OM RASMUS KLUMP OG OM AT SVARE ARV OG GÆLD…
Det tog 36 år, men nu lykkes det… og følgende er nogenlunde som jeg husker det:
Det var i 1980 jeg først foreslog, at man lavede en samling af de originale striber med Rasmus Klump 1951 til 1959 som et supplement til “Den blå serie” og de forskellige bøger, der var enten sammensat af dagstriber eller helt nylavede.
Per Carlsen – der dengang stadig ejede Forlaget Carlsen – og senere direktører og redaktører afviste alle ideen. Dels fordi de mente en sådan udgivelse kunne begrænse interessen for alle de bøger, der var baseret på disse striber, dels fordi de ikke mente det kunne sælge nok til at bekoste en så dyr udgivelse.
De havde tænkeligt dengang ret i det første og utvivlsomt ret i det sidste.
Mit eget forhold til Rasmus Klump og hans venner var ikke specielt tæt. Jeg må jo have stødt på ham i min barndom, men mindes aldrig at have haft årshæfterne eller bøgerne.
Naturligvis vidste jeg hvem han var. Jeg beundrede Vilhelm Hansens tegninger og havde også ganske godt fat i tankerne bag historierne, hvilket var heldigt, for min første opgave da jeg blev ansat på pressebureauet PIB, var at skrive den daglige avisstribe, der nu blev tegnet af Tove Nørgaard.
Tre år senere blev nyproduktionen standset pga. dårlig økonomi, og det tilfaldt mig at lade den overgå til arkivserie. Dette skete ved at jeg i den sidste nytegnede stribe lod Klump og Pingo sige, at de fra i morgen ville fortælle om deres allerførste eventyr.
Hermed begyndte mit første, men bestemt ikke sidste overgreb på serien.
Dette foregik ved at indføre talebobler i striberne, der jo oprindeligt var tegnet med henblik på, at teksten stod under billederne. Tegnestuen ved Birgit Rosenø og jeg selv gjorde hvad vi kunne, men resultatet var ikke altid lige kønt. Faktisk ret sjældent, hvis sandheden skal frem.
Det var dog med til at sikre serien et længere liv og for første gang fik jeg lejlighed til at læse hele den oprindelige serie i sin oprindelige version, hvilket gav mig en langt større respekt for den og dens skabere.
For at forstå hvad der senere skete kræves en smule inside-viden om rettighederne til serien. Rasmus Klump var et bestillingsarbejde som Per Carlsen, der var direktør og hovedaktionær i PIB, i 1951 havde givet til Vilhelm Hansen. PIBs populære børneserie, Strudsen Rasmus, skulle ophøre, da tegneren, Jørgen Clevin, ikke længere ønskede at fortsætte den.
PIB havde derfor syndikeringsrettighederne i en stort set uopsigelig kontrakt. PIBs datterselskab, dengang Illustrationsforlaget, senere Forlaget Carlsen, fik så bogrettighederne. Ikke noget problem så længe familien Carlsen gennem PIB ejede forlaget, men de delte rettigeheder blev en kilde til evigt besvær efter Forlaget Carlsen blev solgt fra til Bonnier-selskabet Semic Press.
De praktiske forhold omkring salget og den senere sammenlægning af Forlaget Carlsen og min gamle arbejdsplads, Interpresse, blev varetaget af Kurt Dahlgaard, der også fik skrevet en ny kontrakt mellem Carlsen og PIB om Rasmus Klump, der i høj grad var til Forlaget Carlsens fordel, hvilket naturligvis i sagens natur også var hans opgave.
Rettighederne lå nu dels hos skaberne Carla og Vilhelm, i deres reklamebureau hvorfra deres datter Uni solgte merchandising og licensrettigheder, hos Semic via Forlaget Carlsen og hos PIB, med hvem bogaftaler med såvel Forlaget Carlsen som de udenlandske forlag blev indgået på skabernes vegne, og som så også sad på avis- og ugebladsdistributionen. Uni og/eller PIB skulle også godkende alle nye bogprojekter.
Det eneste alle implicerede virkelig havde til fælles var en dybtfølt fornemmelse af at være de sande ejere af rettighederne og en tilsvarende dybfølt irritation over alle de andre, man mente enten ikke gjorde nok eller blandede sig for meget.
For mange kokke, for mange direktører, for mange redaktører, for mange licenstagere, for mange forskellige forfattere og tegnere, for mange og for meget af alting… undtagen penge. Der var så mange interesser, firmaer og personer i spil, at ingen rigtigt tjente det store på det og ansvarsfordelingen medførte, at ingen kunne tage et overordnet ansvar eller gennemtrumfe en beslutning.
Det hjalp ikke da en TV-serie på 52 afsnit blev produceret, for nu blev tre store TV-stationer, flere forlag og adskillige sparsommelige tegnefilmsproducenter tilsat suppen. I den forbindelse skulle alle nye og forventede store licensindtægter så deles med de, der finansierede TV-afsnittene.
Uafvidende blev jeg sat på som kontrolinstans… hvilket jeg ellers meget ville have mig frabedt, da jeg kun i begrænset omfang kendte noget til Tv-animation og ikke fik det betalt…. og PIB skulle forsøge at sælge licenser, hvilket også lå uden for bureauets normale arbejdsområder, og blev ny kilde til gnidninger.
PIBs nye direktør, Claes Voss, kørte på med krum hals, men ligefrem let var det ikke. Ligeledes tilfaldt arbejdet med at producere Rasmus Klump-bøgerne til Bogklubben Rasmus PIB.
Undervejs døde Per Carlsen og så var der lagt op til et større og langvarigt slagsmål i bestyrelsen i det familieejede firma. Da røgen lettede havde familien noget uventet trukket sig og PIB var nu ejet af Claes, forgænger Flemming Jørck – der havde forladt PIB i frustration over balladen i bestyrelsen – og undertegnede.
Claes var blevet ramt af en hjerneblødning af stress undervejs, så vi kaldte Flemming ind som økonomichef og de facto daglig leder.
Selv om han var delvis lam i den ene side, var Claes absolut ikke ude af spillet og forsøgte sig hele tiden med nye RK-projekter. Jeg lå heller ikke på den lade side og fik Castermann til at genoptage de franske udgivelser ved at tilbyde at lave ombrydningsarbejdet for dem. Så jeg forstørrede de gamle historier, ændrede dem til tre-stribet albumformat, tegnede til og beskar og indsatte talebobler.
Pludselig døde Carla og Vilhelms datter, Uni i 1997 og atter var Fanden løs i Laksegade… nå ja, i hvert fald i PIBs kontorer i Skindergade, for det viste sig, at hun var adopteret og havde en masse halvsøskende. Af selskabstekniske årsager lå alle familie Hansens firmaers værdier hos hende, og da hun var adopteret før ændringen af arveloven af 1949 gik alt til hendes halvsøskende, mens Carla, der nu var enke, ikke kunne arve datteren og tilmed nu sad med en betydelig skattegæld. Kun rettighederne til Rasmus Klump var tilbage, men de var af begrænset værdi pga. aftalerne om licenssalget, der skulle tilgå holdet bag TV-filmene.
Alt dette fandt jeg først rigtigt ud af da Claes og jeg en eftermiddag sad på hans kontor med to store papkasser med ringbind og papirer fra de Hansenske selskaber, og prøvede at finde hoved og hale på det hele. Jeg husker at Claes så hovedrystende på mig og brumme “Man kan sgu ikke åbne et skab her i firmaet uden der rasler et skelet ud!”.
Tiden var inde til en dyb, dyb indånding, så den tog vi og købte alle Carlas rettigheder. Hun fik fjernet skattegælden og blev fastansat på livstid som “konsulent”. Desuden overtog PIB ganske enkelt administrationen af hendes økonomi og på få år kom hun helt på fode igen og døde som en ganske holden dame i 2001.
Claes’ store plan var at samle alle rettighederne i ét selskab. Det krævede et opgør med Tv-producenterne, hvilket blev taget og vundet.
Samtidigt kontaktede jeg Kurt Dahlgaard, der havde forladt Semic og til ublandet fornøjelse for nogle af os, gået ind i forlagsbranchen, dels som bestyrelsesformand for Bogfabrikken, der var startet af Jens Peder Agger nogle år tidligere, dels ved at frikøbe Bogfabrikken Fakta, som han nu kørte selv. Når jeg skriver, at hans forlagsaktivtet morede nogen af os, skyldes det en episode fra 90’erne hvor PIBs daværende chefredaktør, Paul Schiøtt, og jeg på vej tilbage fra et møde smuttede ind på Step Inn på Strøget til en eftermiddagsøl (den slags gjorde man stadig i hine længst svundne og stærkt savnede tider), og traf Kurt ved bardisken i samme ærinde. Han havde netop sagt farvel til Semic og fortalte at han var dødtræt af forlagsbranchen og ville vende tilbage til sit oprindelige hverv som bankmand og økonomisk rådgiver.
Den sang havde Paul og jeg hørt før fra mange andre, og vi vidste, at når først man er bidt af udgiverulven, så slipper man det ikke igen. Vi grinede af ham og spåede han ville være tilbage inden for et halvt år. Kurt afviste det totalt og svor på, at han aldrig ville se en bog igen, medmindre det var en bankbog. Tre måneder senere startede han så Bogfabrikken Fakta.
Nu havde vi brug for ham, så jeg ringede og sagde lige ud, at eftersom kontrakten mellem Carlsen og PIB var hans værk, var det også rimeligt at han fandt en måde at få den ophævet på!
Da han havde grinet færdig, erklærede han sig for enig og gik i gang. Det lykkedes ham, og alle væsentlige Rasmus Klump-rettigheder lå nu hos PIB. Jeg var begyndt at lave tegninger til licensbrug og baserede en serie Pixibøger på Vilhelm Hansen materiale, bl.a. en sekvens, der aldrig var udkommet i bogform. Desuden havde jeg overtaget den praktiske produktion af Rasmus Klump-bøger til Bogklubben Rasmus. Først som tegner med Claes som forfatter, senere som både tegner og forfatter og slutteligt som forfatter med andre tegnere. Ikke fordi jeg led af en udpræget trang til at gøre Vilhelm Hansen kunsten efter – det ved jeg godt jeg ikke kan – men fordi det var i PIBs interesse at der udkom bøger og jeg kunne lave det i arbejdstiden, hvilket billiggjorde det hele. Lige kønt var det ikke, og jeg plankede skamløst fra eksisterende Vilhelm Hansen-materiale, men færdigt blev det.
Der dukkede også nogle kasser op med originaltegninger, bl.a. søndagssider med en længere sekvens med et besøg i Kina. Episoden eksisterede i arkivet, men i en dårlig stand. Nu kunne jeg få lavet ordentlige reprokopier, så jeg skamskar, fjernede talebobler, flettede sammen med andre søndagssider for at få et helt blåt album ud af det og tegnede tilmed til hist og her, og Rasmus Klump i Kina udkom under fanfarer og pressedækning som den første nye bog i den blå serie i årtier. Mens jeg var i gang fandt jeg en længere historie fra dagstriberne med teksballoner. Jeg delte den i to, fjernede ballonerne og tegnede hele billeder og sider til og fik to nye album i den blå serie ud af det, hhv. Luftskibet og Malersprutten.
I 2002 døde Claes. Jeg købte hans aktier fra boet og det var tid for Flemming og jeg at finde ud af hvad vi skulle stille op med det hele. Flemming ville på efterløn, og da jeg er ganske uinteresseret i ledelse og økonomistyring, var det halsløs gerning så meget som at overveje at overtage direktørstolen på PIB.
Vi fik fat i Kurt igen, som startede med at omlægge firmaernes økonomi og derpå gik ud for at finde nogle købere. Han havde ret travlt i den tid, for EUs monopolstyrelse gjorde indsigelser mod Egmonts køb af Forlaget Carlsen, så det var nødvendigt at sælge en række af tegneserieproduktionen fra. Kurt oprettede forlaget Cobolt og overtog en lang række af Carlsens udgivelser.
Den tidligere økonomichef fra Interpresse/Semic, Lasse Steenholt, købte PIB og de tilhørende erhvervslokaler på Strøget (og senere Cobolt af Kurt) mens Egmont Serieforlaget endte med at give det højeste bud på Rasmus Klump.
Det blev så aftalt, at jeg skulle følge med bjørnen i en tre-årig periode, da jeg kendte mere til såvel bjørn som historik end stort set alle andre. Jeg glædede mig faktisk, for kontrakten med Carlsen var opsagt og mulighederne i et nyt forlag med både kiosk og boghandlerdistribution kunne ikke være mere tillokkende, Michael G. Nielsen, der var fulgt med til Egmont da de købte tegneserieproduktionen af Semic, var serieredaktør for bl.a. Basserne i glædede sig også, for han havde længe puslet med planer om børneblade og produkter og vi havde talt om mulighederne helt tilbage i 1980erne.
Imidlertid var en anden afdeling i “Østblokken” – branchens kælenavn for Egmontbygningen i Vognmagergade – i forhandling med Morten Hesseldahl. Han havde været redaktionsassistent på PIB (tegneseriebranchen er en meget lille verden) men var steget hastigt i graderne og sad nu som direktør på det Bonnierejede Lindhardt og Ringhof (L&R), hvorunder Forlaget Carlsen nu lå.
L&R blev købt af Egmont og så sad én afdeling med rettighederne og en anden med bogudgivelserne og midt i det hele sad jeg.
Det huede mig ikke. En egentlig Rasmus Klump afdeling blev stablet på benene, men de planer Michael og jeg havde blev ikke rigtigt noget. Jo, der udkom et månedsblad med opgaver og en otte-siders historie pr. nummer som jeg skrev, men jeg havde regnet med at kunne samarbejde med Henrik Rehr, der kendte universet. I stedet blev opgaven overladt til en spansk Jumbobog og SciFi-tegner, Marcel Miralles, og resultatet blev derefter. Det eneste gode der kom ud af det var, at jeg fik lejlighed til at få renset de “forsvundne” første 14 striber af serien, som jeg kun havde i avisudklip. DTP-jongløren, programmøren og tegneserieeksperten Mads Stoumann skannede og finrensede dem og de blev bragt i det første nummer af de 12 blade, der nåede at udkomme.
Et forsøg med at lave Rasmus Klump baby var mildest talt heller ingen succes.
Det eneste, som jeg nåede at blive rigtig glad for, var en myldrebog, som jeg lavede sammen med Henrik Rehr, Sikke et mylder, Rasmus Klump.
Når man kommer fra en lille virksomhed, hvor man har en del at skulle have sagt – eller i hvert fald gør det – var det et chok at komme til en stor medievirksomhed som Egmont. I min verden var (og er) redaktører skovens skarpeste dyr, i Egmont rangerer de langt under marketingsfolk, økonomifolk, HR-konsulenter og sandsynligvis postpiccoloen.
Efter to år havde jeg fået nok. Jeg kom – og kommer – fint ud af det med Rasmus Klump-afdelingen, men i alle disse år med nationalbamsen har jeg jo mødt en masse menneske. Og som i enhver anden sammenhæng er været en del folk man kan fint med, mange man er okay med og så nogen, hvor tanken, at hvis de blev puffet ned i en elevatorskakt ville det nok være bedst for firmaerne, menneskeheden i al almindelighed og ens egen mavesår i særdeleshed, ligger ret lige for. Da jeg er fuldt bevidst om at mange har det på samme måde med mig, er det måske meget godt man så sjældent griber til denne ellers ukomplicerede løsning på samarbejdsproblemer. Under alle omstændigheder fandt jeg det umuligt at manøvrere inden i Egmont-systemet og var i det hele taget træt af små bjørne. Jeg trængte til at vende tilbage til mindre store forhold og til færre pandekager.
Egmont og jeg sagde høfligt farvel til hinanden. Helt forbi er det nu ikke. Jeg fortsatte med at skrive manus til Forlaget Carlsens årlige Rasmus Klump bog og med at være konsulent for Rasmus Klump-afdelingen.
Hermed burde min involvering med Rasmus Klump være endt, men det nagede mig stadig, at SAMLINGEN ikke var udkommet. Sentimentalitet har ikke meget plads når man taler om ophavsret, men jeg gik stadig med følelsen af, at jeg skyldte Carla og Vilhelm noget… måske tilmed de læsere, der var interesseret i deres univers.
Her må nok indskydes (endnu) en personlig betragtning: Der findes nogle mennesker, der mener at et værk afsluttes med ophavsmandens død og højlydt begræder andre fortsætter det. De tror utvivlsomt selv at det er det rette at gøre, og vi – der beskæftiger os med den slags – er onde og grådige og en flok værre filistre, men det afhænger altså af øjet der ser og hvilket ansvar man har påtaget sig. Uden løbende udgivelser ville Rasmus Klump-figuren nu være glemt af alle andre end nogle få grånende fans og akademikere. Hvad værre er, overser snøftehovederne ganske at man med den holdning afskærer arvinger fra indtægter (tegneserietegnere bliver meget sjældent rige eller har gode pensionsordninger) og så er der alle de mennesker på forlag og rettighedsbureauer, som så ville blive arbejdsløse.
Per Sandehage sammen med Thierry Capezzone i et afslappet soløjeblik…
Og nej, det er ikke den kunstnerisk interesseredes problem, men det er fandengaleme et yderst reelt problem for mig og folk af min slags. Og det vejer til hver en tid tungest indtil den dag hvor de med rene hjerter og negle, morskælderdrengene og de plisserede nederdele påtager sig et økonomisk ansvar.
Jeg er ikke sur på dem, men jeg kan blive ret træt af bemærkninger om, at når f.eks. et forlag har tjent en masse penge på noget, så har det også et ansvar over for produktet. Hvor har de mennesker dog deres kendskab til erhvervslivet fra? Tror de, at alle indtægter henlægges i en onkel Joakim-pengetank hvorfra man til alle tider bare kan tage til ethvert projekt? Et forlag er som enhver anden virksomhed. Dets primære opgaver er ikke at udgive bøger, men at tjene penge til aktionærerne. Det sker man ser bort fra det, men man skal ikke gøre det ret mange gange, før man kan tage plads i venteværelset på jobcenteret eller sidder i skifteretten og kigger på en konkursbegæring.
Men tilbage til de originale striber… de 2000-plus striber med tekst under, som hele Klump-universet og alt senere bygger på. Pludseligt blev jeg kontaktet af det tyske og nu uafhængige Carlsen Verlag i Hamborg, der ville udgive de første striber i de originale udgaver. Rasmus Klump har altid været lige så stor i Tyskland som herhjemme og nu turde de vove pelsen på hvad der utvivlsomt ville blive en kostbar affære. De havde brug for mig til at skrive forord og finde baggrundsmateriale. I andet bind indgik en artikel om Rasmus Klump i Kina-historien set fra Tyskland, som jeg efter mange overvejelser besluttede at lade indgå i den danske udgave også, da den tidligere Rasmus Klump udgivelseshistorisk stort set altid har kørt parløb mellem Danmark og Tyskland.
Mads Stoumann blev pudset på opgaven med at skanne og rense så mange af originalstriberne man havde og resten fra 1. generations klichéaftryk, og lavede et kæmpearbejde.
Mads havde være med til at stifte Forlaget Zoom, der oprindeligt var tænkt som et hobbyvirksomhed, men som efter tre år blev til et rigtigt forlag med fastansat redaktør, økonomiansvarlig og en grånende direktør, der tungt nikkende giver vise råd og jævnligt kan påpege, at “det prøvede vi også i 1973 og der virkede det heller ikke!”, og som derudover holde sig væk… som der skal være i alle virksomheder.
(Min gamle ven, Henning Kure, påpegede i sin tid som forlagschef, at efter hans mening burde en direktørs primære arbejde bestå i at holde bestyrelsen beskæftiget, så de ikke blandede sig i de ansattes arbejde)
Zoom havde forsøgt sig med et album af seks historier fra bladet og salget kunne overskues med en kugleramme fra børnehaveklassen, så der var ikke meget opbakning, da jeg sagde at vi skulle udgive de to tyske samlinger.
Faktisk måtte jeg love at dække underskuddet af egen lomme – hvilket ligger min natur meget fjernt – men jeg VILLE have den ud. Skal sandheden frem er det ikke kun altruistisk. Jeg har det lidt som Jens Peder Agger, da Bogfabrikken begyndte at udgive samlinger med Poeten og Lillemor, hvilket ingen til dato har tjent på. Da jeg spurgte ham hvorfor i alverden han gjorde det, svarede han tørt, at han ville have dem på hylderne selv og da ingen andre ville, så måtte han jo selv gøre det.
Og takket være støtte fra kulturministeriet behøver jeg tilmed ikke at få pungen op af lommen lige med det samme. Men skal det ske, så må det vel være sådan.
I snart 40 år har Rasmus Klump fulgt mig og omvendt og jeg har gjort både gode og grimme ting med den. På det Kgl. Biblioteks søgemaskine er der 55 hits på bøger med Rasmus Klump hvor jeg har været fortæller, tegner eller begge dele, jeg lavede derudover i hvert fald 16 historier til aviserne og 12 til bladet… og guderne alene må vide hvor mange løse tegninger til dette eller hint. Og ganske uventet er det nyligt lykkedes det fransk-danske energibundt Thierry Capezzone at få en aftale i stand om et fransksproget tegneseriealbum med ham som tegner og mig som forfatter. Det havde jeg ellers forsvoret kunne have ladet sig gøre.
Så jeg føler virkelig, at jeg på en eller anden måde skylder Carla og Vilhelm Hansen at deres hovedværk udkommer.
Og når andet og sidste bind kommer her til november har jeg svaret for arv og gæld.
I hvert fald hvad lige denne sag angår.
En sidste bemærkning… jeg har af og til fået at vide at Rasmus Klump var “min”, og teknisk set var det vel også rigtigt en kort stund, men i virkeligheden har han fra sin fremkomst altid være alles… min, ja, men også din.
Per Sanderhage