Mandag d. 2. august 2010 inviterer Hjørring Bibliotek alle kreative folk med hang til grafisk storytelling – tegneserier – indenfor til en 8 timers lang tegneseriemaraton.
En “8 timers tegneseriemaraton” handler om at lave en original tegneserie på 8 sider på bare 8 timer. Dette er en “light-udgave” af den årlige 24timers tegneseriemaraton, der er et globalt fænomen.
Umiddelbart før projektet skydes i gang, bliver der trukket to sedler op af en høj, sort hat, der afgøre hvilke to genstande/objekter der SKAL indgå, på den ene eller anden måde, i tegneserierne.
Efterfølgende vil de færdige tegneseriesider blive udstillet på biblioteket, ligesom de vil blive udgivet i bogform, der vil kunne købes i alle landets boghandlere.
Hjørring Bibliotek stiller tegnepapir (A4-blokke), blyanter og tuscher til rådighed, men det er naturligvis tilladt at medbringe sit eget grej. Ligeledes er der gratis kaffe, vand og frugt – samt mulighed for at købe frokost i bibliotekets café (man må selvfølgelig også medbringe egen madpakke).
Tegneseriemaratonen foregår i bibliotekets åbningstid, fra kl. 10 til 18, og er for alle over 14 år.