Home / Blogs / GoogaMoogas blog / Golden Age, Silver Age, og Bronze Age

Golden Age, Silver Age, og Bronze Age

“Golden Age” er et begreb, der blev brugt af de første tegneseriehæfte samlere og fans i USA i 1950’erne til at beskrive den periode i USA fra slutningen af 30’erne og begyndelsen af 40’erne, hvor superheltene blev introduceret og totalt dominerede det amerikanske tegneseriehæfte marked. Humor, horror, mystery, romance, og andre genrer blev stærkt nedprioriteret af forlagene. Et 64-siders hæfte, som var normen dengang, kunne indeholde op til otte forskellige superhelte historier, alt sammen for sølle 10 cents (“all in color for a dime”).

I 1944 blev markedet for superhelte i USA overmættet, og forlagene begyndte igen at bringe forskellige genre historier i deres antologi hæfter og droppede i flere tilfælde superheltene helt. Omkring 1961 skrev fandom pionéren Jerry Bails det første udkast til hvad der skulle blive “The Collectors’ Guide to the First Heroic Age”.

 

For Jerry Bails slutter denne første epoke i 1948-1949, hvor de fleste antologi hæfter dropper deres superhelte. Kun en lille håndfuld hæfter overlever. “Action Comics” og “Detective Comics” udkommer stadig den dag i dag, og “Adventure Comics” og “World’s Finest Comics” klarer den helt ind i 80’erne. Desuden fortsætter følgende titler ind i 50’erne: “Sensation Comics”, “Master Comics”, “Whiz Comics”, “The Marvel Family”, og “Boy Comics”. 24 superhelte titler lukkede i perioden 1947-50, og 2/3 af de superhelte solo titler, der var på markedet i 1947, var væk i 50’erne. Blandt de få superhelte titler, der overlevede, var: “Superman”, “Batman”, “Wonder Woman”, “Superboy”, “Plastic Man”, “Captain Marvel Adventures”, “Doll Man”, “Captain Marvel Jr.”, “Marvel Boy”, “Black Cat”, og “Captain Atom”. Andre populære figurer som Green Lantern, Flash, Human Torch, Captain America, og Sub-Mariner, klarede den ikke ind i 50’erne. Der var ikke brug for superhelte i fredstid, det var en genre, der syntes at høre krigsårene til.

Nu kunne man i stedet læse et bredt udvalg af genrer: westerns, jungle eventyr, horror, romance, krimier, krigsserier, hot rod serier, humor serier, og funny animal. Og det var ofte de samme tegnere og forfattere til superhelte serierne, der stod bag de nye serier. Blandt de forlag, der klarede overgangen fra superhelte til de nye tider, var:

  • DC
  • Quality
  • Fiction House
  • Fox
  • Harvey
  • Marvel
  • MLJ-Archie
  • Better-Standard-Pines
  • Lev Gleason
  • Novelty Press-Star
  • Fawcett
  • Dell
  • Eastern Color
  • Hillman
  • Prize
  • Ace      

Man kan sige om hele perioden fra 1935 til 1955, at den var kendetegnet ved en eksperimenteren med mediet og en professionalisme, der kulminerede med EC hæfterne i 1950’erne. I 1954 reducerer DC sidetallet på deres månedlige titler fra 40 til 32 sider, og siger dermed farvel til en række af de mindre kendte helte.  I 1955 pålægger branchen sig selvcensur for at overleve hetzen mod tegneserier, og Comics Code Authority bliver en realitet.

Op mod en snes tegneserie forlag måtte dreje nøglen om i ’54-’55. Og distributøren American News Company lukkede i 1956. Man kan sige, at Golden Age slutter endegyldigt i 1955. Hvornår starter Silver Age så? Mange fans og historikere peger på det første nummer med den nye Flash i “Showcase” #4 fra 1956 som starten på Silver Age. 

Grunden til at DC genoplivede deres Flash figur kunne godt have været fordi de ville beholde deres trademark på Flash. Der udkom nemlig kun tre numre med Flash i “Showcase” serien, #4 i 1956, #8 i 1957, og #14 i 1958. Det var først i 1959, at The Flash fik lov til at udkomme i eget hæfte igen, med “The Flash” #105.

Man kan også pege på den første helt nye superheltefigur fra Silver Age, J’onn J’onzz, Manhunter From Mars, som startskuddet på Silver Age, med hans debut i november (på gaden i september) nummeret af “Detective Comics”, #225 i 1955. 

 

Silver Age blev for alvor cementeret med Justice League of America’s debut i “The Brave and the Bold” #28-30 i 1960. 

  

Herefter fulgte Hawkman, The Atom, The Fantastic Four, og Spider-Man, og superheltene har domineret det amerikanske tegneseriehæfte marked lige siden.

 

Hvornår slutter Silver Age så? Nogle fans peger på 1968, hvor superheltene var lidt på retur, og forlag som Gold Key, Dell, Charlton, Harvey, og Archie droppede deres superhelte titler fuldstændigt. Og Carmine Infantino blev den nye forlægger på DC, hvor der skete store ændringer med de gamle superhelte serier, hvoraf en del blev lukket.

fra nyccomiccon.com:

Carmine Infantino: Legendary artist-creator with 3 US Postage Stamps; launched the Silver Age of comics; created The Flash, Batgirl, Poison Ivy; with Julius Schwartz saved Batman from cancellation; inspired the ’60s TV-show; became Publisher at DC; cited by CBG as one of top 2 comics artists of all time; signs and sketches his autobiography, The Amazing World of Carmine Infantino at Vanguard booth, 1857.  

Marvel fans foretrækker 1970 som afslutningen på Silver Age, idet Jack Kirby går over til DC dette år og Stan Lee stopper med at skrive månedlige titler. Endelig er der også dem, der peger på Giant-Size X-Men #1 og X-Men #94 fra 1975 som starten på en ny epoke, Bronze Age, da disse to hæfter var den første ændring på en klassisk Silver Age Marvel serie, og da de gjorde team titler populære igen, hvilket man også kunne se ovre på DC, hvor “Teen Titans” og “Legion of “Super-Heroes” senere blev fornyet og solgte godt.

 

Det var også på dette tidspunkt, at DC fyrede Carmine Infantino og ansatte Jenette Kahn, mens Archie Goodwin blev Managing Editor på Marvel. Phil Seuling grundlagde Direct Sales markedet da han startede Seagate Distribution. Bronze Alderen er ret kortlivet, for i 1986 slutter DC deres Earth-One kontinuitet, med maxi serien “Crisis on Infinite Earths” af Marv Wolfman og George Pérez, der rydder op i det alt for komplicerede univers.