Efter albummet “Mareridt” har der været stille omkring Peter Snejbjerg på den danske front, mens du har tegnet løs på tegneserier for amerikanske forlag, men nu kommer der pludselig to tykke udgivelser: “Lysbrigaden” fra G. Floy Comics og “De Underjordiske” fra Forlaget Fahrenheit, og tidligere i år udsendte Serieforlaget “Detektiv nr. 27”. Hvad går “Lysbrigaden” ud på?
“Lysbrigaden” handler om en deling amerikanske soldater, der under Ardennerslaget bliver involveret i en krig mellem højere magter. Det er sådan lidt “Navarones kanoner” møder “Det Tabte Paradis”.
Har du læst meget om 2. verdenskrig, før og undervejs med arbejdet på serien?
Jeg researchede selvfølgelig en masse som en del af arbejdet med serien. Jeg var ikke specielt vidende om Anden Verdenskrig før vi startede.
Hvordan kom din nyerhvervede viden om perioden til udtryk i fortællingens personvalg, og hvilke overvejelser måtte du gøre for at gøre serien tidstypisk og dermed realistisk. F.eks. kan figurerne jo ikke bare tage mobilen frem og ringe til kæresten.
Altså, på det plotmæssige plan var der jo ikke meget der kunne ændres. Tomasi havde jo skrevet historien, og figurerne var lagt mere eller mindre fast. Men vi justerede undervejs mht. til våben etc, hvis vi fandt ting der ikke passede med researchen. F.eks. blev scenen fra tvangsarbejdslejren ændret, fordi vi fandt visse ting ikke helt stemte. Ellers var det for mig mest et spørgsmål om visuelle ting – landskaber og den slags.
Kan du selv lide historien?
Ja, jeg synes den er fremragende.
Hvorfor?
Jeg synes bare det er lykkedes os at lave en enormt velfortalt historie. Det glider virkelig. Det er rigtigt, at vi har set alt det med det gode og det onde før… men det er jo den slags historie det er, ikke? Og det med at den er typisk for tiden… ja, desværre kan man sige. Jeg vil dog sige til vores forsvar, at da vi begyndte at arbejde på at sælge ideen til DC – og her er vi helt tilbage i sommeren 2001, mener jeg- da var der ikke andre næppe andre end Rumsfeldt og Cheney og muligvis Bush der endnu vidste at man planlagde en invasion af Irak. Jeg tror end ikke de havde informeret Anders Fogh endnu. Men når man ser tilbage på det, virker det lidt påfaldende, at der var sådan en oprustning i film o.l. endog før den 11/9 2001. Zeitgeist eller sammensvægelse..?
Hvad var det mest spændende ved arbejdet med “Lysbrigaden”?
Hmm. I alt fald en af de mest spændende ting var samarbejdet med farvelæggeren, Bjarne Hansen. Uden ham var det blevet en hel anden bog.
Fortæl om din arbejdsdag, når du arbejder med tegneserier?
Jeg står op klokken ca. kvart over fem. Så løber jeg små ti kilometer, hvorefter jeg møder på tegnestuen klokken halvt otte. Så følger en koncentreret arbejdsdag på en ni-ti timer, inden jeg fortsætter til mit frivillige aftensarbejde i Kirkens korshær. Så er det hjem på hovedet i seng klokken halv ti så jeg kan være frisk til næste dag.
Gjorde du dig nogen overvejelser tegnemæssigt i forhold til dine tidligere serier. Var der nye ting, du prøvede af, eller ting, du besluttede dig for at ville gøre anderledes?
Ja, serien her er ikke lavet efter et så fast manuskript som normalt. Jeg lavede selv arbejdet med at fordele historien på de godt 200 sider. Så det rent billed-for-billed fortællemæssige er mere Snejbjerg end det normalt ville være.
Hvordan var dit samarbejde med Bjarne Hansen? Havde han helt frie hænder eller gav du ham anvisninger?
Ja, jeg kan jo ikke tvinge nogen til noget… Men vi mødtes hver gang han skulle ingang med et nyt kapitel og gik siderne igennem, og snakkede om hvilke stemninger vi ville ha’ frem og sådant.
Skal du lave flere serier sammen med Tomasi?
Peter T. er redaktør på mit næste større DC projekt, en serie fra Wildstorm kaldet “The Chosen”. Den starter jeg først på efter Komiks.dk
Hvordan kom G. Floy ind som udgiver af serien i Danmark?
Det er vel mest en deal mellem DC Comics og G. Floy. Men Morten Lykkegaard fra Floy har været enormt aktiv for at promovere projektet, og jeg har selvfølgelig gjort hvad jeg kan.
Har dine kontakter i USA bemærket den danske udgave?
Ja, Tomasi er skidemisundelig fordi vi endnu ikke har fået en samlet amerikansk udgave, og så kommer der en dansk..!
Og så har Fahrenheit næsten samtidig valgt at udgive “De Underjordiske” (Lords of Misrule). En gammel sag fra 1997. Hvad handler den om?
Om den slags ting, der gemmer sig under din seng og venter på, at du slukker lyset.
Nullermænd?
Snejbjerg: – Nemlig. Den slags med lange gule tænder.
Det var et af dine første selvstændige opgaver for et amerikansk forlag?
DEN første. Tarzan var halvt skandinavisk, og der havde jeg jo Teddy (Kristiansen og Henning (Kure) til at holde mig i hånden.
Det må have set sjovt ud.
Jeg syntes nærmest det var sødt.
Hvad lærte du i forbindelse med arbejdet på serien?
At det er møgmeget arbejde at lave tegneserier.
Hvorfor kommer “Lords of Misrule” først på dansk nu?
Fordi kontrakten med Dark Horse, der udgav den i USA, er udløbet. Så nu kan vi udgive den på Fahrenheit, uden at Paw skal af med en formue pr. side til det amerikanske forlag. Og fordi mig og Andreas er så langsomme til at oversætte.
Hvorfor hedder den “De Underjordiske”?
Fordi jeg ikke kunne finde på en ordentlig oversættelse af “lord of misrule”, hvilket bogstaveligt betydder en narrekonge. Men det lyder jo ikke så fedt på dansk, der er ikke den der association med kaoskræfter og sådan. Ikke på den fede måde, i alt fald.
Du har været involveret i produktionen af den danske udgave, som du har lavet sammen med Paw Mathiasen fra Fahrenheit?
Ja, som sagt, jeg oversatte den sammen med Andreas [Pihl], og udfærdigede en ny forside og nogle vignetter.
Det er en helt ny produktion af serien, uafhængig af Dark Horse – ingen leje af deres trykfilm etc?
Ja, det er faktisk rigtigt. Jeg har selv digitaliseret hele bundtet.
Der har været trykt nogle afsnit i “Free Comics”. Har der været nogen reaktioner fra læserne?
Nøh.
Den er også kommet på andre sprog? Hvordan har reaktionen været?
Den kom ud på fransk for en del år siden. Reaktionerne i den butik, hvor jeg var nede og signere den, var i alt fald meget positive.
Du fortsatte ikke med Dark Horse, men kom på Vertigo/DC?
Ja, jeg ved ikke rigtigt… Den oprindelige serie solgte ikke nok, til at vi kunne overtale DH til at poducere en fortsættelse. Og så kom jeg via James Robinson, som Teddy arbejde sammen med, i kontakt med Vertigo-folkene.
Du har lavet tegninger til en ålandsk fodboldopera i sommer? Fortæl.
Hvad kan jeg sige? Jeg tror hellere jeg ved vise et par billeder:
Hvis du skal sammenligne de to Peter Snejbjerg-udgivelser, der er aktuelle på det danske marked lige nu, “Lysbrigaden” og “De Underjordiske”, hvad er så forskellen – og lighederne?
Ja-eh, Lysbrigaden er jo i farver og De Underjordiske i S/H. Ellers er de jo ligesom i hver sin genre, omend der er en god del blod og sådant i begge to. Og overnaturlige tildragelser, og en vis drengerøvet humor.
Er det det særlige Snejbjergske varemærke?
Ja, jeg har jo nok en forkærlighed for den slags…
Hvilken kan du bedst lide? Og hvorfor?
Altså, sådan kan man jo ikke stille det op. Det er to serier, som jeg hver i sær er utroligt glad for på hver deres præmisser. Jeg tror ikke, der er noget jeg kunne været blevet gladere for at få ud på dansk.
Har du andre ting på vej i USA og i Danmark?
Ud over “De Underjordiske” har Serieforlaget lige udgivet Detektiv nr. 27, en Batman Elseworld historie, jeg tegnede forrige år. Man er selvfølgelig velkommen til at møde op på Komiks.dk og få alle tre signeret. Man kan se, hvor jeg kan findes hvornår, på min hjemmeside.