Scott McCloud fortæller

I november fik København besøg af Scott McCloud, ophavsmanden til „Understanding Comics“, en bog (en tegneserie) der har sat nye standarder for anlyse af tegneserien som medie – og som endda er blevet en kommerciel succes med over 100.000 solgte eksemplarer på verdensplan. Anledningen til besøget var Danske Serieskaberes konvent, hvor McCloud holdt foredrag. Aftenen før konventet mødtes Søren Vinterberg, Thomas Berger og undertegnede med McCloud for bl.a. at finde ud af, hvordan man går til så massiv en opgave som at definere en hel kunstform.
McClouds enste større værk inden „Understanding Comics“ var serien „ZOT!“, som McCloud selv kalder „en postmoderne superheltetegneserie – en blanding af Buck Rogers, Peter Pan og Marshal McLuhan“. Hvordan går man fra at have lavet en tegneserie til at definere hele mediet? Jeg overlader ordet til Scott McCloud:

Bogen og baggrunden
„Understanding Comics“ er lavet ud fra direkte iagttagelser – min baggrund er kunstnerisk, ikke akademisk. I modsætning til f.eks. Frankrig, hvor der er en tradition for analyse af tegneserier, fandtes der i USA ikke en egentlig tegneserievidenskab, så jeg måtte nærmest opfinde &eacuten. Så grundlaget for „Understanding Comics“ har været, at jeg læste en masse tegneserier og prøvede at forstå mine egne reaktioner på dem, og derfra udviklede teorier om, hvordan folk aflæste og blev påvirkede af tegneserier. Det var meget vigtigt for mig ikke at behandle tegneserier som et kulturelt fænomen. Der kan siges meget interessant om tegneserier som arkæologisk dokumentation for den tid og de mennesker der har skabt dem – men at fokusere udelukkende på det aspekt, sådan som de fleste værker om tegneserier hidtil har gjort, mener jeg er en undervurdering af mediets styrke og for-melle kvaliteter.
Når tegnere, redaktører og forlæggere laver det, de tror, publikum vil have, er der en direkte sammenhæng mellem tegneserierne og det, der er oppe i tiden. Så det er til enhver tid de mindst opfindsomme tegneserier, der er den bedste dokumentation for deres samtid. Netop derfor er det vigtigt at fokusere på de serier, der ikke er lavet til markedet, men for deres egen skyld.
Magien ved tegneseriemediet ligger for mig mellem billederne – og i de tegneserier, der endnu ikke er blevet tegnet. Den vigtigste grund til at jeg ville definere tegneserien var, at jeg ville vise at vores opfattelse af tegneserier har været for snæver. Mange menneskers opfattelse af tegneserien er, at den er det, der hidtil er lavet af tegneserier. Men de serier, der allerede er tegnet, er kun et lille landområde på et enormt kontinent, hvor der er store områder, vi endnu ikke har set. Det er spændende at læse de gode tegneserier, der allerede findes, men fremtiden er et kontinent af muligheder. Dele af kontinentet kommer vi til at opdage, og andre dele når vi aldrig at se. Det er derfor, at det sted i min bog, der rummer mindst magi, er d&eacuter, hvor jeg prøver at formulere en definition. Den er meget tør, som en videnskabsmand, der måler et eller andet med en tommestok. Pointen er at magien ligger i det, serieskaberen lægger i sin serie. Jo mere sjæl og poesi og kunst man tager med i definitionen, jo mere udelukker man det, der er anderledes. For mig er tegneserier et meget simpelt koncept: at anbringe billeder i rækkefølge. Og den simple idé kan rumme alt, hvad den menneskelige fantasi kan rumme. Derfor er min definition så teknisk; den siger intet om stil, emner, eller redskaber.

Tegneseriens potentiale
„Understanding Comics“ er en tegneserie, fordi det var det bedste medie til at formidle de id&eacuteer, jeg havde. Den kunne laves som film eller ren tekst, men det ville ikke virke lige så godt. Hvis „Understanding Comics“ var lavet som tekst, ville den fremstå som værende mere indviklet end den egentlig er.
Kapitlet om tegneseriens formsprog, f.eks. – to continuii der resulterer i en triangel, og forløbet fra virkeligheden til billedplanet til sproget… det ville virke som noget meget avanceret. Tegneserieformen gør det forståeligt selv for skolebørn. Tegneserier har et enormt potentiale som undervisningsmedie – man kunne gøre fysik eller økonomi lettere at forstå. Sikkerheds-instruktionerne i fly er altid i tegneserieform. Betragter man tegneserien som et sprog, er den det tætteste, vi kommer på et universelt sprog. Flyselskaberne har i al fald ment, at det er det sprog, der vil kunne aflæses af de fleste af deres passagerer. Tegneserien bliver ofte kritiseret og uretfærdigt kategoriseret som noget med begrænsede muligheder. På samme måde som en undertrykt etnisk gruppe bruger megen tid på at fremhæve deres egen kultur for at for-svare sig selv, er det også nødvendigt for tegneserieskabere at gøre opmærksom på, hvad mediet kan. Det skrevne ord har ikke på samme måde brug for at for-svare sig selv – selv om det er under pres fra de visuelle medier. Jeg vil gerne have, at folk i almindelighed opfatter tegneserier på linie med andre medier, som film og litteratur, som næsten alle ved kan være stor kunst.

Kunst med og uden stort K
Jeg har fået en del kritik for mit kunstbegreb – det er provokerende, fordi det virker så… værdiløst. Men kunst er ikke en enten/eller ting. Man kan ikke pege på en ting og sige „det der er kunst“, og så pege på noget andet og sige „det er det der ikke“. Mennesker har i århundreder brugt deres magt til at sige „dette maleri er kunst – maleriet derovre er ikke kunst“. Dette binære kunstbegreb er undertrykkende – jeg mener, at kunst eksisterer i større eller mindre grad i næsten alt, hvad vi gør. Når den grad er meget høj, når vi laver noget for kunstens egen skyld, er det kunst med stort K.
Men det betyder ikke, at der ikke er et element af kunst i den måde, man laver mad på, eller i ens håndskrift. I bogen siger jeg at kunst er de menneskelige aktiviteter, der ikke udspringer af instinkterne for overlevelse og formering. Det kunne nok være formuleret lidt mere poetisk.
Når man sorterer instinkterne for overlevelse og formering fra – i de mange former de findes – så har vi individet tilbage. Forestil Jer menneskeheden som en parade. Kunst er det sted, hvor vi træder ud af paraden, måske bare et lille skridt til siden – det sted, hvor individualiteten kigger frem. Det er altid farligt at definere hvad kunst er. Men „Understanding Comics“ handler altså om tegneserier som kunstart, og man er nødt til at redegøre for sit udgangspunkt.
Når tegneserier har været så ringeagtede, skyldes det at tegneserien, især i USA, har fået en meget dårlig start. De første 30 år af det 20. århundrede fandtes tegneserier i USA udelukkende i aviserne – og de var der kun fordi udgiverne ville sælge aviser til folk, der ikke gad læse artiklerne.
Avisredaktører og journalister har været rasende over at tegne-serierne tog plads fra nyhederne. Så alle nye, spændende id&eacuteer der dukkede op var rent held – at vi fik Winsor McCay, Lyonel Feininger og George Herriman, er intet mindre end mirakuløst. Så blev tegne-seriehæfterne opfundet – og de blev oprindeligt lavet af mafiaen for at kunne vaske sorte penge hvide… det har alt i alt været en meget trist begyndelse. Nu er vi nået dertil, hvor Art Spiegelmans „Maus“ er blevet udstillet på Museum of Modern Art, den har fået Pullitzer- prisen… Det begynder at ligne noget, men det har taget alt for lang tid. Tegneserien har, i modsætning til filmen, ikke haft magtfulde bagmænd, der ville promovere den.

Accept og respekt
Holdningen til tegneserier er ved at ændre sig i USA. Flere og flere universiteter afholder kurser og forelæsninger om tegneserier, der er endda nogle få steder, hvor man kan tage en doktorgrad i tegneserier. Det der er sket er at folk, der har kunnet lide tegneserier siden de var teenagere, nu er blevet universitetsprofessorer – de er tegneseriemediets femte kolonne-folk i den akademiske verden. Og det ændrer selvfølgelig holdningen til mediet. Min bog bliver brugt som grundlag for undervisningen på i hvert fald tyve universiteter. Den kommentar, jeg oftest har fået fra folk i de kredse, er at bogen har givet dem et fælles sprog, de kan bruge til at tale om mediet.
Men der er lang vej endnu. Det er meget vigtigt at tegneserien bliver underkastet samme seriøse analyse som andre medier. Det eneste gode ved den totale ligegyldighed, tegneserien er blevet behandlet med gennem årene, er at der er en holdning blandt serieskaberne, at de kan gøre lige, hvad de har lyst til, for der er alligevel ingen, der kigger. Det er det, undergrundsserierne handlede om. Robert Crumb var ikke ude efter en anmeldelse i The New York Times. Serieskabere kan opdeles i fire grupper med hensyn til holdning til den øvrige verdens accept af tegneserien: der er ikonoklasterne, som f.eks. Crumb, som afskyer tanken om offentlig respekt, for det betyder bare at man har solgt ud til systemet; der er formalisterne, som f.eks. mig selv, som mener det er vigtigt at få respekt i form af anmeldelser, udstillinger og lign., fordi vi er loyale mod formen, og vi vil gerne have at formen bliver respekteret; der er klassicisterne, for hvem tegneserien blot er et enkelt element i deres udtryksform, som handler om visuel skønhed – de har som regel en baggrund i klassisk illustration; og der er de intuitive kunstnere, som f.eks. Jack Kirby, som arbejder med tegneserier uden at tænke videre over det, og derfor holder sig til status quo – i modsætning til ikonoklasterne, som gerne vil sparke til det etablerede – i USA arbejder de fleste intuitive kunstnere med superheltegenren. Så holdningen til tegne-serien afhænger helt af, hvad man vil med den.

Fremtiden
Jeg arbejder nu på flere forskellige ting – en tegneserie med titlen „The New Adventures of Abraham Lincoln“, om politiske symboler i USA, om hvordan de nogle gange får deres helt eget liv og mister deres oprindelige betydning – en CD-ROM-version af „Understanding Comics“ – og jeg er blevet meget interesseret i computere; jeg har tegnet en del på computeren, men jeg er langt mere interessret i distribution af tegneserier via computer… og i hvordan det kan ændre tegne-serien. Den digitale revolution vil påvirke alle kunstarter – måske lige bortset fra skulptur – og vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan tegneserien skal se ud i digital form. Tegneserier er billeder ved siden af hinanden. Er det stadig tegneserier, når billerne kommer efter hinanden på en computerskærm? Personligt er jeg ikke i tvivl.
Jeg mener, at ægyptiske vægmalerier og præ-columbianske billedmanuskripter er tegneserier. Når tegneserien som medie eksisterede før trykketeknikken blev opfundet, kan den også eksistere uden tryk i vore dage, i digital form.