Du har efterhånden været på en del tegnestuer?
Jeg var i forlænget praktik på Pinligt Selskab i 1987, fordi jeg var så dødtræt af skolen på det tidspunkt. Jeg ville gerne gå ud af 10. klasse, og derfor blev jeg kaldt til møde – sammen med min mor – af min klasselærer og skoleinspektøren. Nu var det sådan at min klasselærer var bibliotekar og meget “kulturel”. Jeg fortalte så, at jeg ville stoppe, for jeg følte ikke jeg fik noget ud af at gå i skole, jeg ville hellere tegne.
Min klasselærer kendte jo Per Arnoldi, og omtalte ham nærmest som Per-drengen… jeg går udfra, at han bare havde mødt ham til en reception eller et eller andet. Per Arnoldi havde jo meget klogt udtalt, at der kun var plads til ti kunstnere på toppen i Danmark – og med det mente han at de kunne leve af det. Allerede da kendte jeg de første 6-7 tegneserietegnere, som levede fint af at tegne – så opsangen fungerede ikke rigtigt.
Jeg holdt op med at gå i skole, og sad så istedet på Pinligt Selskab i Nansensgade i et halvt år. Men havde så ikke penge til at sidde der. Startede istedet på et lille reklamebureau, hvor jeg fik en læreplads. Jeg holdt ud i fire måneder, og så blev det simpelt hen for sygt – det var udelukkende linealarbejde og spraylim i litervis.
Jeg begyndte så at sidde hjemme igen, men det lykkedes mig ikke rigtigt at opretholde en arbejdsmoral, og fik ikke lavet en skid. Jeg fik så et job som bud i et computerfirma, og var der i næsten to år, uden at jeg fik gjort noget ved mine tegneseriedrømme.
I 1991 mødte jeg så Teddy Kristiansen, og han lokkede mig ned på Pinligt Selskab igen, som stadig lå i Nansensgade. Jeg var lige startet på at lave Slim-historien, og fik så gjort den færdig dernede, og lavede derefter en masse arbejde for Mårdøn Smet… noget reklame, baggrunde til Mumitroldene og andre småting.
Det hjalp at komme til at sidde på en tegnestue?
Rigtig meget. Der er altid hjælp at hente hos de andre, både med materiale brug, lån af fremmede redskaber, hvis der er noget man mangler – en airbrush-kompresser f.eks.
Men man giver også opgaver videre til hinanden, og kommer i kontakt med flere muligheder. Der er jo ingen reklamebureauer der ringer til en derhjemme, de ringer istedet til Gimle eller Pinligt Selskab.
Men du har haft lidt problemer med at blive siddende på en og samme tegnestue?
Pinligt Selskab var lidt i opbrudsstemning da Gimle og Pinligt flyttede fra hinanden, der var lidt kommunikationsvanskeligheder, og vi sad hinanden på nakken, der var simpelt hen ikke nok plads i Husumgade.
Min opsigelse var måske lidt tøsedrengsagtig, jeg rendte ligesom lidt fra det hele, men jeg havde behov for at prøve nye jagtmarker. Gimle stod så og manglede nye medlemmer, og så røg jeg ind der. Der var jeg kun i fire måneder, det var ligesom den helt modsatte type tegnestue. Problemet var, at jeg på den ene side ikke var gammel og garvet (jeg havde ikke fået børn og bosat mig i Birkerød endnu). Men jeg var heller ikke våd bag ørerne, og havde ligesom ikke brug for at starte op på en tegnestue, som var for ung.
Pinligt spurgte mig så om jeg havde lyst til at prøve igen, der var kommet en masse nye medlemmer til, og der var separate lokaler, så man kunne sidde efter alt efter temperament… og det er nok det der er vigtigst.
Efter kort tid der flyttede du hjem igen?
Jeg ved ikke rigtigt hvorfor… jeg tror jeg var lidt træt af miljøet, jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig i varmestuestemningen. Men efter at have siddet hjemme i et halvt år, var jeg ved at få svip – jeg savnede det sociale. Så jeg kom ud og sidde på Piratfilm, og senere hen på A-film, og arbejde på en ny tegnefilm. Det var et fuldtidsjob, så der blev ikke tid til de personlige projekter, som jeg havde liggende.
Din tegneserieproduktion er ikke så stor?
Næh, måske ikke… men det skyldes jo, at jeg laver en hel masse andet, reklamejobs, bogillustrationer, storyboards og alt det der, men jeg skal da nok få lavet nogle flere tegneserier med tiden.
Du har hovedsageligt fået udgivet dine ting i “Fahrenheit”.
Jeg mødte Paw Mathiasen nede på Pinligt Selskab, hvor han skulle hente nogle af Mårdøns ting. Min debut-undergrundstegneserie var en serie der hed “Kusse” – men som ikke fik titel da den blev trykt i Fahrenheit nr. 2, en seks siders historie der tog mig et halvt år at tegne. Den endte faktisk også med at komme i finske Suuri Kurpitsa. Siden har jeg lavet en del ting til Paw, og det har for mig, været en god måde at starte stille på, og få mine ting på tryk. I Achtung har jeg jo næsten været med i hvert nummer.
Selvfølgelig får man ikke penge for sine serier i Fahrenheit og Achtung, men til gengæld kan man få lov til at boltre sig, og eksperimentere med mediet, og se ting, som ellers ville blive puttet i skuffen, på tryk.
Og nu skal du have en fast føljeton i Fahrenheit.
Det er simpelt hen for at prøve at tvinge mig selv til at få lavet nogle tegneserier… det hjælper med en deadline. Jeg ender måske med et album, som jeg kan sende rundt.
Jeg startede på Lava, som serien hedder, for snart to år siden, og jeg nåede at lave omkring 20 sider før den røg på is. Jeg havde ikke tid til at lave den færdig. Den var lavet i et layout, som var meget inspireret af amerikansk undergrund. Det var en meget stram form og meget kontant, en meget ligepå måde at fortælle på. Men man skal vide, hvad man gør, jeg kørte bare lige på, uden at tænke på fortællehastighed og den slags.
Nu har jeg skrevet den totalt om, og det er så den der er startet i Fahrenheit og den skulle gerne ende med at blive en 48 sider.
Lava var meget anderledes i den første version.
Den var ikke særlig gennemtænkt, der var for meget vold, og personerne hængte ikke sammen rent psykologisk, og de handlede ikke særligt rationelt.
Lava er mere en kærlighedshistorie, som måske kan virke selvbiografisk, men det er den ikke. Jeg ville blot have den der følelse af selvbiografi med ind i historien, det gør det hele nærgående.
Men der kommer jo hurtigt noget vold med alligevel, og hen af vejen kommer der nok også nogle ufoer. I næste afsnit kommer der så en fortællerstemme. Serien skulle gerne have sådan et dokumentarisk præg.
Jeg læser meget den nye bølge af amerikanske/canadiske undergrunds tegneserier. De har nogle måder at gribe tingene an på, som jeg meget gerne vil overføre til Lava.
Er historien i Lava på plads?
Jeg har planlagt hele historien i grove træk, og ved hvad der skal ske hen af vejen. For hvert kapitel skriver jeg det så ned i detaljer og skitser det hele, så der stadig er albuerum fra afsnit til afsnit, uden at det dog mister den røde tråd.
Jeg har tidligere gjort alt for meget ud af mine tegnemæssige forarbejder, jeg har skitset det hele til mindste detalje og aldrig layoutet først, og det hele er blevet lidt tungt og trægt at arbejde med.
Men din streg virker meget knudret og spontan.
Det er nok mere fordi jeg altid har tegnet meget småt. Jeg har dog vænnet mig af med at miniaturetegne efterhånden, det har taget mig virkelig lang tid. Og så kan jeg godt lide at tegne knudret, og jeg kan godt lide at fylde hele billedet ud, jeg har nærmest været angst for luft i billedet… men det har jeg efterhånden også arbejdet kraftigt med.
Din tegneseriestreg appellerer ikke specielt til den almindelige læser, hvorimod din reklamestreg er meget indbydende og let aflæselig – har du overvejet at lave flere tegneserier i denne streg?
Jeg arbejder jo i to stilarter, reklamestilen og den der meget lidt kommercielle stil. Når jeg laver tegneserier er det lidt en anden side der kommer frem, det er lidt nemmere for mig at formidle de der lidt skæve ting på den måde. Den mere glatte streg bruger jeg jo til reklamer og den slags ting, fordi det er umuligt at sælge Kellogs i “kusse”-streg. Jeg håber da at kunne kombinere de to stilarter på et eller andet tidspunkt, uden at gøre for megen vold på mig selv – da det ikke ligger helt naturligt for mig at sidde og lave alt det der nuttede. Det andet falder mig lettere.
Thomas Berger: Hvad med dit arbejde på Niels Rolands “Tines Hverdag”?
Det var sg’u et fedt samarbejde, og den streg passede mig godt. Niels havde for meget arbejde på et tidspunkt, og fornemmede at min streg passede til den serie. Desværre nåede jeg kun at lave seks sider af den serie – Niels havde alligevel ikke rigtigt råd til at have en assistent på. Men jeg har en børnebog liggende, som han har skrevet, så måske skal vi arbejde sammen igen.
Hvor meget betyder en god historie for dig?
Når jeg kigger tilbage på de ting jeg har lavet, kan jeg se at historien ikke har betydet alverden for mig. Det meste af det er noget ligegyldigt noget rent indholdsmæssigt, men jeg har udviklet mig meget tegnemæssigt. Det er først her på det seneste at jeg har fået interesse for at skrive, og skrive længere ting. Men jeg er jo heller ikke en gammel mand, så jeg føler at jeg stadig har rigelig tid til at udvikle mig.
Jeg har jo været igennem fasen med volds historier, folk der bliver bøffet og blod alle vegne fasen… og jeg er mildest talt lidt træt af den type historier. Forhåbentligt kan jeg begynde at skrive noget der er bedre. Noget lidt mere vedkommende… men hvem ved.
Og det er jo myldret frem med nye navne.
Ja, det er fantastisk så mange, der lige pludselig dukkede op. Blot synes jeg at lidt for mange historier er skåret over samme læst… megen splat og jokken rundt i tabuer, hvilket er lidt kedeligt.
Øvelse gør mester!
Jeg kan huske da jeg startede på Pinligt Selskab, så jeg Peter Snejberg sidde og knalde en side af om dagen – Jeg var helt paf, og kunne ikke forestille mig nogensinde at kunne komme til det. Jeg var vildt irriteret over min egen inkompetence. Nå, men Teddy trak mig til side, og for ligesom at give mig et skulder-klap, gjorde han mig opmærksom på det faktum, at jeg på det tidspunkt kun havde lavet historien til Slim, hvor Peter havde lavet omkring 500 tegneseriesider.
Rent tegneseriemæssigt, hvad drømmer du om?
At producere mit eget tegneserieblad, det må helt klart være målet, en serie som jeg selv skriver og tegner, og som et forlag kun skal udgive.
Jeg har aldrig haft den der albumtrang, og Lava bliver lavet med det amerikanske marked for øje… det kunne da være fedt hvis den kunne udgives som et one-shot derovre. Selve måden den bliver lavet på og er tænkt på, er mere i trit med det amerikanske marked, end det hjemlige.
Underground og den slags tegneserier optager mig, jeg oplever at de har noget på hjertet, og er inspirerende for mig. Det er der i det hele taget ikke mange andre tegneserier, der gør mere – min inspiration kommer andre steder fra.
Det er jo en dyrkelse af det selvstændige udtryk?
Der er jo nogen der mener, at disse serier (de selvbiografiske) bliver enormt navlepillende og deraf uinteressante – jeg elsker dem. Jeg kan skidegodt lide de der navlepillende – fuldstændigt bagatelliserende – dagligdagsbeskrivende serier. De giver mig en oplevelse af fortælleglæde. Der er et meget personligt udtryk, ligesom at læse en biografi, blot i meget små kapitler
En serie som Lava er vel mere intim end din tidligere serier?
Absolut, og nogle af tingene i serien er bevidst “selvbiografisk-agtige”. Forhåbentligt giver det historien den noget mere intime stemning.
Den forrige udgave var nok endnu mere personlig skrevet i en kærestesorg, en noget klynkende historie synes jeg nu nok… men det har forhåbentligt givet noget af den biografiagtige stemning til denne nye udgave af historien.
Jeg synes at det er skidegodt, når det lykkes at få nogle føelser igennem i en serie, nogle af de stærke følelser, så synes jeg at jeg har opnået meget.
Nu er der jo ikke alverden der læser det!
Det gør mig egentlig ikke så meget, hvis bare de 300 mennesker der læser det, får noget ud af det, så er det jo godt nok. Jeg kunne formodentlig godt arbejde sammen med en forfatter om at skabe en tegneserie, der rettede sig mere bevidst mod bibliotekerne, men hvad ville jeg få ud af det? Så kan jeg da lige så godt farvelægge Kellogspakker.