Før vi går i gang med et nyt interview vil jeg lige indlede klummen med at klappe STRIP på skulderen for deres marts 08 nummer. Endelig et nummer som præsenterer skarpe holdninger til vores medie, både fra den optimistiske og pessimistiske kant. Bladet har i den grad manglet kant, redaktionel stillingtagen og fanden- i- voldskhed. En lille smule gonzo, med andre ord. Jeg foreslår hermed at de hyrer mig.
Jeg kommer til at tænke på Rune T Kiddes tilgang til tegneseriejournalistik, som han engang udførte det for DR. Han nægtede at sidde apatisk med tegneren i hans eller hendes atelier, og blot diskutere mediet og dets udførsel. I stedet tog han båndoptageren under armen, og mødte tegneren ude i virkelighedens verden, på forskellige lokationer som havde en eller anden betydning for interview-“offeret”. Intentionen var at skabe mere liv i debatten, og den tilgang tror jeg at STRIP kunne lære meget af. De har hele tiden gået efter bolden, nu kan de godt gå efter manden lidt.
Jeg vil endvidere benytte lejligheden til at nævne det relativt nye danske blad “Striber” og deres aflønning af bidragsydere. Jeg har fra en pålidelig kilde, at de kun betaler deres tegnere 100 snoldede kroner pr stribe. I alt. Jeg forstår den økonomiske hensyntagen, men altså… kan de være det bekendt? Det er kun dobbelt så meget som Pirelli og Firestone fik for at pågribe Bussemanden og hans bande. Men spøg til side, den aflønning er God Damm patetisk.
Nu til interviewet med en dansk goth- tegneserietegner. Han hedder Ras Bolding, og hans tegneserier er Goth. Nu skal læserne passe på ikke at trække alt for mange fordomme frem, for de hans tegneserier handler faktisk ikke om teen age angst som sådan. I øvrigt kommer interviewet ikke til at handle om folk som snitter i sig selv og er triste, men om en analyse og sammenligning af subkulturelle mekanismer – lissom.
Jeg har studeret en del deciderede Goth-tegneserier på nettet, og de er som regel navlepillende med en teenage-vinkel, og handler om at popdrenge er dumme og skolen er kedelig. Det er Boldings værker bestemt ikke skyldig i, tværtimod.
Emnerne er mange, men en stemning af angst og fremmedgjorthed løber dog igennem dem, som i hans historie “the afterlife trial”, inspireret af Franz Kafkas værker. Hans tematik forstærkes af en dyster brug af sort og mørkegrøn, samt en bevidst monoton, hakkende fortællestil. Personligt vil jeg anbefale Cyberpunk- historien “City of no horizon”. De kan læses på hans hjemmeside. Udover disse relativt lange historier, producerer han korte tegneserier som kommenterer Goth- miljøet. Disse bliver distribueret i form af flyers og fungerer som blikfang for den fynske klub Klub Golem. Derudover er Bolding professionel musiker og skribent.
Simon Petersen: – Der er garantrisse ikke mange i det sjællandske tegneseriemiljø som har hørt om dig. Så hvem er du?
Ras Bolding: – Folk kender mig jo først og fremmest som musiker – tegneseriet er egentlig en sidebeskæftigelse, så at sige. Jeg har tidligere beskæftiget mig mere med at tegne, og måske gør jeg det en dag igen, men jeg har en del at se til omkring musikken, og er derudover formand for Klub Golem, vores lokale goth-klub i Odense, skriver musik- og koncertanmeldelser for Geiger, den slags.
Simon Petersen: – Dine tegninger er rent grafisk meget gentagende og bruger kun ganske få ‘kamera’- vinkler. Har du tænkt på om det kan være negativt for læseoplevelsen?
Ras Bolding: – Noget af det er helt bevidst, fordi monotoni er et tema i visse af fortællingerne. En anden årsag har at gøre med, at jeg ofte, som allerede antydet, ikke har så megen tid til at fremstille tegneserierne. Jeg laver en lille tegneserie i forbindelse med hver Klub Golem – arrangement, der deles ud sammen med flyers, så der er ofte en forholdsvis stram deadline i de tilfælde. Ydermere er jeg opmærksom på, at arbejde med et forholdsvis simpelt udtryk rent grafisk – det man, såfremt man har taget et par universitetstitler eller tilbragt for mange stunder på smarte, københavnske caffe latte – fortovscaféer, ville kalde for minimalisme. Bevæggrundene er dog oftest knap så akademiske; det drejer sig ganske simpelt om, at de ting, jeg laver ofte skal kunne trykkes billigt og deles rundt i undergrundsmiljøer, eller se acceptable ud på nettet.
Simon Petersen: – Er dine historier altid Doom ‘n Gloom og sortklædte mennesker som er triste?
Ras Bolding: – Nejda, i en periode handlede det hele mest om folk, der ville købe en fisk, men måtte tage til takke med en skive med fiskefrikadeller. Det kan du, naturligvis godt, betragte som et udtryk for dyb skuffelse og ørkesløs længsel. Det er angiveligt heller ikke særlig sjovt set fra fiskenes synspunkt, men ikke mange taler deres sag i den offentlige debat – tilsyneladende heller ikke jeg, tragisk nok.
Der er i øvrigt en sjov historie forbundet med en af disse tegneserier; den første af dem, rent faktisk. Den, der hed Munken køber en fisk, og som handler om en munk, der vil købe en fisk, men som i stedet får en skive med fiskefrikadeller – sådan var konceptet, kun aktørerne ændredes fra stribe til stribe. For nogle år tilbage sendte jeg noget musik til en veninde i Alaska og skrev et hastigt brev på bagsiden af en af disse tegnseserier; det var det eneste stykke papir, jeg lige havde liggende. Nogle måneder senere modtog jeg en pris fra en udstilling i Alaska, sammen med en check, der i øvrigt var for gammel. Det viste sig, at min veninde havde indleveret tegneserien til denne udstilling, og man havde altså fundet på et give den en pris. Til trods for, at den var på dansk. Det gavnede nok forståelsen, at man ikke kunne forstå den, så at sige.
Simon Petersen: – Hvordan vil du selv beskrive din stil som tegneserieskaber?
Ras Bolding: – Efterhånden er den vel temmelig sort/hvid og forholdsvis minimalistisk. Hvis jeg skal smide et par referencer på bordet, så er det klart, at de mere gothpunkede ting, jeg laver, såsom Golem-tegneserierne, henter lidt inspiration hos Jaime Hernandez, og også hele den der firserundergrund omkring Total Metal-bladene.
Simon Petersen: – Goth – kulturen.. er du inde i den eller kan du slet ikke lide tanken om at være i en subkultur?
Ras Bolding: – Jo, jeg har det fint med subkulturelle miljøer – de er jo, når de fungerer bedst, et alternativ til det etablerede samfund; og det etablerede samfund er vist blevet en kende for etableret til min smag over de senere år. Hvad gothkulturen angår, så har jeg bestemt min gang der, jeg er, som allerede nævnt, formand for vores lokale klub i Odense, og har også givet koncerter på en del goth-klubber rundt omkring i landet, efterhånden. Det er i øvrigt en kultur der, i det store hele, er langt mere tolerant og knap så opstyltet som folk, der kun kender overfladisk til den, typisk går og tror. Men selvfølgelig tæller den også ‘unge alternative’, der mest går op i de lange støvler – den slags finder man i alle subkulturelle miljøer; en betragtelig mængde punkere er mest til bare at drikke bajere, og mon ikke en hel del af halvfjerdsernes hippier havde større interesse i bollerummet end i den kosmiske kærlighed?
Simon Petersen: – Du er jo Goth, Ras… så, snitter du i dig selv imens du hører The Cure?
Ras Bolding: – Jeg hører Erik Paaske og drikker eddike i min te. Jeg er benhård.
Simon Petersen: – Nu om dage kan man observere en opsplitning af subkulturerne, delvis på grund af nettet og dets muligheder for at individet kan opsøge de smalleste og snævre grupperinger: Man kan kun meget vanskeligt samle flere tusinde mennesker om præcis den samme sag, mål og ideal. Som spydspids for en subkultur, hvad mener du så om denne tendens? (dagens mest akademisk formulerede spørgsmål)
Ras Bolding: – Det kommer helt an på, hvad man vælger at kalde for subkultur. Når Depeche Mode og The Cure kigger forbi, så står der mange tusinde mennesker, og begge grupper har rødder i subkulturelle miljøer. Når det så er sagt, så er der en tendens til, at subkulturerne bliver mere opsplittede lige for tiden. Jeg tror ikke det er sundt i længden, for Danmark er et lille land og derfor er de subkulturelle miljøer dybest set nødt til at arbejde sammen, gå til hinandens koncerter og arrangementer i et vist omfang. Ellers dør scenerne ud. Jeg kan jo se, at når jeg giver koncerter rundt omkring, så kommer der både goths, punks, electronica-nørder, lidt metalhoveder og også folk, der ikke har et direkte tilhørsforhold til nogen specifik subkultur. Og det anser jeg som positivt.
Simon Petersen: – Helt enig, men mange subkulturer kan jo slet ikke fatte hinanden. Har du nogle ideer om at forene eller få dem til at mødes?
Ras Bolding: – Jeg tror det har med tolerance og nysgerrighed at gøre. Se nu f. eks. visse dele af punkkulturen i dag; den er jo dybt forudsigelig og til tider næsten at betegne som en nyreligiøs bevægelse, hvor folk opererer efter et strengt sæt uskrevne regler. Det er helt i kontrast til det, punkkultur dybest set går ud på. Man kan så sige, at der foregår en kulturkamp i de fleste subkulturelle miljøer mellem nogle nysgerrige og toleranter kræfter og nogle mere reaktionære af slagsen. Hvis en subkultur skal være levende, have noget at byde på, så må den ikke stagnere og blive for reaktionær, den må, for alt i verden, ikke for at alt for klart definieret billede af sin egen identitet, for det kan meget hurtigt blive et fængsel.
Simon Petersen: – Man kan godt få indtryk af at du udnytter tegneserieformen til at promovere din klub og din musik. Hvilket er fair, men… hvad vil du med dine tegneserier?
Ras Bolding: – Sådan noget som Golem- tegneserierne er jo tænkt som en slags PR for Klub Golem, men den er i lige så høj grad min mulighed for at komme med betragtninger over og kommentarer til den subkultur som klubben henvender sig til. Der er ikke tale om reklame i traditionel forstand; man kan sagtens læse de tegneserier uden at ane, hvad Klub Golem er for en størrelse. Den er dog nok sjovest, hvis man har et eller andet forhold til goth/punk-kulturen, på den ene eller den anden måde.
Simon Petersen: – Ras og jeg sludrer lidt videre om forskellige kulturer, og om forskellene. Han siger:
Ras Bolding: – Tegneseriemiljøet har naturligvis ikke på samme måde som musikalsk orienteret miljøer samme chance for at komme ud og møde publikum, så at sige. Der kan være enkelte cons og sådan, men det er ikke helt det samme som musikere, der kan tage ud og give koncerter.
Simon Petersen: – Nej netop… selve sjælen i tegneseriemiljøet er jo lettere inaktivt, fordi det er noget med at arbejde alene og læse alene. Koncerter er mere fysisk aktive og sociale. Folk samles. Så er det godt at vi igen har en tegneserie- Konvention.
Jeg tænkte på om dit rigtige navn er Ras, eller er det Rasmus?
Ras Bolding: – Rasmus, hvis det hele skal med, man alle, jeg selv inkl., siger Ras. Det er også det jeg er kendt som.
Simon Petersen: – Noget som du dyrker til en vis grad, er jo selv-iscenesættelse.. mener du at det kan overføres til andre subkulturer? (retorisk spørgsmål)
Ras Bolding: – Jeg ved faktisk ikke i hvor høj grad jeg dyrker selviscenesættelse – jeg sidder jo rent faktisk med pink hår og make-up også når jeg skriver med dig nu. Det er sådan jeg ser ud, hvem jeg er. Når det så er sagt, så tror jeg omvendt heller ikke man skal være bange for det flamboyante, hvis altså – og det er pointen – det er den man er.
Simon Petersen: – Sandt nok. Men det kræver mod at være flamboyant i en kultur hvis man føler at man er alene om det. I should know.
Ras Bolding: – Det kræver altid mod at skille sig ud, sådan har det vist altid været.
Vel talt. Slut på interview.
Hvis der skulle sidde nogle sjællandere som gerne vil tjekke Goth- scenen nærmere ud, er Club Faust i København et fint sted at starte.