vil jeg hellere sætte min lid til det gode i mennesket, men pengene sætter jeg på dets dårlige sider. Det er så nemt at blive skuffet over sine medmenneskers griskhed, selvoptagethed eller hvad har vi. Hvis man ikke – nej, hvis JEG ikke bevarer en vis tillid og optimisme, så bliver jeg bare en bitter kyniker med fremtiden bag mig. Jeg vil gerne ha min fremtid foran mig i lang tid endnu!
Jeg blev far for anden gang her i november, og den dér vidt åbne glæde min lille søn møder verden med hvert eneste sekund (undtagen lige for øjeblikket, hvor han er ved at få tænder…) er noget helt specielt. Altså, det er ikke for at sidestille barndommen med nirvana; jeg ved godt at tremåneders børn rangerer lige under cocker spaniels hvad hjernekapacitet angår, og måske er det en forældreting, men …
Hvor var jeg?
Er der sket en udvikling med dine tegninger og historien, efterhånden som du arbejdede dig igennem serien, eller er alt, som du havde forestillet dig fra starten?
Den er som nævnt noget anderledes end jeg havde troet. Mere rummelig, om du vil.
Jeg havde en færdig synops da jeg begyndte at tegne, men den var ikke særligt detaljeret, for jeg var bange for at gå død i arbejdet, hvis der ikke var noget spillerum. Det har gjort arbejdet sværere, bevares, men det gjorde netop også at da mine månedlige deadlines begyndte at skride, tænkte jeg “Hul i det, jeg har for mange gode ideer endnu til at tabe det hele på gulvet!”
Jeg mener, skelettet til historien var givet, og nogle af musklerne med, men jeg vidste ikke præcis hvordan skabningen ville bevæge sig … Der var en figur jeg simpelt hen måtte skrive ud af de sidste fem kapitler, fordi hun fik historien til at “halte”. Hendes plotfunktion blev tillagt en anden figur, der havde optrådt tidligere. Det var ingen katastrofe, for hun optrådte kun på den allersidste side af kapitel otte, som var det sidste der kom i hæfteform. Forhåbentlig har jeg ikke ødelagt noget for dem der har glædet sig til at finde ud af hvem hun var …
Og slutningen på historien fik sig en ordentlig hovedrengøring da jeg nærmede mig vejs ende. Den oprindelige slutning holdt bare ikke, så jeg måtte splitte delene ad og sætte dem sammen på en ny måde. Men der var et øjeblik hvor jeg fik åndenød, for hvad nu hvis historien ikke kunne forløses? Alt mit arbejde ville ha været spildt!
Tegnemæssigt er jeg bare blevet bedre. Simple as that. Til at begynde med kunne jeg kun tegne, som man ser det i første halvdel af bogen, men efterhånden som jeg fik flere tegneopgaver og var pinedød nødt til at tegne på forskellige måder, fik jeg flere strenge at spille på. Det synes jeg især man ser fra kapitel otte og frem. Der er mere selvsikkerhed i stregen.
Har din serie overrasket dig selv undervejs?
Ja, der var jo de ændringer jeg måtte lave i den sidste del … og det faktum at selv om historien kort fortalt er “mordgåde, tentakler, slåskamp”, så var der masser af rum til at udforske figurerne og deres forhold til hinanden og deres omverden. Jeg kan godt lide at tro jeg har lavet den tænksomme version af en superhelteserie. Faktisk VAR der ikke planlagt en slåskamp i mit oprindelige synops, men den kom med alligevel, I en meget kort version.
Hvad har dine inspirationskilder været?
Hvor lang tid har du? Den åbenlyse inspiration til at begynde med at tegne Sortmund var Mike Mignolas Hellboy, Han tegner så fantastisk, og får det til at se så nemt ud. Jeg havde ikke sat mig ind i hvilke værktøjer han tegner med, og prøvede at tegne som ham med pensel. Mignola rentegner med markere, så det var en helt dødfødt plan. Til gengæld kom Sortmund netop ikke til at ligne endnu en Hellboy-klon – faktisk blev jeg i stedet sammenlignet med Teddy Kristiansen, Jan Solheim og David Mazzucchelli, og det skal man jo ikke kimse ad. Jeg var lidt uforstående over for sammenligningen med Mazzucchelli, for på det tidspunkt havde jeg kun læst hans Daredevil- og Batmanhistorier, men da jeg læste hans og Paul Karasiks City of Glass faldt tiøren. Forskellen er at Mazzucchelli er en mester, mens jeg på det tidspunkt bare ikke kunne styre mine pensler.
Jeg har også lige læst den samlede version af Det Kronede Hjerte, og kom i tanker om hvor meget de første to bind påvirkede mig. Bare se på ligheden mellem Alain Mangel og Manne Svarts! Det var først med dén serie jeg rigtigt “opdagede” Moebius og Jodorowsky. Inkal-sagaen var da sjov nok, men ikke så meget mere, men det var noget helt andet at se dem slå sig løs i en samtidsroman. Alle ting lige, så er det nemmere at forholde sig til end psykedelisk science fantasy.
En stor inspiration og opmuntring var da jeg blev kontaktet af en anden tegnerspire, der selv var blevet inspireret af Sortmund. En viborgenser ved navn Cav Bøgelund. Jeg fik mulighed for at følge hans arbejde, først med NecRoPoLiS og siden med Blodbryllup, og det er vildt imponerende som han har udviklet sig i den periode. Cav og jeg ses så tit vi nu kan og diskuterer hvem der beundrer den anden mest, men det gør jeg nu altså.
Desuden har jeg undervejs været inspireret af både Alan Moore, Frank Miller, Jeff Smith, Jack Kirby, Ivar Gjørup, Dave McKean, José Muñoz, Hugo Pratt … og så Foucaults Pendul, der fik mig til at researche en masse i al det der esoteriske hejs. Det var faktisk endnu en gave; at jeg blev ført til Jungs teorier om det okkulte, eller nærmere hans genbrug af alkymisternes farvetransmutation. Det var ren gefundenes fressen, og gav mig mulighed for at dele historien ind i tre tematiske dele, sort, hvid og rød.
Hvordan ser du fremtiden som tegneserietegner i Danmark?
Jamen den ser skam lys ud! Da jeg lige kom ind i miljøet var der stadig en stemning af at “det ka ikke betale sig at lave tegneserier”, men jeg synes vinden har vendt siden da. Måske er det også bare min egen fordom, jeg havde med i bagagen. Men når man ser på de udgivelser der kommer nu – både danske og oversatte – og ikke mindst den positive, lødige interesse der er for dem, så synes jeg virkelig der er tegn på nogle fede år.
Jeg synes Rackham har gjort et kæmpemæssigt formidlingsarbejde, der har løftet niveauet for hvordan man diskuterer tegneserier. Strip! har holdt faklen højt i mange år, men som eneste fysiske magasin om tegneserier var det en dråbe i havet. Læg det sammen med at dagbladenes behandling af tegneserier i bedste fald har været stedmoderlig – ja, WeekendAvisens er det stadig! – så ser man hvorfor tegneserier ikke kunne betale sig.
Samtidigt har Rackham så også været et vindue ud til de nye tegneserier, Carlsen i lang tid ikke ville lade os se herhjemme.
Så Rackham har været, ikke årsag til, men tegn på en ny tendens i holdningen til tegneserier, som man også kan se på alle de nye forlag der er skudt op: Der er Hest & Søn, Aben Maler, Brun Blomst, Eksem Comics og naturligvis Forlaget Forlæns, der udgiver Free Comics. FC har virkelig været en foræring til seriefolket!
Man kan diskutere kvaliteten af den enkelte serie, men kritikken vil altid være baseret på ens egne præferencer. Faktum er at Torben Hansen & Co har udgivet gratis tegneserier månedligt i snart tre år, og ikke mindst givet nye tegnere som mig selv et udstillingsvindue for vores ting. Det er fantastisk at ha, og et kæmpe egoboost for folk der for fem år siden kunne ha lagt deres tegneserier direkte i skrivebordsskuffen.
Hvad er dit mål, når du begynder på en ny tegneserie?
Det kommer i høj grad an på historien. Siden jeg blev færdig med Sortmund har jeg lavet en række vidt forskellige, korte historier til diverse blade og antologier, fra zombiebladet Fordærv til kulturtidsskriftet Sentura. Som udgangspunkt vil jeg gerne fortælle en god historie, én læseren kan bruge til noget i en eller anden grad, men jeg kan ikke bare starte med at planlægge hvilket “budskab” jeg vil ud med. Så går jeg i stå, løber panden imod muren.
Det var derfor det fungerede så godt med den “løse” arbejdsform på Sortmund, går jeg ud fra …
Har du et nyt tegneserieprojekt i tankerne?
Ja, flere. Mest ambitiøst er et historisk serieprojekt forfattet af Henrik Rehr. Det er sat til 250-300 sider, og jeg mangler stadig en masse research på perioden, før jeg kan gå igang for alvor. I mellemtiden vil jeg fortsætte med at lave mine små serier.
Blandt andet er jeg i gang med det, der bliver første bind af en mammut-serie. Den kommer til at være omkring 1200 sider, men fortalt i et meget højt tempo. Vi taler om max tre billeder pr. side, og så mere action (og i hvert fald mere fremdrift) end i DBZ.
Og jeg snakker med Torben fra Brun Blomst om at lave en anden serie af enkeltstående småbøger over esoteriske emner. Altså, den slags, der er esoterisk i en verden, hvor Da Vinci-mysteriet og Holy Blood, Holy Grail er mainstream…