Home / Blogs / Fantomet….herfra

Fantomet….herfra

Fantomet, “Ånden, der vandrer” eller på svensk “Den vandrende vålnad”. Min storebror skulle så altid kalde ham for den vandrende valnød, til stor irritation for mig, da det selvfølgelig pillede noget af glansen af vor helt, hvilket også var meningen, men så kaldte jeg ham for Tykke Niels, selv om han ikke var det, men han hedder Niels.

Nå men i Skipper Skræk var det det første, der blev slået op på og læst. Der var spænding, knald på og plots, hvor det gode sejrede. Meget lidt kunne konkurrere med den fryd, det var at have været rundt i et par antikvariater på Nørrebro og Bispebjerg og købe Skipper Skræk blade til 25 øre eller, hvis det gik højt, 35 øre pr. stk. Når man så satte sig med så’n en bunke efter at have lagt dem i nummerorden, så blev Fantomet pløjet igennem i samtlige hæfter, uden smålig skelen til nogle af de andre godter, der uomtvistelig også appellerede til en 11 – 13 – årig drengs let påvirkelig sind. Det skete, der var huller i rækkefølgen, og så var det bare om at fatte blok og blyant, så klenodierne kunne erhverves på næste antikvariatrundfart om muligt.

Fantomet har så altid ligget og ulmet og stor var glæden, hvis man om sommeren kunne købe et Fantomen på svensk i sommerlandets kiosker, som både havde svenske og tyske seriehæfter til købestærke turisters børn eller læseheste, der slugte alt med maske på. Man førte også – oh store lykke – Superman und Batman og Micky Maus, der for øvrigt vakte stor harme i min omgangskreds, når nu ALLE vidste, at det var Anders And, der var stjernen set i vores optik!! Men sådan en månedlig publikation med Fantomet kom så i Danmark i 1972 i sort/hvid. Og det gik godt i mange år med masser af udgivelser special numre,serie pockets og Krøniker oveni hatten. Der var så lidt krampetrækninger. Og her må Interpresse eller Egmont eller folkene bag dengang roses, for de var ikke meget for at give op. I 1998 begynde man igen med nr. 359, men lukkede så med nr. 369, og da havde der endda været Zorro inde over og farvelægning og alt muligt. Tidligt fandt jeg så ud af, at der havde været et Fantomet hefte, ja, med ”e”, samtidig med Skipper Skræk indeholdende bl. a. Blondie i første nummer og King: Royal Mounted’s bedste mand, Mandrake og ikke mindst Rip Kirby, en helt med briller OG firkantet, fast hageparti, som du sikker ved, ligesom jeg havde, altså briller senere kontaktlinser, langt senere!

Undervejs har der så været mange virkeligt mystiske frembringelser; lige fra på papir og til skærme i forskellig størrelse. I -43 spillede Tom Tyler The Phantom i en såkaldt serial. The Phantom 2040 som både tegnefilm og tegneserie hos Marvel, medlem af Defenders of the Earth sammen med Mandrake og Jens Lyn. Biograffilmen The Phantom med Billy Zane og bl. a. Catherine Zeta-Jones var vist kun kortvarigt på det store lærred i DK, men kom også på video, og i 2009 – 10 forsøgte man sig med en to-delt TV – pilot, som i hvert fald kom direkte på dvd i Danmark og som kan erhverves for 49,95 kr. rundt omkring, bl. a. i Fona. Til den pris er den fin nok, men den har også sine spøjse sider, nogle vil mene ufrivilligt komiske stunder, men man bliver da underholdt.

 

Fantomet har det nok lidt som Batman. Det er en så grundlæggende i orden figur, at selv om guderne skal vide, der er gjort mange forsøg, så kan man ikke ødelægge en så god heltefigur totalt! De kan udvandes, gøres mørke eller lyse eller what not, der er dog næsten altid et eller andet at få med sig videre. Heldigvis har der så også været flest godbidder hen ad vejen!

 

mvh.